Lykken er, når man har familie i ryggen
Da Mads kom hjem fra militæret, var han stærkere end nogensinde før. Den yngste i en stor søskendeflok på fire drenge, han syntes at have samlet det bedste fra dem alle. Høj, næsten to meter, med brede skuldre, lyse hår og blå øjne, der så verden med venlighed. Han var altid klar til at hjælpe, og styrken manglede heller ikke.
Tre dage var gået, siden han vendte tilbage til sin hjemby, Løkken, hvor han havde mødt alle sine slægtninge og venner. Han var på vej hjem fra bageren, da han så Signe. Han blev stående som lamslået foran den smukke pige, der måske ikke var særlig høj, men alligevel fangede hans blik.
“Hold da op, hvilken skønhed vi har her. Har jeg overset dig, eller er der kommet nye piger til byen?” hilste han med et smil.
“Hej, skønhed, jeg kan ikke huske, at jeg har set dig før,” sagde han. “Hvem er dine forældre?”
“Hej,” lo hun. “Jeg er min mors og fars datter, selvfølgelig kender du mig ikke. Jeg er ikke herfra.”
“Jeg hedder Mads. Hvad med dig?”
“Signe, Signe Nielsen. Jeg er lærer i folkeskolen og kom hertil for et år siden.”
“Nåh, jeg er lige kommet hjem fra militæret.”
De stod længe og snakkede, som om de havde kendt hinanden i årevis. Snart begyndte byens folk at kigge på dem, og det varede nok ikke længe, før der blev hvisket om et kommende bryllup. I en lille by går sådanne ting hurtigt… Og Mads og Signe syntes allerede så godt om hinanden, at de ikke kunne holde op med at snakke.
Om aftenen kunne Mads ikke slippe tankerne om den smukke Signe.
“Mor, hvor bor den nye lærer, Signe Nielsen?” spurgte han.
Hans mor så forbavset på ham.
“Hun bor i det lille hus, der tilhørte gamle fru Møller. Det står stadig stærkt. Hvad så, kan du lide hende? Har du allerede fået øje på en pige?”
“Ja, og jeg er helt betaget,” svarede Mads og gjorde sig klar til at gå.
Fra den dag begyndte de at ses og tilbringe tid sammen, og ikke længe efter friede Mads. Signe sagde ja, og brylluppet rungede gennem hele byen. Mange af de unge piger var skuffede.
“Hvorfor giftede han sig med en fremmed? Der er da masser af smukke piger her!”
Men med tiden kom de over det, især fordi Signe var en elsket lærer. Børnene holdt af hende, og forældrene respekterede hende.
Mads flyttede ind hos Signe, for hans forældres hus var allerede fyldt med en af hans brødre og hans familie. Han var håndværksmæssigt dygtig, alt lykkedes i hans hænder, og han havde kræfter nok.
“Signe, jeg bygger en tilbygning til huset. Der er ikke plads nok til os, og der skal være plads til børnene,” sagde han en dag, og hun støttede ham.
Inden for få år havde Mads bygget det smukkeste hus i byen. Han var stærk og robust, og det samme blev hans hjem. Signe kunne bare glæde sig. De levede lykkeligt. Men der var én ting, der skyggede for deres ægteskab: de fik ikke børn. Signe elskede børn og gav sig fuldstændig til sine elever, men hun ønskede sig sådan et eget barn.
“Hvorfor kan jeg ikke få børn?” tænkte hun ofte. “Måske vil Mads forlade mig. Han vil så gerne have børn, og nu er huset endda klar.”
“Hvorfor har vi ingen børn? Er det min skyld?” tænkte Mads. “Måske forlader Signe mig.”
Begge tænkte det, men ingen af dem turde tage til lægen. Måske var de bange for svaret, eller måske håbede de stadig. Tiden gik. Signe var nu tredive, og Mads to år ældre. En dag så hun en tv-dokumentar om adoptivbørn, og en idé dukkede op i hende.
“Vi kunne adoptere en dreng fra børnehjemmet,” tænkte hun. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun ønskede sig en søn. Men hvad ville Mads sige? Måske ville han ikke have et fremmed barn?
Hun tænkte længe over det, men under middagen kom det ud:
“Mads, hvad hvis vi adopterede et barn fra børnehjemmet?” Hun så ham ind i øjnene.
Mads gispede næsten, hostede og svarede derefter:
“Signe, læser du mine tanker? Jeg har tænkt på det længe, men vidste ikke, hvordan du ville have det. Men jeg håbede, du ville forstå.”
“Åh, Mads, jeg er så glad!” Hun kastede
