Gå ikke fra os, mor. En dansk families historie Gammel dansk visdom siger: “Et menneske er ikke som en nød, man kan ikke knække det med det samme.” Men Helle Rasmussen mente, det var noget sludder – hun kendte folk, og hun kunne straks gennemskue enhver! Hendes datter, Mille, blev gift for et år siden. Helle havde længe drømt om, at datteren ville finde en fornuftig mand, at der ville komme børnebørn, og at hun, som mormor, skulle være familiens samlingspunkt – ligesom det altid havde været før. Jesper viste sig at være en kvik fyr, og han manglede ikke penge. Det var han tydeligvis meget stolt af. Men de flyttede sammen – Jesper havde sin egen lejlighed, og pludselig virkede det, som om de slet ikke behøvede hendes gode råd! Han påvirkede Mille på den helt forkerte måde! Sådan et forhold passede bestemt ikke ind i Helles planer, og Jesper begyndte at irritere hende grænseløst. – Mor, du forstår bare ikke Jesper. Han er opvokset på børnehjem og har kæmpet for at klare sig. Han er stærk, god og venlig, – sagde Mille, ofte lidt ked af det. Men Helle rystede på hovedet og fandt straks flere fejl ved Jesper. Nu begyndte han at virke som en helt anden, end ham, han havde udgivet sig for at være over for datteren! Og det var hendes moderlige pligt at åbne Milles øjne for den tomme fyr, før det var for sent! Ingen uddannelse, provokerende og slet ikke interesseret i noget! I weekenden sad han bare foran fjernsynet. Han var åbenbart træt! Og med sådan en mand ville hendes datter leve hele sit liv? Aldrig – Mille ville engang takke hende. Og når der kom børn, hvad skulle sådan en far lære hendes, Helles, børnebørn? Alt i alt var Helle svært skuffet. Jesper mærkede hendes utilfredshed, og snart undgik de hinanden, så hun kom næsten aldrig forbi deres hjem længere. Millles far, en rar og rolig mand, holdt sig fornuftigt neutral, vel vidende hvordan hans kone var. Men en aften ringede Mille sent til Helle – hendes stemme var meget bekymret: – Mor, jeg har ikke nået at sige det, men jeg skulle på forretningsrejse i to dage. Jesper har arbejdet på et byggeprojekt og bliver syg – han kom usædvanligt tidligt hjem og havde det ikke godt. Jeg ringer, men han svarer ikke. – Mille, hvorfor fortæller du mig det her? – udbrød Helle – I lever jeres eget liv, og det ser ikke ud som om, I længere tænker på os! Måske har jeg det heller ikke godt – men det er der åbenbart ingen, der bekymrer sig om! Og du ringer sent om aftenen for at fortælle, at Jesper er syg? Er du rigtig klog? – Mor… – Milles stemme var nær ved at knække – du må undskylde, det gør bare ondt, at du ikke vil forstå, hvor glade vi er for hinanden. Du mener, Jesper ikke er god nok, men det passer simpelthen ikke! Hvordan kan du tro, at jeg – din datter – ville falde for en dårlig fyr? Tror du ikke en gang på mig? Helle svarede ikke. – Mor, jeg beder dig virkelig. Du har jo en nøgle til vores lejlighed. Kan du ikke tage forbi? Noget siger mig, der er sket noget med Jesper. Vær sød, mor! – Ja, ja, kun for din skyld – og Helle gik ind og vækkede sin mand. Der var ingen, som åbnede deres datters lejlighed, så Helle låste sig ind. De gik ind. Der var mørkt – måske var Jesper slet ikke hjemme? – Måske er han ikke hjemme? – foreslog hendes mand, men Helle sendte ham et strengt blik. Hun mærkede datterens uro. Hun gik ind i stuen og gispede. Jesper lå på sofaen i en mærkelig stilling. Han havde høj feber! Lægen fra vagtlægen fik kontakt med ham igen: – Ingen grund til bekymring, det ligner en komplikation efter forkølelsen. Han har nok arbejdet lidt for meget, hva’? – sagde lægen venligt. – Ja, han arbejder meget – nikkede Helle. – Det skal nok gå, hold øje med feberen og ring igen, hvis det bliver værre. Jesper sov, og Helle satte sig i stolen ved siden af ham og følte sig mærkværdig – hun sad jo ved sygesengen hos sin upopulære svigersøn. Han lå der, bleg, med klistrede hårtotter i panden fra feberen. Pludselig følte hun en stor medfølelse. I søvne virkede han yngre; hans ansigt var blødere end ellers. – Mor… – mumlede Jesper pludselig i døsen og tog hendes hånd – gå ikke fra mig, mor. Helle blev helt paf, men hun lod hånden blive i hans. Der sad hun så – natten igennem. Tidligt om morgenen ringede Mille: – Mor, undskyld, jeg kommer snart selv hjem. Du behøver ikke tage derhen, det skal nok gå. – Ja-da, Mille, det går alt sammen – svarede Helle smilende – vi venter på dig, alt er godt her. ***** Da hun fik sit første barnebarn, tilbød Helle straks sin hjælp. Jesper kyssede hende taknemmeligt på hånden: – Se, Mille, du troede ikke, at mor ville hjælpe os! Og Helle gik stolt rundt med lille Emil i armene og talte til ham: – Se her, Emil, hvor er du heldig! Du har de bedste forældre – og den bedste mormor og morfar! Du er en heldig dreng! Så den gamle danske sandhed holdt stik: Man kan ikke bare knække et menneske med det samme. Kun kærlighed lærer os at forstå hinanden.

Gammel dansk visdom siger: Man kender ikke folk på forhånd, det tager tid at lære dem at kende.

Men Inger Mikkelsen mente nu, det var noget vrøvl hun kunne læse mennesker med det samme!

For bare et år siden blev hendes datter, Frida, gift.

Inger havde altid drømt om, at Frida skulle finde en ordentlig mand, stifte familie, og at hun, som mormor, kunne være familiens samlingspunkt – præcis som før.

Mads, Fridas mand, virkede da både kvik og økonomisk velfunderet. Man fornemmede klart, at han var stolt af, at have klaret sig så godt på egen hånd. Men de boede for sig selv Mads ejede sin egen lejlighed og ingen af dem søgte længere Ingers råd eller hjælp.

Det huede bestemt ikke Inger. Hun følte, at Mads havde en dårlig indflydelse på Frida!

Disse nye familierammer passede slet ikke Ingers planer. Hun blev hurtigt mere og mere frustreret på Mads.

Mor, du forstår det bare ikke, Mads voksede op uden forældre. Han har selv kæmpet sig frem. Han er stærk og han er virkelig sød og god, sagde Frida trist.

Men Inger skulle nok finde flere fejl. Mads forekom hende nu som en, der kun havde charmet sig ind på hendes datter! Hun følte det ligefrem som sin moderlige pligt at åbne Fridas øjne for denne ligegyldige fyr, inden det var for sent!

Ingen uddannelse, besværlig at snakke med, og interesser havde han åbenbart heller ikke!

Hele weekenden sad han stumt foran fjernsynet med et glas kaffe, påstod han var træt fra arbejdet.

Skulle hendes datter virkelig leve sådan resten af livet? Aldrig! Frida skulle nok en dag takke hende for det.

Og børn hvad ville hendes børnebørn dog lære af sådan en far?

Kort sagt Inger Mikkelsen var dybt skuffet. Og Mads mærkede tydeligt svigermors kulde, og begyndte bare at holde sig helt væk fra hende.

De så hinanden sjældnere og sjældnere. Faktisk holdt Inger helt op med at komme på besøg hos datteren og svigersønnen.

Fridas far, Peter, en rolig mand, holdt sig uden for konflikten. Han vidste, hvor stædig hans kone kunne være.

Men en sen aften ringede Frida. Hendes stemme var fuld af uro:

Mor, jeg har vist ikke sagt det, men jeg er væk med arbejdet et par dage. Mads har arbejdet på byggepladsen og er blevet sløj. Han gik tidligt hjem fra arbejde, han var slet ikke på toppen. Nu tager han ikke sin telefon, jeg kan ikke få fat i ham.

Frida, hvad vil du have, jeg skal gøre ved det? Inger røg op i det røde felt I lever jo jeres eget liv, Peter og jeg betyder åbenbart ikke noget længere! Og hvordan jeg selv har det, det spørger ingen om! Nu ringer du midt om natten for at sige, at Mads er syg? Hvad skal jeg dog bruge det til?

Mor… Fridas stemme rystede. Man kunne mærke hendes desperation. Jeg ville bare ønske, at du kunne forstå, at vi elsker hinanden. At Mads ikke er, som du tror. Kan du virkelig tro, jeg, din egen datter, ville vælge én, der ikke er god? Stoler du slet ikke på mig?

Inger blev tavs.

Mor, jeg beder dig: du har jo nøgle til vores lejlighed. Jeg tror virkelig, der er sket noget med Mads! Vil du ikke nok tage ud og se til ham? Jeg beder dig, mor!

Ja, kun fordi det er dig, sagde Inger kort og gik ind for at vække Peter.

Ingen åbnede, da de kom til lejligheden, så Inger låste selv op med sin nøgle.

Lejligheden var mørk og stille, måske var han slet ikke hjemme?

Måske han ikke er her… sagde Peter, men Inger sendte ham et skarpt blik. Hun havde alligevel fået datterens uro helt ind under huden.

Hun gik ind i stuen og standsede forfærdet. Mads lå uroligt henover sofaen, med ildrøde kinder og feberblank pande. Han havde feber!

Lægen fra akuttelefonen kom og undersøgte ham.

Det ser ud til, han har pådraget sig en infektion oven på forkølelsen. Han er nok kommet på arbejde, selv om han var syg, sagde lægen og nikkede venligt til Inger.

Ja, han arbejder meget, svarede hun, lidt beklemt.

Det skal nok gå. Hold øje med temperaturen og ring, hvis det bliver værre.

Mads snorksov, og Inger satte sig i lænestolen ved siden af lidt fortumlet hun, ved siden af sin uønskede svigersøn.

Han lå bleg og stille, panden fugtig af sved og hårtotterne klæbede. Inger blev alligevel lidt grebet af medfølelse. Han så næsten barnlig og blid ud, som han lå der.

Mor… mumlede Mads i søvne og tog pludselig hendes hånd, gå ikke, mor.

Inger blev helt paf, men hun slap ikke hans hånd. Hun sad der, til natten blev til morgen.

Tidligt ringede Frida:

Mor, undskyld, jeg kommer selv hjem senere. Du behøver ikke tage dig mere af det, det skal nok gå!

Det går allerede bedre, Frida! Vi venter på dig. Alt er godt nu, svarede Inger med et lille smil.

*****

Da Ingers første barnebarn blev født, tilbød Inger straks sin hjælp.

Mads kyssede hendes hånd og sagde taknemmeligt:

Se, Frida, du sagde, din mor ikke ville hjælpe os!

Og Inger, stolt med lille Valdemar på armen, gik smilende rundt i lejligheden og sagde:

Du er heldig, Valdemar, du har de bedste forældre og de skønneste bedsteforældre! Tænk hvor heldig du er, lille ven!

Så mon ikke ordsproget passer man kan ikke bare sådan gennemskue et menneske.

Og kun kærlighed kan hjælpe os med at forstå hinanden.