Kære dagbog,
I den sidste uge har vores lille otteetasjes blok på Amager haft en ny dørmand. Han er en kvinde, Kirsten Andersen, og hun er allerede blevet en fast del af vores daglige rytme. Hun fejer fliserne, tør trapperne og vasker indgangen med en omhu, der næsten kan beskrives som en kunstform. Alt kører efter planen, og jeg kan ikke finde en eneste mangel ved hendes arbejde. Men så er der selvfølgelig de små detaljer, der får mig til at stirre eftertænksomt ud af vinduet, mens jeg lytter til lyden af hendes støvsuger i morgentågen.
Før Kirsten overtog jobbet, var der en anden dame, også ved navn Nadja (en sjælden dansk pigenavn, som kun findes her i Danmarks kultur). Hun havde gjort vores indgang til noget, der mindede om en nietasjers lobby i en stor ejendom, men hun lagde altid et gammelt, slidt tæppe ud ved indgangen. Det så komisk ud og virkede helt ude af sted, men tæppet beskyttede både beton og de udsatte armeringsstænger mod at knibe folks fødder, når de trådte på de løse sten. På de små vindueskarme i hver af de ni etager stod der altid potteplanter, keramiske figurer og mærkelige skildpadder. På ingen af dem kunne man finde en støvkorn.
En dag kom nogle unge mænd på sjette sal, der fejrede livet med cigaretter, øl og måske lidt stærkere spiritus. Potteplanterne forvandlede sig til askebægre, skabet fyldt med flasker var en billig kalejdoskop af tomme flasker, og de keramiske figurer gik i stykker og blev gniddet til støv af deres slidte sko. Vi beboere holdt os på afstand, bange for deres uforudsigelige reaktioner. Overraskende nok lykkedes det Kirsten at venskabe sig med dem, og hun formåede på en eller anden mirakuløs måde at overtale drengene til at flytte deres fest til et andet sted. De højlydte sammenkomster i indgangen stoppede, og mellem de nu tomme potteplanter stod en lille, fin askebæger, som Kirsten tørrede og vaskede hver dag.
Det mest imponerende ved Kirsten er ikke blot hendes sjældent flittige arbejdsindsats i dagligdagen. Hun starter sin vagt tidligt om morgenen, fejer trappen, synger stille for sig selv og vasker elevatoren og gelænderne med en alkoholisk opløsning længe før desinfektion blev et obligatorisk krav i vores samfund. Hendes venlige måde at tale med de andre beboere på, selv når deres små daglige vaner øger hendes arbejdsbyrde, gør hende til en sand perle i vores fællesskab. Når hun dagligt fjernede de uendelige cigarettesten fra græsset og buskene bag bygningen (noget jeg ikke engang vidste, at en dørmand skulle gøre), talte hun venligt med de unge rygere på deres altaner og kritiserede aldrig deres uhøviske vane med at smide cigaretskodder på jorden. Hun talte bare om dagligdags travlhed, mens hun roligt fjernede deres spor. Efter et stykke tid stoppede de små skrøbelige resten helt med at dække baghaven med et tæppe af aske. Så brød Kirsten en blomsterbænk, og under vinduerne begyndte tulipaner, præsteblomster og store krysantemum at blomstre.
Det mest overraskende syn var, når Kirsten ikke var iført sin orange arbejdstøj. Så bar hun perfekt makeup, en elegant frisure, uundværlige høje hæle uanset vejret og stilfulde tøj i pasteltoner. Det så ud som om, hun lige efter at have pudset vores indgang, var på vej til den engelske dronnings have kun en lille hat manglede. Hver dag hentede hendes mand, Morten, hende fra arbejdet. Han gik ud af bilen, gav hende en lille blomst og kyssede hende på panden. Det var deres lille ritual.
I slutningen af august hørte jeg de erfarne bedstemorer på bænken ved torvet hviske: Vores Kirsten holder sin sidste arbejdsdag i morgen, og så går hun på pension! Hvad skal der ske med indgangen? Dagen efter gik jeg i butikken og købte en buket vilde blomster til hende. Jeg ville gøre noget pænt for hende, selvom det kun var en lille gestus. Da jeg nåede frem til hendes lille lager, hvor koste, kostebørster og svampe stod, så jeg flere af vores beboere samlet. Nogen havde blomster, andre bragte champagne og cognac, og de ældre kvinder råbte og rakte hungrende kager og glas med syltede sild til den forvirrede Kirsten. Så blev den 65årige pensionist en overraskende gæst på den uventede fest, da drengene fra sjette sal de samme, som engang havde ødelagt hendes potter kom forbi. De viste hende, hvordan man tager stilfulde selfies, mens de fokuserede på telefonen, som om de skulle registrere hende på Instagram og TikTok. Jeg tror, de faktisk oprettede hendes profil.
Morten, som havde arrangeret den spontane pensionsfest, stod lidt forvirret og lagde blomster, cognac og de lokale bedstemorers hjemmelavede mad i bilens bagagerum. Selv Kirsten så lidt forvirret ud i sin elegante, mandelfarvede kjole med perler og lidt mere markant makeup end normalt. Hun lyttede stille til beboernes ord, mens hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. Måske indså hun, at ingen af hendes kollegaer nogensinde fik en så smuk afsked. Aldrig før og aldrig igen.
Måske forstod hun intuitivt, at hun ved sin beskedne, uskyldige indsats, uden nogen store ambitioner eller mål, havde gjort os, de almindelige beboere i en simpel nietasjers blok, en smule bedre og venligere. Det er en tanke, der får mig til at smile, mens jeg lukker dagbogen og lytter til hendes stille sus i gangen.
Kærlig hilsen,
Maja.
