Stille oprør af Gitte. En fortælling
“Gitte, jeg kan ikke mere, lød stemmen i telefonen, som ikke virkede som en bøn, men mere som en dom. Jeg har ingen steder at tage hen. Du er jo min søster.
Gitte stod stille midt i det kølige køkken, stadig med vandkanden til sine afrikanske violer i hånden. Udenfor malede aprilskumringen himlen i duse lyserøde nuancer, gryden med havregrød simrede færdig på komfuret, med en duft af bløde stegte løg. Alt var præcis som det plejede. Roligt, rent, forudsigeligt. Lige indtil dette opkald.
Lene, hvad er der sket? spurgte hun, selv om hun allerede vidste svaret. Hun havde altid vidst det.
Henrik er smuttet. Helt væk, kan du tro! Han sagde, jeg dræner ham. At han skal have et andet liv. Men er jeg ikke også et menneske? Jeg har knapt to uger tilbage af lejekontrakten, mistede jobbet sidste måned, og nu har jeg absolut ingen penge. Gitte, jeg kommer til dig. Kun for en nat, indtil jeg finder ud af det.
For en nat det havde Gitte hørt så mange gange, at hun nærmest kunne lave en familieordbog, hvor netop det udtryk havde førstepladsen. For en nat blev til en uge, en uge blev til en måned, en måned blev til et halvt år. Og hver eneste gang begyndte det med du er jo min søster.
Hvornår kommer du? spurgte Gitte så, satte vandkanden i vinduet ved siden af blomsterne.
I morgen til frokost. Har allerede købt billetten. Mine sidste penge. Kan du hente mig?
Gitte kiggede i sin kalender, hvor de næste dagens gøremål stod med sirlig håndskrift: Lægen klokken ni, aflevere papirer til fru Mortensen, rydde op i vintertøjet efter frokost. Livet som pensionist gennem tre år, og dog stadig lidt arbejde fra hjemmet som bogholder for et lille firma. Et liv bygget op sten for sten, hvor hver minut fik betydning og sin plads.
Jeg henter dig, sagde hun tørt og lagde røret.
Havregrøden boblede sagte, violerne på vinduet glødede i det sidste sollys, og Gitte stod alene i sit køkken med en mærkelig trykken indeni. Ikke glæde over gensynet med lillesøsteren, som hun ikke havde set næsten et år. Noget mere diffust. En forudanelse om, at det alt sammen ville begynde forfra, alt det hun var så træt af.
Næste dag, på perronen i Odense Banegård, ledte Gitte efter søsteren i den travle flok. Hun genkendte Lene straks, selvom hun havde forandret sig. Tidligere mørkt hår nu afbleget til et besynderligt orange, med udvoksede rødder. Stramme jeans, lidt for stramme til en på fireoghalvtreds, slidt jakke, stor nusset rygsæk og to poser i hænderne.
Git! råbte Lene, idet hun maste sig forbi folk. Skat!
De krammede, og Gitte mærkede straks duften af billige parfumer og brugt tøj. Lene klyngede sig til hende, som ville hun forsvinde ind i hende, gemme sig for alt udenfor.
Åh, hvor er jeg glad for at se dig, mumlede Lene. Du aner ikke, hvad jeg har været igennem. Det har været rædselsfuldt.
På vej hjem begyndte Lene at snakke løs. Henrik var en nar, arbejdet havde været et mareridt, udlejeren en sur kælling, byen kold og fremmed. For Gitte var det hele sørgeligt genkendeligt. Ti, tyve, tredive år tidligere havde Lene sagt næsten det samme. Kun navnene og stederne skiftede ud.
Gitte, jeg har hele vejen herop tænkt, hvor heldig jeg er at have dig. At der findes et menneske, der ikke vender ryggen til. Vi er jo familie. Samme blod.
Gitte åbnede døren og lod Lene gå forrest ind. Lene smed rygsækken midt i entréen, poserne ved siden af, jakken over samme knage som Gittes egen frakke.
Hvor har du det dejligt, sukkede Lene og lod blikket glide rundt. Så rent og rart. Her dufter af hjem. Jeg har savnet det.
Gittes toværelses lejlighed på første sal var hyggelig, det kunne ingen nægte. Hun havde plejet sit hjem i snart fyrre år, fra da hun fik den via kommunen, mens hun var bogholder på Fionia Metal. Lyst tapet med diskret mønster, solide, lakerede træmøbler, blomster alle vegne, hæklede duge, indrammede familiebilleder. Alt på rette plads, alt gennemlevet og gennemprøvet i et liv alene.
Kom ind og sæt dig, jeg laver te, sagde Gitte.
Har du mad? spurgte Lene, allerede i gang med at tage skoene af midt på gulvet. Jeg fik kun kaffe i morges, har ikke spist på vej herop. Turde ikke bruge de sidste penge.
Gitte lavede ostemadder, fandt den æblekage frem hun bagte i går, og bryggede stærk te. Lene spiste grådigt og fortalte mellem mundfulde om sine seneste uheld. Henrik, som hun havde boet med i to år, var nærig og følelseskold. Den butiksarbejderstilling hun var blevet fyret fra fordi lederen var misundelig, sagde Lene. Og lejligheden hun betalte for, var så dyr at det næsten ikke hang sammen.
Tænk dig, fem tusinde kroner for et værelse! jamrede hun. I det hul! Jeg bad bare om et ordentligt sted. Ikke et slot! Og den gamle ko krævede pengene den dag ellers ballade.
Gitte nippede til teen og sagde ikke meget. Hun vidste godt, der var ting Lene aldrig fortalte. Hvordan hun selv ofte sov over sig og kom for sent. Hvordan hun kunne bruge det sidste på makeup eller café-latte med veninder. Og med Henrik var det ikke ham der gik, men ham der blev tvunget ved hendes evige pengelån.
Gittemå jeg blive her? Bare en måned? Indtil jeg finder noget job? Jeg er hurtig, du ved det. Jeg kan snakke med alle, får hurtigt noget. Lover det.
Lover det endnu et ord i familieordbogen.
Bliv du bare, sagde Gitte. Men jeg har regler. Jeg har boet alene mange år. Jeg har brug for ro. Specielt om morgenen, jeg står tidligt op.
Selvfølgelig! Jeg er stille som en mus. Du opdager mig slet ikke. Jeg er bare lige her, indtil jeg står på egne ben. Vi er jo familie, ikke? Vi skal da hjælpe hinanden.
Om aftenen redte Gitte op i stuen. Nyt linned, friskt håndklæde, en kande vand. Alt blev taget imod som en selvfølge. Lene begyndte allerede at rode i sine ting, smed dem rundt på sofaen.
Har du ansigtscreme? spurgte hun. Min er brugt op, og min hud er så tør.
Gitte tog sin egen frem, dyr og sparsomt brugt. Lene smurte den ind i ansigt, hals og hænder.
Lækker, sagde hun godkendende. Sådan en har jeg ikke haft længe.
Om natten kunne Gitte ikke sove. Hun lå og lyttede til Lene, der vendte og drejede sig, rejste sig for at drikke vand, tændte mobilen med blåt skær, fandt ikke hvile. Lejlighedens vanlige stilhed var væk. Og det var kun begyndelsen.
Næste morgen stod Gitte op klokken seks, lavede blid gymnastik på tæppet for ikke at vække søsteren, lavede havregrød med æble, satte sig ved pc’en og åbnede regnskaberne hun skulle færdiggøre før frokost. Deadline.
Ved ni-tiden kunne hun høre Lene i stuen: prusten, hoste, slæbende trin. Hun dukkede op i døråbningen, stadig i udtrådt T-shirt og trusser, håret stikkende ud.
Godmorgen, gryntede hun. Er der kaffe?
I skabet, svarede Gitte uden at fjerne øjnene fra skærmen.
Lene larmede med kopper, så efter sukker, tændte elkedlen, rodede i køleskabet.
Gitte, har du noget sødt? Kan ikke undvære sukker om morgenen.
Der er småkager på hylden.
Lene fandt pakken og tømte næsten halvdelen, mens hun bladrede på telefonen.
Sidder du og arbejder? spurgte hun senere.
Ja, skal have lukket regnskabet før middag.
Hvor længe endnu?
To timer mindst.
Nåh, så går jeg ind og ligger lidt. Er helt mørbanket.
Hun gik ind i stuen igen og tændte for fjernsynet, et eller andet snakkeshow med skrigeri. Det blev sværere for Gitte at koncentrere sig.
Ved frokost var rapporten indsendt, men hun var træt. Lene sad på sofaen og så sur ud. Gitte lavede salat og varmede suppe.
Det smager godt, sagde Lene. Du har altid kunnet lave mad. Det har jeg aldrig lært. Henrik sagde også altid, at jeg var håbløs.
Efter maden tilbød Lene at tage opvasken, men gjorde det så sjusket, at Gitte måtte vaske det hele om. Fedt på panden, gafler i klumper.
Skal vi ikke gå ud i aften? foreslog Lene. På café eller i biografen? Jeg trænger sådan.
Jeg har ikke råd, Lene, sagde Gitte sagte. Jeg er jo på pension.
Årh, Gitte, vi er jo søstre! Kan vi så ikke gå én gang? Jeg betaler tilbage, når jeg får job.
Bedre du finder job først, sagde Gitte. Jo før du gør, jo hurtigere er du på benene.
Jeg prøver! Men det er simpelthen umuligt for tiden. Enten er lønnen elendig, eller så er det ren udbytning. Jeg har jo erfaring, fortjener mere.
Senere gik Gitte tidligt i seng. Lene blev oppe med fjernsynet. Gitte lå vågen og tænkte på, at søsterkærlighed ikke kunne sættes på én formel. Hun elskede sin søster, uden tvivl. Men kærligheden var forskellig: For Gitte betød det respekt, støtte uden at miste sig selv; for Lene var det ren redning, når alt brændte på.
En uge gik. Lene gjorde intet for at finde arbejde. Stod sent op, gik rundt i Gittes morgenkåbe uden at spørge, brugte hendes kosmetik, tømte køleskabet. Hun påstod hun søgte job, men det var mest snakken med veninderne og klagen over livet, der fyldte dagene.
De personlige grænser blev mere og mere flydende. Hun tog uden at spørge. Brugte Gittes håndklæder, creme, gik lige ind i soveværelset. Da Gitte en dag ovenikøbet bad hende om at lade hendes ting være, blev Lene fornærmet.
Jamen, vi er søstre! Er du virkelig så nærig? Du har jo alt, og jeg er helt på bar bund. Du kan da godt dele lidt.
Gitte sagde ikke imod hun havde aldrig lært at sige fra i familien; man hjalp sine.
Men irritationen voksede. Hun blev irriteret over støjen, over krummer på bordet, den åbne tandpasta, det våde håndklæde på sengen, den høje stemme i telefonen.
Gitte, jeg mangler penge til et par strømpebukser alle mine er løbet.
Jeg har ikke flere ekstra penge, sagde hun træt. Har allerede brugt mere på mad end jeg plejer.
Kom nu, kun små tre hundrede kroner. Jeg betaler dig tilbage, så snart jeg får job. Lover det.
Gitte gav hende pengene. Så gav hun til buskort, siden til telefonen, som Lynhurtigt skulle repareres. Pengene forsvandt, arbejdet udeblev.
En aften over teen talte Lene om barndommen.
Kan du huske, mor sagde altid: ‘Gitte er den stabile, lille Lene vores solstråle.’ Du har altid taget ansvar. Passede på mig i skolegården, hjalp mig med lektierne. Du har altid været min klippe, også nu.
Gitte hørte manipulationen velkendt, elegant, men manipulation. Lene lagde skyld og forventning ud: Kærlighed måtte være betingelsesløs og evig.
Lene, jeg hjælper dig gerne, sagde Gitte roligt. Men jeg vil kunne mærke, at du prøver. At du søger. At du tager ansvar for dit liv.
Det gør jeg da! Det er bare ikke så let som du tror. Jeg er stresset, måske deprimeret, har brug for tid. Og nu presser du mig.
Gitte blev tavs. Samtalen gled ud i intet.
En måned gik. Lene boede som på kurhotel i Gittes lejlighed, stod sent op, bidrog ikke, krævede flere og flere penge og opmærksomhed. Gitte magtede det ikke mere: Hun sov dårligt, fik hovedpine hænderne rystede.
Så ringede hun til sin gamle veninde fru Mortensen.
Lise, jeg kan ikke mere. Lene har boet her i en måned, intet ændrer sig. Hun søger ikke, hun bruger mine penge. Jeg forstår, hun er min søster men hvordan siger man nej, når man altid har lært, at det er forræderi?
Kære, hjælp og udnyttelse er ikke det samme. Du skal ikke forsørge en voksen, der nægter at tage ansvar. Det er ikke kærlighed, det er afhængighed i familien.
Men hun siger, jeg er hendes eneste. Hvis jeg afviser, går hun til grunde.
Det er grov manipulation. Hun er voksen over halvtreds. Hun skal tage ansvar selv. Din hjælp holder hende fast i barnligheden. Voksne bliver ikke voksne af at andre mader dem, men ved at møde virkeligheden.
Gitte lagde røret og tænkte længe. Sandheden gjorde ondt, men hun kunne mærke, det var rigtigt. Hun huskede alle de gange før, hvor Lene skulle lige overnatte. Efter skilsmisse, tabt job, uenigheder med udlejer. Historien gentog sig altid: Lene fik penge, mad, støtte, et sted at være, tog væk og snart kom hun igen.
Senere på aftenen, over en kop kamillete, kiggede Gitte gennem stuedøren til Lene, der så serier på høj lydstyrke, smuldrede småkager i sofaen, liggende henslængt midt i alt. Gitte tænkte på dengang, hun fik lejligheden, helt alene og uden noget fra nogen. På at spare op til møbler, sortere gamle minder, plante blomster for at skabe liv. Hvordan hun arbejdede dobbelt for at undgå at bede nogen om penge, indrettede sig på sin egen måde.
Nu var alt det truet. Ikke af hende selv, men af en søster, der mente hun havde ret til det hele, bare fordi de delte blod.
Gitte rejste sig og gik ind i stuen. Lene kiggede ikke engang op.
Lene, sagde hun stille.
“Mmh? svarede Lene, ikke flyttet blikket.
Vi skal snakke.
Lige om lidt, det er spændende nu.
Gitte greb fjernbetjeningen og slukkede.
Hey! Jeg så det!
Vi skal tale. Nu.
Noget i stemmen virkede anderledes, fik Lene til at sætte sig op. Posen med småkager blev lagt til side.
Så sig det, hvad er der?
Gitte satte sig overfor. Hænderne rystede, hjertet dunkede. Hun havde aldrig kunnet klare konflikt, havde altid glattet ud.
Lene, du har boet her en måned nu. Det var ikke aftalen. Du sagde hurtigt, du ville finde job og komme videre.
Det prøver jeg også, sagde Lene. Hvad vil du have jeg skal gøre?
Du gør ikke noget. Du søger ikke og tager ikke afsted til samtaler. Du bruger mine penge, mine ting, overskrider alt. Jeg er træt. Virkelig træt.
Så du smider mig ud? Lene lød vantro. Din egen søster? Når jeg ikke har andre?
Jeg smider dig ikke ud. Men sådan kan det ikke fortsætte. Du skal virkelig tage dig sammen. Find et arbejde. Vis hensyn. Jeg er også et menneske, med mine grænser.
Så dine behov tæller mere? Du er iskold jeg har ingenting!
Jeg holder af dig, sagde Gitte. Men det betyder ikke, at jeg skal ødelægge min egen hverdag for din skyld.
Ødelægge dit liv? Lene fnøs. “Hvilket liv? Du sidder bare her, alene i din pensioniststue, tæller kroner! Jeg har da trods alt givet dig lidt underholdning.
Det sårede, men Gitte svarede roligt:
Ja, jeg lever alene, og det har jeg valgt. Og jeg har ret til at indrette mit liv, som jeg vil.
Men har jeg ingen ret til hjælp? Jeg kom jo kun, fordi jeg havde det skidt. Er det så meget forlangt?
Jeg har hjulpet dig en måned. Givet dig tag, mad, penge. Men støtte handler også om at være ærlig. Og jeg orker ikke mere.
Så du smider mig ud? Din egen søster? Vi har altid været sammen.
Vi har ikke, sagde Gitte, nu med ny fasthed. Du dukker kun op, når du har brug for hjælp. Ikke omvendt. Jeg siger det ikke for at bebrejde, men som det er.
Lene tav. For første gang så hun overraskelse i søsterens ansigt.
Jeg siger det igen: To uger. Find et arbejde hvilket som helst. Om det er som ekspedient, rengøringshjælp eller servitrice bare noget. Begynd på en frisk. Jeg kan hjælpe dig i gang, men så må du klare dig selv.
To uger? Du kan da ikke mene det!
Hvis du vil, kan du sagtens. Der er arbejde nok det handler om villighed.
Jeg arbejdede ikke for at knokle for småpenge! Jeg har uddannelse, erfaring!
Så brug det. Men ikke for mine penge. Jeg vil ikke forsørge dig mere.
Utroligt, sagde Lene, utroligt, du kan være så kold.
Det er ikke kulde, det er kærlighed. For første gang på tyve år får du tilbuddet om at klare dig selv. Ingen redder dig du skal selv.
Tårerne trillede ned ad Lenes kinder. Gitte havde aldrig set hende sådan før.
Jeg ved ikke hvordan. Jeg har altid været sådan letsindig, uansvarlig. Mor sagde altid jeg ikke ville lære det.
Mor tog fejl. Du kan godt, men det kræver at ingen bærer dig mere. Rigtig støtte er at give én mulighed for at vokse. Du kan.
De sad tavse, med aprilskumringen udenfor og urene, der tikkede.
Okay, sagde Lene til sidst svagt. To uger. Men hvad hvis jeg ikke finder arbejde?
Du finder noget, hvis du vil, svarede Gitte fast.
De næste to uger var mærkelige. Lene begyndte at lede, men mest som et barn tvunget i skole. Hver ansøgning havde en undskyldning for lav løn, skæve arbejdstider, dårligt miljø.
Du afslår alt, sagde Gitte. Du siger nej til alt.
Det er mit liv, jeg bestemmer!
Det gør du på egne penge.
Presset voksede. Lene svingede mellem fornærmethed, gråd og listige angreb, men Gitte holdt fast hvis hun gav sig nu, ville det aldrig ende.
På ellevte dag kom Lene træt hjem.
De tog mig, sagde hun kort. Ekspedient i tøjbutik. Er du tilfreds?
Jeg er glad for dig, svarede Gitte oprigtigt.
Lene hældte et glas vand op og tømte det.
Jeg hader det arbejde. Småpenge for at fedte rundt, smile falskt, høre på alt muligt.
Det er midlertidigt. Så kan du bygge dig op og finde bedre.
Det siger du bare.
På trettende dag hjalp Gitte hende med at leje et værelse. Længere ude i byen, billigt, rent. Gav hende penge til første måneds leje og lidt til indkøb.
Sidste gang. Fremover klarer du dig selv.
Lene nikkede tavst. De pakkede hendes sager. Gitte mærkede tung lettelse og tristhed: Let over at få sit liv tilbage, sorg over at noget var uigenkaldeligt ændret.
Ved døren, klar til at gå med rygsæk og poser:
Nå, så går jeg, sagde Lene uden at se på hende.
Lene, kaldte Gitte.
Søsteren vendte sig om røde øjne, træt ansigt, mager.
Ring når du er kommet på plads. Bare et lille livstegn. Jeg vil gerne vide hvordan du har det.
Hvorfor? Du behøver jo ikke tænke på mig mere.
Fordi vi er søstre. Fordi jeg elsker dig bare på en ny måde.
Lene nikkede. Okay. Jeg ringer.
Hun gik, trinene forsvandt på opgangen.
Gitte satte sig ved køkkenbordet. Lejligheden var stille præcis så stille som hun havde længtes efter.
Hun rejste sig, gjorde stuen i stand. Sofaen var redt, alt lå på sin plads. Hun åbnede vinduet og lod forårsluften strømme ind. En mærkelig blanding af tunghed og lethed lå over hende.
Hun vidste, hun havde gjort det rette, noget hun burde have gjort for tyve år siden. Ikke at svigte søsteren, men vise hende en vej til voksenliv, ansvar og selvstændighed. Det var hårdt, men nødvendigt.
Lene kunne falde igen, måske bede om hjælp igen. Måske ringede hun aldrig. Måske voksede hun endelig op.
En uge senere ringede telefonen.
Det er bare mig, sagde Lenes trætte, men mere rolige stemme. Ville bare sige, det går. Jeg arbejder, bor her. Udlejeren er ok.
Jeg er glad for at høre det, sagde Gitte. Hvordan har du det?
Træt. Rigtig træt. Har aldrig arbejdet sådan før. Men jeg gør det.
De tav.
Gitte, sagde Lene. Jeg har tænkt meget på, hvad du sagde. Jeg var virkelig vred på dig. Men du havde ret. Jeg har altid ventet nogen skulle ordne det for mig. Du er den første der sagde stop. Det var hårdt, men nødvendigt. Jeg lover at prøve.
Gitte sad og mærkede tårerne glide ned ad kinderne.
Tak fordi du siger det. Jeg troede, du ville hade mig.
Måske lidt, hvis jeg var en anden, grinede Lene træt. Men jeg ved jo du har ret. Det gør bare ondt at erkende.
Hvis du får brug for hjælp
Gitte, det behøver du ikke sige. Jeg ved du altid hjælper, men jeg skal lære at klare mig. Jeg er fireoghalvtreds. Tid at tage ansvar.
De aftalte et opkald ugen efter. Gitte lagde røret og sad længe ved vinduet. Hun vidste ikke, hvad fremtiden ville bringe om Lene ville vokse, eller om de blev fremmede. Men for første gang i månedsvis faldt der ro over hendes hjem, og over hende selv.
