MANDEN, hold nu op med at følge efter mig overalt! Jeg har sagt, at jeg sørger over min mand. Lad mig være! Nu begynder jeg altså at blive bange for dig! jeg hævede stemmen.
Jeg husker det godt Men jeg føler, at du sørger over dig selv også. Undskyld min bejler gav ikke sådan op.
Jeg var taget på kursted. Jeg hungrede efter ro og fuglefløjt ikke for påtrængende mænd. Min mand døde pludseligt for ikke så længe siden. Jeg trængte bare til at samle mig og forstå det store tab.
Min mand, Henrik, og jeg var lige begyndt at renovere lejligheden, vi sparede op og nægtede os selv alt, og pludseligt Henrik fik det dårligt. Ambulancen nåede det ikke. Hans hjerte klarede ikke det andet slag. Pludselig stod jeg dér, uden min anden halvdel og uden det nye køkken men med to teenagedrenge. Armene hang slapt ned. Hvordan lever man videre?
På mit arbejde fik jeg tildelt et ophold på et kursted. Jeg ville egentlig ikke ud af min lejlighed, men kollegaerne insisterede:
Du er ikke den første enke, du bliver heller ikke den sidste. Du har børn. Du skal videre. Tag nu afsted, Marie, du trænger til frisk luft! Klar tankerne, det hjælper.
Jeg tog afsted med blandede følelser. Der var gået fyrre dage siden Henriks død, og sorgen havde stadig ikke sluppet sit tag.
De indkvarterede mig sammen med en livsglad pige, Alberte. Hendes glæde lyste ud af hende. Det irriterede mig næsten. Jeg havde ikke lyst til at dele min sorg. Hvorfor skulle jeg belaste hende? Rundt om hende kredsede stedets underholder. Alle kursteder myldrer jo med fraskilte, enkemænd og ensomme sjæle. Mig narrede de ikke Jeg advarede Alberte mod den slags. Han var sikkert gift for anden eller tredje gang.
Hun lo bare:
Uh, bare rolig, Marie. Jeg er ikke helt grøn.
Og “spurven” fløj ud til sine aftener. Jeg blev på værelset i dagvis, læste bøger, uden at huske indholdet eller så TV uden at lægge mærke til noget.
Men en morgen vågnede jeg i overraskende godt humør. Fuglene sang, solen skinnede. Jeg besluttede at gå ud i skovene, lytte til fugle og trække frisk luft. Og dér mødte jeg en fremmed.
Jeg havde allerede lagt mærke til ham i spisesalen. Den lille mand med de stikkende øjne. Han var et hoved lavere end mig. Ikke min type. Men han var pæn og nydelig, skægget glatbarberet, og klædt flot på. Hver aften bukkede han høfligt. Jeg gav ham et ligegyldigt nik. Ren høflighed. En aften satte han sig dog ved mit bord.
Keder De Dem, frue? spurgte han blødt.
Nej, svarede jeg kort.
Det gør De vist. De har sorgen siddende i ansigtet. Måske kan jeg hjælpe?
Måske ja. Sorg efter min mand. Andre spørgsmål? jeg foldede servietten og rejste mig for at signalere, at samtalen var slut.
Undskyld, jeg vidste det ikke. Mine dybeste kondolencer. Men må jeg i det mindste præsentere mig: jeg hedder Poul, sagde han hurtigt.
Man kunne mærke, han var bange for at miste chancen.
Marie, sagde jeg uden lyst og gik min vej.
Efter den dag satte Poul sig hver aften ved mit bord og rakte mig et lille bundt skovklokker. Hele egnen var fuld af dem. Jeg må indrømme, det var alligevel sødt. Men jeg havde ikke lyst til mere end det.
Poul gav dog ikke op. Han begyndte at gøre mig selskab på mine aftenture. Jeg måtte droppe sko med hæl, så jeg ikke blev for høj. Poul var ligeglad med sin højde eller begyndende skaldethed. Jeg gennemskuede, at han lokkede kvinder med sin varme stemme. Jeg var pludselig fanget i nettene.
Nu fulgtes vi til dans om aftenen og kørte sammen ind til byen efter frugt Poul havde flere gange forsøgt at invitere mig op på sit værelse. Men jeg stod fast.
En dag sagde han:
Marie, jeg rejser i morgen. Kom op til mig i aften til en kop te?
Det må jeg lige tænke over, svarede jeg uklart.
Den sidste aften gik jeg hen til ham, vel vidende hvad det ville ende med. Bordet var dækket smukt, pyntet med lækkerier. Bestikket havde han nok lånt nede fra restauranten, tænkte jeg. Poul bød mig galant plads, og underligt nok hev han en flaske champagne frem.
Skal vi begynde, Marie? Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg kan sige farvel til dig i morgen. Giv mig din adresse. Jeg kommer og besøger dig, sagde han sørgmodigt.
Du glemmer mig om to dage. Så hvad skåler vi for, Poul? Jeg var egentlig allerede forført.
For kærligheden, Marie, for kærligheden! løftede Poul sit glas.
Om morgenen vågnede vi i hinandens arme. Hvorfor pokker holdt jeg mig tilbage så længe? Så megen tid spildt! Jeg var blevet forelsket, helt som en ung pige. Men nu skulle jeg allerede til at pakke og tage hjem.
Jeg sagde farvel til Alberte, som sad på sengekanten og græd.
Hvad er der galt, Alberte? spurgte jeg.
Jeg er gravid, Marie. Jeg ved ikke med hvem, hulkede hun.
Var det ham underholderen? prøvede jeg at finde ud af, hvem faren var.
Jeg er ikke sikker. Jeg mødtes også med en fra nabohytten. Han er gift, indrømmede Alberte tøvende.
Kæreste Alberte, ring til dine forældre. De må komme. Og nu går vi op til forstanderen. Måske bliver noget afklaret, sagde jeg trøstende.
Hun løb grædende ud. Ja, hun skal nok få sin sag for med alle de spøgefugle.
Så pakkede jeg. Det var ikke sjovt at skulle rejse. På fireogtyve dage føltes alt hjemligt især Poul…
Bussen ankom. Poul fulgte mig med et bundt skovklokker. Jeg fik tårer i øjnene og gav ham et varmt knus. Så var den kærlighedsflirt slut. Hjertet snørrer sig sammen. Kald på mig, Poul, og jeg slipper alt for dig
Vi boede i hver sin by. Vi kunne kun skrive breve. Og et brev fik jeg fra Pouls kone. Hun skrev, at hun vidste besked om os, men at det var ligegyldigt, for hun var 30, og jeg var 40. Jeg svarede hende ikke. Hvorfor?
Et halvt år senere stod Poul pludselig i min dør. Drengene undrede sig over den fremmede mand, men sagde ikke noget.
Poul? Er du bare på gennemrejse, spurgte jeg forlegent. (Men håbede egentlig, han ville svare: “Jeg kommer for at blive.”)
Eller noget Smider du mig ikke ud, Marie? mumlede Poul.
Sønnerne trak sig ned på værelset.
Kom indenfor. Hvad skyldes besøget? Har du brev fra din kone med? spurgte jeg sarkastisk.
Undskyld, Marie. Jeg skrev et brev til dig, men min kone fandt det Det var min fejl. Vi er blevet skilt nu, forklarede Poul.
Poul, jeg anede ikke, at du var gift Havde jeg vidst det, var det aldrig blevet til noget. Så, hvad nu? spurgte jeg, uden at kende hans planer.
Marie, vil du gifte dig med mig? spurgte Poul uventet.
Jeg ved ikke. Jeg har jo drenge, som du ser. Hvordan vil de tage det? Jeg kan ikke bare sige ja men jeg er glad for dit tilbud.
Børn er dejlige. Jeg har selv en datter på ti, overraskede Poul mig.
Du har en datter også? Har du forladt hende?
Nej, Marie, selvfølgelig ikke. Jeg tager hende med til os. Hendes mor drikker. Vi skal være en samlet familie, sagde Poul ivrigt.
Vent nu, Poul. Jeg kender ikke din datter overhovedet, og nu vil du have mig som hendes mor? Du iler altså lidt for stærkt. Giv mig tid. Jeg taler med drengene, så ser vi. Kom, jeg giver aftensmad, brudgom med hale, smilede jeg.
Den store lykkelige familie blev det ikke helt til. Der var skænderier, nogen gik deres vej alt muligt. Alle har forskellige sind, og det kræver sin mand at trække sig i en diskussion.
Tiden går altid hurtigt.
Min ældste søn, Andreas, og Pouls datter, Anna, blev voksne og blev gift. Så begyndte de at hidse sig op på os gamle fortrydelser kom op. Døm jer selv, sagde de, vi skulle aldrig have ødelagt de gamle familier, Poul skulle ikke være gået fra sin drikfældige hustru, og jeg skulle være forblevet enke. De flyttede stolt ud i deres egen lejlighed.
Poul og jeg trak på skuldrene og elskede stadig hinanden, trods alt.
Året gik. De forvildede børn kom aldrig tilbage. Anna ringede kun til Poul, når han havde fødselsdag.
Efter tre år inviterede Anna og Andreas os pludselig til middag. Vi blev både glade og lidt nervøse – men vi tog afsted.
Det viste sig, at de havde fået en søn. Vores fælles barnebarn! Der var glæde rundt om bordet. Anna og Andreas bad om tilgivelse. De sagde, de havde forstået, at livet kan tage mange drejninger, og man må kunne tilgive. Man skal også ære sine forældre de har givet os livet. Derfor kaldte de deres søn Mikkel, for at der kunne være fred i familien.
Sådan fik Poul og jeg vores nyfødte lykke.
