Dagbog, 28. oktober
Vi var sammen, Rikke. På den sidste forretningsrejse til Aarhus. Det hele ja, det var virkelig dumt.
Vi fik et par øl efter præsentationen, og jeg jeg kunne ikke stoppe, Rikke
Siger du det virkelig sådan, så roligt? Rikke var helt hæs af chok. Jens, du indrømmer lige nu, at du har været mig utro?!
Jeg kan ikke have det inde i mig længere, svarede jeg stille og så ned. Undskyld, Rikke. Jeg lover, det sker aldrig igen! Jeg forstår nu, hvad jeg satte over styr
Rikke satte forsigtigt vinglasset ned på bordet. Hendes tilværelse brast for øjnene af hende
***
Morgenen begyndte helt som den plejede Rikke stod ved komfuret og rørte i havregrøden til vores lille søn, mens hun febrilsk prøvede at flette hår på syvårige Frida.
Av, mor, det gør ondt! pippede Frida og trak sig væk.
Undskyld skat, jeg har travlt. Hvor er din far henne?! Han kommer for sent!
Jeg kom ud fra badeværelset og knappede skjorten. Rikke kunne altid se på mig, hvis jeg var i dårligt humør.
Er der kaffe? spurgte jeg uden at se på hende.
Der står i stempelkanden. Tag selv, jeg har hænderne fulde.
Jeg hældte op. Drak stående, mens jeg kiggede ud i gården, hvor pedellen langsomt samlede våde blade sammen.
Ingen kindkys, ingen har du sovet godt vi var efterhånden blevet fremmede for hinanden.
Rikke arbejdede som regnskabsassistent i en stor engros-virksomhed, og vi havde været gift i ti år nu.
Lejligheden var på tre værelser, dog stadig under boliglån, bilen en spritny stationcar. Børnene sunde. Man kunne egentlig bare nyde det hele, men
Hun savnede luft, savnede mig den udgave af mig, der kunne finde på at køre efter is midt om natten eller bare give hende et knus, så ribbenene knagede.
Omkring tolv kom der en SMS.
Skal vi tage ud at spise i dag? Det er længe siden. Jeg har aftalt med Nana, at hun tager børnene til overnatning.
Rikke læste beskeden tre gange. Hjertet sprang et slag over som en teenager.
Hold da op, hviskede hun. Har han mon opdaget, hvordan jeg har det?
Resten af dagen gik hun rundt i en døs. Tog fri en time før tid, løb hjem og valgte tøj i panik.
Hun valgte den mørkeblå silkekjole, der fremhævede hendes figur. Lidt mere mascara end normalt, en diskret parfume bag øret.
I spejlet så hun en kvinde, der stadig drømte om at være attraktiv for sin mand.
Restauranten var hyggelig stearinlys, afdæmpet jazz. Jeg var allerede ved bordet og havde taget jakke på. Glatbarberet.
Jeg rejste mig, da hun nærmede sig, og i et splitsekund lyste noget op i mine øjne. Var det beundring? Eller var det snarere medlidenhed? Dengang forstod hun det ikke.
Du ser godt ud, Rikke, sagde jeg og trak stolen ud.
Tak. Jeg blev ærlig talt overrasket over invitationen. Hvad fejrer vi?
Der er ikke noget at fejre Bare blevet ramt af, at vi aldrig taler sammen længere. Vi lever som roomies for tiden.
Det har du ret i, sukkede hun og tog en slurk vin. Arbejde, børn, hverdagen æder det hele op
Det synes jeg også, jeg sad og vendte kniven i hænderne. Jeg kører bare rundt, men har glemt hvorfor.
Vi talte længe. Mindedes dengang vi blev gift, hvordan vi boede i en lille etværelses med dryppende vandhane og alligevel var lykkelige.
Vi grinede, da jeg for første gang skiftede Fridas ble og var ved at gå i gulvet.
Det blev en mindeværdig aften, hvor isen langsomt smeltede.
Vi skal bare tage os lidt mere tid sammen, nåede hun at tænke. Vi er bare trætte. Det er alt.
Skal vi tage hjem? foreslog jeg, da regningen kom. Jeg henter en flaske vin på vejen, så kan vi få ro uden børn.
Hjemme var der usædvanligt stille, uden børnenes støj og legetøj overalt føltes lejligheden kæmpestor og tom.
Vi sad i køkkenet. Jeg hældte vin op. Der var en hyggelig stemning, men så
Rikke, vi bliver nødt til at ændre noget, sagde jeg.
Jeg er enig, Jens. Skal vi tage væk sammen? Kun dig og mig, på en lille ferie, måske i Skagen? Vi trænger til at puste ud.
Ja, det skal vi. Men det handler ikke kun om ferie. Jeg har ikke været mig selv længe. Vi har mistet kontakten. Din opmærksomhed er på børnene, min på arbejdet. Når jeg kommer hjem, sover du næsten eller er sur.
Der er ikke nærhed. Ikke kun fysisk, men den der, hvor vi forstår hinanden uden at sige noget.
Rikke så forsigtigt op:
Hvor vil du hen med det? spurgte hun lavt.
Jeg har dummet mig. For alvor.
Det var dér, jeg sagde det. Om Aarhus, kollegaen og utroskaben.
Hun lyttede, Rikke, sagde jeg hurtigt, næsten stammende, bange for hun ville afbryde. Vi arbejdede tæt sammen på de der ture. Hun spurgte altid, hvordan det gik og det var ægte interesse.
Jeg undskylder ikke mig selv. Jeg ved det var forkert. Jeg kæmpede imod længe.
Men dén aften Vi fik for meget, blev hængende i hotelbaren til sidst.
Rikke sagde ingenting. Hun lignede en, der blev revet i stykker indenfra.
Undskyld, hvis du kan finde det i dig, sagde jeg. Jeg har haft det af helvede til i to uger, kunne ikke holde ud at lyve længere.
Jeg vil ikke miste dig. Dig og børnene er alt for mig. Jeg gør hvad som helst.
Hvad som helst gentog Rikke fjernt.
Ja. Jeg har snakket med min chef allerede. Bedt om overflytning til en anden afdeling, så jeg aldrig møder hende mere. Michael lover at ordne det i næste måned.
Jeg har søgt ferie. Skal vi tage væk? Jeg køber billetter i morgen. Bare dig og mig. Starte forfra.
Jeg rakte ud for at tage hendes hånd, men hun trak den til sig.
Starte forfra? hendes grin var hult. Jens, er du klar over, hvad du har gjort?
Du har ikke bare været sammen med en anden. Du har knust mig fuldkommen!
Jeg sad på kontoret, glædede mig over din besked, ledte efter kjole Jeg troede, du elskede mig, at du ville vores forhold.
Jeg elsker dig, udbrød jeg næsten. Derfor fortalte jeg det. Jeg kunne ikke lyve mere, Rikke.
Hvis du elskede mig, havde du aldrig gjort det Hun var så omsorgsfuld, din kollega. Jeg var bare sur og træt, ikke?
Det var ikke det, jeg mente, prøvede jeg.
Jeg stod ved siden af hende, ville lægge armen om hende.
Rikke, vær sød
Rør mig ikke! hun skubbede mig fra sig. Det føles ulækkert.
Hun løb ind i soveværelset, låste døren og kastede sig på sengen.
Tårerne væltede frem. Jeg blev ved med at banke på døren, hviskede undskyld, men til sidst blev der stille Rikke hørte nok, at jeg lagde mig på sofaen.
***
Næste morgen stod hun med hævet ansigt i køkkenet. Jeg sad stadig på sofaen. Den uåbnede kaffe stod på bordet.
Jeg gik ikke min vej i nat, fordi jeg ikke kunne tage børnene med sagde hun tørt.
Rikke
Ti stille. Jeg gider ikke høre, hvordan du har det. Det er fløjtende ligegyldigt.
Jeg forstår.
Den der ferie, du snakkede om. Hvor tænkte du?
Et roligt sted. Hvor vi bare kunne gå ture, snakke
Fint, hun vendte sig mod vinduet. Vi tager af sted. Men tro ikke, at det bliver som før. Jeg tager ikke af sted for at starte forfra. Jeg tager af sted for at finde ud af, om jeg overhovedet kan se på dig uden afsky.
Jeg nikkede, villig til hvad som helst.
Jeg ordner det hele i dag.
Og én ting til, hun vendte sig om. Jeg vil se papiret om din overflytning, med underskrift. Og din mobil Fra nu af: ingen kode.
Selvfølgelig. Det er dit valg.
Jeg rakte hende telefonen, men hun rystede afvisende på hovedet.
Senere. Gå i bad, jeg skal samle mig, før jeg henter ungerne hos Nana. De skal ikke se os sådan.
Da døren lukkede bag hende, faldt Rikke ned på stolen. Hun ville så gerne forlade mig, selvom hun elskede mig dagen før men kunne ikke. Ikke mindst for børnenes skyld
***
Ugerne til ferien sneglede sig af sted, vi talte kun om det praktiske.
Har du købt billetter?
Ja, til lørdag.
Henter du Frida i skole?
Ja.
Børnene opfangede stemningen. Frida blev stille, hvis vi var i samme rum, sønnen græd mere end normalt.
Mor, hvorfor sover far i stuen? spurgte Frida en aften.
Rikke slugte en klump i halsen, mens hun rettede dynen.
Far arbejder meget, skat. Hans ryg gør ondt af kontorstolen, han sover bedre på sofaen.
Er I uvenner?
Vi er bare trætte, lille du. Alt skal nok gå. Vi skal jo snart ud og se havet sammen, kan du huske?
Frida nikkede, men mistroen sad i hendes øjne. Man kan ikke narre børn de mærker alt.
***
Fredag, dagen før vi skulle rejse, kom jeg tidligere hjem med papirerne.
Her, lagde jeg dem på bordet. Overflytning. Fra mandag efter ferien starter jeg i analyseafdelingen.
Ingen flere forretningsrejser. Og hende hun bliver i indkøb. Nu sidder vi i hver vores bygning.
Rikke kastede et enkelt blik på papiret.
Godt.
Rikke jeg blev stående i køkkenet. Jeg tænker på det hele tiden. Jeg har handlet skammeligt.
Stop, Jens! Du traf dit valg i Aarhus. Nu afgør jeg, om jeg stadig kan vælge dig!
Det sagde hun, mens hun bag min ryg aftenen før havde rodet min telefon igennem.
Selv brød hun sig ikke om det, men kunne ikke lade være. Hun fandt samtalen jeg havde ikke slettet den. Sidste besked fra mig:
Det er slut. Det var en stor fejltagelse. Skriv aldrig igen.
Og hendes svar: Som du vil. Held og lykke.
Om det lettede? Ikke just. Men inderst inde mærkede hun, at jeg i det mindste havde afsluttet det.
***
Lørdag morgen stod i novemberregnens tegn. Vi pakkede bilen i stilhed.
Jeg prøvede at være ekstra betænksom: hjalp med tasker, tjekkede om vinduerne var lukkede, købte hendes yndlingskaffe ved tanken. Det gjorde bare ondt værre.
I lufthavnen, i ventehallen, satte jeg mig tæt på hende, mens børnene stirrede fascineret på flyene.
Kan du huske, sagde jeg lavt, vores første ferie sammen, hvor vi tog til Vesterhavet med telt? Og stormen rev teltet væk?
Rikke kunne ikke lade være at smile.
Ja, du holdt teltstænger hele natten, mens jeg lå og sov i regnslag.
Dengang syntes jeg, du var den sejeste. Det synes jeg stadig, Rikke. Jeg mistede bare orienteringen
Vi har begge mistet os selv, Jens, for første gang i en uge så hun mig i øjnene.
Jeg tog hendes hånd. Denne gang trak hun sig ikke væk, men trykkede heller ikke tilbage. Hun var forvirret, kroget ind i tvivl.
Sikkert er det, at hun nok ender med at tilgive mig. For børnenes skyld, i det mindste.
Men før det sker, vil hun sætte mig på plads. Så jeg aldrig igen så meget som kigger i en forkert retning.
Det er på denne ferie, jeg lærer lektien. Og jeg mærker allerede, hvad den er: Lykken er skrøbelig, og hvis man tager sin kærlighed for givet, kan man miste alt.
