Birthe vågnede af smerte. Noget havde drømt, inden hun vågnede, noget vigtigt. Men smerten distraherede hende, og hun glemte drømmen øjeblikkelig. Hendes mave havde aldrig gjort så ondt før, det strakte sig helt ned i ryggen.
Hun lå stille og lyttede til smerten. Den syntes at aftage lidt. Forsigtigt satte hun sig op i sengen, men da hun forsøgte at rejse sig, skar smerten hende igen i maven. Hun udstødte et lille skrig og gled ned på gulvet. På alle fire kravlede hun til kommoden, hvor hendes telefon lå i opladeren.
Sådan ringede hun efter en ambulance, knælende med den ene hånd støttet mod gulvet. “Du skal bare rolig, ambulancen kommer snart,” overtalte hun sig selv. “Men døren? Jeg skal åbne døren!” Hun kravlede på knæene ud i entrén. Smerten pulserede i hende, maven brændte som ild.
Hun forsøgte at rette sig op for at åbne hængslåsen på hoveddøren, men smerten jog gennem hende med ny kraft. Tårerne trillede ned ad kinderne. Det var det, der var så skræmmende ved at være alene. Ikke at der ikke var nogen til at give hende et glas vand, men at der ikke var nogen til at åbne døren, når redningen kom. Birte bed sig i læben, indtil det blødte, og forsøgte igen. Hun nåede at åbne døren, før hun besvimede.
Gennem tågen i hovedet nåede enkelte sætninger hende i glimt. Nogen spurgte hende om noget. Hun svarede, eller troede i hvert fald, hun gjorde.
Hun kom til sig selv på et hospital, hvor det lave efterårslys skinnede ind gennem vinduet. Birte drejede hovedet væk fra det blændende lys og krympede sig straks af smerte under brystet. Hendes mave føltes stor og oppustet, men der var næsten ingen smerte.
For ikke så længe siden, da hun igen havde forsøgt at afslutte det med Jens, havde hun tænkt, at det var bedre at dø end at leve sådan. Ingen mand, ingen børn. Ingen. Hvorfor leve? Men om natten havde hun kæmpet for livet. Hun havde forstået, hvor skræmmende det var at dø sådan, pludseligt, alene.
“Er du vågen? Jeg henter sygeplejersken.”
Birte vendte hovedet mod stemmen og så en anden seng, hvor en fyldig kvinde af ubestemmelig alder lå i en blomstret flanelsmorgenkåbe.
Kort efter kom en sygeplejerske ind på stuen.
“Hvordan har du det?” spurgte hun Birte.
Hun var ung og rødkindet. Eller var det den lyserøde sygeplejerskehue, der fik hende til at se sådan ud?
“Fint,” svarede Birte. “Hvad er der sket med mig?”
“Lægen kommer snart og forklarer alt,” sagde pigen i den lyserøde hue og gik mod døren.
Birte så en tyk, lys fletning, der nåede hende til livet. Bår folk stadig fletter?
“Du er på gynækologien. De bragte dig herop for et par timer siden. Du har sovet længe, skat,” sagde sengenaboenske.
Skat. I det sidste stykke tid var hun blevet kaldt “dame” eller “borger” i butikker og offentlig transport. Birte følte sig som en gammel kone. Selvom hun kun var 42. Måske var det derfor, når nogen prøvede at sætte hende sammen med en ny mand, at hun afviste dem med et: “Mit tid er før, for sent, jeg har ikke brug for nogen.” Derfor havde hun også forsøgt at afslutte det med Jens, men han kom altid tilbage.
“Hvordan har du det?” En læge i 50’erne kom ind på stuen.
“Læge, hvad skete der? Fik jeg narkose? Har jeg været opereret? Jeg føler mig som en oppustet ballon.”
“Petersen, de venter på dig i forbindelsesrummet,” sagde lægen til sengenaboenske.
Kvinden rejste sig, rettede på håret og forlod modstræbende stuen.
Birte så taknemmeligt ind i lægens trætte øjne.
“Du har fået foretaget en laparotomi. Du havde en ekstrauterin graviditet, æggelederen sprang.”
“Hvad?” Birte var lige ved at springe op af sengen. Mavemusklerne spændte og svarede med smerte.
“Hvad overrasker dig så meget?” spurgte lægen.
“Jeg… jeg var diagnosticeret med infertilitet.”
“Det udelukker ikke muligheden for en ekstrauterin graviditet, eller en normal graviditet for den sags skyld. Livet er fuldt af mirakler. Tro mig. Du bliver her et par dage.”
“Kan jeg stå op?”
“Det skal du. Men mådeholdent,” svarede lægen og gik.
Birte fordøjede informationen. De havde fortalt hende, hun ikke kunne få børn. Hendes mand havde forladt hende på grund af det. Selvom det nok mest var en undskyldning for hans utroskab. “Kan jeg virkelig blive gravid? Hvad tænker jeg på? Jeg er 42, det er for sent at tænke på børn,” stoppede hun sig selv. “Hvorfor spurgte jeg ikke lægen direkte?”
Hun satte sig op i sengen og svingede benene ned. På gulvet stod hendes sutsko, på sengeryggen hang hendes morgenkåbe. Ambulancen måtte have taget dem med. Der var ingen smerte, kun ømme muskler fra stress.
Hun trak morgenkåben på, stak fødderne i sutskoene og rejste sig. Hovedet svimlede lidt. “Narkosen,” tænkte Birte. Hun mærkede en vægt i lommen. “Nøglerne til lejligheden. Mit pas. Så de har låst døren,” indså hun.
Der var intet spejl over vasken. Birte glattede håret med hånden og gik ud i gangen. Hun nåede langsomt til en dør med et skilt der læste “Lægevagten,” men den var låst, og en nøglering stak ud af nøglehullet. Hun gik videre mod sygeplejerskernes station for at spørge, hvornår lægen kom og hvad han hed.
Hovedet svimlede igen, og kvalme steg op i halsen. Hun satte sig på en blød bænk i en lille forhal, før hun nåede stationen.
“Mon Jens ville blive glad, hvis han vidste, jeg kunne blive gravid med ham?” De mødtes for fem år siden. Han sagde med det samme, han var gift. Han var blevet gift sent. Han havde et lille barn.
Deres forhold udviklede sig hurtigt og intenst. Birte forventede ikke mere. Hun havde forsøgt at gøre det forbi igen og igen. Han blev fornærmet og gik, men kom altid tilbage. Til at begynde med lovede han at forlade sin kone, når datteren blev lidt ældre og konen begyndte at arbejde. Men datteren startede i skole, og han blev hosHan trak hende ind til sig, og hun vidste, at det var tid til at leve livet, ikke blot at overleve det.
