En gave til mor
Henrik, jeg har brug for din hjælp med en gave til mor.
Sofie lagde telefonen fra sig og vendte sig mod sin mand, der lå og smæskede sig på sofaen med fjernbetjeningen i hånden. Henrik zappede skødesløst mellem kanalerne, blikket naglet til skærmen.
Hvilken gave taler du om?
Komfur. Et godt, ordentligt. Mor har fødselsdag om to uger husker du ikke det?
Henrik løftede endelig blikket mod sin hustru. Et glimt af irritation fór over hans ansigt, men forsvandt hurtigt bag hans vante smil.
Virker det gamle ikke? Det ser da ud til at kunne bruges endnu.
Sofie satte sig på armlænet ved siden af ham og strøg ubevidst en fold i sit hjemmesyet kjole.
Du så det jo selv sidst. Ovnen bliver knap varm, to blus er døde. Mor klager hele tiden over, at hendes brød aldrig bliver gennembagt, som de plejer. Det betyder meget for hende, det ved du jo.
…Birgit Mikkelsen elskede at rode med dej. I hendes køkken duftede der altid af vanilje og kanel, og der stod friskbagte boller til afkøling i vindueskarmen. Naboerne kiggede jævnligt forbi for en kop, velvidende at ingen gik derfra uden hjemmebag. Det gamle komfur, købt engang før murens fald, sang på sidste vers i disse måneder.
Fint, Henrik strakte sig og satte sig op. Og hvad skal jeg lave?
Vælg en ordentlig model. Du har jo styr på teknik, langt bedre end mig. Tag hen i butikken, kig på det, bestil levering. Jeg har så travlt på arbejde, kan slet ikke nå det.
Sofie gravede sit Visakort frem og rakte det til Henrik. Det mørkeblå plast glimtede i lampens lys.
Min bonus er lige kommet, der er omtrent 8.000 kroner på det er vel nok til et godt komfur?
Henrik tog imod kortet og vendte det mellem fingrene. Mundvigene rørte svagt på sig.
Det rækker fint. Bare rolig, jeg klarer det.
Sofie nikkede. Efter fem års ægteskab havde hun vænnet sig til at lade Henrik ordne de praktiske ting. Han var god til at finde rabatter, presse sælgere, skaffe ekstrabonus. Det var hans speciale.
Bare vent ikke for længe, okay? Vi skal have leveret det inden fødselsdagen.
Den er i orden, Henrik stak kortet ned i lommen på sine hyggebukser og rakte igen ud efter fjernbetjeningen.
En uge gik. Sofie var på vej hjem fra arbejde i en overfyldt bus og trykkede vanemæssigt ind på sin bankapp.
Der stod: -8.000 kr…
Sofie smilede tilfreds for sig selv. Det betød, Henrik havde gjort som aftalt. 8.000 kroner var mange penge, så mon ikke han havde valgt et super komfur måske med grill, timer og udtrækslåge, som mor længe havde drømt om. Birgit ville endelig kunne bage sine lagkager, uden frygt for at ovnen gav op halvvejs.
Sofie forestillede sig sin mors ansigt ved synet af gaven. Glade smil, små latterrynker, og Birgit ville sikkert sige: “Åh, hvor er I dog tossede! Hvorfor bruge så meget på mig?” og straks begynde at planlægge, hvilken kage hun skulle bage først.
Et godt stykke udstyr er en investering i fremtiden. Sofie huskede, hvordan mormor altid snakkede om sit gamle Glød, som havde holdt hele tredive år uden én reparation. Dagens modeller var selvfølgelig anderledes, men hvis man vælger kvalitet, kan de holde livet ud…
…Fødselsdagen faldt en lørdag. Sofie susede rundt om morgenen, samlede buketten og pakkede små gaver tilbehør, som hun havde købt ved siden af hovedgaven. Henrik gik hvileløst rundt i stuen, kiggede på klokken med jævne mellemrum.
Husk konvolutten, mindede Sofie om, mens hun tog støvler på. Du lagde vel papirerne på komfuret derind?
Alt er på plads, Henrik klappede sig på jakkelommen.
De kom frem til Birgit ved middagstid. Hele lejligheden duftede af nybagt brød selv med det gamle, stædige komfur kunne mor fremtrylle noget, der fik tænder til at løbe i vand. Slægtninge myldrede i entreen, glas klirrede, og latter fyldte stuen.
Sofie omfavnede sin mor fast.
Tillykke med fødselsdagen, mor. Her er til dig.
Hun rakte hende den tunge, cremefarvede konvolut, hun havde fået af Henrik på vejen. Ikke tjekket indeni hvorfor dog? Manden havde som altid styr på det, der manglede kun at give gaven videre.
Birgit Mikkelsen smilede op.
Nej, hvad har I nu fundet på? Hun flåede forsigtigt konvolutten op. Øjnene glimtede af forventning.
Sofie stod og betragtede sin mor med en varm følelse. Et øjeblik, to. Så stivnede Birgits ansigt. Smilet forsvandt og blev erstattet af forvirring.
Men… hvad er det her?
Sofie rynkede panden, lænede sig frem. Skottede over sin mors skulder.
Et gavekort til en kosmetikbutik. 400 kroner.
Fire. Hundrede.
Henrik, Sofie vendte sig om mod ham. Han var allerede på vej frem mod døren ud til altanen. Hvad er det her?
Jamen, slap af, Henrik sagde, og smilte skævt. Det er jo til en super butik, de har alverdens gode cremer…
Og komfuret?!
Han svarede ikke, men forsvandt hurtigt ud på altanen og lukkede døren efter sig.
Sofie stormede efter, rev døren op med sådan kraft, at ruden klirrede svagt.
Forklar nu. Straks!
Henrik stod med ryggen til gelænderet.
Jamen, min søster Anne var helt overvældet på arbejdet, hun trængte til et pusterum… Jeg kunne ikke…
Pause? Hvilken Anne? Sofie gik tættere på, øjnene lynede. Jeg gav dig penge til et komfur til min mor!
Der kom et brændende tilbud op, forstår du? 7.500 kroner for en chartertur, Antalya, all inclusive… Det ville blive tabt, hvis jeg ikke slog til!
Sofie snuppede hans telefon fra lommen før han anede uråd. Fingrene gled over skærmen. Messenger med rejseselskabet: datoer, beløb, begejstrede beskeder fra Anne med hjerter.
Du er verdens bedste bror! Tak!! Flyver fredag!
Sofie så op på Henrik; han krympede sig nærmest, som ville han smelte gennem altanens cementgulv.
Tavs tastede hun nummeret på rejseselskabet.
Goddag, det er Nordlys Rejser, du taler med Katrine, hvad kan jeg hjælpe med?
Hej. Jeg vil gerne aflyse en booking til Anne Hansen, Tyrkiet, afrejse fredag. Betalingen er trukket fra min kort uden min accept.
Henrik gjorde antræk til at gribe ind, men Sofie rakte hånden op og standsede ham.
Et øjeblik, stemmen blev professionel. Ja, jeg kan se bookingen. Du skal komme ind på kontoret, så ordner vi det så får du pengene tilbage indenfor ti hverdage.
Tak, jeg kommer forbi i morgen.
Sofie slukkede og kastede telefonen til Henrik.
Sofie, kom nu. Kan vi ikke snakke om det…
Men hun gik allerede. Ud gennem stuen, forbi de stumme gæster, der pludselig fandt deres salater vældig interessante. Frem til sin mor, der sad med det uheldige gavekort i hånden.
Mor, kom. Vi finder dig en rigtig gave.
Birgit gjorde ingen indvendinger. Greb kappen, håndtasken og fulgte lydigt med, glemte alt om gæsterne.
I hvidevareforretningen duftede der af nyt plastik og blankt metal. Ekspedienten en ung fyr, Mads, måske 25 forklarede tålmodigt forskellen på de forskellige komfurer.
Den her er bedst, Mads pegede på et elegant, hvidt komfur. Perfekt til bagning. Jævnt varme, timer, indbygget grill og konvektion.
Birgit lod hånden glide over den glatte overflade.
Hvor er den dog fin, mumlede hun.
Den skal vi have, sagde Sofie bestemt. Kan I levere i morgen?
Morgen er ledig, mellem ni og tolv.
Formalia tog kun 15 minutter. Birgit sagde ikke noget på vej hjem, men ved hoveddøren gav hun Sofie et lille tryk på armen.
Sofie, tak, min egen. Men jeg er bekymret for dig.
Det behøver du ikke være, mor.
Henrik… I to…?
Sofie omfavnede sin mor.
Jeg finder ud af det. Bare nyd din dag. Tillykke igen.
Hjemme var det blevet sent, da hun trådte ind. Henrik sad på sofaen i halvmørket, fjernsynet var slukket.
Vi må tale sammen, sagde han og rejste sig.
Sofie gik forbi ham. Åbnede skabet, tog hans skjorter ud og lagde dem omhyggeligt sammen i hans sportstaske.
Hvad laver du? Henrik gik over til hende. Sofie, stop nu! Jeg ville bare hjælpe min søster, hun er slidt op, det var eneste chance for ferie!
Bukser, t-shirts, strømper. Sofie tømte hylderne én for én.
Du ødelægger vores familie for et komfur! Og det er kun dig, der har skylden!
Hun stivnede. Vendte sig langsomt mod ham.
Jeg stolede på dig med mine penge, som jeg havde tjent selv. Bad dig købe en gave til min mor. Og så røg de på din søster!
Røg så voldsomt var det nu heller ikke…
Du spurgte ikke engang! Besluttede bare hen over mit hoved! Og du løj også!
Henrik så ud til at ville kramme hende, men Sofie trak sig og holdt hans trøje som et skjold foran sig.
Rør mig ikke!
Anne havde det så dårligt, kan du ikke forstå…
Tag dine ting og gå.
…En måned senere sad Sofie i Birgits køkken. Det nye, snehvide komfur lyste i hjørnet, ovnen kørte på fuld kraft og fyldte hele lejligheden med duften af vaniljekage.
Tænk, jeg har meldt mig til konditorkursus! Birgit strålede. Naboen Else anbefalede det der er endda en ægte fransk chef!
Sofie smagte på lagkagen. Den bløde creme smeltede på tungen.
Det er himmelsk, mor. Helt vidunderligt.
…Skilsmissen blev hurtigt ordnet, uden ballade. Henrik forstod vist aldrig, hvorfor Sofie ikke tilgav det lille stunt. Anne tog på ferie med egne opsparede penge eller måske gjorde hun aldrig, det rørte ikke Sofie længere.
Hun så på sin mor, der gik til og fra det nye komfur, lykkelig og engageret. Udenfor sænkede aftenen sig over København. Forude ventede et nyt liv uden løgne, svigt og mænd, der anså andres penge og tillid for noget, man bare kunne bruge.
Sofie smilede og tog et stykke kage mere. Hvorfor egentlig ikke?
