Gå væk fra mig! Jeg lovede dig aldrig ægteskab! Faktisk ved jeg jo ikke engang, om det er mit barn.
Måske er det slet ikke mit? Så gå du bare, jeg tror, jeg tager afsted nu. sådan sagde Viktor til en måbende Vilhelmine.
Hun stod stille, hun kunne hverken tro sine ører eller øjne. Var det virkelig Viktor, der før havde båret hende på hænder og elsket hende til skyerne?
Var dette Vitus, der kaldte hende Vilkine og lovede hende paradis under danske bøgeskove?
Foran hende stod nu en fremmed mand lidt forvirret, derfor vred, komplet ukendt Vilkine græd en hel uge, vinkende farvel til sin Vitus for godt.
Men da hun fyldte femogtredive, og hendes egen ydmyghed samt det lave håb for kærlighedens lykke rørte sig, besluttede hun sig for at føde
Fødte hun, gjorde hun, præcis til tiden, en larmende lille pige. Hun kaldte hende Signe.
Signe voksede op roligt, problemfrit aldrig ballade eller råben, som om hun vidste, at intet hjalp. Vilhelmine tog sig da fornuftigt af hende; der var bare aldrig rigtig moderkærlighed at mærke.
Alt fungerede mad på bordet, varme strømper, lidt legetøj. Men at kramme ekstra, nusse, lege eller tage hen i parken nej, det kom ikke. Små Signe rakte ofte hænderne mod sin mor, men blev skubbet væk. Alt for travlt, træthed, hovedpine, altid var der noget.
Da Signe var syv, skete noget mærkeligt Vilhelmine mødte en mand.
Ikke bare det, hun tog ham med hjem! Hele den lille by i Midtjylland hviskede: Åh, sikke en letlevende Vilhelmine!
Manden var udenforstående, uden fast arbejde, boede, ingen vidste hvor, måske var han bedrager man kunne aldrig vide.
Vilhelmine arbejdede i den lokale brugs, og han var begyndt at losse varer med de andre. Sådan startede det, et arbejdsmøde, som blev til en romance.
Snart bad hun ham flytte ind. Naboerne blev rasende: Se hende, hvad hun slæber med hjem!
Tænk på datteren, sagde folk og så siger han knap nok et ord. Hvad skjuler han mon?
Vilhelmine var ligeglad. Hun vidste det var hendes sidste chance for kærlighed.
Men snart vendte folks hoveder, for denne tavse mand der hed Iver forvandlede huset.
Vilhelmines hjem havde længe trængt til en mandhånd: Iver reparerede trappen, lappede taget, satte nyt stakit op.
Hver dag så folk ham ordne ting huset blomstrede op. Nu kom folk og spurgte Iver om hjælp, og han sagde:
“Er du gammel eller virkelig fattig, hjælper jeg gratis. Ellers må du betale i kroner eller kartofler.
Nogle gav ham penge, andre syltetøj, et stykke flæsk, æg eller frisk mælk.
Vilhelmine havde bare have, ingen kvæg og hvor var mælken uden en mand! Tidligere kunne Signe ikke altid få kærnemælk og tykmælk men nu var der både smør, fløde og frisk mælk til daglig.
Iver havde hænder af guld, som man siger altmuligmand, musikalsk, uundværlig.
Vilhelmine, ikke dét, man kaldte en skønhed, begyndte at stråle blidere, mildere. Tilmed overfor Signe var hun mere kærlig. Når hun smilede, dukkede små smilehuller op. Signe gik i skole nu.
En dag sad Signe på trappestenen og så Iver arbejde hans hænder kunne alt. Så gik hun over til en veninde og kom først sent hjem.
Da hun åbnede havelågen, stoppede hun forbløffet op.
Midt i gården svævede der gynger! De vuggede i aftenvinden og indbød til leg Signe kunne næsten ikke tro det.
Er de her til mig, onkel Iver? Har DU lavet gynger til mig?! spurgte Signe, frydefuldt målløs.
Ja, Signekram gyngerne er dine! Prøv dem! grinede Iver, som sjældent smilede.
Signe satte sig og gyngede, vinden svirrede, og ingen pige i hele Danmark kunne være lykkeligere.
Vilhelmine gik tidligt på arbejde og lod nu Iver styre køkkenet han lavede morgenmad, stod for frokost. Han bagte de bedste tærter, lavede mad sammen med Signe, lærte hende at dække bord og smage på livet.
Da vinteren kom med korte dage, hentede og fulgte Iver Signe til skole, han bar hendes taske og fortalte historier.
Han fortalte om sin syge mor, som han havde passet og solgt lejligheden for at kunne hjælpe.
Og han fortalte med sorg om en bror, der havde narret ham ud af hjemmet, så hun kunne vide, hvordan også nære mennesker kan svigte.
Han lærte Signe at fiske. Om sommeren, ved morgenlys på Gudenåen, sad de to stille side om side og ventede på bid sådan lærte hun tålmodighed.
Lidt senere købte Iver hendes første børnecykel, lærte hende at cykle smurte hendes knæ med grøn salve, når hun væltede og skrabede sig.
Iver, pigen smadrer sig jo, brokkede Vilhelmine.
Pjat. Hun skal falde, for at lære at rejse sig, svarede han roligt.
En nytårsaften gav han Signe rigtige hvide pigesko skøjter! Hele familien sad senere om aftenen, bordet var dækket af Iver og Signe.
De ventede sammen på klokkeslagene, skålede, grinede lidt. Alle var glade og mætte. Næste morgen vækkede Signe huset med et hvin:
Skøjter! Rigtige, hvide skøjter! Tak, tak! Hun krammede dem, mens tårerne trillede.
Senere gik Signe og Iver ned til den tilfrosne å, og Iver ryddede sne, hun hjalp, og så trak han hende over isen. Hun faldt gang på gang, men Iver holdt hende fast til hun selv stod sikkert.
Da hun en dag kunne køre hele vejen uden at falde, jublede hun. På vej hjem kastede hun sig om halsen på ham:
Tak, for alt! Tak, far sagde hun skælvende.
Nu blev Iver rørt. Han tørrede skjulte tårer, så Signe ikke så det hans tårer frøs som små krystaller i den kolde luft.
Signe voksede op, tog til Aarhus for at studere livet var svært, men Iver var der altid.
Han var med til hendes dimission, kom med mad til hende i byen, så hun ikke sultede, og førte hende op til alteret, da hun blev gift. Sammen med svigersønnen stod han under hospitalets vindue og ventede på fødselsnyt. Han passede sine børnebørn og elskede dem, som ofte kun bedsteforældre kan.
Så forsvandt han en dag, ligesom vi alle vil. Til begravelsen stod Signe og Vilhelmine sammen, og Signe hviskede tungt, mens hun kastede dansk muld:
Farvel, far Du var verdens bedste far. Jeg vil altid huske dig
Iver blev for evigt i hendes hjerte. Ikke som bare onkel Iver, ikke bare stedfar, men som FAR.
For en far er ikke altid den, der sætter dig i verden. Men den, der deler din sorg og glæde, og altid er der, hele livet igennem.
