“Så, er et ægteskabsbevis virkelig stærkere end bare at bo sammen?” grinede mændene ad Nanna.
“Jeg kommer ikke til trediveårs-jubilæet for afgangen fra universitetet. Jeg får bare depression bagefter. Lad dem gå, dem der tager der hvert årde lægger ikke mærke til, hvordan de er ændret,” råbte Nanna i telefonen til sin eneste veninde.
“Hvordan ser du egentlig ud nu, siden du er så bange for det?” undrede Margrethe sig. “Vi sås for fem år siden, og du så da helt almindelig ud. Er du blevet tyk eller hvad?”
“Det handler ikke om det! Jeg har bare ikke lyst, Rita, drop det!”
Nanna var ved at lægge på, i håb om at Rita forstod hende og ville ringe videre ned ad listen. Men denne gang holdt veninden fast med jernhård greb.
“Nanna, vores rækker er allerede tyndet ud.”
“Hvad, er der nogen, der er gået bort?” Nanna følte en ufrivillig kuldegysning. Hun følte sig måske ikke ung længere, men heller ikke gammel nok til, at klassekammeraterne skulle begynde at forlade denne verden.
“Nej, nej, det er ikke detnogle er bare flyttet ud af landet. Den eneste, der er gået bort, er Anders Kusk, for femogtyve år siden, helt ung. Det har jeg fortalt dig.”
“Så stop med at gøre dig vanskelig! Hele vores årgang mødesfire hold, men der kommer kun omkring tredive mennesker. Har du ikke lige fået din søn gift? Godt, så kan du da også tage en pause.”
Margrethe fortsatte med at tale, mens Nanna tænkte på Anders Kusk igen. Han havde altid mørke ringe under øjnene og et tungt blik, og drengene i klassen syntes, han var en svækling.
Men det viste sig, at Anders havde en svag hjerte. Han studerede flittigt og drømte om at bygge en smuk hængebro i sin hjemby, men han nåede det ikke. Og hvad havde hun selv nået, Nanna?
Hun blev forelsket i Erik, som arbejdede som bygningsleder, hvor hun selv fik job efter eksamen. Han arbejdede på skift i deres by og tog så hjem til sig selv.
De datede længe, Erik kaldte hende endda sin kone foran alle. Han sagde, at et papirløst ægteskab var et tegn på ægte kærlighed. Folk lever sammen af kærlighed, ikke fordi de har et ægteskabsbevis…
Da Nanna opdagede, at hun ventede barn, kom det frem, at Erik ikke var kommet tilbage til arbejde. Han havde tre børn, og hans kone var blevet syg. Erik sagde op på grund af personlige omstændighederuden at fortælle hende noget.
Nanna forstod, at hun ikke kunne kræve noget af en mand med tre børn og en syg kone.
Hun sagde også op, før nogen opdagede noget. Men en af mændene grinede alligevel:
“Nå, så et ægteskabsbevis er alligevel stærkere end at bo sammen?”
Men Nanna var ligeglad. Hun fik et job i en købmandsbutik tæt på hjemmet, takket være en bekendt fra opgangen. De aftalte, at Nanna, selv når hun blev mor, kunne arbejde to dage om ugen.
Hendes mor sagde ja til at passe lille Mikkel, men kun fordi datteren var så dum at miste sådan et godt job!
“Du opdragede mig jo selv sådan!” råbte Nanna til sidst, da moren blev for meget.
“Jeg håbede, du i det mindste ville være anstændig! Jeg slæbte dig igennem uddannelsen, og så ender du som en dum tøs!” skældte moren ud.
“Æblet falder ikke langt fra stammenhvad havde du regnet med?” svarede Nanna, men fortrydelsen ramte hende med det samme.
Så holdt de om hinanden og græd, men hvad hjalp det? Hvor skulle hun gøre af sig selv?
Da Rita ringede til femårs-jubilæet og inviterede hende, sagde Nanna selvfølgelig nej.
De ville snakke om familier og jobs, vise hinanden billeder, mens Nanna skrubbede gulve på tre forskellige steder: i opgangen, i skolen og i børnehaven. Hvad skulle hun sige til dem?
Eller retterehvad skulle de sige til hende?
For Mikkels skyld var hun villig til alt. Han var hendes eneste glæde.
Især da moren, da Mikkel startede i børnehave, besluttede, at hun havde gjort nok. Hun tog til sin søster på landet, med påskuddet om, at hun trivedes dårligt i byen og havde brug for frisk luft.
Men Nanna havde uventet held. Hun fik pludselig et halvtidsjob inden for sit fag, lige da Mikkel startede i skole. Nu kunne hun nå det hele selv, selv hente ham efter skole, og mange andre børn misundte ham.
En mand fra arbejde begyndte at flirte med hende, men hun afviste ham straks. Hun havde en søn, og han havde ikke brug for en fremmed onkel i huset. En far kunne han ikke erstattedet ville bare skabe problemer.
På arbejde klarede Nanna sig overraskende godt. Da Mikkel blev større, begyndte hun endda at tjene godt, fik en fuldtidsstilling som ingeniør.
Men hun følte sig altid mindre værd, også udadtil. Hun klædte sig beskedent, farvede ikke sit hår, og efter fyrre begyndte gråheden at vise sig.
Hun troede, hun ikke fortjente at være lykkelig, siden hun havde levet med en gift mand og næsten taget en far fra tre børn.
Hun måtte ikke klæde sig i lysende farver, farve håret eller træde fremså kunne nogen lægge mærke til hende igen.
Og på et lykkeligt forhold troede hun ikke længere. Der var så mange skilte omkring hende, og hun var ikke bedremåske værre.
Mikkel voksede overraskende taknemmelig op. Hans mors selvopofrelse havde ikke ødelagt ham.
Han tilbragte somrene hos mormor Irene og hendes søster på landet og hjalp dem med alt.
Han gravede bedene, plantede kartofler, roer og gulerødder med de to gamle damer. Han vandede og høstede, og om vinteren huggede han brænde og stablet det pænt i brændeskuret.
Allerede som lille var han stærk, og selv moren indrømmede nu: “Det er et stort lykketræf, at du har fået sådan en søn. For mig og min søster Lisbeth er han en kærlig barnebarn.”
Så hvad skulle Nanna med et cafébesøg og et klassegens møde efter tredive år?
Alle disse velkendte tanker fløj gennem Nannas hoved på få sekunder.
Og hun hørte Margrethes insisterende stemme:
“Nå, husker du det? Caféen overfor kollegiet, næste fredag klokken tre. Kom nu, så har jeg i det mindste en at snakke med. Vil du ikke?”
Ritas stemme
