Gaven – Nå, min dreng, fortæl, hvordan har din dag været? Den trætte far, Viktor, løftede sin femårige søn Andreas op og satte ham ved siden af sig på sofaen. Han rodede ham let i de lyse bløde hår. Imens moren, Pernille, lavede aftensmad, hyggede far sig med familiens elskede, og indtil videre eneste, søn. Lejligheden duftede af varme og hygge, og midt i stuen mellem den mumlende tv og vitrineskabet stod det lille, smukt pyntede juletræ og blinkede med farvestrålende lys. Der var præcis én dag tilbage til nytårsaften. – Jeg har det fint! – erklærede arvtageren. – Men min ven Nicklas har det ikke så godt. – Hvad er der med ham? – spurgte Viktor. – Er det ham fra opgangen ved siden af? – Ja, – nikkede Andreas. – Han fik ikke nogen gave til nytårs-julefesten i børnehaven, – forklarede Pernille, der kiggede ud fra køkkenet midt i duften af ovnstegt and. – Stakkels dreng… Nå, vask hænder og kom til bords, aftensmaden er klar. – Hvordan kan det ske, at én ikke får gave? – undrede Viktor, mens han rejste sig fra sofaen. – Alle får, undtagen Nicklas? Der er et eller andet galt her. – Ja, de andre fik deres gaver, men Nicklas fik ikke, – bekræftede Andreas, der fulgte efter faren ud i køkkenet. – Nissepigen og Julemanden delte ud, men lod ham stå tilbage. Og han ventede og ventede. – Hvilken nissepige og julemand er det dog, der kan finde på at gøre sådan? – sagde Viktor lidt vredt og satte sig ved bordet. – Det er nok ikke deres skyld, – trak Pernille på skuldrene. – Det er nok Nicklas’ mor, der ikke har fået betalt for gaven. Sådan kan det gå. Har du vasket hænder, Andreas? – Ja, jeg vaskede sammen med far, – svarede Andreas, og Viktor skar andestegen ud og lagde stykkerne på tallerkenerne. – Så Nicklas’ mor har altså ikke nået at betale. Men hvordan kan børnehavelederen, hvad hedder hun – Anna Petersen? – hvordan kan hun tillade sådan en ydmygelse, hvor alle ser det, – spurgte Viktor. – Anna Petersen var selv nissepigen, – oplyste Andreas. – Og julemanden var pedellen! – Endnu værre! – kunne Viktor ikke slippe tanken. – Kunne de virkelig ikke strikke én gave sammen til staklen, og så kunne forældrene betale efterfølgende? Det virker ufatteligt koldt! – Ja, de kunne tilsyneladende ikke, – sukkede Pernille. – Jeg ville have fundet en måde, hvis det var mig. – Hvad med Nicklas’ forældre, hvorfor lod de det ske? – gav Viktor ikke op. Viktor kiggede mod Andreas, der gnavede på andelåret med velbehag. – Du delte vel din gave med ham, ikke sandt? – spurgte Viktor. Drengen sendte faren et blik, der var både stolt og en smule bebrejdende. – Ja, jeg ville gerne. Både mig, og min ven Sebastian, og Sanne, og Ali og de andre. Men Nicklas ville ikke tage imod noget. – Se, han er stolt! – sagde Viktor overrasket. – Han græd vel heller ikke? – Det ved jeg ikke… Jeg så det ikke, – svarede ærligt Andreas. – Sikke en gut! – udbrød Viktor imponeret. – Nej, det fortjente han godt nok ikke. – Ja, Nicklas var virkelig ked af det, – sagde Pernille medfølelse. – Det må have gjort ondt. – Så tænker jeg, at vi gør det godt igen, – sagde Viktor pludselig. Han havde tydeligvis fået en idé; hans kinder blev røde og øjnene glimtede bestemt. – Hvordan da? – spurgte Pernille, og Andreas så forventningsfuldt på sin far. – På den her måde! – sagde Viktor mystisk. – Ved du, hvor han bor, Andreas? – Nej, – rystede drengen på hovedet. – Jeg har aldrig været hjemme hos ham, kun leget i gården og børnehaven. – Jeg kan finde ud af det, – tænkte Pernille højt. – Min veninde kender alle i opgangen. Jeg ringer og spørger. Men hvorfor? – Bare gør det. Nu med det samme. – bad Viktor. – Okay, – sagde Pernille. – Men så rydder I to af bordet og vasker op! – De bor i nummer 35, de hedder Schytte, – fortalte Pernille efter et par minutter. – Moren hedder Valentina. Faren er der ikke. Var der engang, men nu ikke mere. De bor alene, mor og søn. – Hvor ved du det fra? – spurgte Viktor med et grin. – Min veninde Alice ved alt! – smilede Pernille. – Hun sidder i beboerforeningen, så hun får al info. – Fint, – sagde Viktor. – Andreas, har du spist din gave op? – Ikke helt, – sukke Andreas. – Mor siger, jeg ikke skal spise for meget slik. – Hun har ret, – sagde Viktor tilfreds. – Har du stadig gaveposen fra børnehaven? – Ja, – sagde Andreas. – Jeg åbnede den forsigtigt. – Godt, – Viktor rørte ham i håret igen. – Kan du putte det der er tilbage i en anden pose, og give mig gaveposen? – Hvorfor? – spurgte Andreas skeptisk, men gjorde som han blev bedt og kom kort efter tilbage med den farverige pose. Moren iagttog aktiviteterne et øjeblik og sagde så: – Jeg fornemmer, I gerne vil give Nicklas en gave? Hvornår? Og hvem gør det? – Helst i aften! – svarede Viktor. – Hvad siger du, Andreas? – Ja! Lad os gøre det! – svarede drengen ivrigt. – Jeg giver ham noget af mit slik. – Hvis du kan undvære det, – sagde Viktor smilende. – Går vi sammen hen til ham? – spurgte Andreas. – Du tilbød jo allerede i dag, men han tog ikke imod. Han er stolt. Vi må gøre det anderledes… Viktor gik ind i soveværelset og kom snart ud… som Julemanden! Ægte julemand – i hvide støvler, rød frakke med hvide kanter, flot mønstret, lue, stor hvid skæg, julemandsstav i den ene hånd og gavesæk i den anden. Dog var sækken tom. Andreas blev stående forundret. – Far… var det dig, der var julemand sidste år og året før? – Ja, – indrømmede Viktor. – Undskyld det først kommer nu. Men du ville nok finde ud af det før eller siden. Se, jeg blev spurgt på arbejdet, og det blev succes, og nu har jeg været julemand i tre år. Og jeg glæder også mor og dig som julemand hjemme. Synes du julemanden sidste år var god? – Meget! – roste Andreas. – Og nu har vi vores egen Julemand! Han krammede sin far. Pernille gav ekstra slik, bandt gaveposen med en flot sløjfe, og Viktor lagde den i sækken. – Er I med på, at jeg går op til Nicklas med gave nu? – Ja! – svarede Andreas og Pernille nærmest i kor. – Må jeg tage med til Nicklas, far? – spurgte Andreas. – Som nissepige, eller hvad? – smilede Viktor. – Som kanin! – råbte Andreas glad og løb ind på værelset. Han kom tilbage i sit Kanin-kostume, som han havde haft på til julefesten. Hvid dragt med ører, lille hale og maske med knurhår. – Jamen, så lad os gå, bare husk jakken – selv kaniner fryser i vinter! Far og søn drog ud. Pernille måtte le, da den høje julemand og lille kanin sammen bar gaveposen afsted. Ti minutter senere kom Viktor hjem – alene, lidt forlegen. – Hvor er Andreas? – spurgte Pernille bekymret. – Bare rolig, han leger hos Nicklas. Jeg henter ham om lidt, – sagde Viktor og tørrede sveden bort med den vamsede skæg. Han satte sig på sofaen og fortalte, hvad der var sket: De var faktisk de SJETTE, der den aften kom med gave til Nicklas! Og nok ikke de sidste. Lederen fra børnehaven var lige gået – og havde undskyldt på vegne af sig selv og institutionen. – Nogen havde optaget video fra festen og lagt det på byens hjemmeside – tusindvis af visninger og stærke kommentarer! – Virkelig? – spurgte Pernille – Det må jeg se. – Men det vigtigste var: Nicklas’ mor fik først betalt for gaven bagefter… – sagde Viktor. – Hun er jo lidt skyld i det selv, – erkendte Pernille. – Men hun er alene, og penge er ikke altid der. Børnehaven burde have løst det. – Lederen tog ingen chancer, og fjernede bare Nicklas fra listen, – sagde Viktor stadig irriteret. – Hvis jeg var chef for hende… Sådan nogle som hende burde fyres! – sagde Pernille vredt. – Det gør de måske, – sagde Viktor. – Eller også lærer hun af sin fejl… Børnefolk skal ikke kunne gøre sådan noget. Så sagde Viktor: – Forresten: Nicklas’ far kom! Med gaver og undskyldninger – han var næsten grædefærdig… – Det var godt! – sagde Pernille glad. Så ringede det på døren. Andreas kom hjem. – Hvorfor kom du selv hjem? – spurgte Viktor. – Jeg skulle jo hente dig! – Hvad tror du selv – jeg er da ikke et lille barn! – sagde Andreas. – Og det blev kedeligt. – Hvorfor? – spurgte faren. – Nicklas’ mor og far skændtes, så græd de. Da vi kom i køkkenet, krammede de. Og da Nicklas kom, krammede og græd de alle tre. Mærkeligt! De lagde ikke engang mærke til jeg gik… Viktor og Pernille smilede. – Nå, mine kære, lad os få lidt te, – sagde Pernille. – Og hvis vi ikke sover, venter vi nytåret! Må det blive lykkeligt for alle! – Ja! – sagde Andreas storhjertet.

GAVEN

Nå, min dreng, fortæl mig lidt hvordan har du haft det, hvordan gik din dag?
Peter, som lige var kommet hjem fra arbejde, løftede sin femårige søn, Mads, op og satte ham ved siden af sig i sofaen, mens han rodede i hans bløde lyse hår. Imens stod mor, Katrine, ude i køkkenet og lavede aftensmad, mens far tilbragte tid med sin kære og endnu eneste søn. I lejligheden var der varmt og hyggeligt, og midt i stuen, mellem det mumlende fjernsyn og reolen, glimtede et lille, men flot pyntet juletræ med farvede lys. Der var et døgn til nytår.

Jeg har det godt! bekendtgjorde Mads. Men min ven Jonas har det ikke så godt.
Hvad nu med ham, din ven? spurgte Peter. Er det Jonas henne fra opgangen?
Ja, nikkede Mads.
Han fik ikke en gave til julefesten i børnehaven, sagde Katrine, der dukkede op fra køkkenet i en sky af duften fra stegt kylling. Stakkels dreng Nå, så må I vaske hænder og komme til bordet, maden er klar.

Hvordan kan det være? sagde Peter overrasket, da han rejste sig fra sofaen. Fik alle andre, kun ikke Jonas? Der er noget galt.
Ja, alle andre fik, men ikke Jonas, bekræftede Mads, som fulgte efter sin far fra sofaen. Julemanden og julemor delte gaver ud, men Jonas fik ikke nogen. Han ventede ellers så meget.
Hvad er det for nogle voksne, der kan finde på at undlade et barn? sagde Peter nu vredt og satte sig ved bordet.
Det har nok ikke noget med dem personligt at gøre, sukkede Katrine. Det er nok Jonas mor, der ikke har haft råd til at betale til gaven, eller måske glemte hun det. Sådan sker det. Har du vasket hænder, Mads?
Det har han, vi vaskede sammen, sagde Peter og skar kyllingen ud og fordelte den på tallerkener. Men alligevel burde ikke børnehavelederen, hvad er det hun hedder Birthe Andersen? Hvordan kunne Birthe Andersen tillade sådan en ydmygelse af Jonas?

Birthe Andersen var jo julemor, oplyste Mads. Og julemanden er jo vores pedel!
Netop! Peter kunne stadig ikke lade det ligge. Kunne de virkelig ikke have fundet én ekstra gave til den stakkels dreng, så kunne moren betale senere? Sådan en mangel på hjerte!
Det ser ud til, at de ikke kunne, sagde Katrine og sukkede. Man finder jo altid en løsning, hvis man vil.
Og hvad med Jonas egen mor? Hvorfor lod hun sit barn stå alene uden gave? spurgte Peter og rystede bare på hovedet. Forresten, Mads!
Peter vendte sig mod sin søn, som gnavede kyllingebenet.

Du delte vel din gave med Jonas?
Mads så bebrejdende på sin far.
Ja, far, jeg ville gerne. Og også Sofie, Emil, Anna, flere. Men Jonas ville ikke tage imod fra nogen.
Han er stolt, hva’! udbrød Peter. Sagde han også ikke engang, at han græd over det?
Jeg ved det ikke Jeg så det ikke, svarede Mads ærligt.
Sikke en dreng! sagde Peter imponeret. Nej, han fortjener bedre.

Jeg synes også, det er synd for Jonas, sagde Katrine medfølende. Jeg kan godt forestille mig, hvor trist han har været.
Jeg synes, vi skal gøre noget ved det! sagde Peter pludselig og rødmede på kinderne, mens øjnene glimtede.
Hvordan da? spurgte Katrine nysgerrigt og tørrede sig om munden. Mads så spørgende på sin far.
Jo, sagde Peter, kan I finde ud af, hvor Jonas bor? Ved du det, Mads?
Nej, rystede Mads på hovedet. Jeg har aldrig været hos ham. Vi leger kun ude og i børnehaven.
Måske kan jeg finde ud af det, sagde Katrine. Jeg kender jo Lisa, som næsten kender alle i opgangen. Jeg ringer og spørger, men hvorfor?
Bare ring, og helst nu, bad Peter bestemt.
Okay, sagde Katrine. Men så må I rydde op, og vaske op selv!
De bor i lejlighed 35, og hedder Mikkelsen, meldte Katrine efter et par minutter. Hans mor hedder Marianne. Faren er der ikke, enten er han gået, eller hun har smidt ham ud. Det er vist også en historie for sig, så de bor alene sammen.

Hvorfor ved du alt det? lo Peter.
Lisa ved bare alt, smilede Katrine. Og hun sidder jo i beboergruppen, hvor alle informationerne kommer ind.
Så er det på plads, sagde Peter. Mads, har du spist hele din gave?
Nej, ikke det hele, svarede Mads med et suk. Mor siger, man ikke må få for meget slik.
Hun har ret, sagde Peter. Er der stadig pose til gaven?
Ja, sagde Mads. Jeg åbnede den forsigtigt.
Det er godt, sagde Peter og rodede i hans hår igen. Kan du fylde resten af din gave i en anden pose, og give mig den fine pose?
Hvorfor? spurgte Mads. Men han gik alligevel ind på værelset og kom tilbage med den farvestrålende pose, noget mindre end før. Han hældte det sidste ud på bordet: chokolade og småkager i glitrende papir.

Katrine, der havde fulgt rodet lidt fra sidelinjen, sagde så:
Jeg forstår nu, I tænker på at gøre Jonas glad med en gave? Hvornår? Og hvem bringer den?

Helst i aften, svarede Peter. Hvad tænker du, Mads?
Ja! I dag! udbrød Mads begejstret. Så kan jeg også lægge lidt af mit slik i?
Hvis du synes, smilede Peter.
Går vi sammen hen til ham? spurgte Mads, mens han fyldte lidt tilbage i posen.
Du prøvede jo allerede at dele i dag, sagde Peter tvivlende. Han er stolt. Vi gør det på en anden måde

Han gik ind i soveværelset og kom ud som Julemanden! Rigtige hvide støvler, rød frakke med kunstig hvid pels og fine krummelurer, nissehue, stort hvidt skæg, stav i én hånd og gavepose broderet med guldstjerner i den anden omend tom.

Mads stirrede overrasket på ham. Så sagde han:
Far, var det dig, der var Julemanden sidste år? Og året før?
Ja, indrømmede Peter. Undskyld, jeg først siger det nu. Men du ville jo opdage det. En gang på jobbet bad de mig være Julemand til festen. Folk kunne lide det, så jeg fortsatte. Og jeg ønsker jo også dig og mor god jul. Kunne du lide Julemanden sidste år?
Rigtig meget! roste Mads. Det er godt, at vi har vores egen Julemand!
Han løb hen og krammede sin far.

Katrine tilføjede sit slik til posen, bandt en knude med farvet bånd, og Peter lagde den i gaveposen, rettede skægget og sagde:
Har I noget imod, jeg besøger stakkels Jonas?
Nej! svarede Katrine og Mads næsten samtidig.

Må jeg gå med, far? bad Mads.
Som julemor? smilede Peter.
Som kanin! grinede Mads og sprang ind på værelset. Forældrene skævede og lo. Han kom ud som snemand, i det fine hvide kanindragt fra julefesten, med lange ører og en halefidus, og en papmaske med knurhårs-streger under næsen.
Så går vi, sagde Peter. Men nu med vinterjakke, min lille vinterhare!
Far og søn gik mod døren. Katrine holdt næppe latteren tilbage over synet af Julemanden med stav, og lille kanin, der slæbte gaveposen nærmest hen ad gulvet.

Ti minutter efter kom Peter tilbage alene, og så lidt genert ud.
Hvor er Mads? spurgte Katrine bekymret.
Bare rolig, han er hos Jonas. De leger bare og jeg henter ham om lidt, sagde Peter og tørrede den uldne skæg med sin svedige kind. Med Julemandskostumet røg han ned i sofaen og mumlede:
Det er utroligt!
Han fortalte, at de til Jonas lejlighed var den sjette, der kom med gave den aften! Og sikkert ikke de sidste. Inden dem havde børnehavelederen, Birthe Andersen, været der. Nu uden julemor-outfit.

Hun var meget undskyldende over for Jonas og hans mor, sagde faren og hev skægget af. Kan du forestille dig, der blev lagt en video ud fra festen på byens portal, og flere tusind så det, med alle slags kommentarer!
Virkelig? sagde Katrine.
Men det vigtigste er, sagde Peter, at Jonas’ mor faktisk fik betalt for gave, bare lidt for sent…
Hun kunne godt have undgået det, sagde Katrine fornuftigt. Men hun er jo alene med sit barn og har ikke altid penge. Børnehaven kunne have hjulpet hende.
Ja, og de tog bare Jonas af listen, sagde Peter stadig frustreret. Et uskyldigt barn blev såret.
Hvis jeg var chef for Birthe Andersen, så sukkede Katrine. Sådan hårdhjertede ledere skulle ikke have med børn at gøre!
Måske bliver hun fyret, sagde Peter. Eller måske forstår hun sin fejl og lærer. Men den slags burde ikke ske, når man arbejder med børn.
Han tav og nussede sin hage, kiggede op på Katrine og sagde:
Og ved du hvad Jonas’ far kom også! Med gaver, og med tårer i øjnene…
Seriøst? glædede Katrine sig.

Så ringede det på døren. Katrine lukkede op. Det var Mads.
Hvorfor gik du hjem selv? spurgte Peter forundret. Jeg skulle jo hente dig
Jeg er da ikke lille! sagde Mads forarget. Og det blev kedeligt.
Hvorfor? spurgte faren.
Jonas mor og far skændtes, så græd de. Jonas og mig gik ud i køkkenet, og de var begyndt at kramme og græde alle tre. De lagde ikke engang mærke til, jeg gik
Peter og Katrine kiggede på hinanden og grinede lettet.

Nå, mine kære, skal vi have en kop te? sagde Katrine. Og dem som ikke kan sove, kan vente på nytår det er lige om lidt. Må det nye år blive lykkeligt for alle!
Det skal det! svarede Mads generøst.

Livets vigtigste gave er medfølelse og at ingen skal stå alene, hverken til jul eller nytår.