Åh, du ved, den der følelse, når man virkelig har brug for noget godt i verden? Jeg har sådan en historie til dig…
— “Kæreste, husker du, hvor du selv bad mig fortælle det, hvis jeg hørte om nogens mangler — sådan nogen, der slet ikke er opdaget endnu? Altså, jeg har fundet sådan en sag,” sagde Mette og stod i døren til sin mands kontor med et håbefuldt blik.
— “Nu er jeg nysgerrig, skat. Fortæl mig mere.”
— “Ved du, hvad der virkelig mangler i alt det her online-snakkeri?…” Hun satte sig ved siden af ham og hviskede: “En slags godhedsfilter. En ‘lysoversætter’, der kunne ændre grovhed, uhøflighed og ondskabsfuldhed til respektfuld og fornuftig tale. Så man ikke har lyst til at gemme sig under dynen, når man læser kommentarer eller arbejdsmail.”
— “Mette, har nogen såret dig?”
— “Nej, skat, ikke én bestemt. Men forstår du, de sidste måneder, mens jeg har scrollet igennem sociale medier, fora og arbejdschats, føler jeg mere og mere, som om jeg bliver overskyllet af vrede, irritation og aggression. Folk holder ikke tilbage. De angriber, håner, ydmyger. Som om der slet ikke er bremser længere.”
Hun tav et øjeblik og så ned.
— “Nogen gange tænker jeg, om der er noget galt med mine nerver. Er jeg blevet for sart? Men på den anden side, er det normalt, at vi vænner os til uhøflighed, som om det bare er baggrundsstøj?”
Anders sukkede. Han vidste, hvor mange beskeder hun læste hver dag som analytiker i et stort bureau.
— “Desværre er de aggressive altid de højlydte. Der har aldrig været mange af dem, men internettet er den perfekte inkubator for dem. Anonymitet giver dem frit spil, ingen konsekvenser, kun rå følelser. Men du har ret. Verden bliver giftig. Og din idé… den lyder stærk. Helt reel. Fortæl mig mere om, hvordan du ser det.”
— “Jeg forestiller mig en app eller en browserudvidelse. For eksempel, når du læser kommentarer under en video, så er de automatisk omskrevet: ikke ‘dumme’, men ‘jeg forstår ikke din holdning’, ikke ‘hold kæft’, men ‘måske kan vi se på det fra en anden vinkel?’ Forestil dig det!”
— “Vent, så du foreslår ikke at blokere, men decideret at omskrive?”
— “Præcis! Men frivilligt. Brugeren slår filtret til og bestemmer selv, hvor og for hvem det skal virke. Måske kun på bestemte hjemmesider eller i arbejdschats, hvor konstruktiv dialog er vigtig.”
— “Hvad hvis det også virker den anden vej? Så det blødgør dine egne beskeder, før du sender dem?”
— “Det ville være perfekt! For vi er jo heller ikke altid helt ubeskrevne blad. Især i stressede perioder. Nogen gange har man bare lyst at ‘råbe’ – og så læser man, hvad man skrev, og skammer sig. Men her ville filtret sige: ‘kan du sige det blødere?’ eller ‘måske på en anden måde?’ Måske endda foreslå en alternativ formulering.”
— “Det lyder som en indre psykolog med autocensor-funktion. Bare uden at være belærende.”
— “Lige præcis! Det vigtige er, at det virker gnidningsfrit – ingen bøvlet med at kopiere tekster til eksterne programmer. Alt sker i flyvende flugt, på samme skærm. Ro er også en ressource, og den er virkelig guld værd i dag.”
Anders tav et øjeblik. Han arbejdede i IT og vidste godt, at Mettes idé ikke bare kunne blive en succes – den kunne ændre hele måden, vi opfatter digital kommunikation på.
— “Jeg tager den op med holdet. I morgen. Det er simpelthen for genialt til at ignorere. Det her er ikke bare smart – det er nødvendigt. Folk har brug for at ånde. Uden gift.”
Mette sukkede lettet og smilede oprigtigt for første gang den dag.
— “Tak, Anders. Ærligt. Jeg begyndte at tro, jeg var ved at blive skør – at jeg drømte om noget umuligt. Men måske er godheden bare noget, vi har mistet undervejs. Og nu er det tid at genfinde den.”
Anders rejste sig, tog hende i sine arme og holdt hende tæt.
— “Nok med alt det negative for i dag. Lad os tænde vores eget godhedsfilter: stilhed, kram, te og kærlighed. Uden betingelser. Uden diskussioner. Uden filtre.”
Hun lo og gemte ansigtet mod hans skulder.
Udenfor fortsatte nogen med at hamre på tastaturet – én skrev en vred kommentar, en anden skændtes til halsen var ved at sprænge. Men i dette rum blev en idé født, der måske kunne ændre bare en lille bid af verden. Og gøre den en lille smule varmere.
