Kærlighed på Grund af Nikolaj
Nikolajs lykkelige barndom sluttede, da han var fem år. En dag kom hans forældre ikke for at hente ham i børnehaven. Alle de andre børn var blevet hentet, men Nikolaj sad ved bordet og tegnede sig selv sammen med sin mor og far. Pædagogen kiggede på ham og tørrede hele tiden sine kinder. Så tog hun ham i armene, holdt ham tæt og sagde:
“Uanset hvad der sker, må du ikke være bange, Nikolaj. Du skal være stærk nu. Forstår du mig? Forstår du det, lille ven?”
“Jeg vil hjem til mor,” svarede han.
“Der kommer en tante og en onkel snart. Du skal med dem, Nikolaj. Der er mange andre børn der. Du må ikke græde.”
Hun trykkede ham ind til sit våde ansigt.
Så tog de ham i hånden og førte ham ud til en bil. Da han spurgte, hvornår han kunne se sin mor igen, fik han at vide, at hans forældre var langt væk og ikke kunne hente ham i dag. Nikolaj blev placeret i et værelse med andre drenge som ham. Men forældrene kom ikke dagen efter eller den næste. Drengen var ulykkelig og græd om natten, indtil han fik feber.
Først da han var rask, talte en sygeplejerske alvorligt med ham. Hun forklarede, at hans forældre nu var langt væk, oppe i himlen. De kunne ikke komme ned, men de var altid ved hans side og så ham. Derfor skulle han opføre sig pænt og ikke blive syg, så de ikke blev kede af det.
Men Nikolaj troede ikke på det. Han kiggede op i himlen og så kun fugle og skyer. Han besluttede at finde dem, koste hvad det vil.
Først undersøgte han grundigt gården under leg. Endelig fandt han et hul under en busk, hvor metalstængerne i hegnet var bøjet. Han kunne kun krybe halvvejs igennem, så han begyndte at grave. Jorden var løs og sandet, og snart var der nok plads under stængerne til, at han kunne kravle ud.
Nikolaj slap fri og løb, så hurtigt han kunne, væk fra det forhadte børnehjem. Men han kendte ikke byen og gik hurtigt vild. Han ledte desperat efter sit hjem, men alle husene lignede hinanden.
Pludselig så han en kvinde på fortovet, der lignede hans mor. Hun havde den samme prikkede kjole og en net hårknude.
“Mor!” råbte han og løb efter hende.
Men hun hørte ham ikke og vendte sig ikke om.
“Mor!” Han greb hende i armen.
Kvinden knælede ned og så på ham. Nej, det var ikke hans mor.
Else forelskede sig som tyveårig og for altid. Hun og Mads var et perfekt par. De mødtes tilfældigt på en sommerdans, hvor han med rødmende kinder inviterede hende til en langsom dans. De faldt let i snak, og han fulgte hende hjem.
Deres forhold var kort de giftede sig efter tre måneder. De levede lykkeligt, men efter tre år opdagede Else, at hun ikke kunne få børn. Mads kunne ikke acceptere det, og hun gennemgik utallige undersøgelser og behandlinger. Til sidst måtte de erkende, at de ikke kunne få egne børn. Så en dag foreslog Mads, at de kunne adoptere fra et børnehjem.
Men Else elskede ham så højt, at hun foreslog en skilsmisse. De var kun i starten af trediverne han kunne finde en anden, der kunne give ham børn. Hun kunne klare sig alene.
Mads nægtede. Han lovede aldrig at forlade hende. Så fandt Else på en plan. Hun indrømmede, at hun ikke elskede ham mere og havde fundet en anden. Mads troede ikke på hende.
Næste nat kom hun ikke hjem. Hun kom tilbage om morgenen, duftende af vin og mandlig parfume. Da han spurgte, hvad der foregik, insisterede hun på, at hun havde en elsker. Til sidst gav Mads efter og gik med til skilsmissen.
___________________________
Da Nikolaj kaldte på Else, havde hun været skilt i to måneder. Hun savnede Mads og tænkte tit på ham. Da en fremmed dreng kaldte hende “mor,” sprang hendes hjerte.
“Hvad er der sket, lille ven? Er du faret vild?” spurgte hun blidt.
“Jeg leder efter min mor og far. De sagde, de er i himlen. Men jeg tror ikke på det,” græd Nikolaj.
“Kom, jeg bor lige hernede. Vil du have en kage?” Hun tog ham i hånden, og de gik.
Hjemme proppede Nikolaj kager i sig og drak te med solbærblade. Han fortalte Else alt, der var sket. Det var tydeligt, han ikke havde fået søde sager i lang tid. De større drenge tog dem fra ham, gav ham øgenavne og dunkede ham.
Else følte med ham og spurgte: “Vil du blive hos mig, Nikolaj? Når du bliver stor, vil du forstå alt. Du skal nok møde dine forældre en dag men det er ikke nu.” Nikolaj sagde ja.
Else ringede til børnehjemmet og meldte ham fundet. Hun kørte ham tilbage og talte med personalet om bedre tilsyn. Derefter besøgte hun ham hver dag, men hun kunne ikke tage ham med hjem.
Problemet var, at hun havde et job og en lejlighed, men ingen mand. Enlig kvinde kunne ikke adoptere. For første gang fortrød Else skilsmissen. Men hvordan skulle hun få Mads tilbage?
Så besluttede hun sig for at spørge en kollega om en papirægteskab. Han var lige blevet skilt, en kvindebedårer, men en dygtig mand. Han kunne få en god attest fra arbejdet.
Først tøvede Kristian, men sagde ja mod betaling. Han havde altid syntes godt om Else, og nu var hun alene. Han ville gerne have en romantisk aften med hende. Else følte sig forrådt; hun elskede kun Mads.
Men da hun senere besøgte Nikolaj, så hun et blåt mærke under hans øje. De store drenge havde straffet ham for at “klikke.” Personalet havde fortalt dem om hendes samtale med ham. Nu ville han få det hårdt.
Næste dag accepterede Else Kristians betingelser. Lørdag aften lavede hun middag, iført en rød kjole (som han havde bedt om), tændte lys og ventede. Hun følte sig forfærdelig, men hun havde lovet Nikolaj at redde ham.
Dørklokken ringede. Else åbnede og stod øjeblikkelig overfor Mads.
“Jeg vil tale med dig, Else. Jeg har holdt øje med dig hele tiden og jeg har ikke set nogen mand komme eller gå.”
Men så åbnede elevator
