Karen vågnede, som om hendes egen mave var lavet af bly. Tre om natten. Lejligheden var svøbt i mørke; kun Pers rolige, tørre åndedrag og det gamle Bornholmer-ur i gangen brød stilheden.
Hun forsøgte forsigtigt at vende sig, men den slidte futon knirkede forræderisk. Per, der lå nærmest væggen, skuttede sig og mumlede irriteret:
Karen, kan du ikke ligge stille? Jeg skal op om fire timer. Vis lidt hensyn, for pokker.
Hun stivnede, holdt næsten vejret. Den sætning hørte hun nærmest dagligt nu. Per havde glemt, at tvillinger ikke var en romantisk indskydelse, men en voldsom belastning. Han var blevet så fjern. Han talte hver eneste krone, gennemgik kvitteringer fra Fakta og rynkede næse, hvis Karen bad om lidt ekstra frugt.
Har du set priserne? hvæsede han, mens han fingerede kvitteringen. Spis æbler de er danske og koster ikke en formue. Ferskner er bare luksus. Det er altså kun mig, der slider, mens du slapper af herhjemme.
Karen gled forsigtigt ud af sengen og listede mod køkkenet, støttende sig til lænden. Hendes ben var hævede så futterne knap kunne komme på. Hun satte sig foran vinduet og så på tomme Gothersgade. En uro knugede hende. Bange for fødslen, bange for at vende hjem med to spædbørn til dette evige cirkus af kritik.
Om morgenen var Per febrilsk. Han slængede tøj, ledte efter sokker, smækkede låger.
Har du strøget skjorten? mumlede han, uden at se på hende.
Den hænger over stolen, Per.
Knapperne hænger i laser. Nå, pyt. Jeg skal løbe. Vi har møde hos direktøren i dag. Ring ikke, min chef tager telefonerne hvis vi bliver forstyrret.
Han gik, uden at sige farvel. Karen hørte overfrakken smække, og så gik låsen i. Den øverste den der altid satte sig fast, så den kun kunne åbnes ved at trække alt hvad hun havde af kræfter.
Om eftermiddagen besluttede Karen at rydde op i gangen. Hun skulle have fat i kassen med børnetøj fra sin niece. Hun hentede skamlen.
Bare ude fra kanten, lovede hun sig selv.
Hun rejste sig op, rakte ud. Alt blev mørkt foran øjnene – svimmelheden slog hende omkuld. Foden gled på skammellens lakerede flade. Et bump. Fald.
Hun landede på den ene side på gulvtæppet, hofterne skred. Hun stødte et kort skrig ud. Så mærkede hun et vildt, skarpt pres over underlivet.
-Nej, nej, nej, ikke endnu… hviskede hun, gik i knæ for at rejse sig.
Endnu en bølge, kroppen vred sig. Hun vidste: Det var tid. Telefonen lå på kommoden, en meter fra hende. Hun skubbede sig derhen, klamrede sig fast til parketten, så der blev våd stribe efter hende. Hvert træk gjorde smerten værre.
Hun fik fat i telefonen. Fingre rystede, synsfeltet svømmede af farver. De første navne under kontakter startede med ‘P’.
“Per”.
Lige under – “Per Madsen (Direktør)”. Hun havde gemt direktørens nummer for en måned siden, da barselspapirerne skulle underskrives, og Per tog ikke telefonen.
Hun tastede “Per”. Summetone. Lang, ligegyldig. Opkaldet blev afvist.
Prøvede igen.
“Abonnenten er uden for dækning.”
Panikken tog fuldstændigt over. Alene. Døren låst med gammel lås hun kunne ikke åbne den fra gulvet. Hvis hjælpen kom, måtte de stå og banke.
Alt gik i hak, drømmelogik. Næsten bevidstløs åbnede hun Messenger. Alt snurrede. Hun troede, hun skrev til sin mand.
“Jeg skal på hospitalet, døren er låst! Det er i gang, jeg faldt, kan ikke komme op. Kom NU, jeg beder dig!”
Sendte. Tabte telefonen. Skærmen blev sort.
Per Madsen, direktør for en større entreprenørvirksomhed, var i møde. Han var kendt for sin ufravigelige styrke og punktlighed. Ingen ansatte krydsede ham gerne.
Telefonen klikkede let. Madsen kneb øjnene sammen. Nummeret var bekendt Karen, hustru til hans indkøbschef, Per Skytte. Ordentlig kvinde, lidt genert, havde kommet flere gange for at ordne papirer.
Han læste beskeden, ansigtet stivnede.
– Mødet er slut, – brølede han og fløj op.
– Men Madsen, vi mangler budgette begyndte økonomichefen.
– Ud! Alle sammen!
Han stormede ud af kontoret. På vejen ringede han til Skytte. “Abonnenten er ikke tilgængelig.”
Forbandede skvat, snerrede Madsen.
Han ringede til sikkerhedschefen:
Find Skyttes mobil straks. Parker bilen foran kontoret. Jeg kører selv.
To minutter senere kom en SMS med position. Skytte var ikke nær byggepladsen. Prikken glimtede tæt på et wellnesscenter uden for Roskilde.
Madsen bed tænderne hårdt sammen.
Han fløj gennem byen i sin Volvo, nærmest i trance, hastede mod adressen på Nørreport et kvarter væk. Selv havde han mistet sin kone fem år tidligere, pludseligt hjerteanfald. Han kendte magtesløsheden, når hjælpen var for sent.
Op på tredje, rev i håndtaget låst. Svag stemme bag døren.
Han ventede ikke på redningsfolkene. Han bakkede op mod væggen og kastede sig ind i døren. Låsen knagede, men holdt. Anden gang splintrede den.
Karen lå sammenkrøbet i gangen.
Karen!
Hun åbnede øjnene halvt, stirrede susende på ham.
Per Madsen?… Hvor… Per?
Jeg kommer i stedet. Hold fast.
Han løftede hende tungt op.
I bilen susede han gennem lyskryds, så bilister veg for ham. Karen prustede på bagsædet.
Hæng i, det går hurtigt nu, mumlede den kontante direktør, kiggede i bakspejlet. Vi er der straks.
Sundhedspersonalet stod klar, båre og hele molevitten Madsen havde ringet hovedlægen op.
Er du ægtemanden? spurgte sygeplejersken hektisk.
Jeg er faderen, knurrede han, og jeg vil have styr på både mor og børn!
Han blev i gangen. Gik hvileløst på de kolde fliser. Efter tre timer kom lægen ud med masken halvvejs af.
Så kan du slappe af. To raske drenge. Det krævede lidt ekstra, men vi nåede det. De er små, skal observeres, men trækker vejret fint. Mor er udmattet, men alt er ok.
Madsen støttede panden mod den kolde rude.
Tak.
Han tog sin mobil op og ringede Skytte igen. Endelig blev den taget. En beruset stemme, musik og latter i baggrunden.
Hallo, chef? Du ringede? Jeg er på pladsen, der er dårlig dækning
På pladsen, siger du? Madsens stemme var knivskarp lav. Er spaen i Roskilde det nye byggefelt?
Stilhed.
Men… Per Madsen, jeg…
Du er fyret, Skytte. Uden henvisninger. I morgen vil jeg ikke se dig i København. Bed om din kones tilgivelse. Hvis jeg var hende, var du landet hårdt.
Karen kom først til sig selv næste dag. Eneværelse, roligt, en flaske danskvand og juice på natbordet.
Døren gik op. Madsen, uden slips, træt, i jakkesæt.
Hvordan har du det?
Per Madsen… Karen ville rette sig op, men operationsarret sendte et stød. Tak. Det var ikke… Jeg kom til at sende til den forkerte…
Tænk dig lykkelig, du tastede forkert, han satte sig. Karen, vi skal snakke alvorligt.
Han sagde det hele ærligt. Om opkaldet. Om wellnesscenteret. Om fyringen. Stramt og klar tale.
Han vil ringe nu, trygle. Lejligheden er vel hans?
Hans forældres, hviskede Karen, stemmen bævende. Jeg har kun en moster i Sønderjylland.
Madsen tav, trommede på knæet.
Sådan her: Mit hus står næsten tomt, to etager på Frederiksberg. Du og dine drenge kan bo i gæsteafdelingen, til du er på benene. Jeg har brug for en hjælpende hånd jeg stoler på dig, og jeg vil ikke have fremmede derhjemme. Se det som job.
Jeg kan da ingenting, med to små… hvordan skal jeg arbejde?
Du klarer det. Jeg ansætter ekstra. Det er ikke velgørenhed, Karen. Jeg kan lide, at der leves i huset.
Udskrivningen gik uden dramatik. Eks-manden forsøgte at komme ind, men vagten sendte ham væk. Han stod nede ved parkeringspladsen, halvråbende, lugtende af billige øl.
Karen stod i vinduet og lyttede. Indeni følte hun kun tomhed. Ligegyldighed.
Madsen hentede hende selv. Lægte børnesæderne fast og hjalp hende ind.
Så kører vi hjem, sagde han roligt.
Hverdagen i Madsens villa blev mærkelig fredelig. Det enorme hus vågnede. Der duftede af babyolie og rent vasketøj.
Per Madsen var slet ikke skræmmende. Om aftenen, når han kom hjem, tog han klodset, men ihærdigt en baby ad gangen på armen.
Nå, gutter? buldrede han blidt. Kan I vokse?
Drengene, Jens og Mikkel, betragtede ham med alvorlige øjne.
Eksmanden forsvandt. Da han fik oplyst, at Madsen havde lukket alle hans jobmuligheder på Sjælland, pakkede han og flyttede ind hos sin mor. Han sendte kun små beløb, og Karen var ligeglad. Hun følte for første gang beskyttelse og ro.
To år gik.
Karen dækkede bord i pavillonen. Det var søndag, hedebølge og juli. Madsen stod ved grillen og baksede med middagen.
Drengene drønede rundt på græsset, jagtende en kæmpe guldsmed.
Far, se en bille! råbte Mikkel og pegede op.
Karen stod som frosset med tallerken. Madsen stoppede. Det var første gang, nogen kaldte ham far. Før havde det været bare Per.
Madsen lagde tang og klud. Gik hen, svingede Mikkel op i luften.
Det der? En humlebi. Den gør faktisk gavn, lille ven.
Så kiggede han på Karen. Hans blik havde ingen hårdhed, kun varme.
Karen, sagde han, satte sig ned. Sæt dig.
Hun satte sig sløret.
Jeg er ikke romantisk, og fine ord er ikke min stærke side. Men drengene ja, de har ret. I er ikke fremmede for mig. Og du heller ikke.
Fra lommen trak han en lille æske, enkel pap.
Vi har været familie to år i praksis. Lad os gøre det officielt. Jeg vil adoptere drengene. Give dem min slægt. Så kan ingen tale grimt om dem. Hvad siger du?
Karen lod tårerne løbe, ikke som dengang af udmattelse, men af lettelse. Endelig.
Jeg siger ja, Per… smilede hun, gennem tåre.
Ja tak! Og kald mig Per, ikke Madsen. Det har jeg sagt, ikke?
Senere, med børnene i seng, sad de to voksne på verandaen. Teen blev kold. Et sted fra en anden by drak en ensom Per Skytte billig spiritus og jamrede over livet. Men her, i huset der føltes som hjem, sov to snottede næser trygt nu med en rigtig far.
Nogle gange kan ét forkert tryk på mobilen, en enkelt misset kontakt, gøre forskellen. Men det vigtigste er at finde den rette person i sit liv.
