Nanna havde lige lagt sin søn til at sove, da hun fik en besked: “Jeg kommer snart.” Afsenderen var Karen Møller, hendes svigermor. En kvinde med et svært temperament, for at sige det mildt. Hun manglede både omsorg og deltagelse, men havde masser af frækhed, selvoptagethed og en evig trang til at virke yngre. Ingen kendte hendes rigtige alder – hun gjorde alt for at skjule tallet og påstod, at hun “følte sig som atten år inde i sjælen.”
Da Nanna var gravid, havde Karen gjort det klart fra starten: Hun kunne ikke regne med hende. Karens travle liv – fitness, dans, dates – inkluderede ikke tid til at vugge en baby. Hun var kategorisk:
“Jeg har allerede gjort mit med bleer. Ikke en dag mere.”
Ti minutter senere ringede det på døren. På trappen stod svigermoren i en farverig kjole, med en frisure som en tv-vært og højhælede sko, der lød, som om de kunne høres i hele opgangen. Hun gik ind som om hun ejede stedet, sparkede skoene af og gik direkte ud i køkkenet.
“Nanna, kan du ikke lige lave mig en kop te? Jeg har været på arbejde, shoppet, løbet rundt hele dagen… Jeg er helt udkørt. Åh, forresten – husker du din grønne kjole? Den du havde på til julefrokosten?”
“Ja,” svarede Nanna varsomt.
“Giv mig den. Du kan alligevel ikke få den på efter din graviditet.”
Nanna så ned. Ordene gjorde ondt. Ja, hendes krop havde ændret sig – men at høre det fra sin svigermor, og i sådan en tone… Det gjorde noget ved hende. Men Karen lod sig ikke stoppe.
“Spørger du ikke engang, hvorfor jeg skal bruge den?”
Nanna svarede ikke. Hun var vant til, at Karen altid var på jagt efter den næste “prins” – en yngre, rigere mand. Hende liv var en evig audition. Ingen af hendes forhold varede mere end et par måneder.
“Jeg har fundet en ny bejler,” fortsatte Karen stolt. “En flot fyr med bil og lejlighed. Måske lidt for glad for piger. Så jeg har en plan – du skal skrive til ham på Facebook og se om han bider på.”
“Undskyld, men det bliver jeg ikke en del af,” sagde Nanna bestemt.
“Nå, er det sådan? Det havde jeg ikke set komme! Nå, men så kan du beholde din kjole og bruge den som klud – du kan alligevel ikke få den på!” fnøs Karen og forlod lejligheden med et dørsmæk.
Selvfølgelig klagede hun også til sin søn. Mads kom hjem, hørte begge sider af historien. Han vidste godt, at hans mor kunne have et skarpt temperament, og at hun krævede en bestemt tilgang. Men indeni var han stadig irriteret.
“Jeg snakker med hende, bare rolig,” mumlede han og holdt om sin kone.
Dage gik. Til Mads’ fødselsdag skulle der komme gæster, men en gammel ven og hans familie dukkede ikke op. I mellemtiden ringede Karen ikke for at ønske tillykke, men for at brokke sig over endnu et mislykket forhold.
Og så kom hun forbi igen. Med en glas syltetøj og en undskyldning.
“Undskyld mig, Nanna. Jeg gik over stregen. Jeg er bare… træt. Det er hårdt at være alene. Jeg leder hele tiden efter nogen, men alt ender bare i skuffelser. Se bare Lars – vi ville flytte sammen, men så ringede hans søn og sagde, at jeg ødelagde deres familie. At Lars var i gæld, gift, og at jeg bare var en midlertidig trøst. Og så droppede han mig, som om han bare slukkede for mig.”
“Måske var han bare bange?” spurgte Nanna blidt.
“Måske… eller måske var han bare en kujon. Hans søn truede med at betale hans gæld, hvis han droppede mig. Og så gjorde han det. Sådan er det. Han var nok bange for, at jeg ville trække ham i kirken og så tage hans arv. Forestiller du dig det?”
Mens Karen beklagede sig over livet, lyttede Nanna stille. Mads kom ind. Mens han spiste, startede hans mor endnu en forestilling – fortalte igen om, hvor uretfærdigt livet var, og hvor ensom hun var. Hun ville have, at han også skulle have ondt af hende, som altid.
“Mor, måske skulle du lige slappe lidt af? Den rigtige finder dig, når tiden er inde,” sagde han roligt.
“Åh ja? Skal jeg så bare sidde derhjemme og tygge på mine egne problemer?”
“Nej, men måske med lidt mindre drama? Tag med din barnebarn i parken. Livet handler ikke kun om kærlighed.”
“Åh, jeg forstår. Så jeg skal bare være gratis babysitter, hva? Nej tak, jeres barn – jeres ansvar!”
“Mor, du tager alt som et angreb. Find dog noget at lave der ikke bare skaber problemer.”
“Noget at lave? Jeg vil ikke være alene, jeg vil elske! Og selvom jeg tager fejl – det er mit liv! I stedet for at fortælle din kone, at hun skal tage sig sammen. Hun har spredt sig efter fødslen, sidder bare derhjemme med barnet. Ingen interesse for sin mand, ingen gnist i øjnene. Tror du, det er sådan, man holder på et ægteskab?”
“Hold op! Lad Nanna være! Hun har lige født, hun har brug for tid. I stedet for at hakke på hende, kunne du støtte hende!”
Karen smækkede med døren og gik. Nanna stod bag væggen og hørte det hele. Hun følte en klump i halsen, men sagde ingenting, krøb bare tæt ind til Mads.
For hun vidste det: Hendes svigermor ville aldrig ændre sig. Det var bare sådan, hun var. Og det eneste, hun kunne gøre, var at lære at leve med det – eller bare holde afstand.
