Denne oplevelse blev skelsættende for mig
Mikkel Christiansen vidste allerede i skoletiden, at han ville være lærer. Det var ikke blot et ønske, men en dybtfølt overbevisning, som voksede frem efter en bestemt episode. Dengang endnu blot en dreng fattet han, at uanset hvad der skete, måtte man forblive et ordentligt menneske, og han havde selv et levende forbillede. Øjeblikket med ægte omsorg satte sig dybt i hans sjæl, og fulgte ham altid.
Mikkel gik i sjette klasse. Han boede alene med sin mor. Det var netop det år, hans far forlod dem bare gik sin vej og råbte til moren, så Mikkel kunne høre:
– Jeg har fået en ny familie, I må klare jer selv.
Han huskede de ord resten af livet. Mikkel løb ind på sit værelse og græd, men sørgede for, at moren ikke opdagede det.
– Når jeg bliver voksen, vil jeg aldrig opføre mig sådan, besluttede han, og vil glemme min far.
Sådan blev det. Han så aldrig sin far igen, og tænkte næsten aldrig på ham. Men savnet var der de andre børn havde fædre, men ikke han.
Moren arbejdede på en systue inde i Odense, og tog ekstra arbejde hjemme. De måtte klare sig, det var ikke luksus, men der var altid mad på bordet. Til skolestart gjorde moren sit bedste for at købe nyt tøj til Mikkel, så han ikke skilte sig ud. Livet var ens for de fleste, næsten da nogle familier havde naturligvis lidt mere.
I klassen gik Mikkel sammen med en dreng, Kasper. Han var almindelig ligesom de andre, indtil hans far arvede et hus på Langeland, solgte det, og brugte pengene på at starte et lille autoværksted. Heldet var med ham, og de begyndte at få flere penge. Kasper blev forkælet af sine forældre, og han pralede af sine nye ting de andre børn kiggede misundeligt på ham.
En dag kom Kasper ind i klassen:
– Se de her ure min far har købt til mig, han rakte armen ud, og alle så det flotte, ægte armbåndsur.
Mikkel stirrede også misundelig uret var så fint og eksklusivt, ingen andre havde sådan et. Kasper var ved at sprænge af stolthed. De andre børn sukkede, for de vidste, de aldrig fik sådan et ur. Mikkel blev lidt skuffet, men prøvede at skjule det, ligesom de andre. Og han kom til at tænke på sin far:
– Kasper har en ordentlig far, der holder sammen på familien, min forsvandt bare…
Mikkel gjorde sit bedste i skolen, moren sagde altid:
– Arbejd hårdt, min dreng, så får du et godt liv… jeg satser alt på dig, og Mikkel gjorde sig umage. Han var ikke den bedste, men altid dygtig.
Den dag havde de idræt som sidste time. Drengene pjattede og puffede til hinanden i omklædningen. Kasper bange for sit ur tog det af og skulle lægge det i tasken, men kom til at tabe det under bænken. Mikkel bemærkede det, men ingen andre så det.
Tanken ramte ham straks han kunne tage uret og lægge det i sin lomme. Han satte sig hurtigt, tog uret og puttede det i lommen på sine sportbukser. Endnu en tanke kom:
– Egentlig burde jeg give det tilbage til Kasper, men han sagde ingenting.
Idrætslæreren, Ivan Zachariasen, råbte:
– Hurtigt ud og stil op, børnene dannede række, timen gik i gang.
De lavede øvelser, løb rundt, sprang. Mikkel tænkte kun på én ting: uret brændte i lommen, han var bange for, det skulle falde ud og afsløre ham. Han ville gerne lægge det tilbage under bænken, men hvordan? Eller måske putte det i Kaspers taske, men hvad nu hvis nogen så det? Så ville det se endnu værre ud. Hvordan skulle han forklare, hvorfor han lagde uret ned?
Han fik det dårligt uret føltes som ild mod hans ben. Da klokken ringede, stormede alle ind i omklædningen, Mikkel kom som den sidste. Kasper stod i midten og råbte:
– Mit ur er væk! Det er dyrt, vis mig jeres lommer!
Mikkel kunne ikke få sig selv til at gøre noget snart ville de finde uret på ham, og han følte skam og frygt: vennerne ville vende ham ryggen.
– Ivan Zachariasen! råbte Kasper jeg er blevet bestjålet!
– Ro på, hvad sker der her? læreren trådte ind, og alle blev stille.
– Mit ur er blevet stjålet. Det har kostet mange penge, min far har givet mig det.
– Hvorfor tager du dyrt ur med i skole? Vil du prale? Det er ikke pænt. Lad os se, måske er det ikke stjålet, men bare forsvundet. Stil jer op i række.
– Hvorfor det? spurgte børnene.
– Fordi I ellers forstyrrer mig, løber rundt sådan finder jeg ingenting. Alle lukkede øjnene… Hvis jeg ser nogen åbne øjnene, tænker jeg straks, det er den skyldige.
Eleverne stod i række med lukkede øjne, mens Ivan tjekkede deres lommer. Han nåede til Mikkel, klappede ham let på lommen og fandt uret. Mikkel var stiv af angst.
Læreren tog uret op og sagde:
– Byt lige plads med din sidemand, han flyttede Mikkel, og forsigtigt (uden at åbne øjnene, så han ikke kunne se noget) lagde han uret under bænken. Stilheden herskede, og Mikkel ventede det værste, men pludselig lød det:
– Her har vi det, Kasper. Man må holde bedre øje med sine ting.
Alle åbnede øjne på samme tid Mikkel også. Uret lå under bænken, bare lidt længere væk end før, Kasper tog det, satte det på armen. Klassen så skævt til ham ingen var misundelige længere, han havde selv tabt det og beskyldt dem.
– Tag ikke ur med i skole fremover, Kasper man ved aldrig hvad der kan ske, sagde Ivan og lod dem gå.
Omklædningsrummet blev nu fyldt med ældre elever. Mikkel gik som den sidste ud, og spejdede efter Ivan frygtede en ubehagelig samtale. Han kom hjem, men næste dag var skolestart som en dom.
– Måske fortæller Ivan det hele til klassen måske jeg bliver kaldt ind til rektor…
Men dagen gik som normalt han så ikke engang Ivan. Hjemme følte han sig lettet.
– Måske går det stille og roligt, og Ivan fortæller ikke nogen noget. Hvis han havde villet, havde han sagt det med det samme.
Mikkel bebrejdede sig selv længe og svor, han aldrig ville tage noget, der ikke var hans. Sådan gik han ud af skolen og kom ind på lærerseminariet.
Årene gik. Mikkel Christiansen blev lærer, og en dag opstod en ubehagelig situation i hans klasse. En elev, Martha, kom og sagde:
– Mikkel Christiansen, mine penge er blevet stjålet, straks huskede han på sig selv.
Han så på eleverne. Rædde øjne fra Katrine. Hun var fra en udsat familie, ikke så pænt klædt som de andre. Han vidste, hendes forældre drak, og nu var der sket dette. Han fangede hendes blik hun blev rød i øjnene, fyldt med skam.
Mikkel tog sagen i egen hånd:
– Martha, hvilken sum er det, der mangler? hun nævnte et beløb, der ikke var stort, Det er helt korrekt, de penge gav Katrine mig. Hun fandt dem på gulvet og afleverede dem til mig. Vær mere opmærksom en anden gang og tak til Katrine for den rette handling.
Mikkel tog sine egne penge op, talte den rette sum, gav dem til Martha og bad hende passe bedre på sine ting. Stemningen lettede, alle begyndte at rose Katrine, hun sad rød i hovedet og så på læreren hun ville græde, men holdt sig, for hun ville ikke svigte ham.
Efter timen ventede Katrine Mikkel i klassen. Han mærkede det og gik ind. Hun lagde de stjålne penge foran ham, han sagde:
– Sæt dig, Katrine. Jeg vil fortælle dig en historie.
Katrine lyttede med store øjne om en dreng, Kasper, der pralede af sit ur. Om Mikkel, der slet ikke behøvede uret, men alligevel tog det i lommen, og om Ivan Zachariasen, den vise idrætslærer.
– Han kunne have ødelagt mit liv, og måske havde han ret det var sandt, det var mig. Men han gav mig en chance for at rette op. Nu har jeg givet dig samme chance.
Katrine brød sammen i gråd.
– Tak, det bliver aldrig igen… jeg lover dig, aldrig mere, sagde hun i hulken, og han troede på hende.
Mikkel vidste, det var ægte hun havde forstået. Sådan blev det.
Mødet med den gamle lærer, der gik med stok
En sommer vendte Mikkel Christiansen hjem til Odense, for at besøge sin ældre mor. Efter et besøg i Brugsen mødte han Ivan Zachariasen, nu gråhåret og med stok, men stadig rank. De hilste og satte sig på en bænk, talte om skole og livet.
– Jeg leder senior-motion for ældre man må holde sig i gang, smilede Ivan.
– Ivan Zachariasen, jeg vil gerne takke dig for den episode med uret, sagde Mikkel og hentydede til den gamle historie.
– Mikkel, jeg vidste faktisk aldrig, hvem der tog det ur. Men tak, fordi du fortæller mig det.
– Hvordan det? Du fandt det jo på mig!
– Jeg lavede også blind check jeg så ikke på nogen, ville ikke udpege en skurk, så jeg flyttede jer rundt og lagde uret tilbage under bænken. Til sidst anede jeg ikke, hvem der havde haft det. Jeg vidste, det kunne have knækket dig men nu er du selv lærer, og jeg er stolt over, at du valgte min vej. Det er min belønning for dengang.
– Netop den episode viste mig, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg vil altid huske din hjælp.
Længe sad de to den gamle lærer og hans tidligere elev ved bænken, delte historier og Mikkel bad om gode råd. Da de skulle skilles, sagde Ivan:
– Husk, Mikkel, den gamle danske talemåde: “Dækker du din næstes fejl, dækker Gud dine egne.” Det er sandheden i livet.
