Telefonens ringning skar gennem morgenstilheden som en kniv. Anna Kirstine Møller, der sad ved vinduet med sit broderi, dirrede og løftede langsomt røret. Kvindestemmen i den anden ende lød anspændt og hastig:
“Anna Kirstine Møller?”
“Ja, det er mig.”
“Undskyld forstyrrelsen… men det handler om din søn.”
“Er der sket noget med Mads? I børnehaven?”
“Nej, nej! Jeg taler ikke om Mads, men om Niels.”
“Undskyld, men jeg har kun én søn.”
“Niels Møller, født den 12. juli 1998. Der står, at du er hans mor.”
Det føltes som et slag i brystet. Den dato var et sår, der aldrig var helet. Hun trak vejret dybt:
“Jo… jeg født en søn dengang. Men han døde to dage senere. Han var for tidligt født. Hvis dette er en spøg, er den ondskabsfuld.”
“Nej! Han lever! Han er på børnehjemmet! Jeg arbejder der, og… han tror stadig, hans mor vil finde ham.”
Hånden med telefonen rystede. Anna aftalte stumt et møde ved H.C. Andersens statue. Hun forsøgte at bilde sig selv ind, at det var en fejl, et bedrageri. Men hjertet vidste bedre.
En time senere stod hun over for en ældre kvinde med venlige, trætte øjne. Hun præsenterede sig som Fru Jensen, pædagog på børnehjemmet på Frihedsvej.
“Jeg har arbejdet med børn hele mit liv. Mine egne fik jeg aldrig. Men Niels er særlig. Kærlig, klog, følsom. Jeg kunne ikke lade være med at lede efter hans familie. I papirerne står, at du afviste ham.”
“Jeg har aldrig skrevet under på noget afslag!”
“Så er der nogen, der har gjort det for dig.”
Som et uhyggeligt bevis rakte hun et billede frem. Drengen lignede Mads som to dråber vand. Kun med briller. Samme hage, læber, samme blik. Men med en skygge af smerte, som om han vidste, han var blevet løjet for.
Anna kunne knap trække vejret.
“Hvad er der med hans syn?”
“Astigmatisme. Intet alvorligt. Men han har et godt hjerte. Hver dag siger han, at hans mor vil komme.”
Anna klemte billedet. Nu var der ingen tvivl. Dette var hendes søn. Hendes dreng. Hendes blod.
“De aner ikke, hvad de har gjort mod mig. Jeg sørgede. Jeg græd i timevis. Og han… han levede!”
Uden at sige farvel løb hun mod børnehjemmet. Bag det høje stakit så hun ham sidde i sandkassen med en bog. Niels. Han. Hendes søn.
Pædagogen kaldte på ham — “Møller!” — og det var nok. Anna gik direkte til direktørens kontor.
“Jeg hørte mit efternavn og tænkte… måske er vi beslægtede. Drengen virkede bekendt.”
“Er De Møller? Et tilfælde? Mærkeligt. Han er ved at blive adopteret…”
“De forstår ikke. Han er min søn.”
Direktøren, Fru Hansen, tøvede, men hentede papirerne. I dokumenterne stod Annas underskrift — falsk. Hun genkendte sin svigermors håndskrift. Ingen anden end Gerda kunne synke så lavt.
Med dirrende stemme forklarede Anna, hvordan hun for syv år siden fødte for tidligt, og hvordan de fortalte hende, at barnet var dødt. Men nu, da hun så billedet og hørte navnet, gik det op for hende.
Direktøren så for første gang medfølende på hende:
“Jeg vil ikke give Niels til en anden familie. Få styr på det, kom tilbage med din mand.”
På vej hjem kogte hendes indre. Hvem kunne have gjort det? Hendes mand, Anders, havde været knust dengang. Kun én kunne stå bag — hans mor.
Anna hentede Mads i børnehaven, men da hun kom hjem og så Gerda ved komfuret, kunne hun ikke holde mund:
“En forsvandt for syv år siden. Og nu skal sandheden frem.”
Om aftenen lagde hun billedet foran Anders:
“Dette er Niels. Vores søn.”
Anders rynkede panden:
“Er det Mads med briller?”
“Nej. Det er ham, du sørgede over.”
Svigerindens reaktion lod ikke vente på sig. Hun blev bleg, men forsvandt, som altid, arrogant til sit værelse. Anna, bristende af smerte, fortalte Anders alt.
Næste dag var de på børnehjemmet. Da Niels kom ind, forstod han øjeblikkeligt. Han stillede ingen spørgsmål. Han vidste det bare.
“Endelig har vi fundet dig, min søn,” sagde Anders.
“Jeg vidste det! Jeg ventede!” svarede Niels.
Anna holdt om ham, strøg hans hår og kæmpede mod tårerne, der faldt alligevel.
På vej hjem stoppede de i en butik. Niels forstod ikke, at han nu måtte vælge ting selv. At der var en mor, der spurgte, hvilken jakke han ville have. En far, der løftede ham.
Derhjemme ventede hans lillebror — sur og jaloux. Anna vidste, hvem der havde sat ham op mod det: Gerda havde ikke spildt tid.
“Det her er mit! Jeg deler ikke!” knurrede Mads.
“Han er sikkert ikke engang min bror! Forældreløs!”
Anna førte dem begge til spejlet.
“Se. De næser, de munde, ørerne. I er brødre.”
Pludselig smilede Mads. Varsomt. Men for første gang — ægte.
Imens pakkede Gerda sine ting. Anders tilbød hende lejligheden, han længe havde købt til hende. Uden skænderi. Men fast. Hun ville ikke længere herske i deres hjem.
Anna stod i gangen og hørte hende tale i telefon:
“Ja, jeg flytter. Lejligheden er perfekt. Min søn tager sig af mig. Nu kan jeg endelig leve for mig selv.”
Anna smilede bittert.
*Hvornår har du nogensinde levet for andre end dig selv, Gerda?*
Men nu var hendes familie hel. Nu havde hun to sønner. Og hjertet græd ikke længere. Det sang.
