Du var hos hende igen, sagde Bodil med et knust blik, mens hun stirrede på sin mand.
Anders slikkede sig, og skeen faldt fra hans hånd.
Uret! hun pegede på hans håndled.
Ja, det er rigtigt, svarede Anders nonchalant og dukkede håndleddet bagunder sin skjorte, så uret var skjult.
Jeg så æsken i skraldespanden, sagde Bodil, og der lå endda en kvittering i den!
Anders sænkede blikket, mens han kiggede på sin tallerken.
Vi lovede hinanden, at du ikke ville gå tilbage til hende, sagde Bodil med en stemme, der knap holdt tårerne tilbage. Anders, du lovede mig! Du svor!
Nå, Bod, begyndte Anders, hun bad mig så meget! Jeg ved, jeg lovede, men hun er stadig min chef! Hvordan kunne jeg sige nej?
Høfligt! sagde Bodil, mens hun forsøgte at holde sine følelser i skak. Jeg er gift! Jeg elsker min kone!
Så jeg var nødt til det! fortsatte hun, en tung suk i stemmen. Anders, hun er ikke den eneste arbejdsgiver i byen!
Lad os tænke logisk, sagde Anders, mens han samlede sine tanker. Hun giver mig nu de bedste vilkår som tak for min tidligere indsats. Bodil knirkede med tænderne, men sagde intet. Vil en anden virksomhed kunne tilbyde det samme? Sandsynligvis ikke!
At hænge på din hals er også noget, du aldrig vil have, fortsatte hun. Hun har kun kaldt på mig i en ekstraordinær situation, men uret er ikke det eneste, jeg har bragt med mig!
Til dig og til Signe! sagde han, mens han viste frem guldkæder med stjernetegnsvedhæng. Guld som fra en anden verden!
Hvilken jordisk gavmildhed, svarer Bodil sarkastisk. Du sælger dem, så vi kan købe dem! Hverken jeg eller Signe vil nogensinde bære dem!
Jeg kan bare aflevere dem i butikken, sagde Anders med et skuldertræk. Kvitteringen er fra Ingrid Møller.
Og uret! pep Bodil og pegede igen på hans håndled.
Åh, selvfølgelig! sagde Anders, mens han trippede. Åh nej, ingen æske, ingen kvittering!
Bodil lagde dem på bordet foran ham.
Sådan, svarede Anders kort og tørt. Jeg vender det tilbage. Er du tilfreds?
Og gå ikke tilbage til hende! Find en anden løsning, men lad det aldrig ske igen!
Anders smækkede med tungen og vendte hovedet væk, trak vejret dybt.
Bodil, hun lovede, at det var sidste gang, men du må forstå, at vores velstand afhænger af lønnen, hun betaler! Hvis hun
Så må du afvise! skreg Bodil. Det var en nødløsning! Men nu har vi ikke brug for den længere!
***
Man ved aldrig, hvor langt man vil gå, når trangen presser. I sådanne situationer siger folk, at de vil gøre alt. Men ofte er det kun bravader. Der er altid en grænse, som selv den største nød ikke kan krydse.
Anders og Bodil havde ikke haft en let skæbne. Deres barndom var heller ikke fyldt med glæde. De kom ikke fra børnehjem, men drømte ofte om et sådant. De voksede op i en stor familie med mange søskende.
Omstændighederne ville have det til at virke, at de lå i midten hverken al byrde eller al ansvar hvilede på deres unge skuldre, men arbejdet var altid til stede.
Rigdom for dem betød blot: ikke at sulte, have tøj på, sko på fødderne og et varmt sted at sove. En lille fejl kunne betyde, at de måtte undvære aftensmad eller sove i skuret.
Fra en tidlig alder måtte de overleve, lyve, kæmpe og beskytte sig selv. Psykologiske sår blev ikke nævnt dengang de var kun en tanke for fremtiden.
Som perler på en snor blev de trukket fra deres hjem med håbet om aldrig at vende tilbage.
Der var to veje: flytte til en større by som Aarhus for at bygge et liv, eller blive i mindre byer. Anders og Bodil valgte at køre mange mil, men bosætte sig i en mellemstor by, hvor de kunne holde sig skjult for slægtninge. De knækkede alle bånd til familien for altid.
I slutningen af deres rejse mødtes de ved en tilfældighed eller måske var det skæbnen, der trak dem sammen.
Da de udvekslede historier, indså de, hvor ens deres liv var.
Det må være noget i folket, sagde Anders filosofisk. Vi er to tusinde kilometer fra hinandens barndomshjem, taler forskellige dialekter, men smerten binder os.
Denne fælles smerte bragte dem nærmere, og ægteskabet blev uundgåeligt.
Alene er vejen svær, men sammen kan man flytte bjerge. Så begyndte Anders og Bodil deres fælles rejse mod lykken. De gik på skole, arbejdede ved siden af, men aldrig på samme sted. De jagtede alt, hvad de manglede som børn: god mad, nye klæder, pæne sko, egne småting og et eget hjem.
Boligdrømmen blev den største hindring. De kunne ikke samle penge til udbetalingen. Alt, de så, syntes nødvendigt for at leve.
Dette blev en fælles svaghed, men også en fælles kamp. Da Bodil blev gravid, måtte de gå på kompromis.
Skat, snart er der flere af os, men en lejlighed med et lille barn er svært
Jeg forstår, svarede Anders. Vi sparer til udbetalingen!
De gik i gang med at spare, fandt en lille lejlighed på sekundærmarkedet, som var slidt.
Vi renoverer den, sagde Anders. København blev jo ikke bygget på en dag! Det vigtigste er, at den er vores!
Ja, udbrød Bodil, hun var i sin sidste trimester. Og så betaler vi i tyve år!
Vi klarer det! svarede Anders med et kunstigt smil.
Efter Sine fødsel satte de sig og beregnede. Med stram økonomi og lidt sparelyst syntes de at kunne klare lånet.
De talte også inflationen med, men håbede på det bedste.
Bodil arbejdede som kassedame i et supermarked i Odense, mens Anders var kontorchef i en IT-virksomhed i Roskilde. Hun sigtede efter at blive seniorkasserer, og han håbede på at lede en afdeling.
Lønforhøjelsen ville lette deres økonomi, men så ramte en sygdom Sine. Lægerne fandt ud af, at hun havde fået en sjælden sygdom fra et besøgsdyr i en travl zoologisk have i nærheden.
Behandlingen gik over flere år og var dyrere end de havde råd til.
Vi har fået et år med betalingsfrihed på lånet, sagde Anders. Men mere kan vi ikke regne med.
Hvad gør vi nu? spurgte Bodil tårevædet.
Jeg ved det ikke, svarede Anders usikker. Vores chef har solgt firmaet, og den nye leder har sat alt på pause. Jeg må gå til hende, knæle og bede om forfremmelse! Jeg må arbejde som en gal! Sine skal reddes!
Gå, sagde Bodil. Hun er kvinde, hun vil forstå! Hvis jeg må, så gør jeg det også! Jeg lover at gå og bøje mig!
Tre dage senere kom Anders hjem ved midnat, sløv og rystet, men næste dag var lørdag.
Om morgenen spurgte Bodil, hvad han havde gang i.
Bodil, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, sagde Anders med hovedet i hænderne. Vores nye chef, Ingrid Møller, er enlig og har brug for …lige tjenester. Hun vil både forfremme mig og betale mig ekstra!
Er du skør? udbrød Bodil. Du er jo gift!
Og mange gange! svarede Anders. Hun sagde, at jeg er pålidelig, uden problemer, og at det kun er forretning! Alt er i orden!
Bodil stod forvirret. På den ene vægt lå datterens helbred, på den anden forretning.
Hvad tænker du? spurgte hun stille.
Sådan som du siger, så bliver det, svarede Anders.
Bodil indså, at da Anders overlod beslutningen til hende, var han allerede mentalt og fysisk klar. Han havde brugt natten på at drikke og diskutere dette etisk dilemma.
Han besluttede: for datterens skyld. Han ville ikke fortælle hende om sin egen tvivl. Han gik ind på hendes profil på sociale medier:
Hun er femten år ældre end mig, har ingen børn, ingen mand, kun en kæmpe forretningssans. Hun lever af penge.
Anders, du skal fortælle hende, at Bodil kæmpede for at finde ordene. At det kun er for Sine! Når hun er rask, er alting slut!
Jeg sagde det straks, svarede Anders, rød i ansigtet. Jeg vil være manden i den situation, men Sine må reddes!
Fire år gik, før Sine blev rask. Fire år led Bodil, mens Anders ringede og sagde, at Ingrid Møller kaldte ham.
Endelig fik Anders forfremmelse. Han blev afdelingsleder, senere stedfortræder for filialen. Gaverne fra Ingrid var store: kontanter, smykker, endda et dyrt ur.
Hun vedlagde altid kvitteringer og butiksadresser, så de kunne returneres.
Da Sine endelig blev helt rask, lukkede de lånet. Alt skyldtes Anders ihærdighed.
Bodil sukkede lettet:
Så er du fri for din chef! Vi kan bare arbejde normalt!
Gudskelov! udbrød Anders. Jeg fortæller hende i morgen!
Men en måned senere fandt Bodil en ny skjorte i hans garderobe ikke fra et billigt stormagasin, men fra en dyre boutique. Så en guldspænde, en læderpung og penge i pungen.
Bonus! udbrød hun, da hun fandt en æske og kvittering i affaldsspanden. Gaver!
Anders fortsatte med at give tjenester til sin chef. Det måtte stoppes.
Hvad forstår du! råbte Anders. Vi har ingen mangel! Vi lever i et nøddeskal, sparer på alt, jagter udsalg. Jeg vil have en bil, en ferie, en flot lejlighed, fine sko, smykker, en solid fremtid for Sine. Jeg vil gøre det for familien!
Bodil stod målløs, hendes ansigt blegt af chok. Så kom forståelsen som en isnende vandstrøm.
Åh, min Gud! sagde hun. Sådan forklarer du alt! Alt for familien! Men du såret dig selv!
Ja! svarede Anders.
Så hvad? spurgte Bodil og pegede på uret.
Ikke mere! svarede Anders. Tak for at du hjalp vores datter, men jeg kan ikke længere bære denne byrde. Gå væk!
Anders forstod ikke, hvorfor Bodil smed ham ud.
Hvorfor? Når det er for datteren, så er det tilladt, men ellers? Jeg har også ret! Jeg har arbejdet for det!
Bodil gik væk, mens Anders stod alene i den kolde stue, med kun lyden af klokken fra uret, som nu tickede i stilheden.
