Grethe kom hjem fra Brugsen, lagde poserne på køkkenbordet og begyndte at pakke varerne ud. Pludselig hørte hun usædvanlig larm fra sønnens og svigerdatterens værelse og besluttede at gå derhen.
Birgitte, hvor er du på vej hen? spurgte Grethe forbavset, da hun så, at svigerdatteren pakkede sine ting ned i kufferter.
Jeg rejser! sagde Birgitte gennem tårer.
Hvad mener du? Hvor skal du hen? Hvad er der sket? spurgte Grethe chokeret.
Se selv, sagde Birgitte stille og rakte et brev frem. Grethe tog imod brevet, foldede det ud og stod helt stille efter hun havde læst det.
Anders havde taget sin brud Birgitte med til landsbyen, hjem til barndomshjemmet. Moren glædede sig, for først i trediverne havde sønnen endelig besluttet sig for at blive gift. Nu havde han slået sig til ro. Og hjælp på matriklen kunne Grethe også bruge i takt med, at hun blev ældre.
Det var et solidt hus, Grethe stod for alt indendørs. Faren var gået bort, men havde efterladt både hus og et velfungerende landbrug. Han havde gjort, hvad han kunne for familien. Men sønnen var enebarn nogen flere børn blev det ikke til for Grethe, og senere kunne hun slet ikke blive gravid. Det var hårdt slid, landbruget krævede daglig omsorg uden hverken ferie eller afløser. Til sidst blev faren syg, og Grethe plejede ham i tre år, men det var forgæves. Hun lærte både at køre traktor og styre markerne selv.
Birgitte var ung, sikkert ti år yngre end Anders, regnede Grethe ud. Spinkel og blid. Grethe kom til at tænke på sig selv dengang hun var ligesådan, ankommet til sin mand med en lille kuffert og kun få ejendele. Men sønnen havde valgt, og så var det hendes lod. Birgitte var også forældreløs måske var det i virkeligheden nemmere sådan.
Alle landsbyens piger misundte Birgitte. Hun havde snuppet en flot og velhavende mand. De havde alle flørtet, også selvom Anders nu var gift, men han havde kun øje for konen og børnene hjemme. Birgitte fødte dem to drenge og en pige.
Da den mindste datter var fem, og den ældste søn ti, bestemte Anders sig for at tage til København sammen med en ven for at tjene flere penge.
Mangler du penge? Vi har jo mere end rigeligt, sagde Grethe. Vi har mad, jeres to lønninger og min folkepension. Hvem skal tage sig af gården? Jeg kan ikke klare meget mere.
Jeg er træt af landbrug, mor! Jeg får arbejde i byen, og så flytter vi alle sammen. Ungerne skal have bedre muligheder. Vi kan sælge gården, og du tager med os.
Anders, skolen ligger jo et par veje væk, prøvede Birgitte at tale ham fra det.
Du er jo en københavner, så vi tager til byen.
Børnehjemmet lå i København, men jeg husker egentlig ikke noget fra dengang. Og hvad med din mor? Hun har brug for hjælp. Hvordan skal vi klare os med tre børn og ingen familie i byen? sagde Birgitte og tørrede hurtigt en tåre væk.
Færdig! Det er ikke til diskussion. Og se at få pakket ordentligt, du ser udkørt ud.
Birgitte og Grethe kom dog altid godt ud af det med hinanden. Grethe så sig selv i Birgitte og havde ondt af hende. Da børnebørnene voksede til, måtte det aldrig komme en lyd om, at Birgitte var andet end hendes egen datter. Birgitte kom også hurtigt til at holde af Grethe, hun sagde næsten med det samme mor til hende.
Birgitte græd.
Hvis du rejser, Anders, så må vi se, hvordan vi klarer den, sagde moren.
Anders tog af sted. Han skrev breve, mobiltelefoner fandtes ikke endnu. Efter et halvt år kom han hjem, medbragte gaver, lagde lidt penge, og tog så afsted igen i endnu et halvt år. Hans ven, som han var rejst med, vendte hjem før ham. En dag fortalte vennen kone til Grethe, at Anders boede hos en rig kvinde, som de havde renoveret for. Boede der, men arbejdede ikke. Grethe valgte ikke at fortælle Birgitte noget måske var det hele bare sladder. Men rygtet bredte sig. En dag kom Birgitte grædende hjem og begyndte at pakke sit tøj.
Hvor skal du hen?
Birgitte rakte stille et brev frem. Det var nærmest bare en seddel.
Birgitte. Undskyld, men jeg har fundet en anden. Huset får jeg, efter mor. Du skal ikke spilde mere tid, find dit eget ståsted, og tag dig af børnene. Her er nogle penge som start. Fremover må du selv klare dig. Anders.
Så kan han blive væk. I skal ikke ud af huset. Børn skal ikke slæbes rundt. Jeg kan heller ikke undvære jer. Han kan ikke bare jage jer væk det tillader jeg ikke.
En dag kom Anders til byen sammen med sin nye kone i en spritny bil. Han havde ikke regnet med, at se børnene hjemme hos sin mor. Han vidste heller ikke, at moren ikke havde syntes, børnene skulle fortælles noget. Datteren, som nu var 12, løb storgrædende over til ham. Den ældste søn fulgte roligt efter. Anders forsøgte at omfavne sønnen, men han tog bare stille sin søster i hånden og gik. Den mellemste fulgte trop.
Han er ikke far, han er forræder. Lad os komme videre vi har ting at lave.
Anders så med, da sønnen satte sig på traktoren og begyndte at pløje kartoffelmarken bag huset. Den anden søn og datteren fodrede kaninerne. Landbruget var ikke blevet mindre der var nu flere dyr, især kaniner, som de aldrig før havde haft. Børnene voksede op, men han så det aldrig.
Hvor er deres mor? Du passer sikkert dem alene, sagde han til Grethe.
Døm ikke andre ud fra dig selv. Hun hedder Birgitte. Har du glemt det? Hun kommer snart hjem fra arbejde. Hvorfor sådan et fint besøg, og to på en gang?
Vi har noget at sige dig.
Kom med det, og gå så inden Birgitte kommer hjem.
Vi er kommet for din skyld.
Jeg troede, det var for børnenes skyld.
Børnene har jo deres mor. Du skal bo med din søn nu. Sælg gården, du får rigtigt mange penge for både jord og hus. Vi finder en god lejlighed til dig i nærheden. Pengene rækker.
Og børnene? Hvorfor er der ingen, der siger noget?
Birgitte må tage børnene med til byen, leje noget. Der er flere muligheder for børnene.
Muligheder er der nok, men viljen mangler. Ellers havde de allerede været væk.
Nu har vi sagt, hvad vi har på hjerte. Tænk over det. Vi har allerede fundet en god køber. Men vent ikke for længe.
Jeg har intet at tænke over. Her bestemmer jeg ikke.
Mor, hvorfor siger du sådan noget?
På det tidspunkt trådte Birgitte ind af døren.
Sikke nogen gæster.
Birgitte blomstrede efter alle de år, Anders ikke havde set hende. Flot klædt, havde moderens øreringe på, ny smart frisure. Der var intet tilbage af den Birgitte, han havde forladt. Hun var smukkere end hans nye kone. Han kunne ikke lade være med at stirre, før den nye kone gav ham et rap.
Hvorfor dækker du ikke op, mor? spørger Birgitte smilende. Fin gæst, vi får på besøg.
Gæsten går igen, han har sagt, hvad han kom for. Det var alt, tak fordi du kiggede forbi, søn. Og farvel til dig, min smukke håber, vi ikke ses igen.
Her, mor, tag telefonnummeret. Ringer du, hvis du får brug for noget. sagde Anders og lagde en seddel på bordet, inden han gik.
Anders kom kun én gang mere, for at sige farvel til sin mor. Birgitte ringede til sidst, for det var trods alt hendes søn. Børnene var nu voksne, den ældste havde egne børn. De talte kort og køligt til ham. Datteren ville slet ikke hen til ham.
Birgitte. Børnene er store. Huset er mit, jeg har ret til at bo her. Jeg er blevet skilt. Vil du blive, så bliver du. Hvis ikke, så må du tage af sted.
Birgitte fandt ordløst papirerne frem, som lå i kommoden. Grethe havde skrevet huset over på hende det år, hvor Anders skrev afskedsbrevet. Anders tog uden et ord af sted. Birgitte lod ham gå, for der var intet, der længere bandt hende til ham. Nu havde hun sine børn og børnebørn.
Og sådan lærte familien, at livets største styrke findes hos dem, der bliver, kæmper og hjælper hinanden ikke hos dem, der svigter. For lykken blomstrer, hvor kærligheden lever.
