Grænser for tålmodighed
Hvorfor ser du så mut ud? Har du skændtes med Mette eller hvad? drillede Sten sin ven, mens han studerede Hans mørke ansigtstræk. Slap nu af, kvinder er nu engang sådan; i dag råber de, i morgen elsker de os igen. De kan jo slet ikke undvære dig!
Vi er gået fra hinanden, mumlede Hans og signalerede tydeligt, at han ikke ville ind på emnet. Så kan vi lige lade det ligge.
Sten stivnede, munden halvåben, og hans øjne blev runde af forbløffelse. Det måtte være en fejl! Han kendte Hans godt og havde set, hvordan han havde behandlet Mette det var ikke bare en flirt, nej, Hans havde virkelig sat hende på en piedestal.
Sten huskede tydeligt, hvordan Hans var blevet den sidste tid. Han havde i begyndelsen været lidt skeptisk, da Hans kom løbende med enorme buketter roser til Mette efter arbejde, eller stolt viste de dyre smykker frem, han havde givet hende, eller fortalte, hvordan han havde inviteret hende ud på endnu et fancy spisested med udsigt over byens tage. Hver fredag middag på smart restaurant, lørdag udflugt til teater eller museum. Tidligere hadede Hans ellers den slags! Han var til fodbold eller fisketure, ikke at stå og beundre malerier eller sidde i mørket til skuespil. Men for Mettes skyld ændrede han alt, skiftede hele sin rytme og livsstil.
Du overrasker mig virkelig, sagde Sten til sidst, stadig vantro. Hvad kunne dog have været så voldsomt, at kærestebalancen tippede for dem? Du har brugt en formue på hende! Du trak dig fra vennerne! Var begyndt på at bygge hus! Og nu er det slut?
Han sagde det ikke for at dømme ham, men følelserne løb af med ham. Det var så tydeligt, at Hans havde ændret sig af kærlighed og nu sad der bare en knækket mand foran ham.
Ja, så er det slut, nikkede Hans kort og stirrede ned i sin bærbare. Han lod som om, han blev optaget af noget vigtigt arbejde, men i virkeligheden trykkede han bare meningsløst på tasterne. Han ville helst lade være at tale om det, men ville heller ikke gøre Sten ked af det.
Indeni ham rasede der en storm. Selvom han vidste, at Sten bare var bekymret, ønskede Hans mest af alt at blive ladt i fred. Selv på café kunne han ikke sidde, uden det hele skulle rodes op! Han forstod ikke, hvorfor det var så svært at respektere, at han ikke havde lyst til at snakke om det.
Dybest set kunne Hans stadig ikke forlige sig med bruddet. For han elskede virkelig Mette og det gjorde bare smerten endnu værre…
~~~~~~~~~~~~~~
De havde mødt hinanden helt tilfældigt. Mette var taget i Netto efter fyraften, for hun skulle købe ind til hele ugen: grøntsager, ris, mælk… I kassen blev kurven til tre tunge poser. Hun sukkede, da hun indså, hun skulle slæbe alt det hjem. En lille bus-tur men med så meget var det et projekt. Hun fandt mobilen frem for at bestille en taxa, men den viste hele tiden: “Ingen ledige biler”. Hun prøvede igen, men intet held.
Mette satte poserne ned og tørrede sveden af panden, mens hun så sig omkring. Der var kunder overalt; nogen trillede vogne, andre studerede æbler. Pludselig opdagede hun, at en mand betragtede hende venligt. Han stod ved hylderne med en flaske Kildevand og kaffe. Hans blik var åbent og deltagende.
Skal jeg køre dig hjem? spurgte han uventet og tog et skridt nærmere.
Hun blev lidt overrumplet. Hun plejede altid at klare alting selv og brød sig egentlig ikke om at be om hjælp.
Det er da lidt pinligt, begyndte Mette, men mærkede straks, hvor tunge poserne var. Okay da. Men du skal ikke regne med kaffe eller te!
Hendes ord lød nærmest som en joke for at lette stemningen. Hun anede ikke selv, hvorfor hun sagde det.
Han grinede. Hans latter var ægte og varm.
Det er i orden, smilede han. Jeg lover, jeg maser mig ikke på!
Han tog rask poserne, og sammen gik de ud. Hans bil stod tæt ved en skinnende ny grå Skoda. Snakken faldt hurtigt i gang på turen. Hans som han præsenterede sig viste sig at være åben og komisk. Han fortalte sjove historier fra sin hverdag, kunne se det pudsige i alt, smed et par lune bemærkninger ind hist og her. Mette sad først lidt anspændt, men begyndte hurtigt at le frit.
De ti minutter i bilen føltes som en hel eftermiddag. Hun gik ud med følelsen af, de havde kendt hinanden i årevis hans tillidsfulde og afslappede facon charmerede hende. Ved blokken tøvede hun.
Tak for hjælpen, sagde hun, da hun steg ud. Det var virkelig rart at snakke med dig.
I lige måde, svarede Hans, mens han så hende i øjnene.
Der blev stille. Mette fikserede stropperne på sin taske, men rakte endelig en lille lap med sit nummer frem.
Her, sagde hun lavt. Du må ringe, hvis du får lyst.
Det gør jeg, lovede Hans og stoppede nummeret i brystlommen.
Og allerede dagen efter ringede han. Han inviterede hende ud på Bistro Royal, et travlt sted med live jazz i det indre København. Mette sagde ja, uden helt at forstå hvor hurtigt det var gået.
Deres forhold voksede stille og roligt. Ingen voldsomme scener, men en stille glæde for hver dag: fælles gåture, samtaler langt ud på natten, små overraskelser. Hans begyndte at overveje det næste skridt: “Skal jeg ikke foreslå Mette at flytte ind? Min lejlighed er stor nok…” Han forestillede sig at komme hjem og vide, hun ventede på ham.
En aften gik de ind på det sted, hvor de først var på date. Ved bordet under en lampe, blev Mette pludselig meget stille. Hun rodede i sin dessert med skeen, stirrede ned og samlede mod.
Jeg har ikke sagt det før, startede hun langsomt uden at se op. Jeg troede ikke, vi var på vej videre, men…
Hans blev helt stiv. Tænkte straks: “Er hun gift?” Hans hjerte stoppede næsten.
Jeg… jeg har en søn. Han er syv. Jeg elsker ham meget, og jeg efterlader ham aldrig.
Hans kunne ikke lade være at trække vejret ud i lettelse, så han næsten grinede. Anspændtheden forsvandt fra hans ansigt.
Pyha, tak for det! grinte han. Jeg troede lige, du havde en mand! Et barn er jo fantastisk! Jeg har altid ønsket mig børn! Skal jeg ikke hjælpe jer med at pakke, så kan I flytte hjem til mig? Der er masser af plads i min lejlighed!
Han afleverede ordene helt ærligt og glad han så det for sig: at være en familie, måske blive kaldt far…
Men Mette var ikke lige så begejstret. Hun skubbede tallerkenen lidt væk og så på ham med en form for uro.
Silas skal vænne sig til tanken om, at han får en far. Min eksmand forsvandt og ville ikke se ham. Silas var helt lille han gik rundt efter mig hele tiden og spurgte, om far ikke kom hjem…
Hans tog hendes hånd og lagde sin ovenpå for at støtte hende. Hun trak vejret dybt.
Jeg vil ikke, at han bliver skuffet igen, sagde hun beslutsomt. Hvis vi skal være sammen, skal det være ægte. Han skal vide, du ikke bare forsvinder som den, der skulle have været hans far.
Hans nikkede alvorligt.
Jeg forstår. Og jeg har ikke tænkt mig at forsvinde. Vi tager det skridt for skridt. Jeg vil gerne være en del af jeres liv både dit og Silas. Men kun hvis I begge er klar.
Mette smilede, den slags smil, der er fyldt med både lettelse og forsigtig håb.
Jeg prøvede at lade som om, det var nemt. Jeg ville tro på, at jeg kunne komme ind under huden på en syvårig, men sandheden var, at jeg aldrig havde prøvet at være tæt på børn. Mine nevøer var stadig små, og vennerne havde ikke børn. Hvordan skulle jeg håndtere Silas?
Jeg kan godt finde ud af det med ungen! sagde jeg optimistisk. Men hvordan vænner han sig til mig, hvis vi ikke prøver at bo sammen lidt?
Mette tænkte sig om hun anede, jeg havde ret, men hun frygtede at presse noget igennem. Silas var stadig ramt af farens forsvinden. Hurtige forandringer kunne gøre det værre.
Hvad med, du overnatter her et par gange om ugen til at begynde med? foreslog hun blidt. Så flytter vi ind til dig senere! Men… jeg bor jo med min mor. Men hun forstyrrer ikke, det lover jeg!
Jeg smilede skævt. “Forstyrrer ikke” ja, det måtte vise sig, tænkte jeg, forestillede mig straks den klassiske svigermor, der blander sig i alt, giver gode råd og kræver, alt er på hendes måde.
Men der tog jeg fejl. Lisbeth, Mettes mor, var venlig, smilende og aldrig påtrængende. Hun stillede ingen nysgerrige spørgsmål, kommenterede ikke på fremtiden eller min fortid, og til Mette sagde hun ofte med et lille klap på skulderen:
Mette, det er virkelig heldigt, du har fundet dig sådan en fyr. Han er ordentlig, opmærksom
Hun var kærlig over for Mette, ydmyg og høflig mod mig. Aldrig kom der nogen indblanding eller råd om, at vi skulle skynde os eller vente. Jeg begyndte langsomt at slappe af herfra var der ingen problemer.
Men med drengen gik det straks værre. Allerede første gang jeg kom ind ad døren, mødte jeg Silas hårde blik under brynene. Han sagde ikke noget, trampede heller ikke i gulvet, men han knyttede hænderne og stirrede på mig, når jeg talte til ham.
Han startede med passiv modstand: ignorerede mine forsøg på samtale, trak sig ind på sit værelse, hvis jeg var der, eller deltog aldrig i fælles snak. Efterhånden blev hans metoder mere aktive og mere irriterende.
Dagene gik, men det blev kun sværere Silas opfandt hele tiden nye måder at gøre mig ondt på. En dag hældte han maling ud over mine nye lædersko hvor han havde fået fat på malingen, aner jeg stadig ikke. En anden dag rev han hul i min skjorte, jeg gemte til vigtige møder. Og én aften spildte han te ud over min bærbare teknikken overlevede heldigvis, men jeg brugte halve dage på at rense computeren.
Hver gang blev Mette den, der beskyttede ham. Hun sukke, rystede på hovedet og sagde:
Han har svært ved at forstå, livet ændrer sig. Men han er jo stadig kun et barn
Jeg nikkede og prøvede virkelig at tage mig sammen. Silas var bange, usikker og forvirret jeg forstod det, men for hver gang voksede frustrationen indeni mig. Jeg ville jo bare være en del af familien, ville finde vej ind til ham, men han reagerede kun med trods og ballade.
Det hele kulminerede en sen aften. Jeg var på vej i seng, da Silas kom væltende ind på værelset, ansigtet lyste af drillende triumf. I hånden havde han en halvtom flaske klorin. Uden et ord hældte han et bjerg af væske ud over min seng dyne, puder, lagner det hele.
Duften af klor bed med det samme i næsen, og jeg stivnede, vrede og skuffelse kogte indeni. Jeg rejste mig langsomt op fra sengen og forsøgte at holde temperamentet i skak.
Hvorfor gjorde du det?
Silas trak på skuldrene, som om det var en bagatel.
Vil sove hos mor. Man kan ikke ligge her nu så hun sover i mit værelse. Du skal gå. Du hører ikke til her! Skrid!
Hans ord ramte som et knytnæveslag. Jeg stod i stanken og stirrede på det gennemblødte sengelinned, hovedet summede af raseri og afmagt. Jeg havde prøvet at være tålmodig, men nu var det nok.
Mekanisk gik jeg over til stolen, hvor mit bælte lå. Mine hænder rakte automatisk ud, foldede bæltet dobbelt og slog det mod min flade hånd; det gav en skarp, høj lyd. Luften blev tung af stilhed.
Jeg strammede grebet om bæltet. Silas øjne blev store, og han fór hysterisk hen til Mette, klamrede sig til hende, som var hun hans eneste redning.
Mor! Mor, han slår mig! Han er ond! Jeg sagde det jo!
Mette var lynhurtigt nede på hug, samlede ham op og knugede ham ind til sig. Hendes blik, vendt mod mig, var arrigt, bebrejdende, næsten koldt.
Hans! Hvordan kan du gøre sådan? Han er jo et barn! Hendes stemme rystede af vrede. Det er jo bare ballade! Han mangler bare lidt opmærksomhed! Jeg lader aldrig nogen gøre mit barn noget! Rør ham, og jeg anmelder dig!
Jeg stod, knyttede mine hænder, prøvede at tælle til ti. Inde i mig kørte tankerne: “Bare ballade? Var ødelagte ting og en smadret aften også ballade?”
Du har forkælet den unge fuldstændig, bed jeg sammenbidt. Jeg havde mest lyst til at trække bæltet op til dets “oprindelige formål”, men jeg holdt mig tilbage.
I det øjeblik indså jeg: jeg var ingen i dette hjem. Ingen regnede med mig, jeg havde ingen rettigheder Hvorfor skulle jeg finde mig i den opførsel fra en unge, der bare testede alle grænser?
Jeg snurrede rundt, flåede tøjet ud af klædeskabet og smed det ned i tasken, ligeglad med hvordan det blev pakket.
Er det også mig, der er skurken nu? vrissede jeg uden at se på Mette. Husk på det næste gang, han hælder klorin i din kaffe!
Mette stod og holdt om Silas med et mærkbart usikkert blik. Hun havde ikke forestillet sig, at jeg virkelig ville pakke sammen.
Hans, hvad laver du? spurgte hun dæmpet. Hvad med os?
Hendes stemme var skrøbelig hun indså først nu, hvor langt det hele var kørt. Hun slap Silas og tog et skridt frem, men jeg reagerede ikke.
Os? gentog jeg med et tørt grin. Kan du slet ikke se det? Din søn gør alt for at drive mig ud, og du dækker ham. Jeg prøvede at være tålmodig, prøvede virkelig at gøre mig umage, men det er nyttesløst. Han vil ikke have mig, og du nægter at se det i øjnene.
Silas gemte sig bag sin mor og så trodsigt på mig, ikke et gran af anger eller skyld. Kun stædighed og vrede lysede i hans blik. Han forsvarede sit domæne.
Mette ville sige noget, men ordene kom ikke ud hendes stolthed og moderkærlighed kørte modsat.
Hans, skal vi ikke lige snakke roligt om det ? prøvede hun, rakte ud efter min arm, men jeg trak mig væk.
Jeg stod i entréen, tasken knuget i hænderne, og kæmpede med kontrollen. Mette stod mellem mig og hoveddøren, vrede og fortvivlelse i øjnene.
Jeg orker ikke mere! sagde jeg, så det rungede mod murene. Jeg er træt af at se på, hvordan du undskylder alt, Silas laver. Han ødelægger ting for tusindvis af kroner, og du siger: Det er bare småting. Han kører alle voksne rundt i manegen, mens du forsvarer ham: Han er bare barn, vi må ikke skælde ud
Vreden sitrede i min stemme. Jeg huskede alle de gange, Silas bevidst havde gjort mig fortræd, og Mette blot havde set væk og trukket på skuldrene.
Mette blev bleg, men holdt fast.
Men… han er min søn, jeg må altid passe på ham! sagde hun stålfast. Du må bare vise tålmodighed og varme! Han gør det jo ikke for at være ond. Han er bare bange for at miste mig.
Tålmodighed? Du ville have bedst af, at nogen satte skik på ham! råbte jeg, nu ude af stand til at stoppe mig selv.
Jeg fortrød straks, men nu kunne intet tage ordene tilbage. Mette rykkede sig væk, øjnene blanke af tårer.
Uden at vente gik jeg frem, stødte let ind i hende på vej ud ikke af vrede, jeg skulle bare væk nu, inden det hele eksploderede.
I gangen stod Lisbeth, da jeg passerede forbi. Hendes blik var strengt, men ikke ondt der var mest træthed og forståelse.
Undskyld, mumlede jeg, mens jeg skyndte mig forbi. Din datter og jeg, det går ikke.
Hun lagde ikke fingre imellem:
Jeg forstår det godt har selv haft svært ved ham. Nu lader jeg Mette klare det selv…
Hun lød ikke såret, bare udmattet. Hun havde for længst set, hvor det bar hen, men ville ikke blande sig. Nu var det slut.
Jeg blev stående et sekund, ville sige noget, men lod være. Nikkede bare, åbnede døren og gik. Opgangen var stille, kun et svagt ekko af nabobørns stemmer hang i luften. Jeg tog trappen ned, ud i den kølige aften.
Mette blev tilbage. Hun sank sammen på en stol i gangen og lagde hovedet i hænderne. Hans ord blev ved med at køre rundt i hendes øre, og for hendes indre stod hans mismodige ansigt. Inde på værelset snøftede Silas han havde hørt det hele, men forstod knap nok, hvad der var sket.
Lisbeth gik uforstyrret ind i sit kammer og lukkede døren. Den trykkende tavshed hvilede over lejligheden, kun brudt af Mettes og Silas spredte snøft.
Hans gik gennem Københavns gader med hænderne dybt i lommerne. Den kolde vind trak ham i håret, men han mærkede det knap han brændte indeni. Han vidste, han havde gjort det rigtige ved at gå, men det lettede ikke.
Jeg forstod godt, at Silas led. At miste sin far og møde en fremmed i sit hjem det var benhårdt for et barn. Men hvor gik grænsen? Hvor blev barnlig trods til bevidst ondskab? Silas testede mig ikke bare han ville gøre mig ondt, og han havde altså vundet.
Han satte sig for at få mig væk, og det lykkedes ham også, tænkte jeg bittert. Jeg prøvede jo at være imødekommende, prøve at tale, prøvede tålmodighed. Men det slog ikke igennem på den ene side stædig dreng, på den anden side en mor, der beskyttede ham for enhver pris.
Jeg stoppede ved et fodgængerfelt, mens den grønne mand blinkede. Jeg genkaldte mig de første møder, den sjove aften på bistroen, de lune samtaler. Dengang troede jeg virkelig på, at vi skulle bygge noget op sammen.
Nu var alt væk. Ikke på grund af én stor dramatisk ting, men på grund af mange små konflikter, og fordi Mette trofast valgte barnet før os. Hvis bare hun ikke havde undskyldt ham alt! Hvis hun nogensinde havde sat grænser
Nå så var det måske bare ikke meningen tænkte jeg, mens jeg gik over gaden.
Det gav genlyd som et ekko. Jeg prøvede at bilde mig ind, det var bedst sådan. At jeg nok skulle møde en, som satte mig først og at livet gik videre.
Men hjertet hørte ikke efter. Jeg savnede Mette, hendes smil, hendes varme stemme, og de stunder, hvor det bare var os uden Silas udfald eller moderens uro. Følelserne ville næsten ikke dø ud, men lå altid og simrede, brød frem, når jeg tænkte på hende.
Jeg drejede ned i Ørstedsparken, brugte lidt tid på at gå under de gamle træer og lysende lamper. Der var ro og fred, noget jeg manglede indeni.
Tiden måtte gå. Tiden til at komme sig, til at lære at leve uden Mette og uden drømmen om familie. For nogle gange knuser virkeligheden selv de smukkeste håb. Det gør ondt, men sådan er livet.
Jeg trak vejret dybt og fandt mobilen frem. Jeg skulle ringe til Sten, snakke ud. Måske tage en øl i morgen. Livet gik videre selvom det føltes svært lige nu.
