Tak for al jeres støtte, likes, kommentarer og abonnementer på mine historier, det varmer virkelig. Og et KÆMPE tak for MobilePay-donationerne både fra mig og mine fem kattevenner. Del endelig mine historier på sociale medier det hjælper også virkelig meget, og jeg bliver simpelthen så glad!
Min datter, Signe, kom sent hjem fra sygehuset, hvor hun arbejder som sygeplejerske på skadestuen. Hun stod længe under bruseren, og så kom hun ud på køkkenet i badekåbe.
Der står frikadeller og pasta på panden, vil du have noget at spise? spurgte jeg, mens jeg forsøgte at aflæse hendes ansigt. Du ser træt ud, skat. Og humøret, er det gået i stå?
Jeg springer over maden. Jeg er grim nok i forvejen, og bliver jeg først tyk, så vil ingen da kigge på mig, mumlede Signe, mens hun hældte te op.
Hvor får du dog det fra? udbrød jeg, Der er intet galt med dig. Kloge øjne, næse og læber helt fine, du skal ikke tale dig selv ned, Signe!
Jo, men alle mine veninder er jo gift for længst, og jeg sidder her alene! Kun de mest triste fyre viser interesse for mig. Dem jeg kan lide, ænser mig ikke engang. Hvad er der galt med mig, mor? sukkede Signe og kiggede opgivende på mig.
Du har bare ikke mødt den rigtige endnu. Det kommer med tiden, prøvede jeg at berolige hende, men hun blev bare mere frustreret.
Det er jo netop det mine øjne er bittesmå. Tynde læber, næsen se da på den! Var vi rige, fik jeg fikset det hele hos en plastikkirurg, men vi har jo knap nok til at betale huslejen! Jeg overvejer bare at finde en fra rehabiliteringen, en der er blevet forladt efter en ulykke. Hvad skal jeg vente på? Jeg er 33, tiden løber jo!
Men Signe, hvad er det dog du siger? Din far har jo også problemer med benene, men jeg tænkte da, at en svigersøn kunne hjælpe til med kolonihaven, det ville være et mirakel, det kunne vi virkelig bruge. Hvordan skal vi ellers klare os? kom jeg lidt for hurtigt til at sige, men prøvede så hurtigt at rette mig.
Misforstå mig ikke, Signe, ikke alle har det let. Men hvorfor dog en fyr med handicap? Hvad med nabodrengen, Anders? Han er venlig, har blikket rettet mod dig længe. Stærk fyr, sunde børn ville I få, og
Mor, du må holde op! Din Anders kan ikke holde fast på et eneste job, han drikker lidt for meget og hvad skulle vi dog tale om? sukkede Signe.
Du behøver jo ikke tale med ham hele tiden, jeg kan sende ham i haven eller for at handle. Han er ellers hjælpsom, måske kunne I få det til at fungere? forsøgte jeg, men Signe skubbede bare sin te væk og rejste sig.
Jeg går i seng, mor. Tænk, jeg troede du var den eneste, der så mig som et helt menneske, men du du er som de andre, synes bare jeg er mærkelig
Signe, du må ikke tro det, prøvede jeg at udbryde, men hun viftede bare afvisende med hånden.
Sov godt, mor! sagde hun, mens hun smækkede døren ind til sit værelse.
Senere lå hun vågen længe. Hun tænkte på én af de patienter, der lige var kommet ind han havde mistet sin fod. Han var blevet fanget under noget beton i et gammelt hus, de var ved at rive ned. Han blev reddet ud for sent, og lægerne kunne ikke redde underbenet. Han var yngre end hende, måske 28, og ingen besøgte ham.
I starten søgte han virkelig hendes øjne, holdt hende i hånden efter operationen og så på hende med et blik, der bad om hjælp. Men efter han kom til sig selv, stirrede han bare stumt op i loftet. Hun kunne ikke lade være med at få ondt af ham, måske især fordi han aldrig fik besøg.
Tror du, jeg kommer til at gå igen? spurgte han sidste uge, stirrende ud i luften. Signe svarede stille og roligt,
Selvfølgelig gør du det, alt skal nok hele, du er jo ung!
Ja ja, nemt nok at sige, du skulle prøve det selv. Hvad er det for et liv uden fod? fnøs han pludselig vredt og vendte sig væk, som om det var hendes skyld.
Hvorfor var du i det hus overhovedet? sukkede Signe.
Synes, jeg så noget derinde mumlede han, nu uinteresseret, og siden da vendte han sig bare væk, når hun kom.
Hun lagde mærke til, han havde de flotteste blå øjne kolde som is, men alligevel dragende. Han var virkelig pæn, så det gjorde ondt at se ham sådan.
Synes du, jeg er ynkelig? fangede han hendes blik en dag. Jeg kan se det, du synes bare, jeg er en stakkel. Ingen elsker sådan nogen som mig nu!
Noget for noget der er heller ingen, der synes jeg er god nok, selvom jeg har min krop i behold. Der er ikke engang nogen, der har ondt af mig. Måske hvis jeg manglede et ben, så ville folk i det mindste synes synd om mig, kom hun til at sige, og fik tårer i øjnene af ordene.
Men der smilede han for første gang til hende: Hold op, du er jo smuk! Det er dig, der skulle være ked af det? Jeg kunne ønske at være den, du vælger en dag tror du på det?
Hun kunne mærke, at hun faktisk stolede på ham, og pludselig sagde hun det, der havde siddet fast på tungen længe:
Hvis det nu var dig, jeg valgte, ville du gifte dig med mig? Nå, du svarer ikke så var det bare tomme ord!
Hun rejste sig fornærmet, klar til at gå mod døren. Han satte sig op på sengen, som ville han løbe efter hende, men kom så i tanke om benet. Så råbte han:
Gift dig med mig, Signe! Jeg sværger, snart vil ingen overhovedet kunne se, jeg har mistet noget. Jeg skal nok komme op at gå hurtigt bare bliv!
Signe og Mads
Hun blev stående ude på gangen, halvt grådkvalt, men mærkede pludselig, at han var den rigtige. At det ikke gjorde noget, at næsen var skæv hos hende eller hans fod var væk. Nu havde de fundet hinanden, og det var det eneste, der talte.
Arrangementet var ligesom min mor altid havde sagt tiden var kommet.
Mads gik i gang med genoptræningen som en gal nu havde han for alvor en grund til at kæmpe. Han ville være der for Signe, så de kunne få et godt liv sammen.
Han ville ikke længere se hende trist eller høre hende sige, hun ikke var smuk nok. Han havde brug for hende. Kun hende.
Er du blevet forelsket, skat? spurgte jeg et par uger efter. Se dig selv, du lyser jo op! Og så sagde du, du var grim
Men Signe benægtede ikke. Hun svævede nærmest rundt, og det eneste hun nu ønskede, var, at Mads blev god til at gå på sit benprotes.
De begyndte at gå ture på sygehusets p-plads, og senere ude i Københavns vintergader, hvor julelysene blinkede og sneen dalede ned.
Se, huset er revet ned nu lige der blev jeg fanget under betonen, pegede Mads en dag.
Hvorfor gik du derind? Hvad så du? Du har aldrig fortalt mig det, spurgte Signe.
Du vil bare grine, men der var en hjemløs, sort-hvid hundehvalp jeg ville tage ham med hjem, så vi begge havde nogen.
Men se derovre er det ikke den samme hund, der står og kigger på os nu? sagde Signe.
Og ja, hunden sneg sig efter dem hele vejen hjem, som om den vidste, hvor den hørte til.
Ej, hvor er Signe heldig fik sådan en sød mand, yngre end sig selv, og så uden svigermor og med egen lejlighed! lo hendes veninder, da de blev gift.
Selv fældede jeg en tåre, da Mads begyndte at kalde mig mor.
Han voksede op på børnehjem og har ingen familie. Men han er et godt menneske og vigtigst af alt, de elsker hinanden. Kolonihave eller ej, det er underordnet og Mads kaster sig nu ud i alle projekter og får det hele til at lykkes!
Nu bor Signe, Mads og hunden Balder stadig sammen men snart bliver de til fire, for Signe og Mads venter en lille pige.
Man skal aldrig give op. Ellers kan man risikere at overse sit eget held.
Livet er nu forunderligt smukt og uforudsigeligt, ikke?
