Gå væk fra mig! Jeg har aldrig lovet at gifte mig med dig! Og desuden ved jeg ikke engang, hvis barn det egentlig er.
Måske er det overhovedet ikke mit? Så tag nu og gå din vej i fred jeg tager bare videre, sagde Poul til den forbløffede Katrine.
Hun stod der, helt ude af sig selv, kunne hverken tro sine egne ører eller øjne … Var det virkelig den Poul, som havde båret hende i sine arme og svoret hende sin evige kærlighed?
Var det virkelig samme Poul, som dengang kaldte hende “min lille Katti” og lovede hende månen blandt skyerne?
Nu stod han der foran hende lidt forfjamsket, vred og fjern.
Katrine græd i en uge, vinkede ham farvel for bestandigt. Men hun var jo blevet femogtredive, og havde indset sin egen ubemærkethed og hvor lidt chancen for stor lykke måske var. Hun besluttede sig derfor for at få barnet.
Katrine fødte på terminen en livlig lille pige. Hun kaldte sin datter for Alberte.
Alberte voksede op som en stille, nem pige og gav sin mor meget få bekymringer. Hun syntes ærligt talt at forstå, at på denne jord får man ikke altid, hvad man ønsker, uanset hvor meget man kæmper for det.
Katrine behandlede Alberte pænt, men det var tydeligt, at der ikke boede den helt store moderlige kærlighed i hende.
Hun gav datteren mad, tøj og legetøj. Men at tage hende i armene bare for kærlig nærhed, lege og gå lange ture med hende det skete aldrig.
Lille Alberte rakte ofte ud efter sin mor, men Katrine afviste hende. En undskyldning lå altid klar: hun havde travlt, for meget at lave, var træt eller havde hovedpine. Måske vågnede det instinkt bare aldrig i hende
Da Alberte blev syv år, skete det uventede, at Katrine mødte en mand.
Ikke nok med det hun tog ham med hjem! Hele landsbyen snakkede om det! Hvor letsindig Katrine dog var.
Han var ikke herfra, havde ikke fast arbejde og boede tilsyneladende, hvor tilfældet nu bragte ham. Nogle mente, han måtte være en bedrager! Sådan gik snakken.
Katrine arbejdede den gang i Brugsen, og han begyndte at hjælpe til med at læsse varer af lastbilerne. På det professionelle plan blev de to hurtigt hooked på hinanden.
Kort tid efter inviterede Katrine sin nye kærlighed, Anders, til at flytte ind. Naboerne rystede på hovedet fremmed mand under eget tag!
Tænk dog på den lille pige, hviskede de. Og han, den indelukkede Anders, sagde aldrig et ord så skjulte han vel et eller andet?
Men Katrine lyttede ikke til nogen. Samtidig anede hun nok, at dette måske var hendes sidste chance for kvindelig lykke.
Langsomt ændrede folk syn på den tavse mand. Katrines gamle hus var blevet forsømt uden en mand til at tage sig af det, men Anders som han hed fik først ordnet trappen, dernæst taget og så det væltede stakit.
Hver dag gik han i gang med endnu en reparation, og huset livede op for hvert lille projekt. Folk kom nu forbi for at bede om hjælp, og han svarede:
Hvis du er gammel eller virkelig trængende, så hjælper jeg dig gratis. Ellers vil jeg have betaling enten i kroner eller lidt mad.
Af nogle tog han lidt penge, andre gav ham hjemmelavet leverpostej, æg, flæsk eller mælk.
Katrine havde kun haven ingen dyr, for uden en mand var det besværligt. Derfor fik Alberte heller ikke ofte mælk eller fløde før.
Men nu blev køleskabet fyldt op med alt det bedste: frisk mælk, smør og ost.
Kort sagt Anders havde gyldne hænder. Som man sagde dengang: både snedker, smed og spillemand.
Og Katrine, der aldrig havde vækket opsigt med sit udseende, forandrede sig fuldstændig med ham. Hun blev mildere, mere imødekommende og der dukkede endda smilerynker op på hendes kinder, især overfor Alberte, der nu var begyndt i skole.
En dag sad Alberte på trappen og så Anders arbejde alt syntes at lykkes for ham. Senere gik hun over til en veninde, og kom først hjem hen ad aftenen. Da hun trådte ind i gården, stoppede hun op i forbavselse.
Midt i haven stod en gynge! Den svajede blidt i aftenbrisen og lokkede hende.
Er den til mig? Er det DU, der har lavet den, Anders? En gynge til mig!? Alberte kunne ikke tro sine egne øjne.
Selvfølgelig, Alberte! Den er til dig prøv den! lo Anders, der ellers sjældent snakkede ret meget.
Alberte satte sig og gyngede voldsomt frem og tilbage, vinden peb i hendes ører, og hun var den lykkeligste pige i hele Danmark.
Katrine skulle tidligt af sted på arbejde, og madlavningen tog Anders sig også af. Han lavede morgenmad, middagsmad og bagte de lækreste boller og tærter!
Det var ham, der lærte Alberte at lave mad og dække et pænt bord. Så mange gemte talenter havde denne stille mand.
Da vinteren kom, og dagene blev korte, fulgte Anders Alberte til og fra skole. Han bar hendes skoletaske, mens han fortalte historier fra sit eget liv.
Han fortalte, hvordan han plejede sin syge mor og solgte sin lejlighed for at betale hendes behandling.
Han fortalte, hvordan hans egen bror narrede ham og smed ham ud hjemmefra. Alt dette, så Alberte vidste, at selv ens nærmeste kan forråde én.
Han lærte hende at fiske. Om sommeren gik de ud til fjorden ved daggry og sad tålmodigt og ventede på bid. Sådan lærte han hende, at tålmodighed ofte belønnes.
Senere købte Anders hende den første rigtige børnecykel og lærte hende at cykle. Han rensede knæene med sprit, når hun væltede og skrammede sig.
Anders, hun slår sig jo! beklagede Katrine sig.
Hun klarer sig. Hun skal lære at falde og rejse sig igen, svarede han roligt.
En jul gav han hende et par ægte, hvide skøjter. Om aftenen sad de sammen omkring et overdådigt julebord, pyntet smukt op af Anders og Alberte.
De ventede, til kirkeklokkerne sagde midnat, ønskede hinanden glædelig jul, lo og skålede. Stemningen var hjertelig og varm. Næste morgen vågnede Katrine og Anders af, at Alberte sprang op og jublede.
Skøjter! Jeg har fået ægte skøjter! Sikke en gave tusind tak! Alberte græd af lykke, mens hun trykkede gaven ind til sig.
Senere tog hun og Anders til den tilfrosne sø, hvor han fejede sneen væk, og lærte hende at skøjte. Hun væltede utallige gange, men Anders hjalp hende hver gang, indtil hun stod sikkert på sine ben.
Da hun endelig kunne klare en tur over isen uden at falde, kunne hun ikke få armene ned af begejstring. På vej hjem kastede hun sig om halsen på ham og udbrød:
Tak for alt! Tak, far!
Så var det Anders tur til at fælde glædestårer. Han tørrede dem hurtigt væk, men frosten bed i kinderne og forvandlede dem til små iskrystaller.
Alberte blev voksen og tog til København for at studere. Hun stødte på de samme vanskeligheder, som mange andre. Men Anders var der altid for hende.
Han dukkede op til hendes dimission, kørte fra landet med tasker fulde af mad, så hun aldrig gik sulten.
Han førte hende op ad kirkegulvet, da hun skulle giftes, og sammen med hendes mand stod han udenfor hospitalet og ventede på nyheden om børnebørn.
Han passede og legede med dem og elskede dem, som fædre sjældent gør.
Til sidst sagde livet farvel til Anders, som det vil til os alle. Da stod Alberte og Katrine sammen, kastede en håndfuld jord på kisten, og Alberte sagde med tungt hjerte:
Farvel, far Du var den bedste far i verden. Jeg vil altid mindes dig.
Han blev i hendes hjerte for altid. Ikke som Anders, ikke som stedfar men som FAR.
For en far er ikke altid den, der giver dig livet, men den, der følger dig gennem det, deler din smerte og glæde. Den, som altid var der.
