Uendelig frækhed
Sig mig lige helt ærligt, Karen, jammerede Mads, Hvad pokker er den store forskel på, om vi lejer sommerhuset ud til vores egne eller nogen udefra? Pengene er jo de samme kroner.
Karen lagde det sidste vasketøj til tørre. Det ville have hjulpet mere, hvis han holdt op med at brokke sig og i stedet hjalp til.
Mads, skat, forskellen er, at man aldrig kan få familiemedlemmer til at betale, når det kommer til stykket, svarede hun.
Er det fordi du tænker på Emil? Mads skar ansigt, Emil er min bror! Han betaler uden problemer, det lover jeg dig. Han har ikke engang bedt om rabat. Han vil leje huset til fuld pris! Hele sommeren. Så slipper vi også for bøvlet med at finde lejere selv.
Det her er et sommerhus tæt ved Skagen. Jeg skal nok finde lejere på fem minutter, sagde Karen tørt.
Men hvorfor er det så vigtigt for dig at udleje til fremmede?
Fordi det er meget simpelt med fremmede: man skriver en kontrakt, får forudbetaling, og hvis de ikke betaler, smider man dem ud, og så er den ikke længere. Men med familie starter det straks: Åh Karen, du ved jo vi har børn, Vi overfører lige en anden dag, Åh, vi kom til at ødelægge fjernsynet, men I kan vel ikke tage penge for det? Tro mig, jeg har set det før. Du ved ikke, hvordan det plejer at ende.
Karen havde arvet huset fra sine forældre, som også havde lejet det ud i mange år. De boede selv i Aalborg, mens sommerhuset var et fint ekstra indtægtsgrundlag. Karen havde fulgt deres eksempel med én forskel: ingen venner eller familie skulle leje det. Hun havde nemlig alt for mange gange set sine forældre blive snydt af venner.
Og hvordan ender det så? spurgte Mads.
Familiemedlemmer betaler aldrig, og ofte uden at sige undskyld. Det forventes bare, at vi skal være glade for at have besøg. Det skal holde op. Sommerhuset er forretning, Mads. Ikke nogen gratis feriekoloni for dine slægtninge.
Emil havde for nylig besluttet, at tre måneder ved havet var lige, hvad hans kone og tre børn trængte til. Sommeren var stille for hans arbejde, så tiden var perfekt. Karen var ikke i tvivl Emil havde slet ikke tænkt sig at betale.
Men Emil beder dig jo ikke om at give ham det gratis! insisterede Mads, Han betaler!
Det siger de altid til at starte med.
Hvorfor skal vi så tage risikoen? Der står altid folk klar til at betale fuld markedspris. Dem kan vi lave stram kontrakt med, og jeg kan sove roligt om natten. Ingen venner eller familie! Venner er venner penge er penge.
Det var svært at argumentere mod Karens sund fornuft, men Mads havde et sidste es i ærmet.
Hvis nu du ikke stoler på Emil så stoler du vel i det mindste på mig?
Karen så afventende på ham.
Du stoler på mig, hvad? gentog han.
Det gør jeg, og hvad så?
Hvis Emil ikke betaler, skal jeg nok betale huslejen til dig, svarede Mads storslået.
Tja, storladen tanke.
Hold da op, så du betaler mig bare fra vores fælles opsparing?
Altså hvis det skal være sådan han kiggede væk, Jeg finder et deltidsjob. Noget om aftenen eller i weekenden. Alt hvad jeg tjener, går til dig. Så bliver det dine penge. Aftale?
Karen blev faktisk lidt rørt over, at det betød så meget for ham. Måske burde hun bare tro ham, hvis han var så overbevist om sin bror
Du kunne overtale hvem som helst, sagde hun, Hele ansvaret er dit. Ok så.
Der var stadig lang tid til sommer, så Karen kunne nå at falde lidt til ro og måske tro på Mads.
Juni kom og med det, problemerne. Mads ringede til Emil jævnligt for at høre, om de ikke snart kunne betale bare en måneds leje forud, og fik kun beroligende forklaringer.
Jo, det er i orden, Mads! Pengene? Dem får jeg lige fra en kunde i næste uge. Han har lovet at overføre dem i slutningen af måneden. Undskyld, at det trækker ud, men sådan går det nogle gange. Bare rolig!
Juni sluttede.
Ingen penge.
Karen holdt sit løfte og blandede sig ikke. Mads havde bedt om at få lov at klare det så det fik han. Hun ville ikke tage modet fra ham. Men efter endnu en samtale med Emil kunne Karen ikke lade være:
Nå? Har han betalt?
Nej, endnu ikke. Kunden har ikke betalt Emil for det sidste store projekt endnu. Men så snart det sker, betaler han! Han har lovet det!
Samme dårlige undskyldning som sidste måned.
Tænkte jeg nok, var det Karen havde lyst til at sige.
Ser du nu, hvad jeg mente? Familie har altid gode forklaringer på at betale for sent.
Men Karen, det er altså bare et sammentræf! udbrød Mads, Det er ikke med vilje! Jeg ved godt, hvordan det ser ud men det sker da for alle. Vi må vente lidt.
Ja, vi kan vente helt til september, lige til de pakker alle kufferterne og siger Tak for en dejlig sommer, vi ringer senere?
Karen, det går jo ikke ud over dig. Jeg begynder bare at tage ekstravagter.
Virkelig? Allerede nu?
Mads blev stille.
Lad os give ham et par uger mere. Ellers så skal jeg nok betale dig, hvis det er så vigtigt for dig.
Det var ikke mit forslag, Mads! Det var dig, der ville bevise, at din bror var til at stole på. Så gør det!
Stemningen i huset faldt, og Mads sagde ikke meget til sin kone ugerne efter.
Juli kom med den sydende varme, og Karen mærkede, at Mads om aftenen sad og kiggede på jobannoncer online, men aldrig tog telefonen.
Ved du godt det er den 30. i dag, Mads? To tredjedele af sommeren er gået, og vi har modtaget nul kroner i husleje, mindede hun ham.
Der er stadig intet fra ham Men han lover, det kommer!
Når det kommer, kommer det, ja.
Han betaler alt, så snart pengene er gået ind. Og han giver måske endda lidt ekstra for besværet.
Jeg tror ikke på det længere. Det er dig, der garanterede, du ville betale. Så find det deltidsjob. Hvor er det blevet af?
Det var tydeligt, at tanken om ekstrajob ikke rigtig lokkede mere. Det var lettere at love end at udføre.
Jeg leder. Men det er ikke nemt Jeg kan jo ikke slæbe rundt på tunge ting med min ryg.
Måske kunne du få Emil til det i stedet! Du har lovet mig det her. Og nu: Enten finder du det job, eller også ringer jeg selv til Emil og meddeler, at hvis vi ikke har fået mindst halvdelen af pengene inden fredag, følger jeg kontrakten og smider dem ud. Resten inddriver jeg gennem retten.
Mads blev svedt.
Du skal ikke ringe til Emil! Retssag? Hvad vil familien sige? Hvad siger jeg til mor? Jeg har slæbt min egen bror i retten, Karen! Ingen vil forstå det.
Emil ville ikke betale, Mads ville ikke tage ansvar, men heller ikke ligge i konflikt og nu mente han pludselig, det var Karens skyld.
Synes du måske, du tager hensyn til mig, din egen mand! Er det okay for dig, at jeg skal knokle i to jobs bare for at betale dig tilbage, din kone?
Det var ikke mig, der bad om det, Mads! Det var dig, der insisterede!
Jeg troede ikke, Emil ville snyde os!
Det vidste jeg til gengæld, sagde Karen fast. Jeg har prøvet det før, alt for tit. Men du nægtede at lytte.
Jeg har forstået! sagde Mads og spillede offer, Men du er heller ikke spor sød! At du vil lade mig ofre helbredet for nogle penge det viser bare, at du ikke elsker mig. Tænk, hvis jeg fik et hjerteanfald, og du stadig tvang mig til at tage ekstra arbejde
Jeg tvinger dig ikke! Jeg forlanger bare, at du lever op til den aftale, du selv lavede.
Fint! råbte Mads, Jeg tager et aftenjob og betaler for Emils leje, hvis det betyder så meget for dig! Sådan er det bare!
Så gik det faktisk, som Karen havde spået de fik ikke penge fra Emil. Mads begyndte at arbejde som bud i Århus om aftenen og så skævt på Karen resten af tiden.
Det er din skyld, det hele snerrede han engang.
Min skyld?
Ja!
Måske forstår du nu, at det er let at være den flinke, når det er på andres regning. Men nu må du selv mærke, hvordan det er, sagde Karen.
Hun håbede stadig lidt, at Emil måske alligevel ville få dårlig samvittighed og betale til sidst. Og, utroligt nok, ringede Emil pludselig til hende ikke Mads.
Måske havde hun taget fejl. Ville han virkelig betale?
Karen, jeg har lige en ting
Emil, jeg har ikke tid. I skulle have betalt for august nu, og vi venter stadig på julis. Det er ikke længere mit problem men Mads, som du har fået til at stå for det.
Ja, Mads har sagt det! Stakkels ham. Men du, jeg har haft et lille problem bilen gik i stykker heroppe, og alle pengene røg på at få den lavet. Så vi må finde ud af resten senere
Helt som ventet.
Karen lagde på.
Mads kunne se det på hendes ansigt.
Jeg tog fejl, indrømmede han, Jeg stolede for meget på ham. Men du du giver mig aldrig lov til at tage fejl! I stedet for støtte får jeg kun bebrejdelser
Skulle jeg så bare smile og sige: Intet problem, Mads, lad dem holde gratis sommerferie jeg skal nok klare mig? Det var dig, der insisterede på at tage ansvaret!
Det gjorde jeg! mumlede Mads modvilligt, Men jeg vidste ikke du bare ville ofre mit helbred så nemt Tænker du slet ikke på mig?
Tænker din bror på dig?
Han mener det ikke ondt, sådan blev det bare
Så han er god nok, når han snyder mig for pengene og lader dig stå i regningen men jeg er slem, fordi jeg kræver mit?
Mads var tavs.
Det virkede til, at deres ægteskab gik ind i en sværere tid. Men Karen vidste nu med sikkerhed: Venner og penge bør holdes adskilt, og det er vigtigt, at man tør stå ved sine grænser, også hvis det koster i relationerne. Ellers betaler man let den højeste pris med både penge og respekt og det er der ingen, der er tjent med.
