Håbet er væk
Jeg vil ikke have dine penge! sagde jeg ophidset og kastede de krøllede kontanter på gulvet.
Det er faktisk dine penge, svarede lejlighedens ejer stille. Og det, der er sket, er ikke min skyld. Lad nu være med at lave ballade, naboerne kan vågne.
Jeg sendte hende et arrigt blik, vendte om og skyndte mig mod trappen.
Da jeg kom ud af opgangen, blev alt sort for øjnene, og jeg stavrede hen til en bænk. Jeg satte mig, skjulte ansigtet i hænderne og græd. Lydløst, men hjertet var knust. Jeg bebrejdede mig selv for, hvad jeg havde gjort:
“Hvis jeg bare havde vidst, at det ville ende sådan, havde jeg aldrig taget til det bryllup!”
*****
Kirstine, jeg skal giftes! lød det begejstret fra min barndomsveninde, Signe, da hun ringede. Vielsen er om en måned. Og bagefter bliver der også kirkebryllup. Kommer du?
Hjertelig tillykke, Signe. Jeg glæder mig sådan på dine vegne. Det er bare… jeg sukkede tungt.
Kom nu, sig det!
Undskyld, men jeg ved ikke, om jeg kan komme. Jeg vil virkelig gerne, men…
Hvad mener du?! Hvordan kan du ikke komme? hun lød oprigtigt overrasket. Vi har kendt hinanden siden folkeskolen, du og mig igennem alt, og nu vil du ikke engang komme til mit bryllup? Vil du gøre mig ked af det?
Jeg havde slet ikke tænkt at såre dig. Det er bare et bryllup og en vielse det er jo ikke bare én dag.
Nej, tre dage. Selvfølgelig kan du få fri fra arbejde.
Det handler ikke om arbejdet. Det er bare… Jeg har min kat, Bølle. Der er ingen, der kan passe ham, og jeg kan jo ikke tage ham med. Du forstår nok…
Nej, veninde, det vil jeg ikke høre på! Du *skal* komme. Få nogen til at passe katten, eller sæt ham i kattepension. Hvis ikke du kan klare det alene, så hjælper jeg.
Jeg ved ikke, Signe…
Du har en måned. Skuf mig ikke. På min store dag vil jeg have dig ved min side.
Samtalen fik mig til at tænke. Jeg ville ikke gøre Signe ked af det, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med Bølle.
At efterlade ham alene var udelukket ikke engang med masser af mad og vand. Bølle var selskabelig, og ensomhed bare et par dage var pine for ham.
Jeg tænkte længe, dagligt, men endte med, at jeg *skulle* tage til brylluppet. Og Bølle blev indkvarteret hos en kvinde, jeg havde fundet på nettet.
Jeg syntes virkelig, hun virkede sød og pålidelig hendes navn var Elisabeth Sørensen, og hun drev kattepension. Hun havde arbejdet i en dyreklinik, så jeg følte mig tryg.
Jeg læste alle hendes anmeldelser grundigt de var gode, flere skrev, at de havde brugt hende flere gange og været tilfredse.
Efter at have overvejet det hele, besluttede jeg mig. Jeg ringede og aftalte et besøg.
Lejligheden var en treværelses, og ét værelse var forbeholdt kattene. Betingelserne var glimrende, og Elisabeth virkede venlig.
Der var desuden flere katte, så Bølle ville have selskab og næppe kede sig.
Bølle, min gode ven, jeg er væk i tre dage. Du må lige klare dig.
Han gned sig mod mine ben og kiggede på mig, som kun katte kan. Jeg kendte det blik han ville op til mig. Men jeg skulle gå.
Tag det roligt, søde, smilede Elisabeth, han får det fint.
Det håber jeg. Her er pengene, jeg rakte hende to 500-kronesedler, og hvis der sker noget, så ring!
Selvfølgelig.
*****
Tre dage forsvandt som dug for solen.
Signe var lykkelig for, at jeg deltog, og jeg var glad på min venindes vegne hendes mand virkede fornuftig og venlig. Jeg tænkte på Bølle hver dag og ringede dagligt til Elisabeth:
Hej, hvordan går det med Bølle? Opfører han sig pænt?
Hej Kirstine, han har det fint. Han spiser gladeligt og bruger bakken. Kommer du stadig hjem om tre dage?
Ja… Hvorfor spørger du?
Åh, bare for en sikkerheds skyld. Nogen ganger ændrer folk planer i sidste øjeblik, og jeg skal koordinere. Men fint du kommer hjem til tiden.
Jeg har det ikke i mig at forlade Bølle længere end tre dage. Jeg savner ham for meget.
Da jeg endelig kom hjem til Aarhus, tog jeg direkte hen til Elisabeth og advarede hende pr. telefon først.
Ja, jeg venter dig… lød det trist fra hende.
På vej i taxaen kunne jeg ikke glemme hendes suk. Der var noget mærkeligt over det.
“Nej, hvorfor er jeg så paranoid? Hun sagde, alt var fint med Bølle…” Men det nagede mere og mere.
Din kat er løbet væk… chokerede Elisabeth mig.
Hvad?! Hvordan?!
Der var håndværkere ovenpå, larmen skræmte kattene. Jeg tænkte, jeg ville gå op og bede dem om at dæmpe sig i et par dage. Men idet jeg åbnede hoveddøren, smuttede Bølle ud i opgangen. Jeg kunne intet gøre.
Hvorfor ringede du ikke med det samme? råbte jeg. Hvorfor løj du?
Jeg troede, jeg selv kunne finde ham. Det er sket før, at en kat smutter. Jeg har altid fundet dem igen. Men denne gang lykkedes det ikke. Jeg har slået det op på nettet, men han er ikke dukket op. Han kan stadig nå at blive fundet så vær sød ikke at give op.
Ikke blive ked af det? Hvordan kunne du lade det ske? Du lovede jo, at alt ville gå godt.
Hvis du vil, kan du få pengene tilbage.
Jeg vil ikke have dine penge! jeg kastede pengesedlerne på gulvet.
Det er jo dine penge, sagde Elisabeth roligt. Men jeg har ikke skyld i det her. Venligst ikke væk naboerne.
Jeg sendte hende et hadefuldt blik, vendte om og stormede ned ad trappen.
Udenfor blev jeg så svimmel, at jeg næsten faldt. Jeg kunne ikke fatte det: “Hvorfor tog jeg overhovedet til det bryllup? Hvorfor forlod jeg Bølle?”
Mit sind drejede tilbage til dengang jeg havde fundet ham det var den 30. december, og jeg var på vej hjem fra arbejde, klar til en lang juleferie.
Pludselig, ud af mørket, dukkede en lille rød pelsklump op og sprang op i mine arme. Jeg nåede ikke at tænke, før jeg stod hjemme med ham.
Vi fejrede nytår sammen, Bølle og jeg. Jeg opdagede ikke engang, hvor meget jeg var begyndt at holde af den lille fyr.
Du burde finde dig en mand, ikke kun en rød kat, grinede min mor, da jeg fortalte om ham.
Det er bare sådan det blev, mor. En kat først, manden må vente.
På arbejde delte jeg min glæde med mine kolleger.
Kender I det? Katte vælger selv *det* øjeblik de dukker op storm, regn, sne og så…
Hvad så? spurgte pigerne spændt.
Så kommer de, små, sultne og forfrosne, og kigger på dig nærmest tigger; “Det er så koldt udenfor. Skal vi ikke bare tage hjem?”
Kirstine, du burde skrive bøger, fnisede de.
De ønskede mig tillykke, men jeg kunne mærke, at ingen helt forstod min hengivenhed. Måske får de selv dyr en dag og så…
Med Bølle i lejligheden fik jeg både kattehår og kærlighed i overflod.
Fra arbejde ventede han trofast bag døren, kurrende, gnubbende.
Det han elskede allermest var at ligge på skødet, helst under tæppe sammen, og spinde højlydt.
Nu er der ingen, der tager imod mig. Ingen spinden ingen Bølle.
Eller… Måske er han derude et sted. Men hvor? Jeg havde ingen anelse.
Sådan! sagde jeg, rejste mig fra bænken. Jeg vil ikke sidde stille. Jeg *skal* finde ham!
*****
Hallo! Har du fundet ham? råbte jeg, da en af de frivillige ringede tilbage om Bølle.
Måske… En dame har ringet, hun mener, hun fandt en rød hangkat, som ligner din. Hun venter på dig i dag. Sender dig adressen på sms nu.
Tusind tak!
Jeg var dybt taknemmelig for alle de fremmede, der havde meldt sig for at hjælpe. For jeg kunne ikke have klaret det alene.
Siden Bølle forsvandt fra pensionen, var der gået halvanden måned.
Den værste, længste periode i mit liv. Jeg søgte konstant efter ham, aften efter aften scrollede jeg gennem opslag om bortløbne dyr, men ingen Bølle.
Endnu værre jeg havde kun billeder af ham som killing, taget for et halvt år siden. Han var vokset meget siden, var slet ikke til at kende mere…
Jeg sprang af taxaen, løb til opgangen, ringede på døren.
Hvem? kvindens stemme i dørtelefonen.
Det er Kirstine, om den røde kat. Fik din adresse af en frivillig.
Kom indenfor.
Ti minutter senere forvirret og skuffet måtte jeg indse, at katten ikke var min. Han lignede, men… Nej.
Så beholder jeg ham, sagde kvinden og trykkede den lille kat ind til sig. Jeg håber virkelig, du finder din Bølle. Giv ikke op.
For første gang skuede jeg på et andet menneske med misundelse. Jeg gik hurtigt, for ikke at trække stemningen ned.
Månederne gik. Jeg fik jævnligt opkald med mulige fundne katte, men hver gang blev jeg skuffet det var aldrig min.
Det var ubærligt. Hver gang løb jeg af sted i håbet om, *denne gang*, men så var det bare… Ikke Bølle.
Jeg forstår dig, skat, sagde min mor i telefonen. Du elskede ham. Men livet må gå videre. Tag en af naboens killinger her på landet, de har en rød!
Tak, mor. Men en anden kat er ikke nok for mig…
Efter et halvt år var Bølle stadig borte. Jeg måtte erkende, at håbet var væk.
Det eneste jeg bad til, var, at Bølle stadig var i live et eller andet sted, måske med andre, måske sammen med andre herreløse katte men han måtte leve.
*****
Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle leve videre.
Skylden overfor Bølle gnavede i mit indre og jeg hadede mig selv lidt for, at jeg tog af sted til brylluppet. Hvis jeg var blevet hjemme, havde jeg ikke skullet stå nu uden ham.
Nu vidste jeg intet. Hvordan havde han det? Hvor var han? Uvisheden var som en pine.
I weekenderne gik jeg ofte ud, så jeg slap for at sidde i lejligheden, hvor alt mindede mig om Bølle. Jeg gik rundt i byen, gennem baggårde, kiggede ved skraldespande.
Jeg troede ikke længere på, at jeg ville finde ham men jeg ledte alligevel.
En dag endte jeg nærmest uden at bemærke det på kanten af byen, hvor byens dyreinternat lå. “Måske har mor ret. Måske burde jeg tage en anden kat?” tænkte jeg.
Men tanken blev hurtigt afvist.
“Hvad hvis Bølle pludselig bliver fundet? Vil han så tro, jeg har svigtet ham?”
Da jeg ville gå, kom en ansat udenfor.
Har du lyst til at se vores dyr? Det forpligter ikke til noget! Måske én af dem stjæler dit hjerte?
Jeg ville egentligt ikke, men kunne ikke sige nej.
Den der hedder Simba og derinde sidder Mikkel. Smukke, ikke sandt? spurgte hun.
Ja, virkelig flotte.
Der skete noget i mig der, midt blandt dyrene. Det føltes pludselig lidt lettere at trække vejret. Dyrenes håbefulde blikke havde en helende effekt på sjælen.
Hvem er der helt nede for enden? pegede jeg.
Nå, ham? Det er vores særling, ingen kan rigtig komme tæt på ham. For et halvt år siden kom han ind i elendig stand, men nu er han sund igen men han vil ikke rigtig knytte sig.
Noget strammede sig om mit hjerte.
Må jeg se ham?
Ja, selvfølgelig.
Da han hørte fodtrinene, vendte den røde kat resolut ryggen til os, alt for tydeligt i sit budskab: lad mig være.
Så, det er ham, særlingen. Han vender sig altid væk, sagde medarbejderen.
Men jeg hørte hende knap. Jeg stirrede bare og…
…Det kan ikke passe.
Bølle? spurgte jeg stille. Er det dig, Bølle?
Katten kiggede undrende, men stadig reserveret.
“Jeg må tage fejl…”
Bølle! råbte jeg gladere. Kære Bølle, du er i live! Kom herhen, min skat, kan du genkende mig?
Katten stirrede, tænkte i et sekund… “Min menneske-mor?!”
Nu genkendte han mig. Min stemme, mit blik, min duft. Men han tøvede.
“Men hun forlod mig… eller hvad? Hvis hun gjorde, hvorfor vender hun så tilbage? Min kattemavefornemmelse siger… jeg skal løbe…”
Og han løb lige i armene på mig.
Internatsdamen nåede kun lige at åbne døren, før vi stod der, krammede hinanden og selv dyrene og solen kiggede smilende på os. For det var et øjeblik, hvor alting føltes rigtigt.
Jeg lovede, at jeg ville hjælpe internatet i fremtiden. For de havde reddet min kat.
*****
På hjemvejen spandt Bølle højlydt, fortalte om den frygtelige dag: “Jeg blev så bange. Der var så meget larm, og du var der ikke. Så jeg løb for at finde dig men havnede under en bil. Hvor er jeg lykkelig over, at du fandt mig! Du forlader mig ikke igen?” Bølle kiggede undersøgende på mig.
Nej, Bølle. Jeg forlader dig aldrig igen.
