Jeg skal fortælle dig en historie om en rig ungkarl, der giftede sig med den første kvinde, han mødte.
Anders Mikkelsen elskede sin altan. Især fredag morgen, når hele byen under ham stadig var ved at afslutte arbejdsugen, mens han, en succesrig bankmand, allerede så frem til weekenden. Luften duftede af regn fra natten før og af blomstrende lindetræer. Anders tog en slurk af sin afkølede kaffe og kiggede på sit nye fiskegrej, som stod pænt opstillet i hjørnet. Nye stænger, blinkende hjul, en kasse fuld af kunstagn – hans største stolthed.
Pludselig vibrerede hans telefon i lommen. Mor.
»Hej, mor,« svarede han med et smil.
»Anders, kommer du forbi i dag? Jeg har bagt kålsnegle, dine yndlings.«
»Selvfølgelig, men kun kort. Vi skal ud på Sophus’ sommerhus ved søen.«
»Skal I ud og fiske igen?« stemmen af hans mor, Kirsten, lød både varm og let bebrejdende. »Hvorfor tager du ikke en pige med? Toogtredive år, min dreng.«
»Mor, vi har talt om det hundrede gange. Når tid er, så tid er. Kram, ses senere.«
Han lagde på og sukkede. Denne »fisketur« var en hellig tradition mellem ham og hans venner. Sophus’ sommerhus ved søen, grill, sauna og lange samtaler ved bålet. Sophus og Mads, hans bedste venner siden universitetet, var længe og lykkeligt gift. Sophus havde en datter, Mads ventede sit første barn. Og hver gang begyndte deres »familie-mænds-weekend« med det samme.
»Nå, sidste ungkarl i fæstningen, klar til overgivelse?« grinede Mads, mens de pakkede taskerne ind i Anders’ bil.
»Vores ørn kæmper imod ægteskabets lænker med næb og klør,« lo Sophus og klappede ham på skulderen. »Han har jaget alle brudene væk.«
Anders grinede bare. Det var ikke fordi han kæmpede imod. Han ventede.
»Jeg gifter mig kun af stor kærlighed,« sagde han alvorligt, da de kørte ud af byen. »Sådan, at det bare er – bam – og du ved: hun er den eneste. At man er ét med hende, trækker vejret i takt.«
»Åh, Anders, du er en drømmer,« sukkede Mads bagfra. »Sådan noget findes ikke. Det er noget fra romantiske romaner. Feer eksisterer ikke.«
»Jeg tror, de gør,« svarede Anders stædigt og stirrede ud på vejen.
***
Ved sommerhuset, efter saunaen og den første omgang grillmad, tog diskussionen fart igen. Lokale piger fra landsbyen gik forbi deres grund og kiggede kækt hen mod de tre charmerende bymænd.
»Hvad med at teste din teori om ’den eneste’ i praksis?« foreslog Sophus med et lumsk smil. »Vi leger ’blik-fang’. Den, som først blinker eller kigger væk fra en forbipasserende smuk kvinde, har tabt.«
»Og hvad sker der med taberen?« Anders tog udfordringen op.
»Taberen,« gned Mads hænderne, »kører ud på landevejen og frier til den første kvinde, han ser. Lige der på stedet.«
Anders var selvsikker. Men måske var det øllerne, måske solen – uanset hvad, han tabte. Da en høj blondine gik forbi, smilede han ufrivilligt tilbage og så væk. Vennerne hylede af begejstring.
Der var ingen vej udenom. Et ord var et ord. En halv time senere kørte de ud ad landevejen. Anders’ hjerte hamrede af en blanding af skam og dumt spil. Et par kilometer fra sommerhuset så de en ensom skikkelse ved et bord med blomster og glas syltetøj. En lav kvinde i en simpel bomuldskjole og med et tørklæde bundet så lavt, at hendes ansigt næsten var skjult.
»Nå, brudgom, nu er det dit træk!« skubbede vennerne ham.
Anders steg ud og gik hen til hende. Kvinden så op – bange, men med klare, forbløffende blå øjne. Han lagde mærke til, at hænderne, der ordnede syltetøjsglassene, var dækket af grimme ar efter forbrændinger. Da han hilste, svarede hun ikke, men trak en lille notesbog og en blyant op af forklædeposten og rakte den til ham.
»Hvad vil du?« stod der skrevet med ordentlig håndskrift.
Anders blev forvirret. Alt hans forberedte spøgefulde tale forsvandt. Han så på denne spinkle, tavse kvinde og følte sig som det største fjols.
»Undskyld det dumme spørgsmål,« begyndte han blidt. »Vi havde en dum væddemål… Nå, men jeg tabte. Og nu skal jeg… fri til dig.«
Han forventede alt: vrede, tårer, foragt. Men kvinden blev bare stille et øjeblik og nikkede så langsomt. Anders troede ikke sine øjne. Hun tog sin notesbog og skrev: »Ja.« Så rev hun siden ud og rakte den til ham. Der stod en adresse.
Næste dag, plaget af samvittighed, kørte Anders til adressen. Han fandt et lille, velholdt hus i udkanten af landsbyen med pelargonier på vindueskarmene og peonier langs hegnet. På en bænk ved gårdsdøren sad en ældre kvinde med et skarpt, men klogt ansigt. Hun lagde strikketøjet fra sig og målte ham med et gennemtrængende blik.
»Er du her for at se Mette?« spurgte hun uden omsvøb.
»Ja. Jeg er Anders.«
»Jeg er Birthe, hendes bedstemor. Hvad bringer dig her, unge mand? Min barnebarn kom hjem ude af sig selv i går.«
Anders følte sig endnu mere skamfuld. Han satte sig og prøvede at forklare.
»Jeg opførte mig som en idiot. Vi spillede et dumt spil…«
Birthe sukkede tungt.
»I byboer… Alt er en leg for jer. Men hendes liv har ikke været let. Så du hænderne? Det var efter en brand. Hendes forældre omkom, og jeg hentede hende ud af ilden. Ansigtet blev også ramt… og stemmen forsvandt. Af chok. Hun har ikke talt siden.«
Lige da kom Mette ud. Da hun så Anders, standsede hun og holdt notesbogen tæt ind til sig.
»Jeg kom for at undskylde,« sagde Anders og så hende i øjnene. »Og… hvis du ikke har fortrudt, så er jeg klar. Ægteskabet bliver selvfølgelig skuespil. Vi gifter os, bor sammen lidt, og så skilles vi. Jeg hjælper dig med penge, hvis du har brug for det.«
Han vidste ikke selv, hvorfor han sagde det. Der var noget ved denne pige, hendes tavse styrke og sårbarhed, der rørte ham dybt.
Mette skrev hurtigt noget og viste det til sin bedstemor. Birthe læste det, så på barnebarnet og Anders og sagde uventet:
»Nå…Og så, efter flere måneder af lægebesøg og terapi, stod Mette pludselig i deres stue og sagde sine første ord på årevis: »Anders, jeg elsker dig,« og han vidste, at deres mærkelige, uforudsigelige historie var begyndelsen på noget virkelig smukt.
