Stolthed gennem tårer
Ester Mikkelsen satte en tallerken med grønlangkål foran sin barnebarn og satte sig overfor hende, mens hun nøje iagttog, hvordan Freja rodede med sin ske i de grønne striber på overfladen.
“Kan du ikke lide det?” spurgte hun, selvom hun godt kendte svaret. Freja havde rynket panden ved hver ske i flere dage.
“Det er fint,” mumlede Freja uden at kigge op. “Jeg er bare ikke sulten.”
“Nej, selvfølgelig ikke,” sukkede Ester. “Men alligevel så jeg dig rode i køleskabet i går. Var det de frosne frikadeller, du ledte efter? Dem jeg købte til dig?”
Freja sukkede og lagde skeen fra sig.
“Bedstemor, skal vi virkelig til det igen? Jeg sagde jo, det er fint. Jeg er bare træt efter arbejde, har ikke appetit.”
“Træt, ja,” rystede Ester på hovedet. “I din alder vandede jeg haven efter arbejde, vaskede tøj for hånd, strygelse. Du sidder bare foran en computer hele dagen, og så er du træt.”
Freja rejste sig brat fra bordet, tallerkenen raslede.
“Ved du hvad, bedstemor? Det er nok! Hver evig eneste dag det samme. Enten er maden forkert, eller arbejdet er ikke godt nok, eller mine kærester er ikke gode nok til dig. Jeg er virkelig træt af det!”
“Sådan taler man ikke til sine ældre!” blev Ester harm. “Har din mor opdraget dig til at snakke sådan?”
“Min mor opdragede mig slet ikke!” snappede Freja og holdt straks hånden for munden.
Der blev stille. Ester rejste sig langsomt, samlede tallerkenene op. Hænderne rystede let, men stemmen var rolig:
“Jaså. Så det er mig, der er skyld i alt. At jeg tog dig ind, da dine forældre skiltes – også en fejl. At jeg giver dig mad og husly – også forkert.”
“Bedste, det var ikke det, jeg mente…” Freja så forvirret ud.
“Hvad mente du så?” Ester vendte sig og Freja kunne se, at hendes øjne var blanke af tårer. “At jeg er en gammel tåbe, der bare står i vejen? Det er nok rigtigt. Det er svært for unge at bo med gamle mennesker, det forstår jeg godt.”
Freja ville sige noget, men Ester var allerede gået ud i køkkenet. Lyden af rindende vand og raslen af service. Freja stod et øjeblik forvirret, før hun gik ind på sit værelse.
Ester vaskede op og græd stille. De varme tårer dryppede ned i vaskebaljen, mens hendes hjerte gjorde ondt. Var hun virkelig en byrde? Var alt det, hun gjorde for Freja, blevet til nag og bebrejdelser?
Hun huskede, da Freja kom til hende for tre år siden, med én kuffert og røde øjne. Forældrene skiltes, faren forlod dem for en sekretær, moren druknede sit sorg i flasken. Hvor skulle en tyveårig pige ellers gå hen? Selvfølgelig til bedstemoren. Ester tog hende ind uden spørgsmål, gav hende det bedste værelse, stod for mad og vask.
Og nu virkede det, som om det hele var ubrugeligt? At hendes omsorg bare var til gene?
“Ester Mikkelsen!” lød en stemme fra gangen. “Er du hjemme?”
Hurtigt tørrede Ester tårerne og åbnede døren. Naboens kone, Inger Holst, stod med en pose i hånden.
“Kom indenfor,” sagde Ester og prøvede at lyde munter. “Skal vi ikke have en kop te?”
“Nej, jeg har travlt. Min barnebarn har været på besøg fra København og bragte lidt slik med,” sagde Inger og rakte posen frem. “Nogle fine chokolader. Jeg tænkte, jeg kunne dele dem.”
“Tak skal du have,” sagde Ester og tog imod. “Kommer din barnebarn på længere besøg?”
“Kun en uge. Arbejdet tillader ikke mere. Men hun kom straks til mig! Bragte blomster, gav mig parfume. Sagde: ‘Kære bedste, jeg har savnet dig så meget!'” Inger strålede. “Sikke en lykke!”
Ester nikkede og smilede, men indvendig gjorde det ondt. Ingers barnebarn var kærlig og taknemmelig. Hvad havde hun selv? Kun brok og utilfredshed.
“Hvordan har Freja det? Arbejder hun stadig?” spurgte Inger.
“Ja, ja,” svarede Ester hurtigt. “Hun er en god pige, hjælper mig med alt.”
“Selvfølgelig er hun det! Så flot og klog. Du er heldig,” smilede Inger. “Nå, jeg må videre. Tak for chokoladen!”
Da Inger var gået, lænede Ester sig mod døren og lukkede øjnene. Det gjorde så ondt at lyve, at lade som om alt var perfekt! Men engang havde hun virkelig været stolt af Freja, fortalt alle, hvor dygtig hun var, hvor smukt hun dansede…
“Bedstemor, hvem var det?” Freja stak hovedet ud af sit værelse. Hun så skyldbetynget ud.
“Inger Holst. Hun bragte chokolade,” svarede Ester kort.
“Skal vi ikke drikke te? Med den chokolade?” Freja kom nærmere. “Jeg… Jeg vil gerne undskylde. Jeg sagde nogle dumme ting.”
Ester gik tavs ud i køkkenet, satte vand over. Freja satte sig ved bordet, lagde chokoladen på en tallerken.
“De er smukke,” mumlede hun. “Med de gyldne indpakninger.”
“Ingers barnebarn bragte dem fra København,” sagde Ester og tog kopperne frem. “Hun tænker på sin bedstemor.”
Freja forstod hentydningen og blev rød.
“Bedste, altså… Jeg elsker dig også, men… nogle gange føles det, som om du piller ved mig. Som med grønlangkålen tidligere.”
“Piller ved dig?” Ester vendte sig. “Jeg er bare bekymret. Du er blevet så tynd, så bleg. Er du syg?”
“Nej, nej. Det er bare arbejdet. Vi skal aflevere et projekt, alle er stressede.”
Ester hældte te og satte sig ved siden af Freja.
“Hvorfor fortæller du mig ikke noget? Før i tiden fortalte du alt – om arbejde, venner. Nu er du tavs som en mussel.”
Freja tog et stykke chokolade, drejede det mellem fingrene.
“Ved ikke… Jeg troede, du ikke var interesseret. Du forstår jo ikke IT og design…”
“Prøv at fortælle mig det alligevel!” sagde Ester bestemt. “Måske forstår jeg mere, end du tror.”
“Du er ikke dum, bedste. Men…” Freja tav et øjeblik, sukkede. “Arbejdet er hårdt lige nu. Min nye chef er ung og ambitiøs. Han presser os alle. Jeg kan ikke smigre, så han hader mig.”
“Og hvad gør han?”
De sidste aftener inden jobbet blev afsluttet, sad de to sammen på altanen og så solen gå ned over Århus, mens Freja fortalte om sine drømme om at rejse, og Ester nikkede forstående, for hun vidste, at kærlighed nogle gange betød at lade slip, lige som hun selv engang havde måttet lære.
