Dagbog Grænser for tålmodighed
Hvorfor sidder jeg egentlig her så mut? Nikolaj bemærkede det straks, da han smed sig i stolen overfor mig på Café Europa i Indre By.
Hvad er der galt, Mathias? Er det noget med Signe igen? Tag det roligt, kvinder er nu sådan skændes i dag, elsker dernæst, og kan slet ikke leve uden dig i morgen!
Det er slut, mumlede jeg uden at se op, og gjorde det tydeligt, at jeg ikke havde lyst til at uddybe. Lad os bare droppe det emne.
Nikolaj blev pludselig tavs. Øjnene blev store, og for en gangs skyld fik han ikke fyret en joke af. Slut? Det kunne ikke passe! Han kendte mig godt og vidste, hvordan jeg havde haft det med Signe. Hun havde ikke bare været et tilfældigt bekendtskab; jeg havde sat hende op på en piedestal.
Nikolaj havde lagt mærke til min adfærd det sidste halve år. Hvis jeg skal være ærlig, så kunne jeg også godt selv se det udefra: Hvordan jeg hver fredag slæbte en kæmpestor buket roser med til vores date, hvordan jeg stolt viste mine venner de smykker, jeg havde købt til hende, hvordan jeg fortalte om de restauranter vi besøgte, hvor vi kunne se ud over hele København. Før i tiden hadede jeg pænt tøj, teater og kunstudstillinger; jeg ville hellere se FCK spille i Parken eller tage på fisketur i Roskilde Fjord. Men med Signe fik jeg endda medlemskort til Louisiana og abonnementsordning på Det Kongelige Teater.
Du chokerer mig, sagde han lavmælt. Du har brugt så meget på hende! Gik væk fra os andre. Du er nærmest begyndt at bygge hus! Og nu alt det, for ingenting?
Han mente det ikke ondt, men jeg mærkede alligevel skammen. Sandheden ramte hårdt, og pludselig følte jeg mig helt udstillet.
Ja, nu er det alt sammen slut, svarede jeg og krøb mentalt sammen bag min laptop. Jeg klikkede lidt tilfældigt rundt i en rapport ikke fordi jeg arbejdede, men bare for at have noget at se på.
Det stormede indvendigt. Jeg vidste godt, at Nikolaj kun spurgte fordi han bekymrede sig, men det hele føltes uoverskueligt kunne jeg da ikke bare få lov til at sidde her i fred? End ikke en kop kaffe på Strøget kunne man få i ro. Jeg havde ikke lyst til at tale om det. Hvor svært kunne det være at forstå?
Nederst i mit hjerte kunne jeg stadig ikke acceptere, at det var forbi. Jeg elskede Signe rent faktisk rigtigt, dybt, uanset hvor meget det kostede mig, og hvor ukomfortabelt jeg havde det. Derfor var smerten nu endnu stærkere.
~~~~~~~~~
Vi mødte hinanden helt tilfældigt; eller, jeg troede på skæbnen et øjeblik. Signe kom med Letbanen fra Lyngby, kun for at svinge forbi Meny efter arbejde og fylde indkøbskurven til den kommende uge: Havregryn, grøntsager, øko-mælk, den slags. Da hun nåede til kassen, var hendes ærinde pludselig blevet til tre tunge Netto-poser.
Hun sukkede, da hun stod udenfor. Der var kun to stop hjem med bussen til lejligheden på Østerbro, men med de poser var det nærmest en bjergbestigning. Taxa-appen blev ved med at vise ingen ledige biler.
Hun blev stående et øjeblik, poserne på fliserne, og så sig omkring. Pludselig fangede hun mit blik. Jeg stod i kø bag hende med en liter danskvand og en pose bønnekaffe. Jeg tror, mit blik udtrykte mere medfølelse end flirt.
Jeg kan køre dig hjem, hvis du vil, sagde jeg spontant og trådte nærmere.
Hun så overrasket på mig. Det føles altså lidt pinligt at tage imod, men jeg magter faktisk ikke at slæbe dem her længere Bare så du ved det: du får ingen kaffe og ingen te!
Det lød mere som en vittighed end en afvisning, og det løsrev stemningen. Jeg grinte højt, og hun endte med at smile tilbage.
Det er kun poserne, jeg tilbyder transport til, ingen bagtanker. Jeg lover det, sagde jeg, og hun overlod sin last til mig.
Min bil stod lige ude foran: en spritny Volvo i metalgrå. Turen gik hurtigt, og samtalen flød fra første sekund. Jeg fortalte historier fra mit arbejde, om fjollede episoder i S-toget og sjove oplevelser fra sommerhuset på Samsø. Først lo Signe beskedent, men snart kunne hun ikke lade være med at fnyse og grine højt.
Ti minutter senere, da jeg satte hende af foran opgangen i Willemoesgade, satte hun næsten ikke ville ind i opgangen endnu.
Tusind tak for hjælpen, stammede hun. Det var virkelig rart.
I lige måde, sagde jeg og smilede lidt for længe bag rattet.
Hun tog et stykke papir frem og skrev sit nummer. Ring, hvis du har lyst, hviskede hun.
Det gjorde jeg allerede næste dag. Jeg bød hende på dansk frokost i Nimb, med jazz og smørrebrød. Hun sagde ja, inden hun nåede at tænke sig om.
Det blev bare bedre derfra. Alt udviklede sig organisk, trygt. Pludselig blev mine weekender fyldt med gåture, aftensnakke på altanen og overraskelser. Jeg begyndte at tænke: måske hun og jeg burde flytte sammen? Min lejlighed på Islands Brygge var stor nok
En fredag sad vi netop på restauranten, hvor vi havde haft vores første date. Stearinlyset flakkede, og Signe sad tavs. Hun roterede sin dessert med skeen som om hun samlede mod.
Jeg har ikke fortalt dig alt, begyndte hun lavmælt. Jeg troede ikke, vi ville nå hertil Men, jeg har en søn på syv, Oliver. Jeg kunne aldrig drømme om at svigte ham
En bølge af lettelse skyllede gennem mig. Et øjeblik havde jeg næsten frygtet, hun havde en mand. Men en søn? Det var da til at forholde sig til.
Det er da fantastisk, udbrød jeg. Så kan jeg få min familie-drøm, og Oliver får en ekstra voksen. I kan bare flytte ind hos mig!
Men Signe virkede tøvende og trak vejret dybt.
Det er ikke så nemt. Oliver var meget lille, da min eksmand smuttede han savner stadig sin far og er ikke tryg ved, at der kommer en ny. Hvis du skal være noget for os, skal det være rigtigt, Mathias. Jeg vil ikke have, han går igennem endnu en skuffelse.
Jeg forstod det godt. Jeg lovede hende, at det var alvor for mig, og at vejen til hendes søn måtte gå ad små skridt.
Måske jeg kan komme og overnatte indimellem, så Oliver vænner sig til at have mig i nærheden? foreslog jeg.
Hun nikkede forsigtigt, men nævnte også, at hendes mor, Helene, boede hos dem. Jeg forestillede mig straks den klassiske danske svigermor: en kvinde med fast greb om både stegepanden og reglerne.
Men det gik straks meget nemmere, end jeg havde frygtet; Helene tog faktisk godt imod mig og holdt sig diskret i baggrunden.
Til gengæld gik det langt værre med Oliver. Drengen så surt på mig fra første dag. Han svarede ikke på mine spørgsmål, undgik øjenkontakt, og hver gang jeg trådte ind i stuen, trampede han ind i sit værelse og smækkede døren. Da han følte sig presset, begyndte han at lave små ulykker: hælde juice ud over min lyse skjorte, trampe på mine sko, ødelægge fjernbetjeningen. En dag lykkedes det ham endda at klatte maling ned ad mine lædersko. En anden dag skyllede han te udover min bærbare heldigvis gik den ikke helt i stykker.
Signe forsøgte at snakke med ham, men hendes retfærdiggørelser blev hurtigt trættende Han er jo bare et barn, Mathias. Han skal nok vænne sig
Jeg prøvede at være tålmodig, jeg gjorde virkelig. Men den aften, hvor mit bæger flød over, står printet klokkeklart foran mig: Jeg skulle lige til at lægge mig, da Oliver pludselig dukkede op med en flaske Klorin og hældte det i min seng. Hele værelset stank af kemikalier, og linnedet var ødelagt.
Hvorfor, Oliver?
Han trak på skuldrene.
Jeg vil have mor for mig selv nu er der ikke mere plads til dig!
Hans ord brændte. Jeg måtte kæmpe for at holde mig i ro. Jeg fandt bæltet frem, klappede det sammen i hånden, ikke for at gøre alvor af det, men formentlig bare af afmagt og desperation.
Oliver sprang straks ind til Signe, tårer i øjnene. Mor! Han slår mig! Jeg sagde jo, han var farlig!
Signe beskyttede ham straks og stirrede vredt på mig. Han er et barn! Hvis du så meget som rører ham Så kan du komme ud herfra, og jeg melder dig!
Den sætning knækkede noget i mig. Jeg lagde bæltet fra mig. Alt i mig dirrede af vrede og afmagt.
Dit barn er ude af kontrol, Signe, sagde jeg, mens jeg kastede lidt tøj i sportstasken, Jeg har prøvet at være tålmodig, men nu er det nok. Han gør, hvad han vil, og du forsvarer ham.
Hun stod og lurede mellem stue og gang, holdt stadig om Oliver, som stadig stirrede på mig med et trodsigt, sejrssikkert blik.
Mathias, kan vi ikke snakke om det? hendes stemme var pludselig lille, men hun kom ikke tættere på.
Snakke? Om hvad? Du ser, hvad der sker. Han styrer det hele, og du lader det ske.
Jeg stormede ud på reposen. Helene stod der; træt, men uden vrede i blikket.
Undskyld du skal opleve det her, sagde jeg hurtigt.
Jeg forstår dig. Jeg kan heller ikke følge med længere. Måske skal de have lidt tid for sig selv, svarede hun bare og gik ind igen.
Ud på gaden. Kulden greb mig i kinderne, men jeg mærkede det ikke. Jeg kunne ikke blive i det hus mere. Ikke hvor jeg blev gjort ansvarlig for alt, selvom jeg ikke kunne gøre noget rigtigt.
Jeg tænkte på starten på vores første møde, alt det vi havde drømt om. At få familie, at høre nogen sige Velkommen hjem. Men drømmen krakelerede, ikke på grund af én stor ting, men på grund af tusind små gnubbede sammenstød. Fordi Signe aldrig turde skære igennem overfor sin søn.
Måske bliver det bedre en dag måske kommer der en, hvor kærligheden ikke hele tiden skal overleve på trods.
Men nu? Nu begynder jeg forfra. Jeg ringede op til Nikolaj fra lygtepælen på Vesterbrogade, sagde vi måtte tage en øl på den mørke bar på søen i Ørstedsparken. Et nyt kapitel må begynde. Mit hjerte hænger stadig fast i Signe det kan jeg mærke hele vejen ind i knoglerne men jeg er nødt til at give slip.
For første gang i månedsvis følte jeg mig lettet, om end tom. Måske kommer foråret før man aner.
