Hej, Din kone har født tvillinger! Men… jeg er 52… og jeg har ikke nogen kone! Ja, altså… du må selv komme og se, hun siger de er dine
Da jeg hørte det, var jeg helt sikker på, at de havde ringet forkert. Jeg er 52 år hvad for nogle børn, hvad snakker de om? Alligevel tog min nysgerrighed over. Jeg satte mig ind i bilen og kørte afsted.
Da jeg trådte ind på stuen, var jeg lige ved at falde bagover. Der lå min ekskone, Helle, helt afslappet i sengen. Og på hver sin side af hende sov to små, fredelige bundter af lykke.
Helle, hvad er det for nogle børn? Hvem tilhører de?
De er dine, svarede hun roligt.
Jeg var stille, prøvede at forstå meningen med hendes ord.
Du er jo 49 nu. Og vi har været skilt længe
Ja, syv måneder er det blevet til. Men dengang vidste jeg ikke, at jeg var gravid.
Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?
Jeg troede, jeg var i overgangsalderen. Tænk, at vores passionerede farvel skulle ende sådan her. Men jeg kræver intet af dig. Du skulle bare vide det.
Tvillinger … Vi prøvede i så mange år uden held.
Ærligt talt, jeg var selv i chok. Jeg anede ikke jeg var gravid før femte måned. Jeg troede bare, jeg var ved at blive skør af alle de mærkelige bevægelser indeni
Helt ærligt overraskede det mig egentlig ikke. Helle har altid været en kraftig kvinde, så ingen kunne se nogen forskel på hende.
Da jeg mødte hende, var hun allerede rund og blød lige som jeg foretrak. Jeg har aldrig været til tynde kvinder. Vi havde det godt, men vi drømte om børn. Helle blev behandlet, blev frustreret, men lige meget hjalp det.
Vi besluttede til sidst at leve for os selv. Vi arbejdede hårdt, men holdt også ferie havet, bjergene, alle Europas hovedstæder. De seneste fem år begyndte der noget at skurre imellem os. Jeg tror, vi gav op. En form for accept af barnløshed. Med alderen kommer ensomheden snigende, og tanken om at ingen nogensinde kigger forbi ens grav.
Vi begyndte at skændes oftere. Helle tog 15 kilo på. En dag sagde hun:
Vi gør bare hinanden ondt. Jeg synes, vi skal skilles. Måske bliver du far en dag.
Jeg ville egentlig ikke. Men Helle havde besluttet sig. Det gjorde sindssygt ondt, men jeg gik.
Hun fortalte senere, at hun var bange for at sige noget om graviditeten. Hun vidste ikke, om hun kunne bære det, eller om børnene ville være sunde. Og så… sådan et mirakel!
Samme dag købte jeg en ring og en stor buket blomster i Føtex. Jeg gik tilbage til stuen og friede til hende. Nu er der gået to år. Vi er sammen. Børnene vokser op sunde og raske, og vi er lykkelige unge forældre er vi kun i hjertet.
Ville du selv have modet til at få børn i den alder? Eller mener du, at der er en udløbsdato for lykke?
