Kære dagbog,
Manden i den sorte jakkesæt rystede ikke på et eneste ben. Hans blik sad fast på brevet i min hånd, som om det var det eneste, der betød noget i denne verden. Elias lå i mine arme, kun svagt åndedræt. Hans hud var bleg, læberne kolde, og jeg mærkede hans hjerte slå langsommere. Jeg havde ingen tid til at tænke, men fingrene arbejdede hurtigt. Jeg rev brevet op.
Indeni var der ingen lang besked. Kun et gammelt foto, en adresse kradset på bagsiden og ét navn skrevet med fed sort blæk:
Anders Vester.
Det ene øjeblik jeg så navnet, forsvandt mandens smirk. Hans øjne smalnede, kæben knugede.
“Du skulle ikke have læst det,” sagde han, stemmen lav og skarp.
Jeg så på ham. “Hvem er Anders Vester?”
Han trækkede sig tættere på. “Det navn vil brænde denne by til aske. Hvis du er klog, smider du det væk og glemmer, du nogensinde har set det.”
Før jeg nåede at svare, hørtes en høj horn fra udendørs. Et godstog susede forbi jernbanen, rystede væggene i skuret. Jorden dirrede under mig, men manden i jakkesættet lod ikke blikket glide fra brevet.
Elias gispede i mine arme. Hans øjne flakkede et øjeblik. “Find ham Niels før de gør det.”
Så faldt hans hoved tilbage igen.
Panikken knyttede min brystkasse. “Elias! Hold fast!”
Manden i jakkesættet fik en iskold stemme. “Hvis du går efter Anders Vester, skriver du dit eget dødsdom. Og din brors, hvis han overlever natten.”
Jeg stod mellem ham og Elias. “Hvorfor er du så bange for ham?”
Han smilede svagt. “Fordi Anders Vester er den eneste levende mand, der kender sandheden om din mor og hvorfor du blev bortført.”
Ordene slog mig som et slag. Jeg greb brevet hårdere, indtil papiret krøllet i min hånd.
Før jeg nåede at tale, trådte Katrine frem med en pistol i hånden.
“Træk dig tilbage,” sagde hun til manden.
Hans smirk vendte tilbage. “Stadig helten, Katrine? Du var en af os engang. Du ved, hvordan det ender.”
“Jeg ved også, at du ikke kommer væk med det brev,” svarede hun skarpt.
De stod længe og stirrede på hinanden, kun lyden af dryppende vand fra det revnede tag og Elias’ anstrengte åndedræt brød stilheden. Så tog manden et langsomt skridt tilbage. “Dette er ikke slut, Niels. Det brev vil ødelægge dig. Og når det gør vil jeg være der og se.”
Han humpede ud af skuret og forsvandt i skyggerne ved jernbanen.
Et øjeblik var alt stille igen, men mine hænder rystede. Ikke af frygt men af en brændende vrede.
Jeg vendte mig mod Katrine. “Vi skal til den adresse i aften.”
Hun så overrasket ud. “Niels, du forstår ikke”
“Jeg forstår nok,” afbrød jeg. “Anders Vester ved, hvor min mor er. Hvis jeg må brænde København for at finde hende, så gør jeg det.”
Mette, stadig med den sårede skulder, kæmpede for at stå. “Du aner ikke, hvor farlig Vester er. Han arbejdede for din far før branden. Han var den eneste, din far stolede på med alt.”
Jeg så skarpt på hende. “Hvor er han nu?”
Hun tøvede, så på Katrine. “Adressen på papiret er ikke hans hjem. Det er et skjulested. Hvis han er der, gemmer han sig for de samme folk, der jager dig.”
Katrine rystede på hovedet. “Niels, du går ikke ind der uden backup. Vester stoler på ingen. Hvis han tror, du er med dem, skyder han dig, før du får sagt et ord.”
Jeg kiggede ned på Elias. Hans åndedræt var stadig ujævnt, men hans hånd rystede let i min. Han holdt fast i mig.
“Jeg går,” sagde jeg. “Og du er enten med mig eller i vejen.”
Katrine sagde intet, men hun stoppede mig ikke.
Vi forlod skuret og gik gennem skyggerne ved jernbanen. Hver lyd fik mit hjerte til at hoppe en løs kæde, der klirrede i vinden, metallens knirken, fjerne fodtrin. Jeg holdt Mette i armen for at støtte hende.
Skjulestedets adresse lå kun to gader væk, gemt bag en gammel lagerbygning. Udvendigt så den forladt ud brædder spærrede vinduerne, døren hængte på et enkelt hængsel.
Da vi kom tættere på, så jeg en lille rød lampe på væggen. Et kamera.
“De holder øje,” mumlede jeg.
Katrine bankede tre gange, holdt pause, og bankede to gange mere. “Det er mig,” råbte hun.
Intet skete i lang tid. Så, langsomt, gik døren på klem.
En mand stod inde. Han var høj, med et gråt skæg og øjne som stål. Hans venstre hånd holdt en pistol rettet mod min brystkasse.
“Niels Jensen,” sagde han.
Jeg frøs. “Kender du mig?”
“Jeg kender alt om dig,” svarede han. “Og din bror.”
“Så du ved, jeg har brug for svar,” sagde jeg.
Han gestikulerede, så vi kunne gå ind. Indenfor var rummet dunkelt og duftede svagt af tobak. Kort over byen dækkede væggene, sammenkædet med røde snore og fotografier.
Midt i det hele var et foto af min mor. Ikke det gamle fra brevet, men et nyere. Hun stod på en markedsplads i Århus, med et enkelt tørklæde, men hendes øjne de var de samme, jeg så i spejlet hver morgen.
Min hals strammede. “Hvor er hun?”
Anders Vester trådte frem. “Levende. Og i større fare, end du kan forestille dig.”
“Tag mig til hende.”
Han rystede på hovedet. “Hvis du går til hende nu, vil du lede dem direkte til hende. De vil dræbe hende, før du kan nævne hendes navn.”
Jeg knyttede næverne. “Jeg har været holdt fra hende hele mit liv. Jeg venter ikke flere årtier.”
Vesters øjne blødte en smule. “Niels de, der jager dig, vil ikke kun have penge eller magt. De vil have noget, din mor har. Noget, din far gav hende, før han døde. Hvis de får fat i det vil Danmark falde fra hinanden.”
Katrine brød tavsheden for første gang siden vi kom ind. “Hvad er det?”
Vester tøvede, så på brevet, jeg stadig holdt. “Du har allerede en del af det. Resten er hos hende.”
Mette sagde: “Hvad sker der, hvis de får begge dele?”
Vesters svar var kort.
“De vil ikke kun dræbe dig. De vil slette dig. Alle jer. Som om I aldrig havde eksisteret.”
Rummet blev stille. Jeg så på fotografiet af min mor igen. Hendes smil var svagt, men ægte. Hun levede.
For første gang i årevis mærkede jeg håb. Men jeg vidste også, at håb ikke ville beskytte hende.
Jeg vendte mig mod Vester. “Fortæl mig, hvad jeg skal gøre.”
Hans blik mødte mit. “Først skal du være klar til at dræbe manden, der satte den brand.”
“Hvem er det?” spurgte jeg.
Vesters kæbe spændtes. “Den samme mand, der har jagtet dig siden du trak din bror ind på hospitalet. Manden i jakkesættet.”
Blodet i mine årer blev varmt. Jeg så hans smirk i tankerne, hans stemme i regnen.
Jeg løb ikke længere. Nu var det min tur til at jage.
Vesters ord hang i luften som røg. Katrines greb om pistolen strammede. Mettes ansigt gik blegt.
Og mig? Jeg følte ild i årerne. Årene jeg havde løbet, overlevet på stumper af sandheder og halve svar, var forbi. Nu havde jeg et navn, et ansigt, og et mål.
Manden i jakkesættet.
Den samme mand, der næsten tog Elias’ liv.
Den samme mand, der vidste, hvorfor min mor forsvandt.
Den samme mand, der brændte min fortid til aske.
Jeg gik tættere på Vester, stemmen lav men fast.
“Så fortæl mig, hvor jeg finder ham.”
Vester så på mig, øjnene ubevægelige. “Du er ikke klar.”
Jeg slog med knytnæven på bordet, så fotografierne flyve. “Min bror dør! Min mor er i skjul! Sige mig, at jeg ikke er klar, er det sidste, jeg kan høre.”
Et lille sprække i Vesters maske viste sig. Hans kæbe rystede. Han sænkede langsomt pistolen.
“Du minder mig om din far,” mumlede han. “Samme ild. Samme stædighed. Det er derfor, de frygter dig.”
Han trak en slidt konvolut frem fra frakken og skubbede den over bordet mod mig.
“Inde i den er det første skridt. Men når du åbner den, er der ingen vej tilbage. Du vil enten redde din familie” hans øjne hårdnede “eller begrave dem.”
Jeg stirrede på konvolutten, pulsen hamrede i ørerne. Elias’ svage åndedræt lød i mit hoved. Min mors øjne på billedet i væggen så lige igennem mig.
Langsomt rakte jeg hånden ud og greb den.
I det øjeblik vidste jeg, at jagten allerede var i gang.
Jeg kæmpede ikke længere kun for svar. Jeg kæmpede for blod.
Når jeg finder manden i jakkesættet, vil han ikke være jægeren.
Han vil blive byttet.
Lektion: Når fortiden har brændt din vej, er det kun den egen vilje, der kan tænde lyset frem for mørket.
