Grå hår i skægget. En livshistorie
“Frede, Frede? Hvordan går det på arbejdet? Alt vel?”
“Fint. Som sædvanlig.”
“Frede, Frede, kom nu, lad os spise aftensmad! Jeg har lavet frikadeller, som du elsker. Kom nu, hvad siger du?”
“Jeg er ikke sulten.”
“Frede, Frede, nu skal du ikke være sådan, hva? Jeg har ventet på dig, jeg har ikke sat mig uden dig.”
“Hør nu her, Tove, hvad er det dog med dig? Du klistrer dig fast som en klæbrig lap! Du kværner mig, forstår du? Jeg har ikke mere til overs. Er du et lille barn, der ikke kan spise uden mig? Skal jeg føde dig med ske?”
“Frede, Frede, nu må du ikke skælde ud, hva?”
“Frede, Frede! Åh, det er ulideligt at høre på! Er du ikke selv træt af det, Tove? Hvorfor flikker du sådan for mig? Ved du ikke bedre? Du kvæler mig med din omsorg, forstår du? Jeg kan ikke trække vejret med dig, snart er der ingen luft tilbage. Du er kvælende, og din omsorg er så så Jeg er træt af det hele, Tove, jeg orker det ikke mere. Jeg lever ikke med dig, jeg slider mig igennem. Dit evige Frede, Frede! Hvor mange gange har jeg sagt, at jeg kan høre dig? Du behøver ikke gentage dig!”
“Frede, Frede. Tag nu en snaps, det gør dig godt. Du har brug for at slappe af, du er træt.” Tove så skyldbetynget på sin mand og nussede forkælet med forkædet på sin forklæde.
“Er du virkelig så dum, eller spiller du bare? Og det forklæde der! Der er en anden, forstår du, en anden! Jeg elsker hende, kun hende! Jeg forlader dig, Tove.”
“Forlader mig? Har du tænkt dig om? Du skal ikke tro, at fordi jeg er blød, så er der vej tilbage. Du kender mig. Hvis du går, så gå, men vid, at jeg ikke tager dig tilbage. Og tror du, den anden virkelig vil have dig? Tror du, det er let for mig at sidde ved bordet med dig og vide, at du har en anden? Tænk dig om, Frede, er din kærlighed virkelig så stærk, at du vil smadre en familie på et øjeblik?”
“Jeg kommer ikke tilbage, glem det.”
Frede gik, uden at tage skoene af, ind i soveværelset. På de rene, håndvævede måtter efterlod han beskidte spor efter sine støvler. Han tog sin rygsæk og begyndte at pakke sine få ejendele. Han kastede et blik rundt i værelset, uden at se på Tove, og forlod huset. Mens han gik fra den ene ende af landsbyen til den anden, myldrede tankerne i hans hoved.
Hvorfor sådan? Gør han det rigtige ved at forlade sin kone? De har trods alt levet sammen i over 20 år, de har en søn, en flink fyr, der er i militæret. Han bor desværre langt væk, de taler mest i telefon. Det er ikke let at besøge ham så langt væk. Hvad vil sønnen sige til skilsmissen? Han er jo ikke et barn mere, han må forstå. Alt er brændt ud i Frede, der er intet tilbage, ikke engang respekt for sin kone. Netop på grund af hendes evige “Frede, Frede!” Hun har vidst det længe, men tier, stirrer ind i hans øjne. En anden ville have revet ham i håret, skrabet ham, men hun ser bare tavst og bebrejdende på ham. Hvordan kan han respektere hende, når hun ikke engang respekterer sig selv? Og så hele hendes besættelse med gammeldags ting. Hun er helt fra den. Hun var engang en normal kvinde, men nu har hun fået for sig, at hun skal have et køkken i træ, helt gammeldags, med en samovar og håndvævede måtter. Som en tåbe, hun har samlet de måtter over hele landsbyen, har ødelagt køkkengulvet for at lægge træplanker.
Nej, Stella er helt anderledes. Hendes navn alene siger det hele. En kvinde med stål i blikket. Og man kan ikke se det, for hun er jo stadig ung. Hun er kun lidt ældre end deres søn. Hun kunne have været hans svigerdatter, men i stedet bliver hun hans kone, og hun er så kærlig, med hende føler Frede sig ung igen, han har lært at trække vejret på ny. Ingen kager, ingen bøffer, ingen måtter og samovarer. Hun taler ikke engang som Tove. Tove er helt væk med sin gammeldagsmani, ikke kun i huset, men også i hovedet. Hos Stella er alt moderne. Farverige skabe, trendy tøj. Og hendes figur er ikke som Toves. Tove har ladet sig selv gå, hun er blevet slappet, en regelret pram, altid på hug for at gøre ham tilpas. Han er en mand, der tog det rigtige valg. Det skulle han have gjort for længe siden. Nu bliver alt anderledes.
***
Tove sad midt på køkkengulvet og stirrede på de beskidte, grimme pletter på måtterne og græd lydløst. For han forstod jo ikke noget! Han forstod ikke, hvorfor alt dette gammeldags, måtterne, samovaren. Og hun, tåbe, havde håbet! Og pletterne, som om de trådte ind i hendes sjæl, som en beskidt kniv gennem hendes hjerte!
Hun så sig omkring, rejste sig fra gulvet og begyndte vredt at rive måtterne op. Hvem har brug for dem? Han husker intet, der er intet helligt i ham! Hun er jo kun en lille tøs, han husker hende som lille, hun er kun lidt ældre end deres søn, den lille Stella. Hun kom tilbage til landsbyen, smart, ung, smuk. Og på en eller anden måde fik hun en plads i landbrugsforeningen. En stilling var der med det samme, selvfølgelig, hun er ekspert, og de unge skal have en chance. På to år blev hun økonomichef. Formanden for foreningen var forelsket i hende, de flirtede ofte sammen. Men han forlod ikke sin familie, det er én ting at flirte med en ung pige, men noget helt andet at ødelægge en familie. Frede, som et lam hun lokkede ham, og han gik. Men har hun virkelig brug for ham? En dyrlægeløn er ikke noget at blive rig af. Men nå, han har truffet sit valg, der er ingen vej tilbage.
***
Tove huskede det år, hvor hun og Frede blev gift. Unge, lidenskabelige, intet kunne stoppe dem. Ingen penge? Det gjorde ikke noget, de havde en hel kælder fuld af kartofler. Og hvad så, hvis de var små! Om aftenen tændte de et bål på marken og sad tæt sammen. Når bålet brændte ned, smed de kartofler i de varme gløder. Så spiste de dem, med skræl og alt, ansigterne sorte, men de smagte dejligt, og de havde det sjovt. De flyttede ind i et lille hus, hvor en gammel enke havde bo
