Du er bare praktisk. Indtil du bliver nødvendig – så glemmer de dig.
Mads kom for at hente sin kone hos sin svigermor efter endnu en “lille skænderi”. Han standsede bilen ved den gamle ni-etagers bygning, rettede på sin krave og gik mod hoveddøren. Han var næsten fremme, da han pludselig opdøgede en skikkelse ved vinduerne i stueetagen. Hans hånd hvilede et øjeblik.
— Mor? Hvad laver du her? — spurgte han forvirret, da han genkendte sin egen mor.
— Stille, — hviskede Hanne Kjær, — kom herhen.
— Hvad foregår? — rynkede Mads panden.
— Bare kom tæt på og lyt, — pegede hun mod det påklemte vindue.
Fra svigermorens lejlighed lød stemmer, højlydte og uforbeholdne. Det var Emma – hans kone – og hendes mor.
— Mor, du skulle have set deres ansigter! Især hende med de tåredryppende øjne. “Det er min skyld, jeg passede ikke godt nok på lille Thor!” — Emma fnisede. — Alt gik efter planen. Og min lille Mads? En sand gave. Ved bare det mindste, løber han til redning som en trofast hund. Han tog dem endda til hospitalet. Jeg vidste, at hvis ikke jeg brugte “graviditeten” som pres, ville han aldrig have friet.
— Emma… det er virkelig lavt, — svarede hendes mor tøvende.
— Mor, du forstår ingenting. Nu handler det om at få den lejlighed. De har en treværelses i midtbyen, husk det. Jeg har allerede sagt, vi skal bo sammen nu, når der kommer et barn. Og så kan vi langsomt skubbe de gamle til side. Det vigtigste er, at Mads sluger alt. Han er ikke typen, der smækker med dørene. Han kan dirigeres – stille og roligt – præcis som jeg har brug for.
Mads stod som ramt af lynet. Hvert ord brændte sig fast i ham, og han kunne ikke røre en muskel. Ved hans side knugede hans mor hans hånd.
— Hørte du det? — hviskede hun.
Han nikkede. Hans ansigt var hvidt som kalk.
— Kom.
De gik op til lejligheden. Mads trykkede hårdt på ringeklokken. Emma åbnede døren, strålende – tydeligvis endnu oppe af sin egen snak.
— Skat! Hvad laver du her så tidligt? — lo hun, men smilet var stift.
— Spar dig. Jeg har selv hørt det, — sagde Mads roligt. — I morgen indgiver jeg skilsmissepapirerne.
— Hvad? Er du vokset fra forstanden? Hvorfor?
— Fordi jeg hørte det hele. Om “graviditeten”, om lejligheden, om hvor praktisk jeg er. Tak for at vise mig, hvem du virkelig er.
Emma forsøgte at svare, men ordene satte sig fast i halsen.
Hanne Kjær kastede kun et blik på sin nu tidligere svigerdatter:
— Jeg bebrejdede mig selv. Troede, jeg ikke havde taget imod dig ordentligt. Men et modershjerte mærker alt. Jeg ville bare ikke se det.
De gik. Mads vendte sig ikke om. Det var, som om en tung byrde var løftet fra hans skuldre. Han gik tavs, mens hans mor – for første gang i årevis – ikke sagde en ord. Hun holdt bare hans hånd. En stille støtte, der betød mere end alle ord.
