Hr. Jensen, kan De ikke godt lade være med at følge efter mig hele tiden? Jeg har altså sagt, at jeg sørger over min afdøde mand. De skræmmer mig, når De sådan bliver ved! stemmen knækkede, og jeg begyndte næsten at råbe.
Jeg husker det godt… Men jeg kan ikke lade være, for det føles, som om De sørger over Dem selv. Undskyld mig, blev min… beundrer ved.
Jeg var taget på rekreationsophold på et kursted et sted på Sjælland. Kunne bare mærke, at jeg trængte til ro bare stille natur og fuglefløjt, ikke flirte fra opmærksomhedssyge mænd. For nyligt havde jeg mistet min mand, Mads, og savnet havde slået mig helt ud. Vi var netop gået i gang med at renovere vores lejlighed, sparet op og nægtet os selv de fleste glæder. Og så, ja, pludselig kunne ambulancen ikke rede ham endnu et hjerteanfald, denne gang det sidste. Jeg stod alene tilbage, uden min makker, og midt i et ufærdigt hjem. Og med to teenagedrenge at tage hånd om. Det hele føltes uoverstigeligt.
På arbejdet insisterede de på, at jeg skulle tage imod et ophold på kursted. Jeg strittede imod ville igennem sorgen alene men kollegerne sagde: Åse, du er ikke den første enke. Du har børn. Livet skal leves tag nu af sted og få tankerne på plads. Så jeg gav efter.
De første 40 dage efter Mads død slæbte jeg mig bare igennem. Smerten var konstant, men roen på kurstedet dulmede lidt. Her blev jeg indlogeret med en ung kvinde Sidsel. Hun var fuld af grin og lys energi hele tiden, og ærligt talt irriterede det mig jeg havde ikke lyst til at dele min sorg, og hun skulle jo heller ikke bære på den. Hun blev ellers hurtigt populær blandt de andre gæster, især underholderen fra personalet, der straks lagde an på hende. You know, sådan er kursteder alle er enten single, skilt eller på udkig. Jeg advarede Sidsel om, at ham kunne hun ikke stole på: Han har sikkert både anden og tredje hustru! grinede jeg.
Pjat, Åse! Jeg er ikke tabt bag en vogn, sagde hun bare kvikt og fløj af sted på date hver aften, mens jeg sad ugevis på værelset og stirrede tomt på TVet og bogen, jeg ikke kunne følge med i.
Så, en morgen vågnede jeg helt forunderligt let næsten glad. Fuglene sang udenfor, og jeg tænkte, at i dag ville jeg gå en tur i skoven. Her rendte jeg så på ham en mand jeg allerede havde lagt mærke til i spisesalen; lav, nydeligt barberet, men stakåndet og med et blik uden blusel. Han virkede alt andet end min type, men han var så upåklageligt klædt og ret starch i sine manerer. Hver aften hilste han med et stift buk og et lille buket vilde skovklokker, der voksede overalt på egnen. Det var faktisk rart, selvom jeg bestemt ikke ville indlede noget.
Alligevel begyndte han at sidde ved mit bord og ville ustandselig snakke. Er De ensom, frue? spurgte han blidt.
Nej, svarede jeg kort.
Lad nu være. Sorgen er jo tydelig. Måske jeg kan hjælpe? blev han bare ved.
Det er rigtigt. Jeg har mistet min mand. Det er alt, sagde jeg og løftede hånden for at afslutte.
Beklager. Jeg anede det ikke. Må jeg præsentere mig jeg hedder Torben, sagde han hurtigt. Han virkede vitterligt bange for, at jeg skulle afvise ham helt.
Åse, sagde jeg tøvende, og gik.
Men den næste aften sad Torben igen med sine blomster og begyndte at følge med på mine aftenture. Jeg tog for en sikkerheds skyld altid flade sko på, så jeg ikke blev alt for meget højere end ham, men Torben var ligeglad. Hans lave statur og blanke isse forhindrede ham ikke han tryllebandt faktisk kvinder med sin stemme. Jeg fangede mig selv i at lade mig indfange i hans net.
Vi begyndte at gå til de der hyggedanse sammen og tage ind til Holbæk efter frisk frugt. Han forsøgte ad flere omgange at få mig med på sit værelse, men jeg holdt stand.
Så kom dagen for afsked. Torben spurgte forsigtigt: Åse, du rejser jo i morgen. Kom lige over på en kop te i aften…? Jeg svarede noget vagt ja og besluttede, at jeg ikke ville være urimelig afvisende. Jeg vidste, hvordan det ville ende.
Hans værelse var dækket op med flotte kager og småretter sikkert napset i spisesalen, tænkte jeg, og måtte smile. Torben havde champagne klar.
Skal vi skåle, Åse? Jeg forstår ikke, hvordan jeg skal undvære dig fra i morgen. Skriv din adresse til mig jeg lover at besøge dig, sagde han lidt sørgmodigt.
Du glemmer mig om to dage jeg kender typen. Men okay, hvad skåler vi egentlig for, Torben?
For kærligheden, Åse. For kærligheden, sagde han, og vi skålede.
Morgenen efter vågnede vi i hinandens arme. Tænk at jeg havde brugt hele opholdet på at holde ham på afstand jeg, der egentlig længtes efter netop dette.
Afskeden kom. Jeg gav Sidsel et knus hun græd.
Hvad er der galt, Sidsel? spurgte jeg blidt.
Jeg er gravid, Åse. Men jeg ved ikke engang, hvem faren er Den der entertainer eller én fra nabohuset. Han har kone. Det hele er bare rodet, snøftede hun.
Gode gud, Sidsel ring til dine forældre. De må komme og hjælpe, sagde jeg og foreslog straks, vi gik ned til forstanderen.
Sådan var åndelivet: man måtte tage tingene, som de kom.
Det var svært at skulle hjem. På 24 dage var Torben blevet en del af mit hjerte.
Bussen ankom, Torben kom ned med endnu en buket skovklokker og sendte mig af sted. Jeg fældede en tåre. Han sagde intet, men jeg kunne mærke, det gjorde ondt på os begge.
Vi boede langt fra hinanden, og jeg fik aldrig postkort eller breve fra Torben selv. Til gengæld kom der et brev fra hans kone. Hun havde luret, hvad der var foregået og gjorde det klart, at jeg ikke skulle gøre mig nogen forhåbninger hun var 30, jeg var 40 ja, du ved. Jeg svarede ikke.
Så et halvt år senere ringede det pludselig på min dør i Roskilde. Der stod Torben! Mine drenge kiggede spørgende til, men sagde ikke noget.
Er du bare forbi, eller? spurgte jeg forsigtigt.
eller noget. Må jeg komme ind, Åse? svarede han og stod der lidt kejtet.
Kom bare. Har du brev fra konen med? drillende jeg.
Undskyld, Åse. Jeg ville skrive, men min (eks)kone fandt brevet. Vi er blevet skilt nu, sagde han lavmælt.
Havde jeg vidst, du var gift, Torben, så Nej, så var det ikke sket mellem os. Hvad nu?
Åse, vil du gifte dig med mig? udbrød han pludseligt.
Det ved jeg ikke, Torben Jeg har børn. Hvordan vil de tage det? Men jeg er glad for, du spørger, smilede jeg.
Børn er en gave, Åse. Jeg har også en datter på ti, Katrine, sagde han.
Din datter? Forlader du hende nu?
Nej da. Jeg henter hende. Hendes mor drikker lidt Vi kan blive en familie, fortsatte han entusiastisk.
Hold nu lige lidt, Torben. Jeg har aldrig mødt din datter og nu mener du, jeg bare skal være hendes mor? Vi skal lige slå bremserne i. Lad mig snakke med drengene først. Kom ind og få dig noget mad, min kære brudgom, sagde jeg og kunne ikke lade være at grine.
Det blev ikke den store idylliske kernefamilie. Vi havde masser af konflikter, op- og nedture alle med hver deres temperament. Ikke alle kan altid gå et skridt tilbage i et skænderi.
Tiden fløj.
Min ældste, Jonas, blev kæreste med og gift med Katrine Torbens datter. De var vrede på os begge, og pludselig væltede de ud med gamle anklager. I skulle aldrig have brudt op med de familier, der var. Torben forlod sin drikfældige kone, du giftede dig igen som enke og nu skal vi bare acceptere det hele? De flyttede ud i en lejet lejlighed.
Torben og jeg kiggede bare på hinanden og trak på skuldrene og elskede hinanden alligevel.
Et år gik. Børnene holdt sig væk. Katrine ringede kun på Torbens fødselsdag. Men tre år senere inviterede Jonas og Katrine os på besøg. Torben og jeg blev overraskede, men selvfølgelig takkede vi ja.
Det viste sig, de havde fået en lille søn vort fælles barnebarn! Ved frokostbordet bad de os om tilgivelse og sagde: Man forstår ikke altid livet før senere. Tak for at have lært os tilgivelse og for at give os livet. Vi har kaldt vores søn Viggo, for at der må blive fred i familien.
Så ja, det er vores lille nyfødte lykke Torben og mig.
