” Glem ikke, at du bor i min lejlighed og har boet her hele dit liv. Nu begynder du igen. Skal du nu bebrejde mig det resten af livet?”
Tanja og Ole havde været gift i ti år.
Tanja havde en mor og en stedfar, der havde opfostret hende siden hun var tre år.
Hendes yngre bror, Mads, var heller ikke stedfaderens eget barn.
Kun lillesøsteren Sofie var hans biologiske datter. Men han behandlede alle børnene lige.
Da Tanja giftede sig og flyttede til sin mand, var Sofie kun otte år.
Ole kom godt ud af det med sin svigerfar fra starten. Ikke så mærkeligt Niels Mikkelsen kunne snakke lige så åbent med naboens børn som med voksne. Han talte med alle på lige fod, fandt fælles interesser.
Om sin svigermor kunne Ole ikke sige noget dårligt, men med Niels klikkede det med det samme, og han begyndte at kalde ham “far”.
Hans egen far var død.
Hans mor var rejst til sin egen mor, fordi hun var blevet syg. Hun blev der og efterlod huset til sin søn.
Tanja og Ole renoverede det helt. Niels hjalp til. Tanjas mor brokkede sig hvordan kunne datteren flytte fra byen til en “landsby”?
Mor, det er en stationsby. Der er endda femetagers bygninger i centret.
Du bor i en gammel lille hus på landet. Det er en landsby…
…Ti år gik. Familien voksede med en søn og en datter. Tanjas bror, Mads, valgte at blive i byen efter sin uddannelse. Lillesøsteren Sofie blev gift, men de havde intet sted at bo og lejede en lejlighed, betalt af deres forældre.
Lad dem bo hos os, sagde Niels til sin kone.
Jeg har ikke noget imod det, men vi skal snakke.
Om hvad?
Hvorfor skiftede du job?
Vi har snakket om det. Børnene er voksne og tjener selv. Jeg kan ikke klare to jobs længere, især ikke efter jeg blev syg. Udgifterne er også mindre nu.
Sofie har brug for en lejlighed.
Hun har en mand.
Glem ikke, at du bor i *min* lejlighed og har boet her hele dit liv.
Nu begynder du igen. Skal du nu bebrejde mig det resten af livet?
Vælg! Du skal arbejde for vores datters lejlighed!
Hvad er valget? Arbejde eller hvad?
Ellers går du.
Jeg kan ikke arbejde sådan, det ved du.
Så søger jeg skilsmisse. Gå. Du har dit hus.
Mit hus? Har du set det? Hvordan det ser ud efter alle disse år?
Det rager mig ikke. Du ville ikke sælge det.
Niels sagde ikke mere, pakkede det mest nødvendige.
Tag resten med, ellers smider jeg det ud.
Vi har levet et helt liv sammen, du går på pension om et år. Jeg er treogtres.
Du skulle have fundet en yngre kvinde. Jeg fortryder, at jeg nogensinde giftede mig med dig. Jeg havde ikke noget valg hvem ville tage en kvinde med to børn?
Er det, hvad du synes om børnene? Jeg går. Jeg henter resten i løbet af ugen. Vent…
… Mor, hvor er far?
Du ved godt, han ikke er din rigtige far.
Og hvad så? Han er min far, og jeg har ingen anden.
Vi er gået fra hinanden. Sofie og hendes mand flytter ind i min lejlighed.
Hvad? Hvor er far henne?
I sit gamle hus på landet.
Og Sofie lod sin egen far blive sendt derud? Hvordan kunne du?
Hvorfor går du så meget op i det?
Det er umenneskeligt. Ved Mads det?
Hvorfor skulle han vide det? Han bor langt væk. Hvorfor er I overhovedet kommet?
Vi ville bare besøge jer. Vi skal på ferie i morgen. Derefter besøger vi Mads det er tæt på…
Hvad vil I have af mig? Jeg har brug for penge til renovering. Din søster og hendes mand flytter snart ind, hun er gravid. Så jeg har ikke noget at give jer. Har I børnene med? Jeg har ikke tid til at passe dem.
Vi behøver ikke noget. Vi har penge, børnene rejser med os. Men hvorfor sagde du ikke noget om skilsmissen?
Hvorfor skulle I vide det? Han er kun Sofies rigtige far.
Da han elskede os og forsørgede os, var han vores far, men nu er han en fremmed? Det er ikke rigtigt, mor…
Du har ikke ret til at dømme mig! Jeg gjorde alt for jer!
Ole kom tilbage ind i lejligheden. Han var gået ud, da Tanja begyndte at tale med sin mor, for han forstod, at faren ikke længere var der. Han nåede lige at ringe til ham. Niels bar normalt ikke sin telefon med sig, men denne gang svarede han.
Selvfølgelig er det ikke mig, der skal dømme. Han var den, der gjorde alt for os. Tiden vil vise…
Tanja, kom nu, sagde Ole og trak hende i hånden. Jeg ved det hele. Børnene ind i bilen. Vi kører til bedstefar.
Ved du det? Så kører vi.
Jeg ved det. Det var svært at få ham til at sige noget.
Du er fantastisk. Jeg har aldrig kendt adressen. De fortalte os det ikke, og vi har aldrig været der.
…Niels mødte dem ved det gamle hus.
Bedstefar, bor der en ond bedstemor i dit hus? spurgte de glade børnebørn.
Nej. Hun blev i byen.
Tanja og Ole grinede. Vittigheden virkede, selvom far så ked af det ud. Han var glad for deres besøg, men det kunne ikke skjule hans sorg.
Hvorfor fandt I mig?
Hvordan kan du bo her? Vi kom for at se dig og løse alle problemer. Hvorfor sagde du det ikke med det samme?
Hvorfor skulle jeg forstyrre jer? Din mor sagde, hvad hun ville, og jeg forstod det.
Jeg forstod hende også. Hvordan vil du bo her? Det er sommer nu, men om vinteren? Har du taget alle dine ting med?
Ja. Der er intet her, kun gammelt service. Men det går nok. Hvis det er sådan det skal være, så bliver jeg her.
Selvfølgelig gør du ej. Pak dine ting, far. Du kommer hjem til os.
Ja, far, kom nu. Vi kan hente resten senere. Tag det mest nødvendige.
Jeg kan ikke bare rejse, jeg er ikke alene.
Det ser vi godt. Vi har alligevel ikke fået hund endnu. Børnene har bedt om det.
Nogen satte ham her, han er kun en lille en…
Så tager vi ham med. Han kan passe på vores hjem.
Faren græd ikke, men tårerne løb alligevel.
Far, vi rejser i morgen i ti dage. Du må styre huset. Her er dit værelse. Der er mad, butikkerne er tæt på, og vi efterlader penge. Vi besøger Mads på ve
