Gæsterne er gået, men naget bliver
”Mor, hvad er det dog, du siger?” Annelise smed en beskidt tallerken i vasken, så den klirrede mod kanten. ”Hvordan kan du kalde mig utaknemmelig? Hvad skal jeg takke dig for, mon?”
”For alt, hvad jeg har ofret for dig! For at jeg blev ved din far for børnenes skyld! For at jeg nægtede mig selv alt, bare I kunne få en ordentlig uddannelse og tøj på kroppen!” Birthe stod midt i køkkenet, rød af harme, og knugede et køkkenhåndklæde i hænderne.
”Mor, hold nu op! Gæsterne er lige gået, og så går du straks i gang med at hakke på mig! Hvad har jeg dog gjort? Viste jeg ikke godt nok frem for dine veninder? Dækkede jeg ikke bordet? Bagte jeg ikke kagen?”
”Netop – du gjorde ikke!” Birthe vendte sig og begyndte at skrubbe kopper med arrigskab. ”Du sad der som en fremmed, da Lise fortalte om sine børnebørn. Du sagde ikke et ord, da Hanne spurgte til Mathias. Du sagde ikke engang tak, da de roste dig!”
Annelise gned tindingerne. Hendes hoved hamrede efter tre timers sammenvær med mors veninder. De evige spørgsmål, sammenligninger, råd om, hvordan man lever ”rigtigt”. Det evige utilfredse brok over alt og alle.
”Mor, jeg er femogtredive. Jeg er en voksen kvinde. Jeg behøver ikke smile og nikke hvert sekund.”
”Voksen!” fnøs moren. ”En voksen kvinde bor for sig selv, skal du vide. Hun hænger ikke på sin mor som en klæg teenager.”
”Jeg er femogtredive, ikke fyrre! Og jeg hænger ikke på dig! Jeg betaler for varme og vand, jeg handler ind, jeg rydder op, jeg laver mad!”
”Mad!” Birthe vendte sig, og hendes øjne lynede. ”Hvad laver du dog af mad? Pasta med pølser? Hvem lavede så suppen i dag? Hvem stod for frikadellerne? Hvem gik og gjorde rent hele dagen før gæsterne kom?”
Annelise sank ned på en stol. Kræfterne svigtede. De evige bebrejdelser, skyldfølelsen, kampen for at retfærdiggøre sig selv – det udmattede mere end en hel arbejdsdag.
”Okay, mor. Jeg er en dårlig datter. Hvad mere vil du have mig til at sige?”
”Jeg vil have et tak!” Birthe hamrede fladen i bordet. ”Bare et ’tak, mor, for at du lader os bo her, for at du ikke smed os ud, da Anders gik’. ’Tak fordi du hjælper med Mathias, tager ham til lægen, henter ham i skole.’ Men nej! Du tror, det er min pligt!”
Annelise mærkede en klump i halsen. Ja, mor hjalp med Mathias. Ja, hun boede i mor lejlighed i tre år, siden skilsmissen. Men prøvede hun ikke at give igen? Knoklede hun ikke på to jobs for at bidrage?
”Mor, jeg takker dig hver dag. Måske ikke med ord, men med gerninger. Jeg tigger ikke penge, jeg tjener selv. Jeg hjælper til.”
”Hjælper!” Moren satte sig overfor datteren, stadig med håndklædet i hånden. ”Ved du, hvad Lise sagde i dag? At hendes Mette har fundet en ny mand. En fin fyr, med god økonomi. Han vil have dem til at flytte ind. Og hvad har du? Tre år alene, arbejde-hjem-arbejde som et urværk. Intet liv udenom.”
”Hvad har dét med sagen at gøre?” Annelise rejste sig. ”Jeg kan ikke bestille en mand på nettet! Hvis jeg møder den rigtige, så ja. Hvis ikke, lever jeg alene.”
”Alene!” Birthe begyndte at gå frem og tilbage. ”Tror du, jeg er udødelig? Jeg er tooghalvfjerds. Hvor mange år har jeg tilbage? Og så står du helt alene med et barn.”
”Mathias er ikke lille, han er tretten.”
”Tretten! Den sværeste alder! Han har brug for en far, en mand. Og hvad ser han? En mor, der arbejder fra morgen til aften, og en bedstemor, der opdrager ham.”
Annelise rejste sig. Samtalen tog den sædvanlige drejning. Nu ville moren begynde at remse hendes fejl op.
”Mor, jeg går ind. Jeg skal tidligt op.”
”Ja, gå du!” råbte Birthe efter hende. ”Som altid, når det bliver alvorligt! Løb og gem dig!”
Annelise standsede i døren. Der var noget sandt i mors ord.
”Jeg løber ikke. Jeg er bare træt af de her samtaler. Du er aldrig tilfreds. Uanset hvad jeg gør.”
”Tilfreds?” Birthe kom nærmere. ”Hvordan skal jeg være tilfreds? Kan du forklare mig, hvorfor en kvinde på femogtredive bor hos sin mor? HvAnnelise lukkede øjnene et øjeblik, tog en dyb indånding og sagde blidt: “Mor, vi finder ud af det her sammen – i vores eget tempo og på vores egen måde.”
