Graviditet fem-seks uger, — sagde lægen, lagde instrumentet i bakken og trak de gule handsker af… ⚘

Du er omkring fem-seks uger henne, sagde lægen og smed instrumentet i bakken, mens hun hev gummihandskerne af.
Har du tænkt dig at beholde barnet?
Astrid svarede ikke.
Toogfyrre år, det ville blive hendes fjerde barn, og hun havde overhovedet ikke ønsket sig flere. Økonomien haltede, de levede fra lønningsdag til lønningsdag.
De store børn gik stadig i skole, den yngste skulle snart begynde, hun manglede stadig både forklæde, bluse og en ny skoletaske, for ikke at tale om blyanter og bøger… Og så kom det her oven i!
“Jeg må tale med Niels først,” tænkte hun, “høre hvad han mener.”
Jeg har været hos lægen, sagde Astrid over aftensmaden.
Ja, jeg er gravid. Seks uger henne.
Niels holdt op med at tygge, lagde gaflen fra sig.
Hvad skal vi da gøre? Lad os få barnet. Det ville da være fint: to drenge og to piger. Så er familien komplet.
Komplet! Men hvordan skal vi have råd til det?
Hun remsede alt op for ham om de store, om den yngste, som havde brug for alting, og hun blev mere og mere sikker på, at en fødsel i den her situation, i hendes alder, var vanvid.
Jeg får taget prøver til abort, sagde hun.
Efter alle prøverne var afleveret, hang modet i laser.
Hun fik ondt af det lille liv, der voksede inde i hende. Det er sikkert en pige… lyshåret, smuk, lidt fræk.
Astrid tog sporvognen til svangreklinikken; der var propfyldt. Hun kom ikke bare ud af vognen, hun nærmest væltede ud gennem døren. I farten opdagede hun, at en rem var røget af skulderen. Først forstod hun slet ikke hvor den kom fra. Så udbrød hun: remmen var fra hendes taske.
Det viste sig, at en tyv havde skåret den over og stjålet hendes taske sammen med alle hendes penge og prøveresultater.
Astrid havde ikke andet valg end at vende om og tage hjem. Nogle prøver måtte hun tage om, andre fik hun rekonstrueret.
Anden gang hun var på vej, gled hun ud ad bussen og forvred sin ankel.
“Kommer jeg her tredje gang, brækker jeg sgu nakken,” tænkte hun med overtroisk frygt. Så traf hun en beslutning: barnet skulle have lov at leve. Og roen sænkede sig over hende.
Graviditeten forløb fint, og Astrid vidste nu, hun ventede en pige. Pludselig, til anden scanning kom chokket: lægen mente, der var risiko for Downs syndrom.
Du skal tage en fostervandsprøve, sagde lægen og udfyldte papirer.
Men jeg advarer dig, det indebærer risiko for abort og infektion.
Astrid tænkte sig om og sagde ja.
På selve dagen tog hun og Niels til klinikken. Niels ventede ude på gangen, mens Astrid, med tunge ben, gik ind.
Lægen lyttede efter barnets hjertelyd, men den galopperede afsted.
Vi venter lidt, sagde hun.
Jeg giver dig noget magnesium, det hjælper på hjertet.
Det fik hun, og blev sendt ud på gangen for at få ro på.
Efter et stykke tid blev Astrid kaldt ind igen. Nu var hjertet faldet til ro, men barnet havde vendt ryggen til, så prøven kunne ikke tages.
Vi venter lidt endnu, sagde lægen, måske vender hun sig om.
Tredje gang lykkedes det: barnet vendte fronten til og hjertelyden var normal.
Astrids mave blev desinficeret.
Det var varmt sommervejr, vinduet blev åbnet for lidt gennemtræk. Sygeplejersken greb instrumentbakken, og i det samme fløj en due ind. Den forvirrede fugl baskede rundt, ramte folk og væltede ting. Sygeplejersken tabte bakken i forskrækkelse, instrumenterne røg på gulvet.
Astrid blev igen bedt om at vente ude på gangen, mens personalet jagede duen ud og skaffede sterile instrumenter.
Hvad foregår der? spurgte Niels nervøst.
En due fløj ind og lavede kaos.
Astrid, det er et tegn.
Kom, vi går hjem.
Og de gik.
Tiden gik, og Astrid fødte en lille pige ved terminen.
Hun er ti år nu.
Lyshåret, smuk, lidt fræk…