Drengen
Agnete gik gennem lejligheden, sikrede sig at alt var slukket, at hun efterlod orden. Hun elskede at komme hjem til en ren lejlighed. Hvorfor skulle hun overhovedet rejse væk fra sin trygge himmel? Hvorfor? Hun levede allerede som på et luksusferiested, gjorde lige hvad hun havde lyst til. Men hvis hun ikke tog af sted, ville datteren blive fornærmet. En ferie ved vestsiden – det var hendes fødselsdagsgave til Agnete.
Hun sukkede, trillede kufferten ud af lejligheden og låste døren med to lås. Hun ruskede i håndtaget for at være sikker og ringede derefter på hos naboens dør.
“Skal du allerede afsted?” spurgte naboen, Hanne.
“Ja, her er nøglerne.” Agnete rakte modstræbende nøglen frem.
“Bare rolig, jeg vander blomsterne og holder øje med alt. Nyd din ferie og vær ikke bekymret,” forsikrede Hanne. “Du er heldig med din datter, der købte den ferie til dig. Min Jonas tænker kun på øllerne. Havde en familie, en lejlighed – tabte det hele…”
Agnete følte med naboen, men det gik op for hende, at det måske var farligt at efterlade nøglerne hos hende. Hvad nu hvis hendes søn snusede rundt i lejligheden? Der var ikke noget af værdi, men alt havde jo en pris. Og det ville være ubehageligt, hvis nogen rodede i hendes ting. Hun fortrodte, at hun ikke havde bedt en anden om at holde øje med lejligheden. For sent at ændre det nu. Og hun ville ikke såre Hanne med mistillid. Hun havde hjulpet hende utallige gange.
Hanne bemærkede tvivlen i Agnetes ansigt.
“Vær ikke urolig, jeg gemmer nøglerne, Jonas får dem ikke at se. Afsted med dig. Alt skal nok gå,” lovede hun.
Agnete nikkede og trillede kufferten mod trappen.
“Gud være med dig,” råbte Hanne efter hende og lukkede døren.
Agnete gik til stationen til fods – hvorfor tage en taxa for to stoppesteder? Og en bus med kuffert ville bare genere folk. Hun gik gennem undergrundsgangen og kom ud til perronerne. Lige der holdt et tog. Hun gik langs toget og ledte efter vogn ni. Da hun fandt den, stoppede hun. Der ville hun vente, så hun ikke skulle fare rundt i sidste øjeblik.
“Hvad nu hvis nummereringen starter fra den anden ende?” tænkte hun pludselig nervøst. “Det går nok, afgøren annoncerer det altid i god tid, jeg når at løbe,” beroligede hun sig selv.
For en uge siden var datteren dukket op og sagt, at hun ville give fødselsdagsgaven tidligt, så Agnete kunne nå at forberede sig.
“Er du gravid?” spurgte Agnete dengang.
Et barn til var selvfølgelig fint, men det første var knap et år gammelt. De var knap nok blevet færdige med bleerne – for tidligt til nummer to.
“Nej, jeg er ikke gravid. Jeg har købt en ferie til vestkysten til dig. Toget går den 11. om aftenen, sovevogn. Her.” Hun rakte en kuvert frem. “Du har en uge til at forberede dig.”
“Hvad? Alene?! Uden jer? Hvad er det for noget? På selve fødselsdagen! Hvad med gæsterne? Middagen? Nej, jeg tager ikke afsted. Returnér billetten,” erklærede Agnete bestemt.
“Mor, jeg planlagde det med vilje, så du ikke skal stå i køkkenet hele dagen som på en arbejdsplads. Jeg ville give dig en ferie ved havet. Hvornår var du sidst ved vestsiden? Du kan ikke engang huske det. Det er en gave fra mig og Mads. Gør hvad du vil med den,” sagde datteren fornærmet. “Hvis du ikke vil til havet, bliv hjemme, men jeg returnerer ikke billetten. Hvad hvis jeg bliver gravid? Så kan du glemme alt om havet i årevis. Jeg valgte et godt hotel lige ved stranden,” overtalte datteren.
Hvad kunne hun gøre? Hun brokkede sig, men begyndte at pakke.
Og så stod Agnete nu på stationen. Disse rejser, især alene, gav mere bekymring end glæde. Ville hun nå toget? Hvem skulle hun dele kupeen med? Hvordan ville det hele gå? Og i hendes alder var unødvendig stress farligt.
Da afgøren annoncerede togets ankomst, og vognnumrene startede fra bagenden, lettede Agnete. Hun havde regnet rigtigt. Snart lød der en fløjt fra det nærmende tog. Agnete greb kufferten fast og holdt billetten klar. Der stod andre rejsende med bagage.
Toget susede forbi, endelig bremsede det. Agnete var klar til at løbe, men tog standsede præcist, og konduktøren for vogn ni åbnede døren lige foran hende.
Agnete var den første til at vise sin billet. Hun steg om bord, satte sig på køjen og åndede ud. Så langt så godt – hun var om bord.
Døren gik op med et brag, og tre unge piger trådte ind. Pludselig var der larm og trængsel. Agnete gik ud i gangen for at give dem plads.
Uden for rullede marker og skove forbi. Julinætterne var korte, mørket blev hurtigt til daggry. Pigerne gik fnittrende forbi hende. Agnete gik tilbage til kupeen, skiftede og lagde sig. Lyden af hjulene fik hende til at falde i søvn.
Hun vågnede, da toget stoppede. En stemme i højtalerne meddelte ankomsten. Udenfor var himlen lysere. Klokken var halv tre. En lok af lyse hår hang ned fra øverste køje. Pigerne var kommet tilbage uden at vække hende. Hun faldt i søvn igen.
Næste gang hun vågnede, var kupeen fyldt med sollys, og luften var kvælende varm. Pigerne sov. Agnete listede ud i gangen. Døren til toilettet var optaget.
“Skal du til vestkysten?” spurgte en mand med et håndklæde over skulderen.
“Alle her skal til vestkysten,” svarede Agnete tørt.
Hun havde ikke lyst til at smalltalke, især ikke foran toilettet. Han blev ved, men hun ignorerede ham. Endelig gik toilettedøren op.
Pigerne sov stadig. Agnete var tørstig, men konduktøren sov tungt.
“Der er ikke noget vand,” sagde manden bag hende. “Men der er te to vogne længere henne. Ikke den der kaffeafskylning.”
“Lad mig være,” vendte hun sig skarpt. “Er du ude på at score?”
“Behøver du være så kold?” Han så såret ud. “Jeg snakker bare. Hvad er der galt i det? Hvis jeg *var* interesseret, hvad så? Har nogen såret dig?”
“Ingen har såret mig.” Hun skubbede ham til side og gik tilbage til kupeen.
Hun vågnede igen af larm ude i gangen. Toget holdt stille. PassTanken om Viktor, der ventede på hende med hans hus ved stranden, fik hende til at smile, mens hun tænkte, at måske var det endelig tid til at gribe lykken.
