Aftenen sænkede sig over den lille by Løgstrup og hyltede gaderne i blødt tusmørke. Jens kom hjem fra arbejde, træt men tilfreds. I entreen blev han mødt af sin kone, Mette, med et varmt smil og duften af frisksmørdkød.
“Skal du have aftensmad? Jeg har lavet smørdkød,” sagde hun og glattede sit forklæde.
“Ja tak,” svarede Jens, mens han tog skoene af. Han tog en nøgelbundt op af lommen og smed den ligegyldigt på kommoden.
Mette lagde mærke til en fremmed nøgle og kneb øjnene sammen:
“Hvad er det for en nøgle?”
“Mor er taget på kurophold i tre uger,” forklarede Jens og strøg sig over nakken. “Hun bad mig passe hendes lejlighed og gav mig nøglerne.”
Pludselig lyste Mettes øjne op med et spilfuldt, næsten ondskabsfuldt glimt. Hun klappede i hænderne og udbrød:
“Endelig! Nu skal jeg gøre det!”
Jens stivnede og forstod ingenting. Hans kone, ellers så rolig og afmålt, lignede en, der bar på en stor plan.
“Hvad snakker du om? Hvad skal du gøre?” spurgte han, mens bekymringen voksede.
Mette smilede kun mystisk, men i hendes blik læste han en beslutsomhed, der sendte en kuldegysning ned ad hans ryg.
For nogle uger siden var deres liv vendt på hovedet. Da de kom hjem fra en uge hos Mettes forældre, var deres lejlighed nærmest ukendelig. Tapetet i gangen, som de havde valgt med så megen omhu, var skiftet ud med skrigende farver og mønstre. Møblerne i stuen og soveværelset var flyttet: skabet stod midt på gulvet, og sengen var vendt mod vinduet, så alt føltes forkert.
“Hvad er det her?” Mette tabte sin taske i chok, lige inde for døren.
Jens kiggede over hendes skulder og forsøgte at forstå, hvad han så. Hans hærte bankede af rædsel.
“Hvem har gjort dette?” Mettes hænder rystede af vrede. “Dette er ikke vores hjem!”
“Rolig nu.” Jens lagde hænderne på hendes skuldre og talte roligt. “Lad os finde ud af det.”
Men jo mere de så, jo værre blev det. Sofaen var flyttet hen til vinduet, fjernsynet stod i hjørnet. Kommoden i soveværelset var skubbet op ad væggen, hvor spejlet havde hængt. Kaos. Og skylden var tydelig – Jens’ mor, Birthe.
For en måned siden var Birthe kommet på inspektion. Med det samme begyndte hun at kritisere alt: tapetet, møblerne, placeringerne.
“Det tapet er så trist, som om I bor på et plejehjem!” sagde hun og rystede på hovedet. “I burde have noget livligt, der glæder øjet!”
“Vi kan lide det, som det er,” svarede Mette tørt og bed tænderne sammen.
“Nej, det er ikke godt nok! Sådan noget gør én nedtrykt – ikke underligt, du altid er så nervøs,” fortsatte Birthe uden at lytte. “Og møblerne er helt forkert. Skabet hører til i hjørnet, ikke midt i stuen! Og sengen står helt forkert.”
Mette ville protestere, men Jens’ blik stoppede hende. At diskutere med hans mor var nytteløst. Hun kunne mukke i timevis om, hvordan de burde indrette deres liv. Da hun endelig gik, efterlod hun en tung stemning. Jens og Mette lukkede døren og sukkede lettede, håbende på, at det var slut.
Men snart måtte de tage til Mettes mors fødselsdag. Deres kat, Mikkel, kunne ikke blive alene, så Jens foreslog, at Birthe kunne passe ham. Mette var imod:
“Vil du virkelig give hende nøgler? Hun kommer til at gøre, som hun vil!”
Men de havde ikke noget valg. Modstræbende gik Mette med til det, men instruerede Birthe nøje om mad, vand og legetøj. Hver dag ringede hun for at tjekke. Birthe svarede kort: “Alt er fint,” og lagde på. Det burde have været en advarsel, men Mette ignorerede det.
Da de kom hjem, forstod de sandheden. Birthe havde ikke bare passet katten – hun havde gennemført en hel revolution i deres hjem.
“Hvad gør vi nu?” spurgte Mette træt og så på de nye tapeter og møbler.
“Vi flytter møblerne tilbage og skifter tapetet,” sukkede Jens. “Det bliver dyrt og tidskrævende. Jeg kan ringe til hende nu og sige hende det hele.”
Mette tørrede øjnene og tænkte sig om. Pludselig lyste hun op med et snedigt smil.
“Nej,” sagde hun fast. “Jeg har en bedre idé. Din mor skal på kurophold, ikke?”
Jens nikkede, stadig forvirret. Mette blinkede, og hendes plan tog form.
Da Birthe var taget afsted og havde givet Jens nøglerne til sin lejlighed, vidste Mette, at tiden var inde. Hun strålede af forventning. Hun havde allerede planlagt den perfekte hævn for indblandingen i deres liv.
“Nu skal hun føle, hvordan det er!” sagde hun og raslede med nøglerne.
Jens, om end tøvende, støttede hende. Han vidste, hans mor fortjente en lærestreg.
Tre weekender i træk arbejdede de i Birthes lejlighed. Mens hun slap af, blev hendes hjem forvandlet. Mette skiftede de skrigende tapeter til bløde, pastelfarvede blomstermønstre – det modsatte af det, Birthe holdt af. Jens flyttede møblerne: skabet fra soveværelset rykkede til gangen, hylderne i stuen blev skiftet ud. De tilføjede endda dekorative detaljer, der efter Mettes mening “friskede det hele op.”
Da Birthe kom hjem, troede hun ikke sine øjne. Hun standsede i døren, lamslået.
“Hvad har I gjort?!” skreg hun i telefonen til Jens. “Hvor er mit blomstertapet? Hvem har givet jer lov?”
Jens svarede roligt:
“Vi syntes, dit tapet var for voldsomt. I din alder skal du have noget afslappende.”
“Er det en joke?” råbte Birthe. “I kunne ikke bare gøre det! Jeg gav jer nøgler i tillid, og så— Hvorfor har I flyttet skabet? Hylderne er latterlige! Sæt det tilbage nu!”
“Vi er ikke færdige endnu,” afbrød Jens. “Men sig mig – hvorfor troede du, vi ville bryde os om, hvad du gjorde i vores lejlighed?”
Der blev stille i røret. For første gang indså Birthe, at hendes handlinger havde konsekvenser.
“Det er ikke det samme!” udbrød hun til sidst. “Jeg ville det bedste, men det her er bare smagløst!”
“Det er vores hjem, ikke dit,” sagde JensFra den dag af holdt Birthe sig langt væk fra deres indretningsvalg, og for første gang i lang tid føltes hjemmet igen som deres eget.
