Gå nu, og kom aldrig tilbage
Gå nu, hører du mig? hviskede Mikkel med gråd i stemmen. Gå, og kom aldrig tilbage! Aldrig.
Hans hænder rystede, da han løsner den tunge jernkæde, trak Frida hen til havelågen, slog lågen op og forsøgte at skubbe hende ud på vejen.
Men hun forstod ikke, hvad der skete.
Bliver hun virkelig smidt ud? Hvorfor dog? Hun havde jo ikke gjort noget forkert
Gå nu, jeg beder dig, gentog Mikkel, mens han krammede sin hund. Du kan ikke blive her. Han kommer snart tilbage og
I dét samme flåede døren op, og ud på trappen tumlede en beruset Vagn med en økse i hånden.
*****
Hvis bare folk kunne forestille sig et øjeblik, hvor hårdt livet kan være for hunde, der ufrivilligt havner på gaden, ville mange af os nok se helt anderledes på dem.
Vi ville i det mindste se på dem med omsorg og medlidenhed i stedet for foragt og irritation, som det ofte er tilfældet.
Men hvordan skulle folk kunne vide, hvilket helvede vores firbenede venner nogen gange lever igennem? Det er jo ikke til at vide
Hunde kan ikke fortælle os noget.
De kan heller ikke klage over deres liv. De bærer alt det onde og triste indeni.
Men jeg vil alligevel fortælle dig en historie. En historie om kærlighed, svigt og troskab
Og jeg vil starte med at fortælle, hvordan Frida allerede fra helt lille blev anset som uønsket.
Hvad det var, der gjorde, at hendes første ejer ikke ville have hende, ved ingen sikkert.
Måske bare det, at hun blev født.
Og det eneste, ejeren kunne finde på, det var at tage den to måneder gamle hvalp ud til den nærmeste landsby
og lade hende ligge ved vejkanten.
Ja, bare forlade hende der.
Ikke engang inde i landsbyen, hvor nogen måske kunne have taget hende til sig.
Han satte hende bare af på vejen, hoppede ind i sin bil og kørte roligt hjem til byen.
Og på den landevej suste biler, busser, lastbiler og alt muligt andet forbi med høj fart.
Et skridt forkert, og hvalpen kunne være død straks.
Måske var det, hvad ejeren egentlig håbede på.
Selv hvis hun ikke blev kørt over, ville hun uden mad og vand ikke leve længe. Hun var jo så lille.
Men den dag havde hun ufatteligt held.
Det var nemlig den dag, hun mødte Mikkel og det reddede hende.
Det skete sådan, at Mikkels far havde givet ham en spritny cykel i fødselsdagsgave, for i dag fyldte Mikkel fjorten.
Bare du ikke cykler uden for byen! råbte Annegrete, da Mikkel satte sig op på sin jernhest og, fuld af drengerøvsglæde, trampede afsted på pedalerne. Hører du, min dreng?
Ja, ja, mor lød det med et glad grin fra Mikkel. Det skal nok gå-å-å
Men han cyklede alligevel uden for landsbyen. For vejene i selve byen, dem havde kommunen nærmest glemt. Huller overalt.
Det var dårligt nok til at gå, for slet ikke at tale om at cykle. Om natten kunne man lige så godt brække benene derude.
Men til landevejen førte et nyt, fint asfaltstykke, som kommunen lige havde lagt for en måneds tid siden, og Mikkel havde virkelig lyst til at prøve det. Det var jo søndag, så ikke mange biler ude.
Og netop da han næsten var fremme ved landevejen og var klar til at vende om, fik han øje på hvalpen den løb forvirret rundt i vejkanten, løb ud mod biler men sprang væk i sidste øjeblik. Det var næsten ikke til at holde ud at se på.
Hvad sker der? Hvorfor er den der overhovedet? tænkte Mikkel, mens han satte cyklen fra sig i græsset og gik hurtigt hen mod den lille hvalp.
*****
Mor, far, se lige hvem jeg har fundet! smilede Mikkel, da han kom ind ad døren. Nogen har smidt hende ud på vejen. Må hun ikke godt blive hos os? Hun er så kær.
Mikkel, kørte du uden for byen? sagde Annegrete strengt Jeg bad dig jo!
Mor, det var kun lige ud til vejen, sagde Mikkel med blikket nede. Og som du kan se, det var ikke forgæves. Hvis ikke jeg var kommet, var hun måske død nu.
Og hvad med dig selv? sukkede Annegrete. Tænkte du slet ikke på dig? Du kunne også være blevet kørt ned. Børn skal ikke lege på vejene, og slet ikke på cykel.
Jeg lover, jeg gør det aldrig igen. Men må hun ikke godt blive? Jeg skal nok passe hende. Jeg har endda ønsket mig en hund længe. Og så har jeg jo fødselsdag i dag.
Fødselsdag eller ej, sagde Annegrete og rystede på hovedet. Du burde næsten have en skideballe for ikke at høre efter.
Mikkel krammede hvalpen tættere ind til sig, bange for, at forældrene skulle tage hende fra ham.
Anne, nu skal du ikke skælde ud blandede Mikkels far, Knud, sig nu. Han havde fået lidt at drikke, så humøret var højt. Han fylder trods alt fjorten i dag. Han har fundet en flot hund. Ikke en stakkel af en køter, men en pæn én. Hun skal nok passe på huset. Behold hende nu, Mikkel. Det er okay med mig.
Ja, hvis far kan leve med det, så kan jeg også, sagde Annegrete og smilede til Mikkel.
Yay! Tak! I er bare de bedste forældre i verden!
Mikkel var jubelglad over, at han måtte beholde hvalpen.
Samme dag kaldte han hende Frida.
Hvis nu han skal være ærlig, troede han faktisk først, at det var en hanhund, men det gik hurtigt op for ham, det var en pige en rigtig, god og kærlig lille hunhund. Mikkel og Frida blev lynhurtigt tætte.
Faktisk glemte han hurtigt alt om sin nye cykel; nu var det Frida, han brugte al sin tid sammen med i haven og på marken.
Og man skulle tro, eventyret endte lykkeligt at det bare var det.
Hvalpen var reddet fra døden, Mikkel havde fået den hund, han altid havde ønsket sig (bare i skjul, for han var sikker på, hans far aldrig ville acceptere en hund).
Også forældrene glade for, at sønnen så så lykkelig ud. Så er historien da slut, ikke? Men nej
Det endte jo slet ikke lykkeligt. Seks måneder senere gik det galt.
Det startede med, at Mikkels far, Vagn, mistede sit arbejde som mekaniker og gik nærmest i hundene.
Han begyndte at drikke og det var voldsomt. Penge, han og konen havde lagt til side til svære tider, blev hurtigt brugt op på øl og snaps.
Uanset hvor meget Annegrete forsøgte at stoppe ham med tårer, råb og bøn så hjalp det ikke spor. Det gjorde ham bare endnu mere sur.
Og til sidst blev også konen bare en irritation for ham. Vagn blev en helt anden person.
Eller rettere sagt, den mængde snaps han hældte i sig ændrede ham. Han blev grov, hård, kynisk
Nogle gange slog han endda ud efter sin kone og af de allermindste ting.
Var der ikke noget brød til silden, eller var smøgerne steget, var det Annegretes skyld altsammen.
Det gav ingen mening at forklare ham, at det var ham selv, det hele skyldtes.
Mig?! Er det min skyld? skreg Vagn til hende.
Men det var det jo. Ingen havde tvunget ham til at begynde at drikke.
Han kunne jo have fundet et andet job, også selvom det ikke var i landsbyen, måske i København eller Odense. Der var nok muligheder. Og det kostede penge at få sin søn på gymnasiet.
Men byen lokkede ikke, og efter den lokale maskinstation gik konkurs, var der ikke flere jobs i landsbyen eller altså ikke nogen, der gav ordentlig løn.
Anne! Anne, hvor har du gemt snapsen?! råbte Vagn fra morgenstunden med tømmermænd.
Annegrete forsøgte alt for at dæmme op, men uden held.
Sagde hun ham det mindste imod, endte det i skænderi.
Og hvis han ikke fandt snapsen, slog han næsten altid løs. Vagn blev et dyr, når han drak.
Og Annegrete forbød Mikkel at blande sig, så han ikke også skulle have tæv.
Vagn havde en tung hånd. Så det var klogest ikke at friste skæbnen.
Når det blev for slem derhjemme, gik Mikkel ud til Frida, klappede hende på hovedet og kiggede ind mod huset, hvor forældrene skændtes.
Frida slikkede tårerne af hans kinder og støttede ham så godt hun kunne; hun kiggede også ind mod huset som om hun forstod.
En dag røg Mikkel selv i skudlinjen. Annegrete var gået i Brugsen, og Mikkel ja, han lavede ingenting forkert. Han legede bare med Frida i haven.
Vagn råbte ham hen, greb ham hårdt om armen og delte øretæver ud. Én, to, tre
Mikkel prøvede at holde ud, men efterhånden kunne han ikke lade være med at hyle, og forsøgte at slippe fri. Men Vagn holdt ham fast som en skruestik.
Da, hvem skulle tro det den ellers så rolige og kærlige Frida, begyndte pludselig at gø vildt ad Vagn. Så voldsomt, at han nærmest blev paf.
Mikkel benyttede øjeblikket og rev sig fri. Og derefter
derefter råbte Vagn: Jeg kvæler dig! og vaklede ind i huset. Mikkel vidste godt, hvad der så kom. Han skulle nok komme tilbage med et eller andet tungt.
Hvad skulle han gøre?
Gå nu, hører du mig? hviskede Mikkel grådkvalt. Gå, og kom aldrig tilbage! Aldrig.
Med rystende hænder løsner han Fridas kæde, trak hende ud til vejen og forsøgte at skubbe hende ud gennem havelågen.
Men hun fattede det ikke. Skulle hun smides ud? Hun havde da ikke gjort noget
Gå, jeg beder dig, krammede han hende. Du kan ikke blive her. Far kommer snart tilbage og
Netop i det øjeblik smækkede døren op, og Vagn kom væltende ud på trappen, med øksen hævet.
Mikkel! brølede han. Hvorfor har du sluppet hunden fri? Hvem bad dig om det?
Far, lad nu være sagde Mikkel og trådte forskrækket tilbage.
Han var så bange, han havde lyst til bare at løbe sin vej med hunden, men
han kunne jo ikke efterlade sin mor alene med det monster.
Hvad er det, jeg ikke skal? vrissede Vagn, sendte et koldt blik på sin søn og hunden bag ham.
Far, lad hunden være. Gå nu bare ind og sov rusen ud. Du ligner jo ikke dig selv
Nå, så det er sådan, hva? Man må ikke skælde hunden ud? Hun skulle ikke have gøet ad mig. Jeg fodrede og gav hende vand, og så gøer hun Jeg skal vise hende, hvem der bestemmer, og bagefter skal jeg nok lære dig, hvordan man respekterer de voksne!
Vagn trådte frem, snublede, men nåede at tage fat i gelænderet og trampede så ned ad trappen.
Kom med hende!
Vagn, lad nu være, please hun er jo kun en hund. Du kommer til at slå hende ihjel! råbte Annegrete, som netop var kommet hjem fra indkøb.
Hold op med det pjat. Den kræ skal lære, hvem der bestemmer! Kom nu, Mikkel!
Han ventede ikke længere. Så Mikkel vendte sig mod Frida, så hende direkte i øjnene, kyssede hendes sorte, våde snude og skubbede hende hurtigt ud af havelågen.
Gå! Gå nu! Undskyld, Frida Tilgiv mig. Det var ikke sådan, det skulle ende.
Din møgunge! skreg Vagn, da det gik op for ham, hvad hans søn havde gang i.
Og Frida så Mikkel én sidste gang og spurtede mod skoven.
Det var det eneste sted, hun kunne gemme sig.
Og kom aldrig tilbage, Frida ellers slår han dig ihjel! råbte Mikkel efter hende.
Hun så ikke, hvad der siden skete.
Hun håbede bare, at hendes elskede menneske og hans mor ville være okay.
*****
Der gik
nej, ikke en måned, ikke bare et år.
Syv år gik der, syv lange år ventede Frida på et mirakel.
Hun håbede og troede, at hun en dag ville se Mikkel igen.
Men for hvert år blev håbet mere og mere spinkelt. For Mikkel og Annegrete var for længst væk fra landsbyen.
Hun dukkede op ved de kendte steder først et halvt år efter, hun var flygtet ud i skoven. Så længe kunne hun holde sig væk. Men
hun listede forsigtigt hen til havelågen, der stod lidt på klem, skubbede til den med poten, og den gik langsomt op. Bag lågen et udbrændt hus. Ingen mennesker.
Ingen Mikkel, ingen Annegrete og ikke Vagn, som hun nu heller ikke savnede.
Hun kom tilbage tre-fire gange, men mødte aldrig nogen. Alligevel fornemmede Frida, at der ikke var sket dem noget ondt. De var nok bare flyttet. Til hvor og hvornår, anede hun dog ikke.
Men hun vidste, at hun næppe nogensinde ville se dem igen.
Der var ikke længere noget hjem at komme tilbage til. Hverken for hende, eller dem.
Hun strejfede nu omkring fra landsby til landsby, blev aldrig noget sted særlig længe. Efter lang tid blev hun samlet op af en ældre mand. De mødtes næsten på samme måde som dengang på landevejen nær hendes gamle hjem.
Det var ren déjà-vu.
Er du faret vild, hva? smilede manden, der var grå omkring tindingerne og havde stort skæg Kom med mig, du må bo hos mig nu.
Frida gik med. For der var ikke noget valg tilbage nu.
Selvom manden, som hun siden lærte hed Niels, også godt kunne lide en lille én, var han venlig overfor hende.
Han fodrede hende hver dag.
Med suppe, grød, sukkerben. Han sparede ikke på hende.
Og hun kom med ham på arbejde han var nattevagt. Ovenikøbet på kirkegården.
I starten syntes Frida, det var uhyggeligt at traske rundt mellem gravstenene, men hun vænnede sig hurtigt til det.
Og hun vænnede sig også til Niels.
Han viste sig at være et rart menneske. Bare lidt trist og ensom. Ligesom hun.
Når han havde fået for meget, blev han ikke et monster ligesom Vagn. Tværtimod, han blev bare melankolsk og fortalte Frida om alle sine sorger. At hans kone havde forladt ham, datteren ikke ville have noget med ham at gøre, og at det hele var en fiasko.
De aftener lå Frida tæt op ad hans ben, lagde sig med snuden på hans bukseben og lyttede for nogen gange er det bare godt at have én at tale med.
Når Niels tav, tænkte Frida tilbage på de gode dage. På Annegrete, på Mikkel. Kun Vagn ville hun bare glemme for altid.
Men selvfølgelig skulle hun alligevel rende ind i ham eller rettere, i hans grav under en af sine sædvanlige runder på kirkegården.
Først troede hun det ikke men lugten, den genkendte hun. Den samme, fyldt med had og spiritus.
Hvorfor står du her? spurgte Niels og så, at hun var standset foran en bestemt grav. Nå, der står Vagn Det var ham, der brændte inde i sit eget hus.
Frida kiggede overrasket på ham.
Ja, han var ikke just en charmetrold. Hans kone og søn, tak Gud, de flyttede til byen. Han drak og drak, og døde en tåbelig død. Folk sagde også, at han var slem ved familien. Tja, dem om det de døde skal man jo ikke tale ilde om. Kom nu, vi går videre. Må han hvile i fred.
Cirka fem år boede Frida med Niels på kirkegården. Da han døde, var hun alene igen.
Hvor skulle hun tage hen? Hun var jo ikke længere en lille, nuttet hvalp ingen ville tage hende ind nu.
Så Frida blev bare på kirkegården. Der kunne hun i det mindste engang imellem finde lidt at spise. Der ville hun
Ja, Frida havde besluttet sig. Kirkegården var for mennesker, jovist, men nu ville hun vente på døden dér. Hun trængte ikke til flere ejere (hun syntes egentlig mest Niels var en ven i nød end egentlig hendes ejer).
Så en dag, da sneen faldt for første gang det år, skete det, Frida mindst ventede.
Hun gik sin sædvanlige runde for at finde noget spiseligt, da hun pludselig hørte stemmer.
Normalt mødte hun aldrig folk på kirkegården om søndagen. Men nu to stemmer, en mands og en kvindes.
De stod, mærkeligt nok, ved Vagns grav.
Frida blev nysgerrig og listede nærmere. Hvem kom dog forbi hans grav?
Jeg sagde jo, Signe, det var ikke en god idé at besøge fars grav. Hvad skal jeg her? Jeg har ikke tilgivet ham for det, han gjorde siger du, jeg skal tilgive? Tilgive for hvad? For at han kørte mor i graven?
Jo, Mikkel Tilgiv og giv slip, det sagde mormor altid. Så slipper du for de mareridt, du har haft så længe. De stopper, så snart du tilgiver. Faren var nok et skarn, men det var stadig din far. Hvis han går igen i dine drømme, er det nok fordi, han har det skidt.
Hvor ved du det fra?
Det sagde mormor bare altid. Tilgiv, og alt bliver nemmere. For dig, for ham.
Tja, måske har du ret.
Mikkel så på graven, kneb øjnene sammen, og sagde:
Jeg tilgiver dig, far. For min skyld, for mors skyld, og for Fridas Bare ærgerligt, at jeg måtte smide min bedste ven ud på grund af dig. Håber bare hun klarer sig.
Alt imens stod Frida bag ham og stirrede hun kunne næsten ikke tro det.
Det var ham! Hendes menneske!
Så mange år var gået. Han var voksen nu. Men hun genkendte ham med det samme.
Mon Mikkel også ville kende hende?
Nærmest som om han kunne mærke hendes blik, vendte Mikkel sig om og stivnede.
Mikkel, hvad sker der? spurgte Signe. Ligner du har set et spøgelse.
Ikke et spøgelse en hund, svarede han, lidt i drømme.
Jamen der render da mange hunde på kirkegårde. Er du bange eller hvad?
Jeg tror Jeg tror, jeg har set den før Vent, det er jo
Mikkel gik nogle skridt mod Frida.
Han stoppede igen, kiggede og tog så endnu et par skridt. Han var i tvivl, men jo tættere på, jo mere sikker blev han.
Frida viftede svagt med halen.
Hun tog også et par skridt hen mod ham. Og så, alligevel, løb de begge hen til hinanden.
Signe nåede ikke at forstå noget, før Mikkel var på hug og krammede Frida, der nu stod med forpoterne på hans skuldre, ivrigt slikkende ham på kinderne.
Endelig gik Fridas største drøm i opfyldelse. Hun var genforenet med sin Mikkel, som hun havde ventet på i alle de år.
*****
Mikkel tog selvfølgelig Frida med hjem. Hun gik hurtigt i spænd med hans menneskekæreste.
Nu boede de sammen, alle tre.
Senere blev de fire, da Frida på et tidspunkt fandt en lille killing, der straks blev adopteret.
Og til sidst kom der også en menneskebaby, som de kaldte Niklas.
Efter nogle år fik Mikkel genopbygget huset i landsbyen, og hver sommer tog hele familien derud på ferie.
På trods af alt det de havde været igennem, Mikkel og Frida, så endte det med, at de var lykkelige.
