Det føles som om det var i en anden tid. Jeg var 38 år gammel og havde boet sammen med en mand i to år. Han hed Jakob og var fem år ældre end mig. Før mig havde han været gift med Mette, og de havde to børn sammen. Mette havde ikke noget arbejde, og hver aften bad hun Jakob om penge eller hjælp til et eller andet.
Jeg havde aldrig været gift før og havde ingen børn. Mange sagde, at jeg nok ikke helt kunne forstå, hvordan livet med børn og familie kunne være. Men jeg forstod det godt og jeg vidste også, at det ikke var normalt at leve med én kvinde og kalde hende sin kone, og så hele tiden skulle tage sig af den anden.
Det var tydeligt for mig, at Mette stadig ønskede at få Jakob tilbage. Hun ringede til ham nærmest dagligt, altid med en eller anden ting, der var gået galt. Jakob kørte hen til hende direkte efter arbejde og kom ikke hjem før sent på aftenen. Selv helligdage kunne vi ikke bare nyde sammen, bare os to. Så ringede hun igen, og igen skulle der tages hånd om et problem hos hende. Men hvorfor skulle Jakob altid tage afsted?
Hun havde jo en stor familie, veninder, og de fleste boede lige i nærheden i Aarhus. Svaret virkede indlysende: hun prøvede på at få min mand tilbage. Jeg blev træt af det. Men hvad skulle jeg egentlig gøre gå fra ham? At tale med ham hjalp ikke… Jeg står stadig her og husker det hele, som om tiden har stået stille.
