GAVEN
Nå, min dreng, fortæl nu far, hvordan har du haft det i dag? Hvordan er dagen gået?
Den hjemvendte far, Henrik, løftede sin femårige søn, Emil, op og placerede ham ved siden af sig på sofaen. Han rodede kærligt rundt i Emils lyse, bløde hår. Imens mor Rikke puslede med aftensmaden i køkkenet, hyggede far sig med sin yndlings- og foreløbigt eneste søn. Lejligheden var varm og indbydende. Lige mellem den snakkesalige fjernsyn og vitrineskabet i stuen blinkede en lav, men umådeligt pyntet julegran, fuld af kulørte lys. Der var præcis én dag tilbage til nytårsaften.
Jeg har det helt fint! meddelte arvtageren. Men min ven Morten har haft en skoddag.
Hvad er der sket med ham, din ven? spurgte Henrik. Er det Morten, ham fra opgangen ved siden af?
Ja, ham, nikkede Emil.
Han fik ingen gave til nytårsfesten i børnehaven i dag, forklarede Rikke, mens et duftende skyer fra stegt kylling bredte sig fra køkkenet. Stakkels knægt Skynd jeg at vaske hænder, gutter, maden er klar!
Hvordan kunne han ikke få en gave? Henrik lød forbløffet, mens han rejste sig fra sofaen. Fik alle, lige på nær Morten? Det lyder sgu mærkeligt.
Jep, sagde Emil og fulgte far. Julemanden og snedronningen delte gaver ud til alle, bare ikke til ham. Og han ventede og ventede.
Hvilket julemands-team sørgede for den fiasko? spurgte Henrik, nu lidt vredt. Han hev en stol tættere og satte sig til bords.
De har ikke meget med det at gøre, trak Rikke på skuldrene. Det er nok nærmere Mortens mor, der enten har glemt at betale for gaven, eller også har hun haft for få kroner til det. Sker desværre.
Han har vasket hænder, han var med mig ude på badeværelset, sagde Henrik og begyndte at skære kyllingen i stykker, der blev fordelt på tallerkener. Nok om det hvis der ikke er betalt, hvorfor har børnehavens leder… Hvad er hun nu Birte? Hvorfor lader Birte sådan en pinlig situation ske, hvor det er lige for øjnene af alle, at Morten ingen gave får?
Birte var faktisk snedronningen, sagde Emil. Og julemanden var pedellen!
Endnu mere grund til undren! Henrik kunne stadig ikke slippe tanken. Kunne de ikke lige have mast én gave mere ind til den stakkels knægt og snakket med forældrene bagefter? Helt ærligt lidt næstekærlighed, tak!
Nej, det kunne de tydeligvis ikke, sukkede Rikke. Selv om jeg jo hurtigt havde fundet en løsning, hvis jeg var dem.
Og Mortens forældre? Hvorfor har de ladet deres dreng stå uden gave? Henrik kunne ikke slippe sagen. Sig mig engang, Emil!
Henrik kiggede nu på Emil, der sad og gnaskede lykkeligt af sin kyllingelår.
Du har vel delt din gave med Morten bagefter?
Emil kiggede bebrejdende på faren.
Ja, men jeg ville jo egentlig. Også Sara, Lærke og Mads, alle tilbød at dele. Men Morten ville bare ikke tage imod.
Der er karakter! udbrød Henrik overrasket. Han tudede vel heller ikke, hva?
Jeg ved ikke… Så det ikke, sagde Emil ærligt.
Sikke en gut! sagde Henrik berørt. Det havde han altså ikke fortjent.
Ja, stakkels Morten, sagde Rikke medfølgende. Tænk, hvor trist han må have følt sig.
Jeg foreslår, vi retter op på verdens uretfærdigheder! sagde Henrik pludselig beslutsomt. Man kunne se rødmen brede sig på kinderne og ekstra glimt i øjnene.
Hvordan da? spurgte Rikke nysgerrigt og tørrede sig om munden. Emil kiggede spændt på Henrik.
Sådan her! sagde Henrik hemmelighedsfuldt. Ved nogen af jer, hvor Morten bor? Emil, har du været hos ham?
Nej, Emil rystede på hovedet. Vi leger kun udenfor og i børnehaven.
Måske jeg kan finde ud af det, sagde Rikke eftertænksomt. Min veninde Pia ved alt om alle her i opgangen. Ringer til hende. Men hvorfor?
Bare ring med det samme, pressede Henrik på.
Okay da, nikkede Rikke. Så får I ryddet bordet og vasket op!
Sådan blev det, og efter et par minutter kom Rikke triumferende tilbage.
De bor i nummer 35, og de hedder Jørgensen, meldte Rikke. Moren hedder Katrine. Far er der ikke. Om han er gået, eller om hun har smidt ham ud, vides ikke, men noget har der nok været. De er bare de to.
Hvorfor ved Pia alt det? Henrik lo lidt.
Det er præcis derfor, hun er husformand! smilte Rikke. Det hele havner hos hende før eller siden.
Okay, konkluderede Henrik. Emil, har du nu spist hele din gave?
Ikke helt, Emil sukkede. Mor siger, at for meget slik er skidt.
Godt sagt, nikkede Henrik. Er gaveposen stadig hel?
Jada, sagde Emil. Jeg åbnede den forsigtigt.
Perfekt, nussede Henrik håret igen. Kan du lægge resten af slikket over i en anden pose og give din gavepose til mig?
Hvorfor? spurgte Emil skeptisk, men gjorde det alligevel. Han kom tilbage med posen, og begyndte straks at tømme alt ud på bordet karameller og småkager trillet rundt.
Rikke, der havde betragtet scenen uden at sige noget, brød nu ind:
Så, I vil lave en gave til Morten, hvad? Hvornår og hvem bringer den?
Jeg synes, vi gør det i dag, sagde Henrik. Hvad tænker du, Emil?
Ja! Lad os gøre det nu! Emil blev straks fyr og flamme Jeg putter mine bedste karameller i posen!
Hvis du ikke vil savne dem, så selvfølgelig, smilede Henrik.
Skal vi gå sammen, far? spurgte Emil, fyldende lidt af det gode slik i posen.
Men du prøvede jo allerede at give ham noget i dag, og det ville han ikke have. Måske skal vi gribe det anderledes an…
Henrik gik ind i soveværelset, og få øjeblikke senere kom… Julemanden frem! Helt som man fik ham i sin fantasi hvidt skæg, røde bukser med hvid pels, store guldstjerner broderet på sækken og rigtigt julemandsudstyr. Dog var sækken tom.
Emil stirrede vantro, og udbrød:
Far, var du Julemanden sidste år? Og før det?
Jep, indrømmede Henrik. Sorry det først nu. Men du ville nok have gættet det snart. På mit arbejde bad de mig tage Julemandens rolle for nogle år siden, og nu er det fast tradition. Og så får du og mor jo også besøg af ham. Synes du han var god sidste år?
Mega! sagde Emil. Det er fedt, vi har vores egen julemand!
Emil krammede sin far om benet.
Rikke lagde også lidt ekstra slik i posen og bandt et skinnende bånd om toppen, og Henrik smed posen i sin julemandssæk.
Må jeg gøre Morten glad igen i aften? spurgte Henrik, og rettede på skægget.
Jaaa! svarede både Rikke og Emil.
Emil spurgte ivrigt:
Må jeg gå med som Zajken, far?
Som Snedronningen, måske? grinte Henrik.
Som kanin! hvinede Emil og spænede ind på værelset. Forældrene udvekslede smil og grinede, da Emil dukkede op som vinterkanin hvid dragt, lange ører strittende og en pompon som hale. Ansigtet skjult bag papmaske og panden pakket ind.
Nå, på med frakken selvom du er vinterkanin, er det koldt udenfor! Henriks tone var godmodig.
Henrik og Emil drog afsted. Rikke holdt næsten ikke latteren tilbage den lille kanin med gaven slæbende efter sig og den enorme, trampende julemand ved siden af.
Ti minutter senere kom Henrik tilbage alene rød i ansigtet og lidt slukøret.
Hvor er Emil?! udbrød Rikke.
Slap af, han leger hos Morten. Jeg henter ham om en halv time, Henrik tørrede sveden af med sit falske skæg og smed sig på sofaen.
Han begyndte at fortælle.
De var de… sjette den dag, der leverede nytårsgaver til den stakkels Morten! Og det så ud til, at det ville blive til endnu flere. Børnehavelederen Birte var netop gået derfra nu i almindeligt tøj.
Hun var nærmest på knæ, bad om undskyldning og sagde, det var uheldigt, da hun gik, berettede Henrik. Ved du hvad, nogen havde lagt en video fra børnehavens gaveuddeling online på Odenses lokale portal! Tusindvis af visninger og kommentarer på bare få timer!
Virkelig? Rikke løftede øjenbrynene. Det må jeg se.
Men det vigtigste, fortsatte Henrik, var, at Mortens mor bare havde haft pengene lidt for sent til gaven…
Hun burde jo have styr på det, afbrød Rikke roligt. Men hun er alene, og penge er svære at få nok af. Børnehaven kunne have fundet på noget.
Ja, og ledelsen gad ikke engang undersøge sagen, de slettede bare knægten fra listen og lod ham stå uden gave, Henrik rystede på hovedet.
Ville jeg have magt over den Birte! sukkede Rikke. Så var hun blevet fyret på stedet.
Måske bliver hun eller lærer noget. Ingen, der arbejder med børn, bør gøre sådan noget.
Der gik lidt tavshed, så Henrik kiggede op på Rikke:
Forresten, Mortens far kom også! Med gaver og tårer i øjnene…
Ej, det er sandt? Rikke blev glad.
Døren ringede. Rikke gik ud Emil var tilbage.
Hvorfor kom du hjem alene? Henrik blev overrasket. Jeg skulle da hente dig!
Altså, jeg er jo ikke baby!? Emil lød fornærmet. Det blev kedeligt.
Hvorfor det? spurgte Henrik.
Mortens mor og far begyndte med at skændes, så græd de. I det vi kom i køkkenet, krammede de. Da Morten kom, krammede alle tre. Græd igen. Jeg gik bare uden at de opdagede noget…
Henrik og Rikke så på hinanden og brød ud i latter.
Nå mine kære, lad os få noget te, sagde Rikke. Om lidt tager vi hul på nytårsaften. Og lad det blive et lykkeligt nytår for alle!
Helt sikkert! svarede Emil storhjertet.
