Gå – og kom aldrig tilbage — Gå nu, hører du? – hviskede Mikkel med tårer i øjnene. – Gå, og kom aldrig mere tilbage! Aldrig. Med rystende hænder spændte drengen den tunge metal-kæde op, trak Berta hen til havelågen, åbnede den på vid gab og forsøgte at skubbe hende ud på vejen. Men hun forstod ikke, hvad der skete. Kunne det virkelig passe, at hun blev smidt ud? Men hvorfor? Hun havde jo ikke gjort noget galt … — Gå, jeg beder dig, sagde Mikkel, mens han omfavnede hunden. – Du må ikke blive her. Han kommer snart tilbage og… I samme øjeblik blev hoveddøren slået op, og en beruset Viggo kom til syne på trappen med en økse i hånden. ***** Hvis mennesker bare et øjeblik kunne forestille sig, hvor hårdt og ensomt livet kan være for de hunde, der mod deres vilje ender på gaden, ville mange nok ændre deres syn på dem. I det mindste ville de se på dem med medfølelse og omsorg – frem for vrede og foragt, som det alt for tit sker. Men hvordan skulle mennesker vide, hvilke prøvelser vores firbenede venner udsættes for, og hvad de må udholde? Hvordan skulle de vide det?.. For hunde kan jo intet fortælle; ej heller kan de beklage sig over deres skæbne. Al deres smerte bærer de i stilhed. Men jeg vil alligevel fortælle jer en historie. En historie om kærlighed, svigt og troskab… Og jeg vil begynde med at fortælle, at Bertha var uønsket allerede fra helt lille. Hvad hun havde gjort, siden hendes første ejer afviste hende, ved ingen med sikkerhed. Måske var det bare dét, at hun blev født. Ejeren fandt ikke på noget bedre end at tage den to måneder gamle hvalp med ud til nærmeste landsby og… … efterlade hende i vejkanten. Ja, bare lade hende stå der. Han gad end ikke køre ind til landsbyen, hvor nogen måske kunne have taget hende til sig. I stedet satte han hende bare af ved landevejen – og kørte roligt tilbage til byen. Biler, busser, lastvogne og alskens køretøjer susede afsted med høj fart. Et forkert skridt, og hvalpen kunne let ende under hjulene. Måske var det netop det, ejeren håbede på. Og selv ville hvalpen, om ikke andet, ikke overleve længe uden mad og vand. Hun var jo så lille… Men den dag var hun heldig. Den dag mødte det lille, navnløse pus Mikkel. Og det reddede hendes liv. Det skete sådan, at Mikkels far samme dag havde givet Mikkel en ny cykel i fødselsdagsgave, og drengen, der netop fyldte fjorten, cyklede afsted for at prøve sin gave af. — Kør ikke uden for landsbyen! råbte Antoniette, da sønnen satte sig op på “jernhesten” og trampede spændt afsted. – Har du hørt, min dreng? — Ja, mor… råbte Mikkel glad tilbage. – Det skal nok gå-å-å-å… Men Mikkel cyklede alligevel den vej. For indenfor landsbyen var vejene hullet og hullede. På asfaltvej – ja, der kan man køre. Men i landsbyen var det knap nok til at gå på stierne. Om natten kunne man let brække benene. Og fra selve landsbyen mod landevejen, der førte til storbyen, var der for en måned siden blevet lagt flot, ny asfalt. Mikkel ville prøve at cykle derud – med vind i håret. Der var jo sjældent biler. Det var jo søndag; folk sad hjemme og slappede af. Og netop som Mikkel næsten havde nået landevejen og var ved at vende om, fik han øje på en lille hvalp, som løb forvirret rundt i rabatten. Den løb mod bilerne, men sprang lige akkurat væk før de ramte. Det var forfærdeligt at se på. “Hvad i alverden laver den dér? Og hvorfor?” tænkte Mikkel, mens han steg af cyklen. Han lagde forsigtigt cyklen på græsset – og gik hurtigt hen mod den lille. ***** — Mor, far – se hvem jeg har fundet! sagde Mikkel, mens han trådte ind. – Nogen havde smidt hende ud på vejen. Må vi ikke godt beholde hende? Hun er så sød. — Mikkel, du har da ikke været ude på landevejen, vel? udbrød Antoniette. – Jeg bad dig jo om at holde dig her! — Mor, altså… jeg ville bare se asfalten… Og som du ser, var det heldigt. Hvis jeg ikke havde samlet hvalpen op, var hun måske død. — Og dig? sukkede Antoniette. Har du slet ikke tænkt på dig selv, min dreng? Det er farligt for børn at færdes på vejene alene. Særligt på cykel. — Mor, jeg lover, jeg gør det ikke igen. Så hvad med hvalpen? Må vi godt beholde hende? Jeg lover at passe på hende. Jeg har jo altid drømt… Og det er jo min fødselsdag i dag… — Fødselsdag, ja… mumlede Antoniette og rystede på hovedet. Mikkel krammede hvalpen tættere, bange for at forældrene ville tage hende fra ham. — Tonia, lad nu drengen være, sagde faren. Han var i godt humør, havde fået sig en tår, og smilede. – Han er trods alt blevet fjorten. Kan du huske, hvad vi lavede i hans alder? Og hvalpen er fin. Ikke en eller anden krøbling, men en ordentlig én. Hun kan vogte gården. Du må gerne beholde din hund, søn. Jeg har ikke noget imod det. — Hvis far ikke siger nej, så gør jeg heller ikke, smilede Antoniette til sin søn. — Hurra! Tak! I er verdens bedste forældre! Mikkel var lykkelig. På selvsamme dag navngav han hende (eller rettere sagt hende) Berta. Først troede drengen, det var en rigtig “gut”, men snart fandt han ud af, det var en “pige”. Endda en rigtig sød én. God. Kærlig. Og mellem hende og Mikkel opstod hurtigt et særligt bånd. Han glemte helt den nye cykel, som faren havde givet ham, og brugte dagene sammen med sin nye lodne ven – eller veninde. Det virkede, som om intet ondt længere kunne ske. Hvalpen var reddet fra den sikre død, Mikkel var lykkelig over endelig at have fået en hund, han i al hemmelighed havde ønsket sig (hemmeligt, fordi faren altid havde været streng – og ikke særlig glad for hunde). Forældrene var for øvrigt også glade for deres lykkelige søn. Så er eventyret slut? Nej… Det onde kom alligevel. Seks måneder senere. Det begyndte, da Viggo, Mikkels far, mistede sit arbejde – og gik i flasken. Han drak voldsomt. Alle de sparepenge, han og hustruen havde lagt til side, forsvandt mellem øl og brændevin. Ingen forligninger fra Antoniette – hverken tårer, råb eller bønner – hjalp. Tværtimod. Det irriterede ham. Efterhånden blev hun også en nagel. Viggo blev et andet menneske. Eller – det var brændevinen, der forvandlede ham til en grov, ufølsom og vred mand… Fra tid til anden begyndte han endda at slå ud efter hende. Både for selv de mindste ting. Eller helt uden grund. Hvis der ikke var rigtig mad i køleskabet, hvis taget dryppede, hvis cigaretter og sprut blev dyrere – så var det kun Antoniettes skyld. Det var nytteløst at forklare ham, at det faktisk var hans egen skyld, det hele. — Mig?! Jeg?! skreg Viggo ad sin hustru. Ja, det VAR hans skyld. Ingen havde tvunget ham til at begynde at drikke. Han kunne have fundet et andet job. Måske ikke i landsbyen, hvor han havde været traktorfører i over tyve år, men i byen. Som chauffør, f.eks. Eller som lagerarbejder – mulighederne var mange. Sønnen skulle jo til at læse videre; det kostede penge. Men Viggo ville ikke i byen. Og efter at landbruget, hvor han havde arbejdet, gik konkurs, var der bare heller ikke mere ordentlig arbejde i landsbyen. Ikke noget ordentligt betalt. — Tonia! Hvor har du gemt brændevinen?! råbte Viggo en morgen, tømmermændenes slave. Antoniette gjorde, hvad hun kunne for at stoppe ham, men hun havde aldrig heldet med sig. Bare ét forkert ord, og så var skænderierne i gang. Og hvis hun gemte sprutten, røg der også et par lussinger af. Viggo forvandlede sig til et bæst. Hun forbød strengt Mikkel at blande sig, så han ikke skulle risikere at få tæsk. Viggo havde en tung hånd – det var bedst ikke at friste skæbnen. Så gemte Mikkel sig ofte sammen med Berta, klappede hende, sad og så på huset, hvor forældrene skændtes indenfor. Og Berta slikkede ham kærligt på de våde kinder. Hun trøstede ham, så godt hun kunne. Ind imellem så hun også mod huset. En dag gik det ud over Mikkel selv. Antoniette var ude og handle, og han… …ja, han lavede ikke noget. Han legede bare i gården med Berta. Viggo så det, kaldte på sønnen, greb ham hårdt i armen og delte et par øretæver ud. Og endnu flere… Mikkel holdt ud så længe han kunne men kunne ikke mere – han skreg af smerte. Prøvede at slippe fri. Men Viggo holdt fast, som et skruestik. Og netop da – denne altid så rolige og gode og hengivne Berta – begyndte hun at gø rasende af Viggo. Så højt og arrigt, at selv han blev bange. Mikkel benyttede sig af øjeblikket og greb chancen for at vriste sig fri. Og bagefter… …løb Viggo målbevidst mod huset, mens han hvislede “Jeg slår dig ihjel!” Mikkel vidste, at han ville komme tilbage – med noget tungt. Der var ingen tvivl. Hvad skulle Mikkel gøre? — Gå, hører du? – hviskede Mikkel, mens tårerne løb. – Gå, og kom aldrig tilbage! Aldrig. Med rystende hænder slap han Bertas kæde op, trak hende til porten, rev lågen op og prøvede at skubbe hende ud. Men hun forstod ikke. Kunne det virkelig passe, de smed hende ud? Men hvorfor – hun havde jo ikke gjort noget… — Gå, jeg beder dig, sagde Mikkel, mens han krammede hunden. – Du må ikke være her. Far kommer snart og… I det øjeblik blev døren slået op, og en beruset Viggo stormede ud på trappen med øksen hævet. — Mikkel! lød en vred stemme. – Hvorfor slipper du hunden løs? Hvem har bedt dig om det? — Far, lad nu være – sagde Mikkel bange, mens han trådte et par skridt tilbage. Han var virkelig bange; han var klar til at løbe fra det hele, men… …han kunne ikke lade sin mor være alene med “uhyret”. — Hvad? Rør ikke hunden? Du skulle ikke have ladet hende gø af mig. Jeg har fodret hende, hun gøede af mig. Nu ordner jeg hende, og bagefter dig. Det kan ikke være rigtigt, at en unge skal bestemme over sin far! Du skal nok lære at vise respekt. Viggo tog et skridt frem, vaklede, men holdt sig oppe ved at gribe fat i et gelænder. Så styrtede han ned ad trappen. — Kom her med hende! — Viggo, lad nu være, bad Antoniette, der netop var kommet hjem fra butikken. – Hun er jo bare en lille hun. Du slår hende jo ihjel! — Sagde jeg ikke, vi skulle snakke om det. Den møghund skal huske, hvem der bestemmer! Mikkel, KOM med hende! Mikkel måtte reagere omgående. Han vendte sig brat mod Berta, så hende i øjnene, kyssede hende på den sorte våde snude og skubbede hende ud mod vejen: — GÅ! Gå NU! Og tilgiv os … tilgiv os, Berta. Jeg ville ikke have, at det skulle ende sådan … “HEY!” råbte Viggo rasende, da han indså, hvad sønnen var ved at gøre. Og Berta, som så én sidste gang på Mikkel, løb ud mod skoven. Det var det eneste sted, hun kunne gemme sig. “Kom aldrig tilbage, Berta, ellers slår han dig ihjel!” råbte Mikkel efter hende. Hvad der derefter skete, så Berta ikke. Hun håbede bare, at hendes elskede menneske, og hans mor, alligevel ville klare sig. ****** … Der gik ikke én måned, end ikke ét år. Der gik syv år siden det øjeblik. Syv lange år ventede Berta på et mirakel. Hun håbede og troede, at hun en dag ville møde Mikkel igen. Men hvert år blev håbet svagere. For Mikkel og Antoniette var for længst forsvundet fra landsbyen. Først et halvt år senere vovede Berta sig hjem igen. Så længe kunne hun holde sig væk. Men… …hun nærmede sig forsigtigt havelågen, som stod halvt åben, skubbede til den med poten så den knirkede, og gik forsigtigt ind. Men inde bag lågen – et udbrændt hus. Og ingen var der. Hverken Mikkel, Antoniette eller Viggo, som Berta ikke ligefrem savnede. Hun vendte tilbage tre-fire gange, men fandt aldrig nogen. Men hun følte ikke, noget ondt var hændt dem. Måske var de bare rejst væk. Men hvordan – og hvornår han og moren var taget væk, vidste hun ikke. Hun vidste kun én ting: Mikkel og Antoniette ville næppe nogensinde vende tilbage. For der var ikke noget at vende hjem til. Ikke kun Berta, men også de to, havde mistet deres hjem og familie. Hun drev i årevis rundt – fra landsby til landsby uden at blive længe noget sted. Indtil en gammel mand samlede hende op. De mødtes, sjovt nok, ved vejen tæt på landsbyen hvor hun havde boet engang. Deja-vu … — Blev du væk? grinede den gråhårede mand. – Vil du med hjem til mig? Berta sagde ja. Hun havde intet andet valg på det tidspunkt. Den gamle mand, der senere viste sig at være glad for en dram, var ellers rar. Og hun fik både suppe, grød og sukkerknogler i rigelige mængder. Hun var med ham på arbejde. Han var nattevagt. Og opsynsmand – på kirkegården. Først syntes Berta det var uhyggeligt at gå rundt mellem gravene, men hun vænnede sig til det. Og til Nikolaj Frederik – som han hed. Han var en ensom og ulykkelig mand. Ligesom hun. Når han drak, forvandlede han sig ikke som Viggo til et dyr – han sukkede tungt og fortalte Berta om sin sorg: At konen havde forladt ham, at datteren ikke ville kendes ved ham, fordi han blev betragtet som en fiasko. Når han var tavs, mindedes Berta de glade dage, hvor alt i hendes liv var godt. Hun huskede Antoniette, Mikkel. Mens hun prøvede at glemme Viggo for altid. En dag, under en af sine ture rundt på kirkegården, stødte Berta på hans gravplads. Hun troede næsten ikke sin egen næse – mennesket var længe dødt, men hun kunne stadig kende duften: den samme som før; gennemsyret af had og alkohol. — Hvad blev du stående for? spurgte Nikolaj Frederik, der så, at hunden standsede ved en grav. – Nå, hvem er det? Viggo … Hmm, det er nok ham, der døde i huset, da det brændte ned. Berta så forbløffet på den gamle mand. — Ja, sådan én var der. Hans kone og søn er heldigvis flyttet til byen, men han drak sig ihjel. Dum død. Men folk sagde også, han mishandlede familien. Så fik han vel, hvad han fortjente. På den anden side … — Nikolaj Frederik tav lidt. – Om de døde skal man sige godt eller intet. Lad os gå videre. Må jorden blive ham let. Berta boede hos kirkegårdsvagten i næsten fem år. Så døde han, og hun var igen alene. Hvor skulle hun gå hen? Hun var ikke længere nogen ung hvalp – ingen ville tage hende ind. Så Berta besluttede sig for at blive. Her kunne hun finde lidt mad ind imellem – og her … Ja, Berta havde truffet sit valg. Kirkegården var til mennesker – men hun ville vente på sin egen død netop her. Ingen ny ejer havde hun brug for; Nikolaj Frederik betragtedede hun mere som en ven i nød end en rigtig ejer. Og da, en dag, mens sneen faldt for første gang, skete noget, Berta aldrig havde ventet. Hun gik, som hun plejede, rundt og ledte efter en bid brød, da hun hørte stemmer. Folk kom sjældent på kirkegården i weekenden. Men nu var der to: én mand, én kvinde. De stod ved Viggos grav. Berta syntes det var mærkeligt – så hun nærmede sig forsigtigt for at se, hvem der kunne besøge Viggo. — Jeg sagde jo, Oksana, at det er en dårlig idé at besøge fars grav. Hvad skal jeg her? Jeg vil ikke kendes ved ham efter alt det, han gjorde, og du siger jeg skal tilgive… For hvad? Han sendte moren i graven før tid! — Du MÅ, Mikkel … Tilgi’ og giv slip så du får ro. Hvor længe vil du lide om natten? Jeg er sikker på at, hvis du først tilgiver, bliver alt bedre. Uanset hvor slem din far var, er han stadig din far. Hører han dig tit i drømme, betyder det, at han ikke har fred. — Hvor ved du det fra? — Min mormor sagde det altid. Tilgi’, så får alle fred. Både du og han. — Nå, okay… Måske har du ret. Mikkel så på graven, så alvorlig ud, så slap hans anspændte ansigtsudtryk, og han sagde: — Jeg tilgiver dig, far. På mine og mors vegne – og på Bertas… Det gør mig bare ondt, at jeg måtte smide min bedste ven ud hjemmefra på grund af dig. Jeg håber, at hun har det godt. Hele denne tid stod Berta stille bag Mikkel og … kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Det var ham! Hendes elskede menneske. Ja, der var gået mange år. Han var blevet voksen og moden. Men hun genkendte ham med det samme. Mon Mikkel ville kende hende? Han mærkede hendes blik, vendte sig brat om og standsede. — Mikkel, hvad er der? spurgte Oksana bekymret. – Du ser ud som om du har set et spøgelse! — Ikke et spøgelse, men en hund… mumlede han. — Og hvad så? Der går mange hunde her. Blev du bange? — Jeg tror… Jeg tror, jeg har set hende før… Vent lige – det er jo… Mikkel tog nogle skridt frem mod Berta. Standsede fem meter fra hende, trippede lidt, holdt øje med hunden. Så gik han et par skridt til. Han tøvede, men for hver skridt forsvandt al tvivl. Berta logrede let med halen. Og nærmede sig ham også. Et øjeblik senere sprang de mod hinanden. Oksana nåede knap at fatte det, før Mikkel sad på hug og krammede sin hund, som han ikke havde set i syv år, mens Berta lagde forpoterne om hans skuldre og slikkede hans kinder, næse og hage. Hendes største hundedrøm gik i opfyldelse – hun mødte endelig sin ejer, som hun i alle de lange år havde ventet på. ***** Mikkel tog selvfølgelig Berta med hjem. Hun blev hurtigt venner med hans kæreste. Og så levede de sammen. Først tre. Så fire (en dag fandt Berta en lille killing på gaden, og det blev straks besluttet, at den også skulle have et hjem), og senere fem. Der kom nemlig også et barn til verden – Niklas. Og et par år efter genopbyggede Mikkel huset i landsbyen, og hver sommer tog hele familien derud på ferie. Trods alt hvad Mikkel og Berta havde måttet igennem, endte de med at være lykkelige.

Gå din vej og kom aldrig tilbage

Gå nu, hører du? hviskede Mikkel med tårerne trillende ned ad kinderne. Gå, og kom aldrig mere tilbage! Aldrig.

Med rystende hænder løsnede han den tunge jernkæde, trak så på Freja hen mod havelågen, åbnede den helt op og forsøgte at skubbe hende ud mod vejen.

Hun forstod ikke, hvad der foregik. Skulle hun smides ud? Men hvorfor? Hun havde da ikke gjort noget galt

Gå nu, jeg beder dig, gentog Mikkel, mens han krammede sin hund tæt ind til sig. Du må ikke blive her. Han kommer snart hjem igen, og så

Netop i det øjeblik blev døren flået op, og på trappen tumlede en beruset Poul med en økse i hånden.

*****

Hvis folk så bare anede, hvor hårdt livet ofte er for hunde, der uforskyldt må klare sig på gaden så ville mange nok se på dem med mere medfølelse end med den foragt, som alt for tit præger folks blikke.

Men hvordan skulle folk vide, hvilken skæbne, hvilke prøvelser hårde og sultne gadehunde bliver kastet ud i? Hvordan?

Hunde kan ikke fortælle det. De kan heller ikke klage over deres lod al deres smerte bærer de alene.

Men lad mig fortælle dig en historie. En historie om kærlighed, svigt og trofasthed

Og jeg begynder med, at Freja aldrig var ønsket af sin første ejer. Hvad hun havde gjort ham fortræd, vides ikke. Måske bare at hun blev født?

Ejeren fandt på det kloge at køre den to måneder gamle hvalp ud til nærmeste landsby og efterlade hende ved vejkanten.

Ja, bare lade hende stå der. Han gad end ikke køre hende helt ind i byen, hvor nogen måske havde taget hende til sig.

I stedet efterlod han hende på vejen, sprang ind i sin gamle Volvo og trillede tilbage mod København, med god samvittighed.

Imens hammer racebiler, lastbiler og busser forbi. Et forkert skridt, og hvalpen var dødsdømt.

Det var måske også hans plan. Selv hvis ikke, var Frejas chancer for mad og vand mikroskopiske. Hun ville dø hurtigt. Helt lille var hun jo.

Men den dag var heldet med hende.

For netop den dag cyklede Mikkel forbi. Han havde lige fået en spritny blå fritids-cykel i fødselsdagsgave af sin far og var lykkelig han fyldte fjorten. Nu skulle der rigtigt køres på asfalt!

Ikke forbi byskiltet, hører du, Mikkel? råbte Annelise, da sønnen hoppede op på sin jernhest og trampede afsted med energien helt oppe.

Ja, mor alt er fint, råbte han glad.

Men selvfølgelig cyklede Mikkel ud ad hovedvejen. Inde i landsbyen var der huller overalt ingen ordentlige veje. Sidste måned havde kommunen faktisk lagt ny asfaltvej mod hovedvejen, og den skulle han da prøve! Desuden var det søndag, så knapt nogen biler på vejen.

Da han nærmede sig byskiltet og egentlig ville vende om, så han pludselig en lille hund, der løb forvildet op og ned langs rabatten. Nogle gange fór hun ud mod biler, men holdt heldigvis tilbage i sidste øjeblik. Synet var skræmmende.

Hvad laver hun dog? tænkte Mikkel, steg af cyklen, lagde den i græsset og nærmede sig forsigtigt den lille vovse.

*****

Mor, far, se lige hvad jeg fandt! Mikkel kom ind ad døren med et smil bredt som Storebæltsbroen. Nogen har smidt hende ud kan vi ikke beholde hende? Hun er så sød!

Mikkel, cyklede du ud af byen? lød det strengt fra Annelise. Jeg sagde jo, du ikke måtte!

Men mor jeg var kun lige ude ved hovedvejen, sagde han med blikket ned. Og du kan se, det var ikke spildt hun havde ikke overlevet, hvis jeg ikke havde fundet hende.

Men hvad med dig? Du tænker ikke på dig selv, barn! Det er farligt på vejen, især på cykel, alene.

Undskyld, mor men må vi ikke beholde hende? Jeg lover at passe hende. Jeg har endda fødselsdag i dag!

Fødselsdag eller ej, sagde Annelise, du må høre efter!

Mikkel holdt hunden tæt. Han var bange for, at forældrene ville sige nej.

Åh, lad dog drengen, sagde faren, Henrik. Han var i godt humør efter at have nydt et par øl. Han fylder fjorten, og det er en flot hund, ikke en hvilken som helst skabning. En vagthund til gården! Du må gerne beholde hende, søn.

Annelise sukkede, smilede så alligevel: Hvis far siger ja, så siger jeg også ja.

Tak, tak! I er de bedste forældre i verden!

Mikkel var lykkelig over at få lov. Samme dag døbte han hende Freja.

Egentlig troede han først det var en hanhund, men da han tjekkede nærmere, blev det klart en pigehund. Meget mild. Venlig. Godmodig. Fra første dag var deres venskab stærkt. Cyklen blev hurtigt glemt nu gik al tid med Freja.

Man skulle tro, nu kunne intet galt gå. Hvalpen, reddet fra døden, fandt et hjem. Mikkel fik endelig en hund, han længe havde drømt om (men hemmeligt, for hans far havde kun sjældent givet grønt lys til kæledyr). Forældrene var glade over at se deres søn så lykkelig.

Men uheldet lurede. Seks måneder senere blev verden vendt på hovedet.

Det startede, da faderen, Henrik, mistede sit arbejde på maskinfabrikken. Sorgen efterfulgtes af øl, brændevin, snaps al opsparing brugte han på rugbrød og alkohol. Hverken tårer eller bøn fra Annelise kunne få ham til at stoppe snarere tværtimod. Han blev vred, kynisk, kold. Og alkohol forvandlede ham til et andet menneske.

Tit gik det ud over Annelise. Mindste påskud blev til skænderi endda slag. Mad manglende i køleskabet, taget dryppede, cigaretter og bajere var steget det hele var Annelises skyld.

Mig!? råbte Henrik.

Men sandheden var, det hele bundede i hans egne valg. Ingen havde tvunget ham til at drikke. Der var andre jobs, enten i byen eller på landet: alt fra chauffør til lagerarbejder. Men Henrik ville ikke væk fra landsbyen. Og efter fabrikken gik konkurs, var gode jobs ikke længere at finde.

Annelise! Hvor har du gemt snapsen?! råbte Henrik morgenen derpå.

Annelise gjorde alt for at redde sin mand, men uden held. Kun ulykke fulgte forsøgene. Mikkel fik strengt forbud mod at gribe ind Annelise ville ikke have, at han også blev ramt. Henrik var stærk; bedre ikke at risikere det.

I stedet gik Mikkel tit ud til Freja, satte sig tæt, aede hende over hovedet, mens forældrene skændtes inde i huset. Freja slikkede hans saltvåde kinder og forsøgte at trøste så godt hun nu kunne.

En dag gik det ud over Mikkel selv. Annelise var handlet ind, mens han legede med Freja i gården. Da Henrik så det, råbte han sønnen til sig, greb fat og delte en ørefigen ud gang på gang.

Mikkel bed smerten i sig, men til sidst blev det for meget; han skreg og forsøgte at flå sig fri. Henrik holdt fast med hårde grovsmed-hænder.

I det øjeblik skete det, ingen havde set komme søde, rolige, blide Freja knurrede og gøede hidsigt af Henrik. Han stivnede. Mikkel benyttede chancen og trak sig fri.

Jeg slår dig ihjel! råbte Henrik, mens han slingrende gik imod huset. Mikkel vidste straks, at nu fik den ikke for lidt og at Henrik ville komme tilbage med noget tungt og farligt. Hvad skulle han dog gøre?

Gå nu, hører du? hviskede han med tårer i øjnene. Gå, og kom aldrig mere tilbage! Aldrig.

Med sit hjerteslag i ørerne viklede han Frejas kæde af, trak hende mod lågen, åbnede den op, skubbede hende mod vejen.

Hun fattede ingenting. Smider de mig ud? Men hvorfor?

Gå, jeg beder dig gentog Mikkel, krammede hende du må ikke blive, far kommer snart

Døren blev flået op, en brølende, kæderygende Henrik væltede ud med øksen løftet i vejret.

Mikkel! rungede hans stemme. Hvad har du gang i? Hvorfor slipper du hunden fri?

Far, lad være Mikkel tøvede, skridtede bagud. Frygten klamrede sig til ham og gjorde ham klar til enten at flygte eller kæmpe for Freja. Men han kunne ikke efterlade sin mor alene med trolden.

Lad hunden være, far! Gå ind og sov du ligner ikke engang en mand længere…

Nå, er det det, du siger? Hun skal ikke stå og gø ad mig. Jeg giver hende mad og drikke, og så gør hun ad mig? Jeg ordner hende, og bagefter tager jeg mig af dig sådan opfører man sig ikke mod sin far! Du mangler respekt, knægt!

Henrik vaklede frem, støtte sig imod trappen, parat til at fare på dem begge.

Kom her med hunden!

Henrik, lad nu være, græd Annelise, der netop var vendt hjem med indkøbsposerne. Hun er jo bare en lille hund, du slår hende ihjel!

Jeg bestemmer her! skrålede han. Mikkel, kom med hunden!

Så var der ikke mere tid.

Mikkel vendte sig mod Freja, så hende dybt i øjnene, kyssede hendes sorte næse, og skubbede hende kraftigt væk.

Gå! Når nu! Undskyld os Undskyld, Freja jeg ville aldrig have det sådan!

Henrik eksploderede af raseri, da det gik op for ham, at sønnen ville redde hunden.

Freja så én gang til på Mikkel og løb mod den mørke skov, det eneste sted hun kunne gemme sig.

Og vend aldrig tilbage, Freja, han slår dig ihjel! råbte Mikkel efter hende.

Resten så Freja aldrig.

Hun håbede bare, at hendes elskede menneske og hans mor overlevede.

*****

Der gik

ikke bare en måned, eller et år.

Hele syv år. Syv lange år gik Freja rundt og prøvede at tro på et mirakel.

Hun håbede, hun ville møde Mikkel igen.

Men håbet blev mindre, for Mikkel og Annelise var væk fra byen for længst.

Hun dukkede forsigtigt op ved det gamle hus et halvt år efter hun var flygtet. Så længe havde modet rakt. Hun kiggede ind ad den sprukne havelåge. Huset var nedbrændt. Tomt.

Ingen Mikkel, ingen Annelise. Og hun savnede bestemt ikke Henrik.

Et par gange opsøgte hun stedet, men uden held ingen mennesker. Intet levende menneske foruden hende selv.

De var nok bare flyttet, tænkte hun. Tilbage ville de ganske sikkert aldrig komme huset var væk, hjemmet forsvundet.

Så hun strejfede rundt i måneder, måske år, fra landsby til landsby. Indtil en midaldrende mand med gråt hår og busket skæg fandt hende langs en vej.

Er du faret vild? lo han. Vil du bo hos mig, måske?

Freja sagde ikke nej hun havde ikke andre valg.

Den gamle mand, Børge, var venlig, selvom han ofte hang med hovedet over en snaps. Han fodrede Freja, gav hende suppe, grød, sukkerben, alt hvad hjertet kunne begære.

Og han tog hende med på arbejde.

Han arbejdede som nattevagt og opsynsmand på kirkegården.

Det var lidt uhyggeligt for Freja at snuse omkring mellem gravene i starten. Men hun vænnede sig til det. Også til Børge.

Han var et ordentligt menneske men meget ensom. Når han drak, blev han stille ikke farlig som Henrik havde været. I stedet fortalte han Freja om sin sørgelige fortid: en kone, der havde forladt ham, en datter, der ikke ville kendes ved ham.

Freja lagde sig ved hans fødder, lyttede tålmodigt, stillede ingen spørgsmål.

Når Børge tav, tænkte hun på dengang livet var godt hun huskede Annelise og Mikkel, men forsøgte at glemme Henrik for evigt.

Men skæbnen ville, at hun under endnu en nattevagt, snusende rundt blandt gravstenene, fandt en, der gjorde hende fuldstændig stivnet.

Hun kunne lugte Henrik selv efter hans død. Alkoholen og vreden sad stadig i stenen.

Hvad står du der for? spurgte Børge og så, at hun blev og snusede ved èn bestemt grav. Nå ja, Henrik Andersen det er ham, der brændte inde i sit eget hus. Sønnen og konen forsvandt heldigvis til Odense. Folk sagde, han terroriserede familien. Så måske var det retfærdigt, den skæbne? Men om de døde, skal man sige godt eller tie.

Freja så op på Børge, trak på skuldrene.

Hun boede næsten fem år sammen med kirkegårdsvagten, til han døde og efterlod hende alene.

Hvor skulle hun nu tage hen? Hun var ikke længere ung ingen ville tage hende ind.

Så Freja blev på kirkegården. Her var mad engang imellem. Her ville hun blive. Her ventede hun bare på at dø. En familie havde hun ikke mere; Børge havde aldrig rigtigt været andet end en med-vandrer på ensomhedens vej.

En dag, da vinterens første sne faldt, skete det utænkelige.

Den dag gik hun som sædvanligt rundt, da hun hørte stemmer. To en mandlig og en kvindelig. Mennesker kom sjældent på kirkegården i weekender.

De stod ved Henriks grav, og det undrede hende.

Jeg sagde det jo, Karen, det var en dårlig idé hvad laver jeg ved min fars grav? Jeg har ikke tilgivet ham. Efter alt det, han gjorde, vil jeg ham ikke. Du snakker om tilgivelse hvordan skal jeg kunne? Han kyssede min mor i graven for tidligt.

Du SKAL tilgive, Mikkel slip det. Du har mareridt om ham hver nat ikke sandt? Jeg lover dig, når du tilgiver ham, får du fred. Skæbnen kræver det. Hvilken far var han end han var han er din far. At han hjemsøger dig i drømme forventer kun, du sætter ham fri.

Hvor ved du det fra?

Min mormor sagde det engang.

Måske har du ret.

Mikkel så længe på graven, trak vejret dybt.

Jeg tilgiver dig, far. For min egen, mors og Frejas skyld. Kun ærgerligt, jeg var nødt til at smide min bedste ven ud på grund af dig. Jeg håber, hun har det godt et sted.

Bag dem stod Freja. Hun kunne ikke tro sine egne øjne.

Det var ham! Hendes menneske, hendes ven.

Han var blevet voksen. Større. Men hun genkendte ham. Alt ved ham.

Mikkel, hvad er der? spurgte Karen, da Mikkel stivnede.

Ikke et spøgelse, men en hund, sagde han.

De er der altid på kirkegården. Er du bange?

Jeg synes jeg har set hende før vent

Mikkel gik langsomt nogle skridt mod Freja.

Hun logrede forsigtigt.

Han gik nærmere. Tvivlen forsvandt for hvert skridt.

De gik mod hinanden, hun sprang op! Karen nåede ikke at blinke, før Mikkel sad på hug med Frejas forpoter om halsen. Hun slikkede hans kinder, næse og hage.

Hun havde ventet i syv år. Endelig var hundedrømmen opfyldt genforenet med ham, hun elskede.

*****

Mikkel tog Freja med hjem, selvfølgelig. Hun blev hurtigt gode venner med hans kæreste Karen.

De blev en lille familie.

Først tre sammen. Så fire Freja fandt en lille herreløs killing, som straks blev adopteret. Til sidst blev de fem, da en baby, Niklas, så dagens lys.

Mikkel genopbyggede huset i barndomslandsbyen, og hver sommer tog hele flokken tilbage for at holde ferie.

Og trods alt det onde, de begge havde gennemlevet, var de lykkelige sammen.

Rating
Mirabile dictu
Gå – og kom aldrig tilbage — Gå nu, hører du? – hviskede Mikkel med tårer i øjnene. – Gå, og kom aldrig mere tilbage! Aldrig. Med rystende hænder spændte drengen den tunge metal-kæde op, trak Berta hen til havelågen, åbnede den på vid gab og forsøgte at skubbe hende ud på vejen. Men hun forstod ikke, hvad der skete. Kunne det virkelig passe, at hun blev smidt ud? Men hvorfor? Hun havde jo ikke gjort noget galt … — Gå, jeg beder dig, sagde Mikkel, mens han omfavnede hunden. – Du må ikke blive her. Han kommer snart tilbage og… I samme øjeblik blev hoveddøren slået op, og en beruset Viggo kom til syne på trappen med en økse i hånden. ***** Hvis mennesker bare et øjeblik kunne forestille sig, hvor hårdt og ensomt livet kan være for de hunde, der mod deres vilje ender på gaden, ville mange nok ændre deres syn på dem. I det mindste ville de se på dem med medfølelse og omsorg – frem for vrede og foragt, som det alt for tit sker. Men hvordan skulle mennesker vide, hvilke prøvelser vores firbenede venner udsættes for, og hvad de må udholde? Hvordan skulle de vide det?.. For hunde kan jo intet fortælle; ej heller kan de beklage sig over deres skæbne. Al deres smerte bærer de i stilhed. Men jeg vil alligevel fortælle jer en historie. En historie om kærlighed, svigt og troskab… Og jeg vil begynde med at fortælle, at Bertha var uønsket allerede fra helt lille. Hvad hun havde gjort, siden hendes første ejer afviste hende, ved ingen med sikkerhed. Måske var det bare dét, at hun blev født. Ejeren fandt ikke på noget bedre end at tage den to måneder gamle hvalp med ud til nærmeste landsby og… … efterlade hende i vejkanten. Ja, bare lade hende stå der. Han gad end ikke køre ind til landsbyen, hvor nogen måske kunne have taget hende til sig. I stedet satte han hende bare af ved landevejen – og kørte roligt tilbage til byen. Biler, busser, lastvogne og alskens køretøjer susede afsted med høj fart. Et forkert skridt, og hvalpen kunne let ende under hjulene. Måske var det netop det, ejeren håbede på. Og selv ville hvalpen, om ikke andet, ikke overleve længe uden mad og vand. Hun var jo så lille… Men den dag var hun heldig. Den dag mødte det lille, navnløse pus Mikkel. Og det reddede hendes liv. Det skete sådan, at Mikkels far samme dag havde givet Mikkel en ny cykel i fødselsdagsgave, og drengen, der netop fyldte fjorten, cyklede afsted for at prøve sin gave af. — Kør ikke uden for landsbyen! råbte Antoniette, da sønnen satte sig op på “jernhesten” og trampede spændt afsted. – Har du hørt, min dreng? — Ja, mor… råbte Mikkel glad tilbage. – Det skal nok gå-å-å-å… Men Mikkel cyklede alligevel den vej. For indenfor landsbyen var vejene hullet og hullede. På asfaltvej – ja, der kan man køre. Men i landsbyen var det knap nok til at gå på stierne. Om natten kunne man let brække benene. Og fra selve landsbyen mod landevejen, der førte til storbyen, var der for en måned siden blevet lagt flot, ny asfalt. Mikkel ville prøve at cykle derud – med vind i håret. Der var jo sjældent biler. Det var jo søndag; folk sad hjemme og slappede af. Og netop som Mikkel næsten havde nået landevejen og var ved at vende om, fik han øje på en lille hvalp, som løb forvirret rundt i rabatten. Den løb mod bilerne, men sprang lige akkurat væk før de ramte. Det var forfærdeligt at se på. “Hvad i alverden laver den dér? Og hvorfor?” tænkte Mikkel, mens han steg af cyklen. Han lagde forsigtigt cyklen på græsset – og gik hurtigt hen mod den lille. ***** — Mor, far – se hvem jeg har fundet! sagde Mikkel, mens han trådte ind. – Nogen havde smidt hende ud på vejen. Må vi ikke godt beholde hende? Hun er så sød. — Mikkel, du har da ikke været ude på landevejen, vel? udbrød Antoniette. – Jeg bad dig jo om at holde dig her! — Mor, altså… jeg ville bare se asfalten… Og som du ser, var det heldigt. Hvis jeg ikke havde samlet hvalpen op, var hun måske død. — Og dig? sukkede Antoniette. Har du slet ikke tænkt på dig selv, min dreng? Det er farligt for børn at færdes på vejene alene. Særligt på cykel. — Mor, jeg lover, jeg gør det ikke igen. Så hvad med hvalpen? Må vi godt beholde hende? Jeg lover at passe på hende. Jeg har jo altid drømt… Og det er jo min fødselsdag i dag… — Fødselsdag, ja… mumlede Antoniette og rystede på hovedet. Mikkel krammede hvalpen tættere, bange for at forældrene ville tage hende fra ham. — Tonia, lad nu drengen være, sagde faren. Han var i godt humør, havde fået sig en tår, og smilede. – Han er trods alt blevet fjorten. Kan du huske, hvad vi lavede i hans alder? Og hvalpen er fin. Ikke en eller anden krøbling, men en ordentlig én. Hun kan vogte gården. Du må gerne beholde din hund, søn. Jeg har ikke noget imod det. — Hvis far ikke siger nej, så gør jeg heller ikke, smilede Antoniette til sin søn. — Hurra! Tak! I er verdens bedste forældre! Mikkel var lykkelig. På selvsamme dag navngav han hende (eller rettere sagt hende) Berta. Først troede drengen, det var en rigtig “gut”, men snart fandt han ud af, det var en “pige”. Endda en rigtig sød én. God. Kærlig. Og mellem hende og Mikkel opstod hurtigt et særligt bånd. Han glemte helt den nye cykel, som faren havde givet ham, og brugte dagene sammen med sin nye lodne ven – eller veninde. Det virkede, som om intet ondt længere kunne ske. Hvalpen var reddet fra den sikre død, Mikkel var lykkelig over endelig at have fået en hund, han i al hemmelighed havde ønsket sig (hemmeligt, fordi faren altid havde været streng – og ikke særlig glad for hunde). Forældrene var for øvrigt også glade for deres lykkelige søn. Så er eventyret slut? Nej… Det onde kom alligevel. Seks måneder senere. Det begyndte, da Viggo, Mikkels far, mistede sit arbejde – og gik i flasken. Han drak voldsomt. Alle de sparepenge, han og hustruen havde lagt til side, forsvandt mellem øl og brændevin. Ingen forligninger fra Antoniette – hverken tårer, råb eller bønner – hjalp. Tværtimod. Det irriterede ham. Efterhånden blev hun også en nagel. Viggo blev et andet menneske. Eller – det var brændevinen, der forvandlede ham til en grov, ufølsom og vred mand… Fra tid til anden begyndte han endda at slå ud efter hende. Både for selv de mindste ting. Eller helt uden grund. Hvis der ikke var rigtig mad i køleskabet, hvis taget dryppede, hvis cigaretter og sprut blev dyrere – så var det kun Antoniettes skyld. Det var nytteløst at forklare ham, at det faktisk var hans egen skyld, det hele. — Mig?! Jeg?! skreg Viggo ad sin hustru. Ja, det VAR hans skyld. Ingen havde tvunget ham til at begynde at drikke. Han kunne have fundet et andet job. Måske ikke i landsbyen, hvor han havde været traktorfører i over tyve år, men i byen. Som chauffør, f.eks. Eller som lagerarbejder – mulighederne var mange. Sønnen skulle jo til at læse videre; det kostede penge. Men Viggo ville ikke i byen. Og efter at landbruget, hvor han havde arbejdet, gik konkurs, var der bare heller ikke mere ordentlig arbejde i landsbyen. Ikke noget ordentligt betalt. — Tonia! Hvor har du gemt brændevinen?! råbte Viggo en morgen, tømmermændenes slave. Antoniette gjorde, hvad hun kunne for at stoppe ham, men hun havde aldrig heldet med sig. Bare ét forkert ord, og så var skænderierne i gang. Og hvis hun gemte sprutten, røg der også et par lussinger af. Viggo forvandlede sig til et bæst. Hun forbød strengt Mikkel at blande sig, så han ikke skulle risikere at få tæsk. Viggo havde en tung hånd – det var bedst ikke at friste skæbnen. Så gemte Mikkel sig ofte sammen med Berta, klappede hende, sad og så på huset, hvor forældrene skændtes indenfor. Og Berta slikkede ham kærligt på de våde kinder. Hun trøstede ham, så godt hun kunne. Ind imellem så hun også mod huset. En dag gik det ud over Mikkel selv. Antoniette var ude og handle, og han… …ja, han lavede ikke noget. Han legede bare i gården med Berta. Viggo så det, kaldte på sønnen, greb ham hårdt i armen og delte et par øretæver ud. Og endnu flere… Mikkel holdt ud så længe han kunne men kunne ikke mere – han skreg af smerte. Prøvede at slippe fri. Men Viggo holdt fast, som et skruestik. Og netop da – denne altid så rolige og gode og hengivne Berta – begyndte hun at gø rasende af Viggo. Så højt og arrigt, at selv han blev bange. Mikkel benyttede sig af øjeblikket og greb chancen for at vriste sig fri. Og bagefter… …løb Viggo målbevidst mod huset, mens han hvislede “Jeg slår dig ihjel!” Mikkel vidste, at han ville komme tilbage – med noget tungt. Der var ingen tvivl. Hvad skulle Mikkel gøre? — Gå, hører du? – hviskede Mikkel, mens tårerne løb. – Gå, og kom aldrig tilbage! Aldrig. Med rystende hænder slap han Bertas kæde op, trak hende til porten, rev lågen op og prøvede at skubbe hende ud. Men hun forstod ikke. Kunne det virkelig passe, de smed hende ud? Men hvorfor – hun havde jo ikke gjort noget… — Gå, jeg beder dig, sagde Mikkel, mens han krammede hunden. – Du må ikke være her. Far kommer snart og… I det øjeblik blev døren slået op, og en beruset Viggo stormede ud på trappen med øksen hævet. — Mikkel! lød en vred stemme. – Hvorfor slipper du hunden løs? Hvem har bedt dig om det? — Far, lad nu være – sagde Mikkel bange, mens han trådte et par skridt tilbage. Han var virkelig bange; han var klar til at løbe fra det hele, men… …han kunne ikke lade sin mor være alene med “uhyret”. — Hvad? Rør ikke hunden? Du skulle ikke have ladet hende gø af mig. Jeg har fodret hende, hun gøede af mig. Nu ordner jeg hende, og bagefter dig. Det kan ikke være rigtigt, at en unge skal bestemme over sin far! Du skal nok lære at vise respekt. Viggo tog et skridt frem, vaklede, men holdt sig oppe ved at gribe fat i et gelænder. Så styrtede han ned ad trappen. — Kom her med hende! — Viggo, lad nu være, bad Antoniette, der netop var kommet hjem fra butikken. – Hun er jo bare en lille hun. Du slår hende jo ihjel! — Sagde jeg ikke, vi skulle snakke om det. Den møghund skal huske, hvem der bestemmer! Mikkel, KOM med hende! Mikkel måtte reagere omgående. Han vendte sig brat mod Berta, så hende i øjnene, kyssede hende på den sorte våde snude og skubbede hende ud mod vejen: — GÅ! Gå NU! Og tilgiv os … tilgiv os, Berta. Jeg ville ikke have, at det skulle ende sådan … “HEY!” råbte Viggo rasende, da han indså, hvad sønnen var ved at gøre. Og Berta, som så én sidste gang på Mikkel, løb ud mod skoven. Det var det eneste sted, hun kunne gemme sig. “Kom aldrig tilbage, Berta, ellers slår han dig ihjel!” råbte Mikkel efter hende. Hvad der derefter skete, så Berta ikke. Hun håbede bare, at hendes elskede menneske, og hans mor, alligevel ville klare sig. ****** … Der gik ikke én måned, end ikke ét år. Der gik syv år siden det øjeblik. Syv lange år ventede Berta på et mirakel. Hun håbede og troede, at hun en dag ville møde Mikkel igen. Men hvert år blev håbet svagere. For Mikkel og Antoniette var for længst forsvundet fra landsbyen. Først et halvt år senere vovede Berta sig hjem igen. Så længe kunne hun holde sig væk. Men… …hun nærmede sig forsigtigt havelågen, som stod halvt åben, skubbede til den med poten så den knirkede, og gik forsigtigt ind. Men inde bag lågen – et udbrændt hus. Og ingen var der. Hverken Mikkel, Antoniette eller Viggo, som Berta ikke ligefrem savnede. Hun vendte tilbage tre-fire gange, men fandt aldrig nogen. Men hun følte ikke, noget ondt var hændt dem. Måske var de bare rejst væk. Men hvordan – og hvornår han og moren var taget væk, vidste hun ikke. Hun vidste kun én ting: Mikkel og Antoniette ville næppe nogensinde vende tilbage. For der var ikke noget at vende hjem til. Ikke kun Berta, men også de to, havde mistet deres hjem og familie. Hun drev i årevis rundt – fra landsby til landsby uden at blive længe noget sted. Indtil en gammel mand samlede hende op. De mødtes, sjovt nok, ved vejen tæt på landsbyen hvor hun havde boet engang. Deja-vu … — Blev du væk? grinede den gråhårede mand. – Vil du med hjem til mig? Berta sagde ja. Hun havde intet andet valg på det tidspunkt. Den gamle mand, der senere viste sig at være glad for en dram, var ellers rar. Og hun fik både suppe, grød og sukkerknogler i rigelige mængder. Hun var med ham på arbejde. Han var nattevagt. Og opsynsmand – på kirkegården. Først syntes Berta det var uhyggeligt at gå rundt mellem gravene, men hun vænnede sig til det. Og til Nikolaj Frederik – som han hed. Han var en ensom og ulykkelig mand. Ligesom hun. Når han drak, forvandlede han sig ikke som Viggo til et dyr – han sukkede tungt og fortalte Berta om sin sorg: At konen havde forladt ham, at datteren ikke ville kendes ved ham, fordi han blev betragtet som en fiasko. Når han var tavs, mindedes Berta de glade dage, hvor alt i hendes liv var godt. Hun huskede Antoniette, Mikkel. Mens hun prøvede at glemme Viggo for altid. En dag, under en af sine ture rundt på kirkegården, stødte Berta på hans gravplads. Hun troede næsten ikke sin egen næse – mennesket var længe dødt, men hun kunne stadig kende duften: den samme som før; gennemsyret af had og alkohol. — Hvad blev du stående for? spurgte Nikolaj Frederik, der så, at hunden standsede ved en grav. – Nå, hvem er det? Viggo … Hmm, det er nok ham, der døde i huset, da det brændte ned. Berta så forbløffet på den gamle mand. — Ja, sådan én var der. Hans kone og søn er heldigvis flyttet til byen, men han drak sig ihjel. Dum død. Men folk sagde også, han mishandlede familien. Så fik han vel, hvad han fortjente. På den anden side … — Nikolaj Frederik tav lidt. – Om de døde skal man sige godt eller intet. Lad os gå videre. Må jorden blive ham let. Berta boede hos kirkegårdsvagten i næsten fem år. Så døde han, og hun var igen alene. Hvor skulle hun gå hen? Hun var ikke længere nogen ung hvalp – ingen ville tage hende ind. Så Berta besluttede sig for at blive. Her kunne hun finde lidt mad ind imellem – og her … Ja, Berta havde truffet sit valg. Kirkegården var til mennesker – men hun ville vente på sin egen død netop her. Ingen ny ejer havde hun brug for; Nikolaj Frederik betragtedede hun mere som en ven i nød end en rigtig ejer. Og da, en dag, mens sneen faldt for første gang, skete noget, Berta aldrig havde ventet. Hun gik, som hun plejede, rundt og ledte efter en bid brød, da hun hørte stemmer. Folk kom sjældent på kirkegården i weekenden. Men nu var der to: én mand, én kvinde. De stod ved Viggos grav. Berta syntes det var mærkeligt – så hun nærmede sig forsigtigt for at se, hvem der kunne besøge Viggo. — Jeg sagde jo, Oksana, at det er en dårlig idé at besøge fars grav. Hvad skal jeg her? Jeg vil ikke kendes ved ham efter alt det, han gjorde, og du siger jeg skal tilgive… For hvad? Han sendte moren i graven før tid! — Du MÅ, Mikkel … Tilgi’ og giv slip så du får ro. Hvor længe vil du lide om natten? Jeg er sikker på at, hvis du først tilgiver, bliver alt bedre. Uanset hvor slem din far var, er han stadig din far. Hører han dig tit i drømme, betyder det, at han ikke har fred. — Hvor ved du det fra? — Min mormor sagde det altid. Tilgi’, så får alle fred. Både du og han. — Nå, okay… Måske har du ret. Mikkel så på graven, så alvorlig ud, så slap hans anspændte ansigtsudtryk, og han sagde: — Jeg tilgiver dig, far. På mine og mors vegne – og på Bertas… Det gør mig bare ondt, at jeg måtte smide min bedste ven ud hjemmefra på grund af dig. Jeg håber, at hun har det godt. Hele denne tid stod Berta stille bag Mikkel og … kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Det var ham! Hendes elskede menneske. Ja, der var gået mange år. Han var blevet voksen og moden. Men hun genkendte ham med det samme. Mon Mikkel ville kende hende? Han mærkede hendes blik, vendte sig brat om og standsede. — Mikkel, hvad er der? spurgte Oksana bekymret. – Du ser ud som om du har set et spøgelse! — Ikke et spøgelse, men en hund… mumlede han. — Og hvad så? Der går mange hunde her. Blev du bange? — Jeg tror… Jeg tror, jeg har set hende før… Vent lige – det er jo… Mikkel tog nogle skridt frem mod Berta. Standsede fem meter fra hende, trippede lidt, holdt øje med hunden. Så gik han et par skridt til. Han tøvede, men for hver skridt forsvandt al tvivl. Berta logrede let med halen. Og nærmede sig ham også. Et øjeblik senere sprang de mod hinanden. Oksana nåede knap at fatte det, før Mikkel sad på hug og krammede sin hund, som han ikke havde set i syv år, mens Berta lagde forpoterne om hans skuldre og slikkede hans kinder, næse og hage. Hendes største hundedrøm gik i opfyldelse – hun mødte endelig sin ejer, som hun i alle de lange år havde ventet på. ***** Mikkel tog selvfølgelig Berta med hjem. Hun blev hurtigt venner med hans kæreste. Og så levede de sammen. Først tre. Så fire (en dag fandt Berta en lille killing på gaden, og det blev straks besluttet, at den også skulle have et hjem), og senere fem. Der kom nemlig også et barn til verden – Niklas. Og et par år efter genopbyggede Mikkel huset i landsbyen, og hver sommer tog hele familien derud på ferie. Trods alt hvad Mikkel og Berta havde måttet igennem, endte de med at være lykkelige.