Gammel dansk visdom siger: Man skal ikke skue hunden på hårene.
Men Birte Sørensen mente, at det var noget sludder, hun havde da altid været god til at gennemskue folk!
Min datter, Kirstine, blev gift sidste år.
Birte drømte sådan om, at datteren fandt en ordentlig mand, de fik børn, og at hun, farmor, ville blive samlingspunkt for hele familien, som hun plejede.
Anders viste sig at være en klog fyr, og han manglede da heller ikke penge. Han virkede også ret stolt over det. Men de valgte at bo for sig selv Anders havde jo sin egen lejlighed og det så ikke ud til, at de manglede hendes råd!
Jeg syntes virkelig, han havde dårlig indflydelse på Kirstine!
Sådan et ægteskab passede slet ikke ind i Birtes planer, og snart begyndte Anders at irritere mig grænseløst.
Mor, du forstår det bare ikke. Anders voksede op på børnehjem. Alt, hvad han har, har han selv skabt. Han er stærk og god, virkelig rar, sagde Kirstine ked af det.
Men Birte bed bare tænderne sammen og fandt fejl efter fejl ved Anders.
Nu virkede han slet ikke som den, han havde udgivet sig for overfor datteren! Så det var min pligt som mor at få åbnet øjnene på Kirstine, mens tid var.
Ingen uddannelse, ikke særligt omgængelig, interesserer sig ikke rigtigt for noget!
Han sidder bare og glor på fjernsynet i weekenden, fordi han er træt ja, tak!
Og sådan én ville min datter leve sammen med resten af livet? Aldrig i livet, Kirstine vil takke mig en dag.
Og når de får børn, mine børnebørn hvad skal sådan en far lære dem?
Birte blev mere og mere skuffet. Så samtidig begyndte Anders, der tydeligt mærkede svigermors holdning, at undgå kontakt.
Der blev længere og længere mellem samtalerne, og Birte kom ikke engang hjem til dem længere.
Kirstines far, en godmodig mand, valgte som altid at forholde sig neutral.
Men en aften, ret sent, ringede Kirstine til Birte. Hendes stemme rystede:
Mor, jeg har ikke fået det sagt, men jeg skulle på forretningsrejse i to dage. Anders blev forkølet på byggepladsen, gik tidligt hjem, han havde det ikke for godt. Men nu tager han ikke telefonen.
Kirstine, hvorfor ringer du til mig om det her? udbrød Birte indigneret. I lever jo jeres eget liv, ser ikke til mig og far! Hvad hvis jeg selv var syg, det interesserer jer åbenbart ikke?
Og nu vækker du mig midt om natten for at sige, at Anders er syg? Er du rigtig klog?
Mormor, Kirstines stemme knækkede, og jeg kunne høre, at hun virkelig var bekymret, Undskyld, men det gør mig bare ondt, at du ikke vil forstå, at vi elsker hinanden. Og at du synes, Anders ikke er god nok, det er bare ikke sandt! Hvordan kan du tro, at jeg, din egen datter, kunne holde af en dårlig mand?
Birte tav.
Mor, jeg beder dig, du har jo nøglen til vores lejlighed. Vil du ikke godt se til ham? Jeg tror virkelig, der er noget helt galt! Jeg beder dig!
Okay, men kun for din skyld, sagde hun og vækkede min far.
Der var ingen, der åbnede døren i lejligheden. Til sidst låste Birte op med sin nøgle.
De gik ind der var mørkt, måske var han der slet ikke?
Måske er han bare gået ud? foreslog far, men et blik fra Birte stoppede ham. Nu blev hun også nervøs.
Hun gik ind i stuen og frøs. Anders lå underligt sammenkrøbet på sofaen. Han havde ild i panden!
Lægen fra Akutmodtagelsen fik styr på situationen.
Bare rolig, jeres søn har fået komplikationer efter en forkølelse. Tydeligvis overanstrengt. Arbejder han meget? spurgte lægen venligt Birte.
Ja, han arbejder meget, nikkede hun.
Det skal nok gå. Hold øje med feberen, ring hvis det bliver værre.
Anders sov, og Birte satte sig ved siden af, mærkeligt til mode hun sad nu hos sin modvillige svigersøn.
Han lå der bleg, håret klistret til panden af sved. Og pludselig fik hun ondt af ham. I søvne så han yngre ud, ansigtet var mildt slet ikke så hårdt.
Mor, mumlede han pludselig, halvt i søvne, gå ikke, mor.
Birte sad som lamslået, men kunne ikke få sig selv til at trække hånden til sig.
Så hun blev siddende hos ham hele natten.
Tidligt næste morgen ringede Kirstine:
Mor, undskyld, jeg kommer snart selv, du behøver ikke tage over, tror det går over.
Ja, det hele er okay. Bare kom trygt hjem sagde Birte med et smil. Vi ses, alt er fint her.
*****
Da det første barnebarn blev født, tilbød Birte straks at hjælpe.
Anders kyssede hende taknemmeligt på hånden:
Ser du, Kirstine, du sagde jo, mor ikke ville hjælpe os.
Birte, stolt med lille Thor på armen, gik rundt og nussede ham:
Se, Thor, du er virkelig heldig du har de bedste forældre og bedsteforældre! Du er en heldig knægt!
Så måske holder ordsproget stadig vand man skal ikke skue hunden på hårene.
Kun kærlighed kan vise, hvem folk virkelig er.
