Grith
Min far havde tre døtre. To af dem, Ingrid og Kirstine, var ualmindeligt smukke hele landsbyen talte om dem! Den tredje, den mindste, hed Grith. Hun var lille, mager og havde en pukkelryg. Kun øjnene hun havde lyste som to klare stjerner midt i ansigtet. Grith kunne hverken følge med i marken eller derhjemme alt syntes tungt for hende.
Ingrid og Kirstine havde altid friere rendende omkring huset bejlere og gamle koner, der spurgte tilladelse til at fri. Men Grith ville ingen eje. Så sagde hendes søstre til far:
Far, vi gifter os ikke, før Grith også har fundet en mand!
Tiden gik, og ingen friede til Grith. Søstrene sminkede hende, gav hende fine kjoler, men det hjalp ikke. Veninderne begyndte at more sig:
I kommer aldrig selv afsted, hvis I venter på, at Grith får en frier!
Dette hørte Grith, og det brændte i hende men ikke for hendes egen skyld, men for de søde søstre. Én nat besluttede hun:
Jeg kan ikke være en byrde længere for dem! Jeg vil hellere tage til byen. Måske kan jeg finde arbejde.
Hun ventede, til alle sov, tog sin bylt og sneg sig ud ad døren.
Grith gik hele natten. Månelyset lå klart over vejen, og hun var ikke bange. Men da hun nåede til skoven, blev hun alligevel lidt ræd tænkt, hvis der lå et vildsvin eller en ræv på lur? Men hun gik ind ad stien. En times tid senere var hun træt. Byen lå endnu langt væk, så hun lagde sig til at hvile under en hasselbusk, brugte bylten som pude og trak sit tørklæde tættere om sig.
Hun ved ikke, hvor længe hun sov, men hun vågnede ved lyden af en økse mod træ. Pludselig brag! faldt et tørt træ, så hun fór op af chok. Der stod en lille gammel mand. Ikke høj, men robust, med hvidt skæg og en økse i hånden.
Grith blev forskrækket, men den gamle talte roligt:
Vær ikke bange, min pige. Jeg gør dig ikke noget.
Hvem er du, farfar? Du kunne jo have slået mig ihjel, sagde Grith.
Jeg er skovløber, lød svaret. Jeg bor lige herovre og fælder døde træer. Hvad laver du herude alene?
Grith fortalte ham om sin sorg. Den gamle så alvorlig ud, glattede sit skæg og sagde:
Du virker som et godt og medfølende menneske. Bliv boende i min skovhytte som mit barnebarn. Hvis du fortryder, følger jeg dig til byen.
Grith blev glad og sagde ja til at hjælpe til i skovløberens lille hus. De levede nu sammen. Den gamle var venlig og sjov, og han kunne fortælle historier, så man aldrig blev træt af at lytte. Han lærte Grith alt om urter, rødder, svampe og bær: hvordan hun skulle samle, tørre og lave gode helbredende blandinger. Han holdt intet skjult for hende.
Da hans tid kom, græd Grith meget, men han sagde:
Livet går sin gang, lille ven. Når jeg er væk, så begrav mig og vend hjem igen. Du ved nu alt, hvad jeg ved. Jeg hjalp skoven, du skal hjælpe mennesker.
Han døde, og Grith begravede ham i skoven, som han ønskede, og drog hjemad.
I landsbyen var Ingrid og Kirstine blevet gift med to brødre og boede alle sammen i ét stort bindingsværkshus. De blev ellevilde, da Grith vendte levende og rask hjem! Hun fik sit eget lille kammer og boede med de andre. Nu hjalp hun sine søstre: hvordan man bedst jordforbedrer, heler sygdomme eller bekæmper ukrudt alt det, hun havde lært i skoven. Søstrene havde altid gode høster, raske dyr og sundhed i huset.
Snart strømmede folk til for at få Griths råd og hjælp. Hun sagde aldrig nej, og hun opkrævede aldrig betaling. Nogle kom med et æg, nogle med et lommetørklæde de fattigste slap for at give noget.
I den samme landsby boede gamle Else Trold landsbyens kloge kone, men folk var egentlig bange for hende, for hun brugte sine evner til både godt og skidt. Nu hvor alle kom til Grith, gik folk uden om Elses hus. Hun blev gal og lurede på, hvordan hun kunne slippe af med Grith. Hun tænkte længe, og så dukkede hun op en dag:
Dav, Grith, min due!
Hej, bedstemor, svarede Grith venligt.
Ak, kære, jeg må bede dig om hjælp. Min arm er så øm, jeg kan knap bruge den.
Sæt dig ned, bedstemor, jeg skal kigge på armen.
Grith mærkede og sagde:
Er det virkelig din arm, der gør ondt? Må jeg mærke din anden?
Jo, jo, det er denne! Det er så slemt, jeg kan knap spise.
Men Grith rystede på hovedet.
Jeg kan ikke finde noget galt, bedstemor.
Hvordan kan du sige det! Mine fingre er jo krumme, se selv!
Men Grith sagde med mild stemme:
Som du vil, men jeg mærker ingen ondt her, bedstemor.
Tja, så må det vel være sådan. Det hjælper, bare at snakke med dig, sagde Else pludselig. Tak, Grith, min due. Her, tag et lille spejl fra mig det er godt for unge piger at kunne se sig selv.
Tak, bedstemor. Må dit gode ord gå i opfyldelse! For det gode ord er stærkere end det onde, svarede Grith.
Men på spejlet havde Else Trold fået mumlet onde trylleord…
Tiden gik, og Griths pukkel begyndte at forsvinde. Folk kiggede og gættede: hun rankede ryggen og haltede næsten ikke længere. Det var blevet hendes ritual at se ind i det lille spejl og glæde sig … Men Else var ikke tilfreds, for intet ondt skete. Så kom hun igen nu klagede hun over sin ryg og ben. Men denne gang blev trylleriet vendt imod hende selv.
Grith gav hende flere urter og forklarede, hvordan de skulle bruges, og Else gav hende igen en gave en kam af ben.
Skønhed skal passes, sagde hun. Brug nu kammen, du kønne pige.
Grith tog imod.
Du er god, bedstemor! Må hvert ord du siger bringe godt med sig.
Tiden gik, og Grith blev smukkere end nogensinde hendes kinder blev røde, håret tykt, hendes hele væsen udstrålede sundhed. Else Trold visnede bort, hendes arme blev som tørre kviste, hun kunne ikke engang gå til sidst. Liggende kaldte hun på Grith.
Både Ingrid og Kirstine advarede:
Gå ikke, søster, hun er en heks, det er farligt!
Men Grith svarede:
Bare rolig, søstre. Morgendagen er klogere end aftenen.
Tidligt, mens duggen endnu var over engen, vaskede Grith sig i kildevandet, tog den pæneste kjole på og lagde gaver ned i sin kurv: vilde honning, æbler fra frugthaven, duftende helbredende urter.
Søstrene blev målløse, da Grith trådte ud så smuk, at hun knap var til at kende.
Grith gik hen til Elses hus. Men idet hun rakte efter havelågen, smækkede den hårdt i. Hun kunne ikke åbne den.
Bedstemor! råbte hun. Luk mig ind!
Indefra lød et frygteligt postyr det lød som dyr, der brølede, hunde gøede, og køer muede. Kedler klirrede, og uhyggen bredte sig.
Folk i landsbyen stimlede sammen. De havde altid frygtet Else, men aldrig set hendes hus sådan. Da Grith igen bankede på og fortalte, hun havde gaver med, lagde hun kurven ved lågen.
Pludselig væltede sort røg ud af skorstenen, krager fløj hvinende væk, og huset blev helt sort, som var det brændt. Folk troede, det brændte og løb med spande og rive ned hegn.
Men solen kiggede frem. Idet den første solstråle ramte jorden, drev røgen væk og tilbage var kun en lille bunke aske, hvor huset havde stået.
Det er Els Trolds ondskab, der fortærede hende selv! sagde man. Ville ramme Grith, vendte tilbage til hende selv.
Derefter blev Grith bare endnu kønnere og gladere. Snart kom en ung mand fra byen og friede og aldrig var der ufred mellem dem. Ingrid og Kirstine glædede sig.
På stedet, hvor Grith satte sin kurv, voksede snart de største og sødeste hindbær, hele byen måtte derhen, og folk holdt op med at være bange for stedet. Så stor blev mængden af bær, at landsbyen blev døbt Hindbærby.
