Giv os nøglen til vores lejlighed – Din far og jeg har allerede besluttet det, – sagde Olga og lagde hånden oven på sin søns. – Vi sælger sommerhuset. To millioner til udbetalingen, og så er det slut med at bo til leje hele tiden. Andreas frøs med kaffekoppen. Hans kone, Natalie, stoppede også med at tygge, kagen blev siddende på gaflen. – Mor, hvad taler du om? – Andreas satte koppen ned. – Sommerhuset? I er jo der hver sommer… – Vi klarer os. Mikael, sig det til dem. Faderen kiggede op fra sin marmelade. – Mor har ret. Sommerhuset er fyrre år gammelt, taget er utæt, hegnet rådner. Kun besvær. Og I har ikke et sted at bo. – Far, vi skal nok spare op selv, – Andreas rystede på hovedet. – Måske to-tre år mere … – Tre år! – Olga slog ud med armene. – Tre år på fremmede adresser, med baby på vej? Natalie, sig noget! Natalie så nervøst på sin mand, så på sin svigermor. – Olga, det er jo mange penge. Vi kan ikke bare… – I kan godt, – sagde Olga bestemt. – Det er afgjort. Vi har ringet til ejendomsmægleren, fremvisning lørdag. Andreas åbnede munden, men Olga kom ham i forkøbet. – Søn, vi bliver ikke yngre. Far har haft forhøjet blodtryk i tre år, og jeg bliver tres til næste år. Hvad skal vi med det sommerhus? Skal jeg dyrke tomater? Dem køber jeg på torvet. Vores børnebørn skal vokse op i en ordentlig lejlighed. Deres egen, forstår du? Der blev stille. Natalie klemte sin mands hånd under bordet. Andreas gned sig over næseryggen, som han altid gjorde, når han var i tvivl. – Mor… Vi betaler alt tilbage. Lidt efter lidt, men hver en krone. – Det skal du ikke tænke på, – Mikael viftede afværgende. – Betaler, betaler ikke. Det vigtigste er, at børnebørnene har et sted at lære at kravle. På halvanden måned blev sommerhuset solgt. Olga ordnede alt selv, talte pengene, og overførte to millioner til sin søn. Tre måneder senere flyttede Andreas og Natalie ind i en toværelses lejlighed på Syrénboulevarden – nyopført, niende etage, udsigt til parken. Der var indflytterfest med femten gæster. Natalies forældre kom med service, veninderne gav håndklæder, Andreas’ kolleger gav en kaffemaskine. Olga gik rundt, rørte ved væggene, kiggede i skabe, nikkede – om det var anerkendende eller vurderende, var svært at sige. Hen på aftenen, da folk spredte sig, fandt Olga sin søn i gangen. – Andreas, må jeg lige tale med dig? Hun trak ham hen til hoveddøren, væk fra de andre. – Må jeg få nøglen? Andreas forstod ikke straks. – Hvilken nøgle? – Til lejligheden. Den ekstra. Bare for en sikkerheds skyld, – Olga sænkede stemmen. – Nu hvor vi har hjulpet jer, forstår du… Hvis der nu skulle ske noget, så skal vi have adgang. Og helt ærligt – ordentlige folk giver altid deres forældre en nøgle. Andreas skiftede ben. Det var tydeligt, han gerne ville protestere, men ikke kunne finde ordene. Eller ikke turde. – Mor, det er bare… Natalie… – Hvad med Natalie? Er hun imod? – Olga kneb øjnene lidt sammen. – Vi har købt lejligheden til jer, og hun vil ikke give os en nøgle? – Nej, det var ikke det, jeg ville sige… – Så giv mig den nu. Hvorfor skal du gøre det så besværligt? Andreas fandt sin nøglebundt, tog en blank nøgle af og rakte den til sin mor. – Her. Olga tog den, vendte den i fingrene. Tog sin egen nøglebundt op af tasken og lagde den nye nøgle mellem hus- og garagenøglen. Metal mod metal. – Dygtig dreng, – sagde hun og klappede ham på kinden. – Kom, nu spiser vi kage, ellers er det væk. Aftenen blev vellykket. … Olga mærkede på stoffet, vendte puden, tjekkede syningen. Velouren var blød, sennepsgul og varm, helt rigtig til Natalies grå sofa. Hun tog én mere, i terrakotta. I hovedet så hun det for sig: puderne i hjørnerne, det strikkede tæppe hun havde udset sig. I sporvognen holdt hun posen tæt ind til sig. Udenfor forsvandt legepladser og parkerede biler forbi. Syrénboulevarden, hendes stoppested. Opgangen duftede af frisk maling – nylig renoveret. Olga tog elevatoren til niende, fandt nøglen. Låsen klikkede, døren åbnede lydløst. Stille. Tomt. Olga tog skoene af, gik ind i stuen. Som ventet: sofaen kedelig og bar. Hun pakkede puderne ud, lagde dem, trådte et skridt tilbage. Det så meget bedre ud. Helt forandret. Men støvet på hylden var tydeligt. Og en beskidt kop i vindueskarmen. Olga rystede på hovedet, men lod det stå. Ikke hendes sag. Endnu ikke. Om aftenen ringede telefonen omkring ni. – Mor, har du været hos os? Andreas lød mærkeligt. – Ja, jeg lagde puderne. Så du dem? Flotte, ikke? – Mor… – pause. – Du kunne have sagt det på forhånd. Natalie kom hjem, og alting var flyttet, puderne… – Puderne? – Olga snøftede. – De kostede ellers 1500 stykket. Og sig til din Natalie, at der trænger til en hovedrengøring. Støv over det hele, beskidte kopper. Jeg kiggede i jeres køleskab – det er halvt tomt. Sulter I? Jeg har ikke givet jer penge for at I skal bo som studerende. – Mor, bare giv besked næste gang, okay? Ring i det mindste… – Åh, Andreas, – Olga himlede med øjnene (det kunne han ikke se). – Nu må du undskylde, far kalder. Hun lagde på uden at vente på svar. En uge senere kom hun med et sæt sengetøj. Godt, i satin. Natalie var hjemme, men i bad – Olga hørte vandet. Hun lagde pakken på sengen og gik, uden at skrive en seddel. Det var jo ikke nødvendigt. Tre dage senere – et sæt gryder. De unge havde noget billigt, slidt, det var ikke til at se på. Lørdag kom Andreas og Natalie til middag. De sad ved bordet, spiste pølser, talte om vejret og naboens renovering. Alt var ordentligt, høfligt, lidt kedeligt. Natalie lagde gaflen. – Olga… – Ja? – Kan du ikke… ringe, når du kommer? Bare så vi ved det. Olga tørrede roligt munden med servietten. – Natalie, vi har givet jer to millioner. To. Millioner. Jeg har ret til at komme, når jeg vil. Det er faktisk også vores hjem. – Mor, – Andreas forsøgte at blande sig. – Hvad mor? Har jeg ikke ret? Stilhed. Mikael stirrede på sin pølse og lod som ingenting. – Tak for mad, – Natalie rejste sig. – Andreas, vi må videre. De gik hurtigt, satte fart på. Farvelsmilene var skæve, uægte. Olga lukkede døren, gik ud i køkkenet og ryddede op. Noget fik hende til at gå hen til vinduet – netop som de unge forlod opgangen. Vinduet var åbent. Natalies stemme lød skarpt: – …enten betaler vi gælden eller så går vi fra hinanden. Jeg kan ikke mere. Olga stivnede med tallerkenen i hånden. Hvilken gæld? Hvad taler hun om? Nedenfor svarede Andreas noget, men Olga kunne ikke høre det. Bildøren smækkede, motoren brummede. Olga satte forsigtigt tallerkenen i vasken. Nej. Det var slet ikke godt. … Olga drejede nøglen i låsen, åbnede døren – og stødte næsten ind i Andreas, som stod i gangen og ventede. Natalie kiggede ud fra køkkenet, tørrede hænderne. – Nå, I er hjemme, – Olga blev et sekund forvirret, men fandt hurtigt sig selv. – Jeg kom med… – Mor, vent. Noget i sønnens stemme fik hende til at tie. Andreas fandt en konvolut i sin jakkelomme. Hvid, tung, fyldt. – Jeg vil gerne give dig noget tilbage. Olga tog automatisk imod. Kiggede i den – og hendes ben blev svage. Penge. Mange. – Det … hvad er det? – To millioner, – Natalie trådte hen til Andreas. – Vi har taget et lån. – I … – Olga så op. – Er I vanvittige? Hvilket lån? Hvorfor? – Fordi vi vil ikke stå i gæld, – Natalie svarede roligt og fast. – Olga, vi har fået nok. Nok af besøgene, af kontrollen. Af at du bare kommer uden varsel og roder i vores ting. – Jeg har ikke rodet! Jeg kom med puder! Sengetøj! Gryder! – Mor, – Andreas lagde hånden på Natalies skulder. – Vi skifter låsene. Manden kommer i morgen. Olga blinkede. En gang, to gange. Forstod det ikke helt. – Låse? – Ja. Du får ikke nøglen mere. Stilheden var tung og kvælende. Olga så fra søn til svigerdatter og tilbage. En klump sad i halsen, kinderne blev varme. – I … i … – hun slugte. – I er smålige. Smålige og utaknemmelige. Vi solgte sommerhuset for jeres skyld! Og nu smider I mig ud af jeres hus som en tyv! – Vi smider dig ikke ud, – Natalie svarede uanfægtet. – Vi beder dig bare gå. Olga knyttede nøglerne i lommen. Fingrene blev følelsesløse. – Andreas, min dreng. Vil du virkelig lade hende tale sådan til mig? Andreas kiggede ned, ventede, så Olga i øjnene. – Mor. Vi har sammen besluttet det. Olga vendte sig brat og gik, uden at sige farvel. Hele vejen hjem øvede Olga, hvad hun ville sige, når Andreas ringede for at undskylde. I morgen, senest overmorgen. Han ville ombestemme sig, indse det. Der gik en uge. Telefonen var tavs. Flere gange ville Olga ringe selv, men lagde røret fra sig hver gang. Nej. De skal komme først. De skal bede om tilgivelse. Hun er jo mor. Hun mente det godt. En måned senere spurgte Mikael forsigtigt til middag, om de havde sluttet fred. Olga trak på skuldrene og skiftede emne. To måneder senere begyndte hun ikke længere at springe op ved hver ringning. Efter tre måneder forstod hun det hele. Sønnen vil ikke ringe. Ikke i morgen, ikke næste uge, aldrig. Olga sad i køkkenet og så på sin nøglebundt. Husnøglen, garagenøglen. Imellem dem den, der før gik til døren på Syrénboulevarden. Hun ville bare hjælpe. Virkelig. Puder, gryder, sengetøj – er det ikke omsorg? Er det ikke normalt? Forældre hjælper, børn er taknemmelige, alle er glade. Men noget gik galt undervejs. Og Olga kunne ikke finde ud af hvorfor – eller ville ikke. At gøre det om var nu umuligt…