– Jytte! Jytte, hvor går du hen? – råbte Niels Hansen desperat fra stuen. – Kom hurtigt hertil! Vigtigt!
– Jeg kommer! – svarede Jytte Petersen og tørrede våde hænder i sit forklæde. – Hvad er der sket? Brænder huset?
– Nej! Bedre! Meget bedre! – Manden sprang hen til hende og greb hendes arme. – Hør hvad jeg har at sige! Kan du huske Jørgensen, min gamle chef? Ham der gik på pension sidste år?
– Ja selvfølgelig. Hvad med ham? – Jytte blev på vagt. Når Niels var så ophidset, betød det som regel problemer.
– Han ringede netop! Han sælger en tre-værelses lejlighed midt i Århus! Tilbyder os at købe den! Næsten gratis, Jytte! Halv pris, fordi jeg sørgede for hans nevøs ansættelse.
Jytte sank langsomt ned i en stol. Tanker kredsede som snefog i en storm.
– Niels, hvilken lejlighed? Vi har slet ikke så mange penge!
– Netop dét er pointen! – Niels satte sig på stolens armlæn. – Vi kan betale i rater! Små beløb hver måned, han haster ikke. Han flytter til sin datter på landet. Forstår du hvad det betyder? Vi har presset os sammen i dette to-værelse hele livet, og nu denne mulighed!
– Men hvorfor en tre-værelses? – Jytte gned sine tindinger. – Ungerne er fly
Niels og Grethe satt i tomheden med kun lyden af dryppende vand fra køkkenet og mærkede, hvordan drømmen om et bedre liv havde slugt al den glæde, de allerede havde bygget op gennem årene i deres lille, varme hjem. Uden et ord gik Grethe hen til vasken under det dryppende rør, bandt en klud om det utætte sted og tænkte på, at nogle reparationsomkostninger aldrig står skrevet i kontrakter, men altid skal betales af hjertets sidste mønter. I tavsheden mellem dem voksede indsigten om, at sand lykke ikke ligger i at nå ud efter mere, men i at værdsætte det nok, man allerede holder i sine hænder.
