Jeg boede sammen med min mand i mere end 15 år, hvor vi begyndte at skabe vores liv sammen. Efter brylluppet flyttede vi ind hos min svigermor, og vi pendlede sammen til fabrikken hver dag. Vi fik et værelse på kollegiet, og sagde farvel til svigermors kaffe og hjemmebagte rugbrød. Alt kørte på skinner, og jeg indså, at min mand virkelig trængte til en uddannelse, hvis han skulle lande noget andet end nattevagten i lagerhallen. Så jeg fik ham til at melde sig på studiet og det endte selvfølgelig med, at jeg sad og knoklede over alle hans opgaver, essays og semesterprojekter. Da han så endelig havde slæbt sit diplom ind på kontoret, blev han straks forfremmet. Jeg var ægte glad på hans vegne. Min egen karriere var noget mere lunken. Selvom jeg havde en universitetsgrad, røg jeg konstant på barsel. Jeg nåede ikke at blinke, før min søn rendte rundt og jeg var gravid med min datter. Senere kunne jeg komme tilbage på arbejde, men børnene ramte samtlige børnesygdomme, så jeg var nærmest fast inventar på sygefraværet.
Jeg tog det nu med oprejst pande. Karrieren var måske ikke en heldig historie, men jeg var heldig med familien. Min mand kunne knokle, og han blev altid lidt længere på arbejde. Efter et par måneder havde vi sparet sammen til vores egen store lejlighed og ungerne jublede, da de fik deres egne værelser. Til gengæld så jeg min mand mindre og mindre. En dag løb jeg ind i min gamle kollega, som fortalte, at hendes mand snød med hans praktikant. “De skammer sig ikke engang; det kan ske på højlys dag, han låser døren ind til kontoret. Han giver hende gaver foran alle, og engang krammede han hende midt i kantinen. Du burde smide ham ud, sådan en skamløs type.” Det gav mig blod på tanden: Jeg måtte besøge min mands arbejdsplads og konfrontere hans nye flamme. Spurgte hende pænt om hun ikke kunne lade min mand og familie være i fred. Pigen grinede mig op i ansigtet foran hele kontoret ydmygende. “Din mand er sammen med en vaskeægte lækkerhed, og du står bare og græder. Tag hellere og kom i form, kvinde!”
Så kom min mand ud fra sit kontor, så mig og blev gal. “Hvad laver du her? Så har du opdaget det hele. Det er faktisk helt fint, jeg orker ikke to parallelle liv mere. Jeg søger om skilsmisse i morgen.” Han hyrede straks de dyreste advokater i København, og jeg blev efterladt med tomme lommer selv ungarn og lejlighed røg. Ud på gaden med mig og børnene. Han var kold som en isbjørn, og var ligeglad hvor vi havnede eller hvad vi skulle leve af. Manden blev forelsket på ny og det var ikke lige mig og børnene, han tænkte på. Heldigvis hjalp mine forældre mig, og til sidst fik vi en hyggelig lille lejlighed på Vesterbro. Jeg fandt et job, og tingene begyndte at se lidt mere lyse ud igen. Et år senere ringer min eksmand pludselig og kræver hjælp uden det mindste undskyld. Han var stadig den arrogante type, som lidt for ofte fik sin vilje. Det viser sig, at han både var blevet fyret og forladt af sin nye kone. Og så havde han ovenikøbet været ude for en ulykke og lå nu på hospitalet. Jeg afslog at hjælpe ham efter han havde forladt os, stjålet alt og ikke engang gad ringe. Han kunne være ligeglad, og nu var det min tur til at være det samme.
