Grethe kom hjem fra supermarkedet og begyndte at pakke varerne ud på køkkenbordet. Pludselig hørte hun en mærkelig rumsteren inde fra sønnens og svigerdatterens værelse og gik for at tjekke, hvad der foregik.
Karen, hvor skal du hen? spurgte Grethe overrasket, da hun så svigerdatteren pakke tøj ned i en kuffert.
Jeg rejser! sagde Karen med gråd i stemmen.
Rejser? Hvorhen? Hvad er der sket? Grethe var helt forvirret.
Karen svarede ikke, men rakte hende et brev uden et ord. Grethe foldede papiret ud og frøs til is, da hun læste, hvad der stod.
Ole havde taget sin brud, Karen, med hjem til landsbyen, ind i forældrenes hvide bindingsværkshus. Moren blev glad: Sønnen på over tredive havde endelig fundet sig til rette og giftet sig. Han havde fået det ud af systemet. Han var hjemme igen og hun kunne endelig få lidt hjælp, nu hvor alderdommen meldte sig.
Huset var velforsynet, og Grethe var husets ubestridte centrum. Faderen var gået bort for nogle år siden, men havde efterladt både den solide bolig og et stort landbrug. Han havde gjort alt for familien. Men Ole var enebarn Grethe havde ikke kunnet få flere efter ham, og senere kunne hun slet ikke blive gravid. Livet på landet havde tæret hårdt på hende, gården krævede folk 365 dage om året og ingen ferier. Så døde manden, syg og nedslidt, og Grethe havde plejet ham i tre år uden held. Hun havde lært at køre traktor og klare jorden alene.
Karen var ung ti år yngre end Ole, vurderede Grethe. Yndig, spinkel pige. Grethe huskede sig selv som ung, da hun som brud selv var kommet til huset med kun en lille kuffert. Hun havde ikke haft meget. Men sønnen havde valgt hende, og så måtte de leve sammen. Hun var desuden forældreløs måske var det bedre sådan.
Landsbyens piger så med misundelse på Karen. Hun havde kapret den pæneste og rigeste ungkarl, og trods at de alle forsøgte at få Oles opmærksomhed, overså han dem. Han gik direkte hjem til kone og børn efter arbejde. Karen fødte to sønner og en datter.
Da den yngste blev fem og den ældste ti, besluttede Ole sig for at tage til København med en kammerat for at arbejde.
Mangler du penge? Vi mangler ikke noget, forsøgte moren at overbevise ham, vi har mad, jeres to lønninger, og min folkepension. Hvem passer gården?
Jeg er træt af det bøvl, mor! Jeg finder job, så flytter jeg familien til byen. Børnene skal have bedre muligheder. Huset skal sælges. Du tager selvfølgelig med os.
Ole, vi har da skole lige her i sognet, forsøgte Karen at stoppe ham.
Jamen, du er jo bypige. Du har mest hjemme i byen alligevel.
Ja, hvis børnehjemmet i Odense tæller som by. Jeg var jo bare lille, da jeg mistede mine forældre. Men hvad med din mor? Hun har brug for hjælp. Og hvordan klarer vi os i byen med tre børn? Karen tørrede diskret sine tårer væk.
Nok snak! Jeg har besluttet mig. Og se dig selv i spejlet du ser helt slidt ud.
Karen og Grethe kom heldigvis godt ud af det med hinanden. Grethe, som huskede egen ungdom, ynkede hende tit. Og da børnebørnene fyldte huset, blev hun som en anden mor for dem. Karen lærte at holde af svigermor og kaldte hende hurtigt mor.
Karen græd lavmælt.
Nå, rejser han, så må han. Vi klarer den, sagde Grethe.
Ole drog afsted. Han skrev breve, der var jo endnu ikke mobiltelefoner. Efter et halvt år kom han hjem med gaver og lidt penge så tog han afsted igen. Hans kammerat kom hjem for godt, men Oles hustru fortalte på et tidspunkt Grethe, at hendes søn nu boede hos en velhavende dame i Gentofte, hvor de havde lavet renoveringsarbejde. Han arbejdede ikke mere. Grethe sagde ikke noget til Karen, for måske var det hele bare sladder. Men rygterne gik i landsbyen. En dag kom Karen ind som en skygge af sig selv og begyndte at pakke.
Hvor skal du hen?
Karen rakte hende et sammenfoldet brev.
Karen. Undskyld, men jeg har mødt en anden. Huset arver jeg efter mor. Så lad være med at spilde tiden. Du kan stadig klare dig og få børnene på fode. Her er nogle penge. Og så må du klare dig selv. Ole.
Han må sejle sin egen sø. I skal i hvert fald ikke forlade huset! Jeg slipper jer ikke. Jeg kan ikke undvære jer, og han skal ikke jage jer væk. Det får han aldrig lov til!
En dag kom Ole hjem sammen med sin nye kone i en spritny bil. Han regnede ikke med at se børnene i huset. Han vidste ikke, at moren ikke havde sagt noget til ham. Datteren, nu 12, styrtede i gråd over til sin far. Den ældste søn gik roligt hen til ham. Ole ville kramme drengen, men han tog bare søsteren i hånden og førte hende bort. Den mellemste fulgte efter.
En forræder, ikke en far, mumlede han. Kom, vi skal arbejde.
Ole så tavst til, mens sønnen sprang op i traktoren og satte kurs mod kartoffelmarken bag huset. Den anden søn og datteren fodrede kaninerne gården var endda vokset med nye dyr. Børnene var blevet store, og det havde han ikke set.
Hvor er deres mor? Er du helt alene nu? spurgte han sin mor.
Lad nu være med at dømme andre ud fra dig selv. Hun hedder Karen. Har du glemt det? Hun er snart hjemme fra arbejde. Hvad bringer jer ellers her, sådan to sammen?
Vi vil tale med dig om noget.
Sig det du vil, og gå din vej, inden Karen kommer hjem.
Vi er her for at hente dig.
Jeg troede, det var for børnene.
De har jo en mor. Du bør flytte ind hos os. Sælg huset og jordene, du kan få udbetalt en pæn sum. Vi sørger for, du får en lejlighed tæt på. Der bliver nok penge.
Hvad så med børnene? Hvorfor siger du ikke noget?
Karen og børnene skal tage til byen der er flere muligheder for dem.
De kunne være rejst, hvis de selv havde lyst. Vi har hørt nok nu.
Vi har fundet en god køber. Men du skal ikke bruge for lang tid på at overveje det.
Jeg har intet at overveje. Jeg er ikke længere frue her på stedet.
Nu må du ikke sige sådan, mor!
I det samme trådte Karen ind.
Sikken et selskab, sagde hun skarpt.
Karen havde fuldstændig forandret sig på de år, Ole var væk. Hun var blevet flottere, havde sin mors gamle guldøreringe på og en smart frisure. Der var intet tilbage af den gamle Karen hun var en rigtig smuk kvinde. Oles nye kone kunne slet ikke måle sig. Ole stirrede ufrivilligt, til den nye kone skubbede ham.
Hvorfor har du ikke dækket op, mor? Vi har jo gæster! spurgte Karen.
Gæsten er på vej videre. Han har sagt, hvad han ville. Tak for besøget, min dreng, du har vel ikke glemt din gamle mor. Og til dig, skønhed, farvel jeg håber, vi aldrig ses igen.
Her er mit nummer, mor. Ringer du, hvis du får brug for det. Ole lod en seddel ligge på bordet og gik.
Ole kom kun én gang mere for at sige farvel til sin mor. Karen havde ringet trods alt var han jo hendes søn. Børnene var blevet voksne. Den ældste havde selv fået børn. De hilste på ham uden varme som på en fremmed. Datteren kom slet ikke hen til ham.
Karen. Børnene er voksne. Huset er mit. Jeg har ret til at bo her. Jeg er skilt. Og nu flytter jeg tilbage. Vil du blive, må du gerne. Hvis ikke, så må du rejse.
Karen tog stille papirerne frem fra kommoden. Grethe havde for længe siden skrevet huset over på hende, samme år som Ole havde sendt sit brev. Ole gik uden et ord. Karen holdt ham ikke tilbage. Hun havde børnene og nu også børnebørnene.
