Som barn var min lillebror altid familiens solskin. Mor og mormor forgudede ham, som om han var midtpunktet i et skævt univers, hvor alt drejede om ham. Imens svævede jeg for det meste ubemærket rundt i periferien. Han fik altid det bedste: legetøjet i de dyreste butikker i København, de sødeste flødeboller, de saftigste hindbær fra mormors have, og de blødeste vaniljesnegle fra bageren på hjørnet. Jeg blev derimod ofte glemt skubbet ud i rollen som hans hushjælp, hvor jeg skulle rydde op efter ham, rede hans dyne med de blå anemoner og smøre rugbrød med leverpostej til hans morgenmad. Jeg følte mig som en usynlig tjener i et mærkeligt drømmehus, evigt jagende for at opfylde hans mindste ønske.
Det mønster nagede mig, især fordi min mor selv havde svævet rundt i skyggen af et ulykkeligt ægteskab, indtil hun flygtede derfra. Alligevel formede hun, med underlige bøjelige hænder, min bror til en ny version af den samme mand. Hver gang jeg hævede stemmen i protest, blev den hurtigt druknet som lyden af regn mod ruderne i en mørk vintermorgen, og intet ændrede sig. Jeg husker tydeligt det sidste, surrealistiske år i folkeskolen, hvor jeg kæmpede for at lære op til eksamenerne. Mens jeg sad dybt koncentreret midt i et kaotisk landskab af bøger, ringede mor og mormor uafbrudt, som om de var uvirkelige skygger i telefonlinjen, og insisterede på, at jeg straks skulle smide alt og gå ud i køkkenet for at fodre min bror med boller og dansk ost. Din bror er det vigtigste i verden! messede de, som om de sang en gammel dansk vise, og hans behov blev det eneste, der talte. Alligevel på trods af al forvirringen bestod jeg mine eksamener, men havet af arbejde føltes uendeligt.
Da jeg læste op til optagelsesprøverne på universitetet, begyndte mormor pludselig at tvivle på, hvorfor en pige overhovedet skulle have så meget uddannelse. Hendes stemme var som et ekko fra en anden tid, der foreslog, at jeg hellere burde tænke på at finde en god mand, få børn og holde styr på et gammelt bindingsværkshus. Alligevel nægtede jeg at give op og i en mærkelig strøm af stædighed og drøm, gennemførte jeg min uddannelse. På det tidspunkt blev vægten for tung, og jeg besluttede midt i en drømmeagtig strøm at forlade hjemmet. Jeg ville bryde den gamle cirkel og stoppe med at være min brors evige hjælper. Mor og mormor blev rasende, mest fordi mormor nu måtte kvitte sit job som bibliotekar for at passe den lille dreng.
At gå min vej føltes som at træde ud i et tåget, forvredet landskab, men det var nødvendigt for min egen vækst. Jeg vidste med mærkelig lethed, at jeg fortjente mere end at være en usynlig tjenestepige; jeg ville skabe et liv, hvor min værdi blev set og respekteret.
