Den gamle mand rejser sig besværet fra sengen og støtter sig til væggen, mens han bevæger sig ind i stuen. I det dæmpede skær fra natlampen kigger han med svage øjne på sin hvilende hustru:
Hun rører sig ikke. Mon ikke hun er død? Han synker ned på knæ. Nej, det ser ud til, hun stadig trækker vejret.
Han kommer på benene igen og lunter langsomt ud i køkkenet. Drikker en lille smule kærnemælk og tager et smut på toilettet. Derefter går han ind i sit værelse.
Han lægger sig i sengen og kan ikke falde i søvn:
Nu er vi begge to blevet halvfems år, mig og Solveig. Hvor mange år har vi ikke tilbragt sammen? Snart skal vi herfra, og vi har ingen tæt på mere. Vores datter, Karen, døde inden hun blev tres. Vores søn, Mads, gik bort i fængslet. Vi har et barnebarn Freja men hun har boet i Tyskland i over tyve år. Hun tænker aldrig på farmor og farfar mere. Hun har sikkert selv store børn nu.
Han mærker ikke, hvordan søvnen overmander ham.
Pludseligt vågner han ved en hånds lette berøring:
Poul, er du vågen? lyder en svag stemme.
Han åbner øjnene. Over ham bøjer hans hustru sig ned.
Er det dig, Solveig?
Jeg så, du lå helt stille. Jeg blev bange, troede, du var gået bort.
Jeg er her endnu. Gå nu ind og sov igen.
De bløde skridt glider bort. Køkkenlyset klikker.
Solveig går ud og drikker lidt vand, går på toilettet og fortsætter ind på sit værelse. Hun lægger sig og tænker:
En dag vågner jeg, og så trækker Poul ikke vejret mere. Hvad skal jeg så gøre? Måske går jeg endda før ham. Poul har allerede ordnet vores begravelse. Jeg havde aldrig troet, man kunne planlægge sin egen begravelse. På en måde er det godt. Hvem ville ellers tage sig af det? Barnebarnet har glemt os, og kun naboen, Mette, kigger forbi. Hun har en nøgle til vores lejlighed. Poul giver hende tusind kroner om måneden af vores pension. Hun køber mad og medicin. Hvad skulle vi ellers bruge pengene til? Vi kan jo slet ikke selv klare trapperne ned fra fjerde sal.
Poul åbner øjnene igen. Solen kikker ind gennem vinduet. Han går ud på altanen, hvor han kan se de lysegrønne blade fra den gamle hæg. Et smil breder sig på hans ansigt:
Så blev det sommer i år igen!
Han går ind for at hente sin hustru, som sidder stille på sengen.
Kom nu, Solveig, du må ikke sidde der og være trist. Jeg skal vise dig noget.
Åh, jeg har slet ikke kræfter hvad har du nu fundet på?
Kom nu bare!
Han støtter hende hele vejen ud på altanen.
Se, hæggen er sprunget ud. Du mente ellers, vi ikke ville se sommeren. Men vi klarede den!
Ja, den lysegrønne farve og solen skinner. Det er rigtigt dejligt.
De sætter sig på bænken ude på altanen.
Kan du huske, da jeg inviterede dig i biografen? Det var dengang i gymnasiet. Hæggen blomstrede også lige dén dag.
Jo, selvfølgelig husker jeg det. Hvor mange år siden er det nu?
Over halvfjerds femoghalvfjerds faktisk.
De sidder længe og mindes ungdommen sammen. Meget bliver glemt med alderen, endda det, man lavede i går. Men ungdommens oplevelser glemmer man aldrig.
Nu bliver vi da helt nostalgiske! siger Solveig og ryster på hovedet. Men vi har jo slet ikke fået morgenmad.
Skal du ikke lave ordentlig te, Solveig? Jeg er træt af den der urtete.
Det må vi jo ikke for lægen.
Bare lav den tynd, og kom en skefuld sukker i.
Poul nyder den svage te og en lille ostemad og tænker på dengang, hvor teen var stærk og sød, og morgenmaden bestod af boller eller danske frikadeller.
Mette fra nabolejligheden kigger forbi og smiler venligt:
Hvordan går det hos jer?
Hvad kan man forvente af to halvfemsårige? svarer Poul med et grin.
Når du kan lave sjov, så går det vel. Skal jeg købe noget til jer?
Mette, kunne du ikke købe lidt kylling til os? spørger Poul.
I må jo ikke spise rødt kød.
Men kylling må vi da få.
Jeg køber det. Koger en god suppe med nudler!
Køb også noget for hjertet, Mette, beder Solveig.
Solveig, jeg købte sidst for fjorten dage siden.
Det er væk nu.
Skal jeg ringe til lægen?
Nej nej, det går nok.
Mette tager sig af opvasken, tørrer af og går igen.
Skal vi ikke gå ud på altanen igen? foreslår Poul Det er bedre end at sidde inde i varmen.
Ja, lad os det.
Senere træder Mette ud til dem:
Har I savnet solen?
Det er simpelthen så skønt herude, Mette! smiler Solveig.
Jeg henter lige lidt havregrød, og så laver jeg snart suppe til frokost!
En god kvinde, hvisker Poul, da hun går. Hvad skulle vi gøre uden hende?
Og du giver hende kun tusind kroner om måneden.
Solveig, vi har jo testamenteret lejligheden til hende. Det har notaren bekræftet.
Men det ved hun ikke.
De sidder på altanen det meste af formiddagen. Til frokost får de lækker kyllingesuppe med kartofler og små stykker kød.
Når Karen og Mads var små, lavede jeg altid sådan en suppe til dem, siger Solveig.
Nu står der fremmede og laver mad til os sukker Poul tungt.
Det er skæbnen, Poul. Vi dør, og ingen vil græde for os.
Nok nu, Solveig. Vi skal ikke sidde her og være triste. Vi kunne da tage en lille lur.
De siger, at gamle folk bliver som børn: blendet suppe, middagslur, eftermiddagsmad.
Poul blunder lidt, men søvnen vil ikke rigtig tage fat. Han mærker et tryk i vejret, måske fordi vinden skifter. Han går ud i køkkenet, hvor to glas juice står klar fra Mette.
Han bærer dem forsigtigt ind til Solveig, der sidder ved vinduet og kigger ud.
Hvorfor er du trist, Solveig? smiler Poul. Tag nu et glas juice!
Hun tager en tår.
Kan du heller ikke sove?
Nej, vejret får blodtrykket til at drille.
Jeg har heller ikke haft det godt siden i morges, Solveig ryster lidt opgivende på hovedet. Jeg mærker, at der snart ikke er meget tid tilbage for mig. Sørg nu for, at jeg får en ordentlig begravelse.
Solveig, det skal du ikke tænke på. Hvordan skulle jeg klare mig uden dig?
En af os går først, det ved vi begge.
Nu ikke mere snak, længe leve solen! Kom, vi går på altanen igen.
Resten af eftermiddagen sidder de derude. Om aftenen har Mette lavet lune ostepandekager, og de spiser og tænder for fjernsynet. De ser tv hver aften, men kan ikke rigtig følge med i de nye serier derfor bliver det oftest gamle danske film og tegnefilm.
De når kun én tegnefilm i aften. Så rejser Solveig sig:
Jeg er træt, jeg går i seng.
Så gør jeg det samme.
Lad mig lige se på dig, Poul, beder hun.
Hvorfor det?
Bare fordi.
De ser længe på hinanden. Minderne fra den spæde ungdom er tydelige, som havde de alting foran sig.
Lad mig følge dig til din seng.
Solveig tager Poul under armen, og langsomt går de sammen.
Han putter hende forsigtigt under dynen og går ind til sig selv.
Der er en tung følelse i hans bryst, som han ikke kan ryste af sig. Han kan ikke sove, føler næsten ikke, at han har blundet, da vækkeuret allerede viser klokken er to om natten. Han går ind til Solveig.
Hun ligger med åbne øjne og stirrer op i loftet.
Solveig!
Han tager hendes hånd. Den er kold.
Solveig, hvad laver du! Sooolveig!
Han mærker, at han selv ikke får luft. Med besvær går han ind på værelset, henter alle de papirer, de har samlet og lægger dem på bordet.
Han vender tilbage til Solveig, kigger længe på hendes ansigt, lægger sig ved siden af hende og lukker øjnene. Han ser for sig Solveig, ung og smuk, som for femoghalvfjerds år siden. Hun går mod lyset for enden af vejen. Han løber op til hende og tager hende i hånden
Næste morgen kommer Mette ind i soveværelset. De ligger side om side i sengen med samme fredelige smil om læberne.
Da virkeligheden rammer hende, ringer hun efter ambulancen.
Lægen, der ankommer, ryster stille på hovedet.
De gik bort sammen. Det må have været stor kærlighed.
De bliver hentet. Mette synker træt ned på stolen. Der på bordet ser hun begravelsesaftalen og testamentet, hvor lejligheden står i hendes navn.
Hun bøjer hovedet ind i hænderne og græder.
