Ryk lidt sammen, vi bor her de næste ti år
Svigersønnen tav et øjeblik, og så udbrød hun:
Åh, Marie-Louise, Vibeke er altså en kvinde med skarpt temperament… Når hun først får en idé i hovedet.
Du må også forstå hende: hun vil jo have, at Karla får sig en uddannelse, et ordentligt liv…
På min regning? Marie-Louise standsede foran spejlet.
I spejlbilledet så hun en bleg kvinde med filtrede lokker.
Bodil, stop dem. De må stå af på første station og tage toget hjem. Jeg henter dem ikke. De får ikke min lejlighed.
Hvad skulle jeg stille op? jamrede svigermor. De er jo allerede undervejs. Vibeke har taget lån for studiet, de har ikke en øre til bolig.
Hun regnede virkelig med din hjælp. Marie, smid dog lejerne ud, hvad gør det dig? Det er jo familie…
Familie? Jeg har set Karla, din niece, to gange i mit liv! Jeg skal smide folk ud på gaden, frarøve mine forældre støtte, og min datter hendes aktiviteter, bare fordi din søster synes hun gerne vil?
Telefonen peb i lommen. Uden at tage jakken af fiskede Marie-Louise mobilen frem. En besked fra Vibeke, svigermors søster.
“Hej Marie! Vi er i toget. Billetter til kl. 19.40, vi er på Hovedbanegården i morgen tidlig. Hent os, mig og Karla.
Send lige adressen på din etværelses, vi fik den ikke skrevet ned sidst. Hvor ligger nøglen?”
Marie-Louise stivnede. Hun læste beskeden tre gange med håb om, det var en fejl. Hvilken etværelses? Hvilken Karla?
Mor, hvorfor står du bare der? Frida kiggede nysgerrigt fra entreen. Jeg er sulten.
Kommer straks, min skat, sagde Marie-Louise mekanisk og strøg datteren over håret, blikket plantet i skærmen.
Hun ringede op til Vibeke. Dér, straks et svar, lyden af bumlende togskinner og en fjern latter.
Dav, Marie-Louise! Mosterens stemme glimtede af overdrevet glæde. Fik du beskeden? Det skulle være en overraskelse, du skulle ikke stresse med mad, vi køber selv på vejen!
Vibeke, vent nu, afbrød Marie-Louise. Jeg forstår faktisk ingenting! Hvor er I på vej hen?
Hvad? Til København! Karla er jo kommet ind, det sagde jeg i foråret. Nå, ikke på kvoten, men så tager vi det på SU-lån.
Vi har pakket alt, så vi skal lige slå rødder i din lejlighed.
I min… hvad? Marie-Louise lænede sig i chok op af væggen. I den lejlighed jeg har haft udlejet i seks år? Vibeke, er I seriøst?
Ej hold nu op! Vibekes stemme skiftede straks. For seks år siden, da du arvede den etværelses fra mormor, sad vi alle om bordet, kan du huske?
Jeg sagde endda: Så har Karla et sted at bo, når hun engang skal læse i byen. Og du sagde ikke noget! Det er det vi har bygget hele planen på.
Jeg sagde ingenting, fordi det var det tåbeligste jeg havde hørt! råbte Marie-Louise næsten. Jeg havde aldrig tænkt at bruge den sådan.
Der bor en familie nu, med et barn. Vi har kontrakt, de betaler til tiden. Det er de penge, mine pensionerede forældre lever for, og for Frida til dans og svømning.
Hvad har I egentlig tænkt, da I købte billetter?
Vi tænkte, at vi er familie! råbte Vibeke. Eller har københavnere mistet alt moralsk kompas?
Vil du efterlade din niece på stationen? Har du ringet til din mand? Ved han du smider hans familie på gaden?
Kristoffer er i Odense på kursus, dårligt signal. Og det er MIN lejlighed, Vibeke. Min. Forstår du?
Købt af min mormor, arvet til mig. Kristoffer har intet med den at gøre.
Nå, sådan spiller klaveret! Karla, hør du! Din brors kone nægter at kende os. Men den snak tager vi i morgen. Forbindelsen er dårlig. Vi ses på perronen.
Der lød en kort hylelyd fra røret. Marie-Louise stod som forstenet.
Frida, smut i køkkenet, der er tærte i køleskabet. Du kan selv varme den, råbte hun og tastede nervøst svigermors nummer.
Bodil svarede tøvende.
Ja, Marie-Louise, det er mig.
Bodil, vidste du, at din søster og Karla er på vej til København for at indlogere sig i min lejlighed?
Altså… Vibeke nævnte noget… Tænkte I var enige, mumlede svigermor.
Enige om hvad? Marie-Louise trampede frem og tilbage. Jeg har udlejet den i seks år nu.
Halvdelen af pengene går til mine forældres medicin. Du ved godt hvor svært de har det.
Resten er Fridas fritidsaktiviteter og opvarmning.
Hvorfor sagde du dem ikke, at det ikke kunne lade sig gøre?
Sæt ikke sådan i med mig, svigermors stemme blev fornærmet. Jeg vil ikke blande mig. Ordner selv det der.
Og så ring ikke til Kristoffer, han har vigtige forhandlinger.
Marie-Louise smed telefonen på sofaen. Hendes mand holdt sig altid ude af familiestrid, men hvis det var hans mor eller tante, blev han mærkeligt blød.
Jamen, Marie, de er jo fra provinsen, de har et andet syn på livet, plejede han at sige. Nemmer at give sig lidt…
Hun forsøgte at ringe til ham. Abonnenten kan ikke træffes. Selvfølgelig. Når han virkelig skal bruges, er han altid væk.
***
Det blev et kæmpe drama. Vibeke begyndte at ringe klokken fem om morgenen og forlangte, at Marie-Louise kom og hentede dem.
Vi er trætte, vi vil have mad! Det er koldt, vi fryser. Sover du stadig? Op og i gang! Vi skal hentes om et kvarter!
Døsigt tog Marie-Louise telefonen og råbte ind i røret:
Lad mig være! Jeg kommer ikke! I får ikke min lejlighed. God dag. Jeg er færdig med det her!
På det tiende opkald røg Vibekes nummer på blacklist.
Så ringede de fra Karlas telefon. Den røg samme vej.
Hele dagen blev Marie-Louise belemret af Bodil: hun tiggede, bad hende gå i møde med familie, truede endda med at fortælle Kristoffer alt…
Og om aftenen kom Kristoffer hjem uden varsel, direkte fra Jylland.
Marie, hvad er der sket? udbrød han, mens han trådte ind. Min mor ringer og græder, siger du har smidt moster Vibeke ud på fortovet.
Hun forklarede, omfavnede ham:
De dukkede op uden varsel, ville smide lejerne ud og flytte Karla ind, gratis, i mindst fem år.
Er det normalt? Hvor er deres moral?
Og så vidt jeg ved, bor de allerede komfortabelt hos din mor.
Hvorfor er du her?
Mor ringede, sukke Kristoffer. Og moster Vibeke har spammet min telefon…
Marie, skal vi ikke bare give efter? Bare indtil de får kollegieplads…
Marie-Louise rystede på hovedet:
Der er ingen kollegieværelse. De har aldrig søgt om det, fordi Vibeke regnede med de kunne bo hos os. Forstår du dristigheden? De regnede kun med deres etværelses.
Mor siger, du lovede for seks år siden…
Jeg sagde ingenting til begravelsen, Kristoffer. Jeg hørte det ikke, var ikke med i samtalen.
Moster Vibeke er rasende, siger nu eksisterer vi ikke. Desuden, de blev ikke hos Mor det er alt for langt fra universitetet.
Jeg har lige MobilePayet dem 10.000 kroner til et værelse…
Gudskelov! sagde Marie-Louise med et klask i bordet. Det er dagens bedste nyhed. De har fået deres vilje, det rager ikke mig!
Kristoffer nikkede, slukøret:
Marie, et værelse i en delt lejlighed… Vibeke råber om kakerlakker og larmende alkoholikere som naboer.
Så må de vænne sig til storbyen. Hvis man vil nyde godt af København, må man tage de voksnes ansvar og ikke regne med himmelsendte gaver fra familie, man aldrig ser. Og som aldrig engang har sagt tillykke med fødselsdagen!
Marie-Louise trak på skuldrene, gik mod soveværelset, Kristoffer slentrede efter.
Det føles forkert, Marie… Har vi virkelig overladt dem til skæbnen?
Hvad hvis noget går galt, naboerne er vilde, de bliver overfaldet?
Synes du slet ikke det er synd?
Marie-Louise snerrede:
Kristoffer, jeg har en datter og forældre, jeg skal tage mig af. Og min lejlighed, som mormor har slidt for. Jeg lader den ikke forsvinde fordi folk, 400 kilometer væk, mener de har større behov.
Hvorfor skal jeg have ondt af dem? Svar mig!
Manden svarede ikke. Marie-Louise fortsatte:
Skal du spise? Jeg varmer mad. Og så snakker vi ikke mere om det. Hvis du vil hjælpe, så brug din egen løn.
Men lejligheden bliver udlejet, slut.
Okay. Du har ret. Sandsynligvis ville jeg heller ikke blive glad, hvis dine forældre dukkede op på min mors kolonihave og sagde: Ryk sammen, vi bliver her de næste ti år.
Efter aftensmad gik Kristoffer i bad, Marie-Louise kiggede på mobilen. En ulæst besked fra svigermor:
Marie, det kan du ikke være bekendt. Vibeke er helt ødelagt, stresset. Tag noget mad med til dem, og så meget så de har til flere uger.
Husk at købe kød, grøntsager, frisk frugt og chokolade. Kaffe, te, hygiejneprodukter, rapsolie.
Evt. fisk. Ikke dåsemad Vibeke spiser det ikke. Adressen:…”
Marie-Louise blokerede svigermor og lod hende sidde i sort liste et par dage.
***
Natten gik rimeligt roligt ingen opkald fra familien.
Vibeke dukkede op tidligt næste morgen klokken 7.
Marie-Louise vågnede ved hård banken på døren.
Mens Kristoffer sov, måtte hun åbne.
Svigermors søster gik straks til angreb:
Du ligger her i varmen, under dyne, ren seng?
Aner du, hvordan Karla og jeg tilbragte natten?
Forfærdeligt, siger jeg dig! Kakerlakker på loftet, koldt, beskidt, isende gulv!
Til højre sang nogen Skuld gammel venskab hele natten, til venstre blev der skændtes med høje stemmer.
Har du overhovedet samvittighed? Ville du lade nær familie bo under sådanne omstændigheder?
Hør nu, kære, jeg orker ikke skændes. Vil du ikke smide lejerne ud? Fint. Så flytter Karla og jeg bare ind her hos dig!
I har jo tre værelser så kan vi da lige få det største, nu vi er to!
Masser af plads.
Du skal ikke bekymre dig, vi bliver kun et par-tre måneder, måske et halvt år.
Så rejser vi, når Karla falder på plads.
Marie-Louise stirrede forbløffet.
Glem vejen herhen! Skal vi virkelig ødelægge forholdet fuldstændig?
Vil du have, jeg ringer til politiet? Det gør jeg gerne.
Vil du have det på samvittigheden?
Vibekes kinder blev flammende røde Marie-Louise blev næsten urolig.
Ja, du… Du… Måtte du slippe for alt, din forkælede københavner!
Må din datter knokle som rengøringskone hele livet uden uddannelse!
Vent du bare, jeg skal huske dig det her.
Verden er lille, og skæbnen er glat!
Din tid skal nok komme, hvor du beder mig om hjælp. Jeg glemmer ALDRIG dette!
Marie-Louise lukkede døren brutalt i for næsen på den fjerne slægtning. Vibeke råbte lidt på trappen, men gik så.
***
Efter skænderiet ville Bodil ikke tale med hende længere.
Kristoffer besøger moren, hjælper hende, tager også af og til Frida med, men Bodil sætter aldrig mere sine ben i sønnens lejlighed.
Marie-Louise synes faktisk det er en lettelse én hovedpine mindre.
